Det er tidlig morgen på den røde bondegård i Vejby. Alt er stille, som det plejer og ude i horisonten kigger solen kun lige op mellem skyerne. Her er smukt og fredfyldt. Og hvis jeg virkelig gør mig umage, kan jeg næste lade som om, alt er, som det skal være. Men for to minutter siden, da min bevidsthed sneg sig tilbage efter nattens søvn, var noget af det første min hjerne fandt og begyndte at tygge på, CORONA. En umærkelig rislen ned af ryggen…
Når jeg igennem en længere periode har haft for mange gule sedler i spil på samme tid, så sker der det, som altid sker: på et tidspunkt kan jeg ikke få luft. Det behøver ikke nødvendigvis at være gule sedler fyldt med ØV-ting – bare en god gedigen blanding af NICE-TO-DO’s og NEED-TO-DO’s i en lind strøm presset ned over samme periode i min plads på familiekalenderen. Og det er ikke sådan i overført betydning, at jeg ikke kan få luft. Næ, jeg stopper simpelthen…
Jeg voksede op som den eneste høne i andegården. Eller hvad det nu hedder, når man ikke er den berømte enlige hane i hønsegården. Jeg var den eneste pige i søskendeflokken, der udover mig, talte min storebror og min lillebror. Og faktisk stopper den ikke der. Jeg har kun fætre. I en meget voksen alder fik jeg en kusine – men hende har jeg kun hilst på ganske kort på ved en enkelt lejlighed. Så jeg er reelt set vokset op som den eneste pige…
Du kender dem – de dage, hvor du vågner op, og bare mærker -“så er vi der igen”. En af de der dage, hvor kroppen er tung, sjælen blå, og tankerne kører ud af en tangent. Kort sagt – en rigtig god gammeldags ØV-dag, hvor du bare har lyst til at råbe RØV OG NØGLER, fra solen står op til solen går ned. Nogle gange synes der at være en ganske forståelig grund til netop denne tilstand. Noget konkret er sket – voila – dér…
Hele huset er tyst, men stilheden er som fløjl. Olivia er her, og både hun og Morten sover i hver sin ende af huset. Det er sådan mit hjerte falder til ro i disse dage. Alle mine samlet under samme tag…igen. Noget har naget mig længe. Jeg har ikke kunnet ignorere det og heller ikke helt få tag i, hvad det var. Jeg har været bange for, at det var det at flytte på landet, den var gal med, og de sidste uger har jeg…