Noget af det jeg elsker allermest, er at hente inspiration ude i verden og bringe det hjem til nærmere undersøgelse i mit liv og i dette tilfælde også i mit parforhold. Og forleden faldt jeg på nettet over et podcast-afsnit med to rigtig kloge damer.
Esther Perel, som er verdensberømt parterapeut, var gæst i Brené Browns podcast Unlocking US og talte om, hvordan vores telefoner skaber en oplevelse af at være forbundet med rigtig mange mennesker, men samtidig også forhindrer os i at være ægte nærværende i vores fysiske relationer. Og Brene Brown, som blandt meget andet forsker i sårbarhed, pointerede, at vi måske endda bruger vores telefon som et værn mod vores egen sårbarhed. Forstået på den måde at vi, hvis vi bare sidder og er tilstede, i stedet for at være på vores telefoner, mærker præcis det, der er i os. Også alt det vi ikke bryder os om som f.eks. uro, smerte, usikkerhed, mindreværd, bekymring, ensomhed, rastløshed, utilfredshed, flovhed, vrede, frustration osv. Altså alt det, der gør os sårbare.
Under alle omstændigheder gav deres samtale anledning til mange overvejelser og samtaler mellem Morten og jeg om vores forbrug af telefonen. Om de situationer, hvor den ene deltager i en samtale, mens den anden lytter med et halvt øre, fordi vedkommende samtidig spiller ordleg eller scroller igennem Instagram på sin telefon. Vi var helt nede og vende i, hvordan vi opfatter den anden og vores parrelation, når vi begge hver eneste dag dumper ned i sofaen og sætter et lille, men mærkbart skjold op mod den anden. Vi har egentlig vænnet os til at tale sammen på trods af telefonen, men ved nærmere eftertanke blev vi rørende enige om, at det faktisk er ret træls at tale med et menneske, der ikke er til strækkeligt interesseret til at lægge telefonen fra sig og tilbyde et fuldt nærvær.
Vi har tidligere arbejdet med regler på telefon-området her hos os. Særligt da vores datter stadig boede hjemme. Men nu skal vi jo ikke fremstå som pletfrie rollemodeller for ungdommen længere og spørgsmålet er, om der så stadig er vilje til at lægge telefonen væk?
Efter en længere snak nåede vi frem til, at jeg har et udbredt ønske om at have mindre net og mere virkelig kontakt med andre mennesker i mit liv. Jeg vil også gerne være mere tilstede med mig selv, uden at fylde alle huller ud med en milliard andre mennesker, deres liv og det de har på hjertet. Jeg oplever, at nettet er blevet et sted, hvor vi alle sammen råber højere og højere for at blive hørt og det skaber en hektisk, rodet og overvældende oplevelse, som jeg bare langsomt er blevet desensibiliseret fra. Men hvis jeg mærker efter, kan jeg godt mærke, at det ikke er rart eller specielt sundt for mig. Det roder ganske enkelt ved min sjælefred, som jeg i virkeligheden har utrolig stor brug for i en verden, der er mere og mere udfordrende at leve i. Samtidig mærker jeg vanen i det hele og den sårbarhed som Brené Brown taler om og den gider jeg måske alligevel ikke helt mærke. Den dukker jo op hver gang, der er stille. Jeg mærker, hvordan jeg har det og hvad der rumsterer i systemet, og min telefon er helt klart min fulgt væk fra det. Og så er alle mine kontakter via nettet også et plaster på en ensomhed, der har sneget sig ind i mit liv med denne fysisk begrænsende sygdom, jeg lever med. Jeg møder ikke mange mennesker gennem min dag, der rent faktisk er tilstede her sammen med mig og uden nettet, var den ensomhed helt sikkert meget meget værre. Jeg holder dog spørgsmålet om, hvad prisen er for at flytte al sin menneskelige kontakt over på nettet?
For som Esther Perel siger i afsnittet: Vi har 1000 venner på nettet, men ingen til at fodre vores kat.
Og det har jeg virkelig mærket i eget liv. Det er et godt spørgsmål at stille sig selv, hvem har jeg i mit liv, der ville fodre min kat, hvis jeg ikke selv kunne?
