Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Omfavn din alder

Lyt her.

I dag var en af de dage, hvor jeg blev rigtig frustreret over verden. Scrolle scrolle på de sociale medier og bum, vores første kvindelige statsminister i vælten igen. Denne gang som ansigt for det store amerikanske beautybrand Estée Lauder. Er der noget galt med, at Helle Thorning, som nu er 57 år, er ansigt for et beautybrand? Absolut ikke. Hun skal bare kaste sig ud i alle de spændende projekter, hun har lyst til.

Men det var overskriften brandet promoverer hende under, der sendte mig op i det røde felt. EMBRACING YOUR AGE.

For her bliver det altså for broget for mig. Når et beautybrand hopper med på en trend om at tale alder op, og samtidig vil sælge skønhedsprodukter, altså portrættere, hvad skønhed er, med en model, der helt tydeligt bruger masser af fillers, botox og andre kosmetiske indgreb, så går der simpelthen skuddermudder i den i min hjerne. Jeg bliver lige dele rasende og ked af det.

Rasende fordi det viser os alle sammen, at det er cool, ja nærmest in at blive ældre, bare du gør noget ved rynkerne, hårfarven, poserne under øjnene og den hængende hud. Du kan som ældre kvinde godt bruges til at lokke andre kvinder til, men du skal se evigt ung ud. Embracing your age/at omfavne sin alder er altså lig med at ændre sit udseende og se yngre ud, end man er.

For mig at se, deler kampagnen, det at ældes, op i to. Vi omfavner vores alder, men bortcensurerer, det vi ikke kan lide ved at ældes, nemlig forfaldet. Fordi vi kan. Vi har en alder og har det godt med den, altså at være i slutningen af halvtredserne for Helle Thornings vedkommende, men udseendet, sådan som vi ser ud, mens vi har den alder, behøver vi ikke at forholde os til, hverken som brand eller som publikum. Den del skjules, gemmes væk og bortcensureres med billedteknik og kosmetiske indgreb. Vi må altså gerne ældes, det må bare ikke kunne ses på os, at vi gør det.

If I could turn back time, some Cher synger. Her med et filter fra Snapchat.

Det der er så ubehageligt, er, at jeg føler mig undertrykt som kvinde af sådanne kampagner og som ældre kvinde især. Lille grimme 56-årige Pernille kan gemme sig derhjemme, indtil hun giver efter for massehysteriet og gør noget ved miseren, så kan hun lukkes ud og være cool med os andre. Og det værste er, at jeg føler det som om, jeg bliver undertrykt af andre kvinder, fordi det er kvinder, der smiler på billederne (også selvom der er utroligt mange pengeMÆND, der ejer aktier, sidder i bestyrelser og tjener penge ved at eje de store konglomerater, der ofte ejer flere brands i skønhedsindustrien). Hele den fælles bevægelse fra kendte og eksponerede kvinder mod det kunstige lægger så stort et pres på alle sammen, at det bliver sværere og sværere at stå i mod for dem af os, der gør det.

For det er jo ikke sådan, at vi der ikke er hoppet med på hysteriet endnu, ikke står med ærgrelserne foran spejlet hver eneste dag. Det gør vi nok alle sammen, men vi tager kampen op både mentalt og følelsesmæssigt hver eneste gang. Taler beroligende til os selv, får et ekstra kram af dem, der holder af os og synes, vi er smukke, som vi er, og hanker op i os selv og insisterer på vores eget værd på trods.

Men jeg er ked af det på min 24-årige datters vegne. Presset vil kun blive større og hun er allerede under et kæmpe pres for at have en krop, der ser perfekt ud. Hvornår skal hun også presse sit ansigt ind i branchen for kosmetiske operationer? Sidst i tyverne, i begyndelsen af trediverne eller kan det mon gå an at vente til fyrrerne rammer? Sandheden er, at det nok kommer an på, hvad hun laver og hvor eksponeret hun er. Min mave krymper sig ved tanken og det eneste, jeg kan gøre, er at tale og kramme så meget selvværd og selvtillid ind i hende som muligt, mens hun stille og roligt bliver ældre.

Jeg er selv vokset op med en mor, der aldrig har ændret så meget som sin hårfarve, som aldrig har talt grimt om sin krop, også selvom hun gerne ville holde den slanke linje, og nu og da talte lidt om at have spist for meget chokolade. Men hun har snakket sundhed, at være et godt menneske og være der for andre, at gøre sig umage med det, man laver og hun har i høj grad udstrålet intelligens, handlekraft og dedikation mere end bekymring for, om hendes udseende var i orden. Hun var, skal det siges, virkelig godt flankeret af min stedfar, som altid har været overordentligt glad for sin kone. Både kram og kærligt kæleri, med et glimt i øjet, var vi som døtre i huset vidner til og vi tog ind, at han elskede hende og var tiltrukket af hende, nøjagtig som hun var. Når jeg kigger på mine slunkne hængebryster i spejlet hver morgen, så popper disse minder op af min mor, der i den alder jeg har nu, kom søvndrukken ned i sin blå natkjole med sit tøj over armen og min stedfar, der krammede hende, mens han blinkende fortalte mig og min søster, hvilken lækker kone han havde. Og i dag elsker jeg ham for det. Vi sad jo altid der ved morgenbordet og grinede opgivende til hinanden over noget, vi overhovedet ikke forstod på det tidspunkt. Vi syntes jo som alle andre unge, at de var lidt for outdatede og skøre, men ikke desto har det gjort et uudsletteligt og værdifuldt indtryk.

