En aften for ikke så længe siden lå Morten og jeg på hver sin sofa. Vi var midt i et eksperiment med nul telefoner i sofahjørnet, og tændt af den hellige ild, havde jeg også frabedt mig tv nu på anden aften i træk. Jeg ville gerne nyde roen, udsigten fra vores vinduer, selskabet og egentlig se, hvad der mon skete ved at sidde sammen helt uden skærmaktiviteter en hel aften. Var Morten glad eller begejstret for ideen? Nej, men han gik tøvende med til at prøve. Og det magiske skete. Efter lidt tavshed og rastløst rykken rundt på os, begyndte samtalen et helt andet sted end den plejer. Det var ikke med de praktiske ting, kost og helbred eller det, der fylder på arbejdet, som vi normalt bruger meget tid på at tale om. Næ, vi havnede bagude i fortiden og endte med at have en fantastisk snak om alle de forskellige faser, vi som par har været igennem.
Og det er jo bare et af de helt store privilegier ved at have været sammen i snart 20 år. Man kan se tilbage på faser af samliv. Vi mødtes jo i 30érne med hver vores kuld børn, så vi har ikke haft småbørnsfasen sammen og det er måske meget godt, for den er hård for parforholdet, kan jeg se omkring mig. Men vi har haft forelskelse- og passionsfasen, vi har været igennem vi-etablerer-os-i-et- fælles-liv med fælles hjem og familieliv-fasen, vi har oplevet fuld-tryk-på-arbejdslivet-fasen og nu er vi landet i den midaldrende fase, hvor vi for første gang i vores relation er sammen hver dag kun os to.
Og her tog samtalen endnu et spadestik længere ind i ærlighed og den fortrolighed, vi har med hinanden efter så mange år sammen. Jeg fik på et tidspunkt sagt, “Og nu lever vi i sådan en kærlig kedsomhed, og det er der også bare noget rigtig dejligt ved. Hvis man altså ikke er den eventyrlystne type.” Og så grinede vi begge to. For det viste sig faktisk, at Morten fuldstændig genkendte det, jeg beskrev og syntes at udtrykket kærlig kedsomhed, ramte fuldstændig plet. Samtalen fortsatte og vi blev hurtigt enige om, at ingen af os er kede af kedsomheden eller frustrerede over, at den er en del af vores liv nu. Vi oplever den begge som uundgåelig, og at det gælder om at finde sig tilrette i den og se den komme og gå.
For sandheden er jo, at vi bestemt ikke keder os hele tiden. Vi har selv ramt nogle store udfordringer som kronisk sygdom og en ny økonomisk situation i kølvandet på den, og vi har mennesker omkring os, der har brug for ekstra hjælp og støtte lige nu, og det hører også med til livet som midaldrende. I stedet for voldsom hjertebanken og et sexliv på steroider, nyder vi faktisk tosomheden i et andet tempo nu. At gå ture hånd i hånd, at ligge sammen med hver sin bog, at have dybe samtaler om, hvordan livet formede sig for os og hvad vi ønsker af fremtiden.
Men ingen af os har brug for at undgå den kærlige kedsomhed, som kommer af at kende hinanden helt utrolig godt ved at skabe nye ydre eventyr. Vi ser mange par, der i denne fase bygger om, flytter til udlandet, rejser meget eller sætter andre store drømme i søen, og det er både godt og dejligt. Og der er da også ting, vi gerne ville, hvis vi kunne lige nu, men det er bare ikke nødvendigt for, at vi føler os tilfredse. Vi hviler i roen og jeg har det selv sådan, at jeg gerne vil vise unge mennesker, at de skal glæde sig til denne fase i samlivet, for her er så lyst og let at være. Kommunikationen er på plads, man er blevet gode til at tage hensyn og gøre de små ting for hinanden i hverdagen, som man ved letter den andens dag. Man er så tryg i, at relationen kan overleve en hel del, at man sagtens kan rumme en periode, hvor den anden er nede, fraværende eller udfordret. Og når jeg forklarer min datter om, hvad jeg lærte om sunde forhold, da jeg mødte Morten, nemlig at det går op og ned, og at nedturene, de perioder hvor man synes, man har giftet sig med verden meste irriterende menneske, går over, så fortæller jeg hende også, at genforelskelsen er lige så magisk som den første, selvom den er roligere og udspringer mere af en dyb glæde ved at være tæt på den anden end en tiltrækning blandet med frygten for ikke at være god nok eller blive valgt fra. Vi er trygge i vores afhængighed af hinanden nu, vi har udviklet værktøjer til at komme videre fra de allersværeste ting og vi har oplevet hinandens svigt og har fundet tilgivelse og samhørighed igen. Det er bare helt grundlæggende ikke noget dårligt sted at være.
Jeg gætter da på, Morten ser på mig i dag og ser forandringerne fra kvinde med fuld gang i karrieren og med mor i ascendanten til en gråhåret dame med skavanker og knap så rankt et kosteskaft i ryggen, på samme måde som jeg ser ham forandre sig fra stærk mand i sin bedste alder til en vis ældre herre, der har den mest utrolige livserfaring og klogskab på livet. En klogskab som han hver dag deler med unge mennesker med udfordringer på sit arbejde og med familiens børn og unge voksne. Der er en ro over ham, som ikke har været der før, og selvom han har mindre hår og mere mave, synes jeg, han er så utrolig tiltrækkende også i denne fase. Jeg er bare helt tilfreds langt ind i min sjæl med at være her sammen os to lige midt i den kærligste kedsomhed, man kan opdrive.
Selv siger han sådan her: “Jeg tror, den kærlige kedsomhed er nødvendig. Det er vigtigt for mennesker, at kunne være alene sammen med andre mennesker. At kunne lægge fødderne op og være sig selv uden at skulle stå til regnskab eller levere noget. Vi mennesker udveksler jo energi med hinanden og det at kunne være i en rolig energi, er også vigtigt. Rolig energi er healende, som den vi fik fra vores mor som børn, når verden var gået i stykker.”
Hvor er I nået til hjemme hos jer? Hvilken fase er I i? Genkender du mon den kærlige kedsomhed og roen, der følger med eller drømmer du om at puste liv i kludene og endnu en gang sætte ud over stepperne mod eventyret? Jeg tror godt, nogle kan blive grebet lidt af panik i den kærlige kedsomhed og komme til at længes efter grønnere græsgange. Måske forveksles kedsomheden endda med venteværelset til døden, som jo uvægerligt kommer nærmere og nærmere, og så bliver det vigtigt ikke at tage alt for god plads på bænken, inden livet er helt forbi.
Det genkender jeg også på mange områder af mit liv. Jeg vil gerne stadig udvikle mig, lære nyt og kaste mig ud i nye ting. Jeg vil gerne forme nye bånd til nye mennesker og kaste mig over nye og ukendte aktiviteter. Alt i alt vil jeg gerne leve og opleve til, jeg ikke lever længere. Men ikke i mit parforhold, der holder jeg af forudsigeligheden, den lette men ligeså dybe kærlighed, historien, erfaringerne og den nye fase. Om lidt kommer Morten hjem fra arbejde og han vil med garanti råbe: “Honey I`m hoome”, så vil han komme ind og fortælle mig om sin dag og jeg vil fortælle ham om min. Så vil han lave noget mad til os, formentlig en af de ti retter, vi som altid veksler i mellem og vi vil spise den foran tv’et. Måske ser vi nyheder, måske ser vi en af de andre fem udsendelser, vi begge kan lide at se sammen og inden vi ser os om, snorker mindst en af os på sofaen. Hvis jeg er heldig, er det mig med fødderne plantet imellem hans varme hænder. Og jeg er ked af det at sige det, men det er altså lykken for mig og jeg ville ikke bytte den for nogen anden fase eller noget andet eventyr i verden.
Rigtig god søndag
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Her ville jeg gerne linke til interessante artikler om den modne kærlighed, men det er faktisk ikke så nemt at finde. Du kan finde masser af læsestof om at finde en ny kærlighed i en moden alder og endnu mere om både mænd og kvinders sexliv midt i livet og som ældre. Men den langvarige modne kærlighed, der bevæger sig ind i en ny fase, er det ikke lykkes mig at finde noget om og det er alligevel tankevækkende.
Men du kan heldigvis altid muntre dig med at læse første afsnit i denne triologi om moden kærlighed. Find indlægget Har I også for meget telefonfis hjemme hos jer? her.
Og indlæg nr. 2 Det er stadig tabu at sover hver for sig her.
Endelig kan du finde podcastafsnittet KÆRLIGHEDEN DENGANG OG NU her, hvor vi fortæller vores historie og om at være empty nesters det første år alene hjemme. Det var før sygdom og den kærlige kedsomhed helt var sat ind.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Kærlig kedsomhed"