Morten har modsat ikke den store lyst til at holde telefonfrie ferier og eksperimentere med, hvad vi mon ville møde. Han er stadig medlem af arbejdsstyrken og har ikke brug for opgaver eller begrænsninger, når han har ferie. Han har brug for frihed til at gøre og agere, som han har lyst til og behov for i momentet. Han er dog helt med på, at det sender mixede signaler om tilstedeværelse, når vi er i samme rum men bag hver vores telefon. Han synes også, at vi generelt har for mange samtaler, hvor den ene svarer lidt for meget med “hmm..” og “Undskyld, hvad sagde du?”
Så vi holder lige spørgsmålet. Skal vi lave telefonfri eller mere præcist netfri-zone i vores sofaafdeling i vores dagligstue, med en tillægsregel om, at man altid må fortrække til et andet rum, hvis man bare gerne vil slappe af med sin telefon? Sådan at signalerne bliver lidt mere klare. Nu er jeg her fuldt og helt sammen med dig, og nu er jeg pist borte og sammen med min telefon, og du kan lave det, du ellers ville lave, hvis du var alene.
Jeg tror faktisk, det er her vi ender, for det har fungeret før og frigivet så meget rar energi og overskud imellem os.
Hvordan står det til med telefon og nettid hjemme hos dig? Blander telefonerne sig lidt for meget i dine relationer eller har du det fint med, at alle inklusiv dig selv er på nettet, når de har lyst? Har du regler for dig selv eller i husstanden, du forsøger at holde? Og hvordan har du det selv med atmosfæren på nettet? Er det en kreativ legeplads og en kærkommen underholdningskanal? Eller mærker du også metaltrætheden og dilemmaet i, hvordan man får de gode ting med uden at falde i for store usunde kaninhuller, når man af vane griber ud efter telefonen igen i stedet for at stirre ud i luften nogle værdifulde minutter?
Lægen Imran Rashid, som igennem de senere år har skrevet bøger og været på barrikaderne for vores børn og unges forbrug af skærme, delte forleden et meget præcis budskab på Facebook. Og jeg lader Imran få det sidste ord:
MENNESKERS BETYDNING FOR MENNESKER
I denne lille video hører en døv baby sin mors stemme for første gang. Dermed introduceres det lille væsens nervesystem for kærlighed på en ny måde for allerførste gang. Det er nok et af de smukkeste eksempler på, hvorfor vi som mennesker har brug for hinanden.
Ganske enkelt fordi, at vores nervesystemer er bygget til at reagere på sansestimuli, der udløses af andre menneskers berøringer, smil, stemmer, dufte, ja blot tilstedeværelsen eller tanken om et andet menneske kan skabe den tryghed eller forudsigelighed, vi alle har brug for.
Jeg er på den baggrund også ved at være nået frem til en ny erkendelse af, både hvad problemet med hyperdigitaliseringen af vores tilværelser medfører, samt hvad den naturlige løsning derfor er.
Hvis kommercielle algoritmer får mulighed for at påvirke vores følelsesapparat langt mere end mennesker gør, så vil vi blive understimuleret og “fejlernæret” rent følelsesmæssigt, fordi algoritmepåvirkningen ikke tilgodeser vores behov, men snarere vores lyster. Eller sagt med andre ord: den, der styrer, hvad du føler, styrer hvilken kvalitet, dit liv får.
Fokuser derfor overvejende på at skabe et følelsesmæssigt nærmiljø, hvor mennesker får en langt større indflydelse på dine følelser end kommercielle firmaer, der udnytter dit følelsesapparat til at stjæle din opmærksomhed, fordi den er nøglen til en annoncebaseret forretningsmodel.
Rigtig god søndag
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Ps: Hvis du har fundet vej hertil via Instagram eller Facebook og vil skære ned på tiden, du hænger der, så er du altid velkommen til at skive dig på mail-listen her på siden og få besked direkte i din indbakke, når der er nyt på bloggen og i podcasten Hvad med lidt barmhjertighed.
Du kan finde hele Imran Rashids indlæg fra Facebook her. Inklusiv den lille video af babyen, der hører sin mors stemme for første gang.
Og vil du læse om et andet eksperiment, jeg engang lavede med Morten til gavn for aktiviteterne i soveværelset, kan du læse indlægget Sex og Regnskab her.
Endelig kan du finde det omtalte podcast-afsnit med Brène Brown og Esther Perel her.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Er der også for meget telefonfis hjemme hos dig?"