For jeg ved, at de minder er med mig foran spejlet, og jeg ved de er med til, at synet af mig selv ikke ødelægger mit humør, men hjælper mig til at kunne omfavne endnu en fase i mit liv og i min krop, og grundlæggende føle det samme som min mor udstrålede, nemlig selvværd og glæde ved mig selv.

Tak i to skøre mennesker for at fylde os med de rigtige værdier og ikke pakke jeres glæde ved hinanden væk, når I var i selskab med to unge, undrende kvinder på vej ud i verden.

Nå, Estee Lauder, Hollywood, Amerika og resten af verden. Tag jer sammen. NU! Stop hykleriet. Hvis I skal tage stilling og tale alder op, så gør det med smukke naturlige kvinder, der for alvor omfavner deres alder med alt, hvad det indebærer, så vi andre og alle de unge kvinder, vi holder af, kan spejle os i virkeligheden og være godt tilfreds med den.

Pernille med ansigtsmaske kigger ud gennem sit badeværelsesvindue

Kære læser

Den anden dag tog jeg mig selv i at skrive i en kommentar til et opslag om naturlig aldring, at jeg oplever det, der sker med kvinder i skønhedsindustrien lige nu ligeså kvindeundertrykkende som burkaen. Og selvom det lyder voldsomt, så mener jeg det faktisk. Heldigvis er der også en modreaktion i gang. Kvinder, der har valgt at ældes naturligt, bruges i højere og højere grad som talspersoner og modeller rundt omkring, og modne naturlige influencere får også mange følgere. Det vidner om, at kvinder som mig i tilsvarende grad efterspørger andre kvinder, som vi kan spejle os i.

Hvordan har du det selv med at blive ældre i en verden, som lægger denne type pres på alle kvinder? Tager du kampen op eller griber du de muligheder, vi har for at gøre noget ved det, vi ikke synes er så pænt ved os selv længere?

Jeg forstår fuldt ud fristelsen og jeg forstår også forsvaret for kvinders ret til at vælge selv. Jeg er enig i, at vi ikke skal udskammes hverken for skønhedsvalg eller at ældes. Men det er svært for mig at se, hvordan vi kan sende signalet til unge kvinder om, at de bare skal se frem til alderdommen, hvis vi ældre kvinder går langt for at skjule alle synlige tegn på at vi ældes.

Jeg går ind for åbenhed, både med hvad man gør ved sin krop og ansigt, og om dilemmaet i at ligge under for et pres, at føle sig bedre tilpas med et tilpasset udseende og samtidig gerne ville være rollemodel for andre kvinder, særligt de yngre.

Som med så meget andet i et kvindeliv er dette område også kompliceret, mangefacetteret og fuld af dilemmaer. Det har aldrig været nemt at være kvinde og det bliver det nok heller ikke i fremtiden.

Alt jeg ønsker mig, er bare, at vi tænker over hvilken rolle, vi som kvinder selv spiller i det hele.

Rigtig god søndag

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Ps: I denne uge havde forfatter, ernæringsterapeut og inspirator Louise Bruun, som i mange år har lavet antiinflamatoriske kost- og træningsforløb for kvinder, et indslag på sin Instagram profil, hvor hun uden at nævne Helle Thornings navn, talte om en lignende opfattelse og reaktion på en aktuel skønhedskampagne. Hendes pointe var som min, at det er signalværdien, der er oprørende og ikke kvinders personlige valg. Blev det forstået af alle hendes følgere? Nej. Mange røg til tasterne og var vrede over, at hun ikke var for det personlige valg. Det viser bare, at dette er et sprængfarligt emne, som deler vandene og os kvinder. Men hvis ikke vi kan have debatten af frygt for at blive misforstået, så er vi for alvor i problemer. Og så talte hun ikke engang om de sundhedsskadelige virkninger fillers og botox har. Hvis du vil læse mere om det, kan du finde et blogindlæg om emnet af hudplejedronning Anette Kristine Poulsen her.

Louise Bruun
Anette Kristine Poulsen

Du kan også læse mit indlæg Hvor meget tid bruger du på skønhedsarbejde? her. Det handler om al den tid, vi kvinder bruger foran spejlet og hvad, der for nyligt har sat den samlede tid voldsomt ned for mig personligt.

Pernille med farve på overlæben, på brynene og i håret

Camilla Lindemann, journalist, forfatter og mangeårig chefredaktør for blandt andet modemagasiner som IN og Femina, er en anden moden model, som hylder det naturlige. Læs her hos det franske beautybrand L´Oréal Paris, hvad Camilla siger om alder og det at ældes. (I Alt for Damerne uge 22/24 var Camilla igen på barrikaderne for den naturlige aldringsproces i deres skønhedsmagasin)

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Omfavn din alder"

  • Tusen, tusen takk for ditt innlegg! Jeg er SÅ enig med deg!Hilsen kvinne 54 fra Norge : )

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Hej Toril.
      Tusinde tak for din kommentar og for at du læser med helt fra Norge. Det glæder mig meget. Velkommen til.
      Kærligst
      Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *