I sidste weekend havde vi fremmede i vores hjem, som skulle løse en professionel opgave og for første gang i ti år, gjorde jeg ikke noget for at skjule, at Morten og jeg i det daglige har hver sit soveværelse. Alligevel strejfede tanken mig, hvad de mon tænkte om os. At vi var et sørgeligt par, at vi var nogle gamle hoveder med gamle menneskers vaner, at vi var ulykkelige, uvenner eller lever i et dødt proforma ægteskab med et kuldsejlet sexliv. Og jeg må indrømme, at jeg af samme årsag derfor gjorde lidt ekstra ud af at vise, hvor glade vi stadig er for hinanden. Virkelig fjollet og en smule barnligt, men det strejfede mig ikke, at vi måske også kunne inspirere og åbne døre, så andre tør gå samme vej, hvis de har behov for det.
Faktum er jo, at vi alle jagter lykken og at de fleste af os har et meget ensartet og karakteristisk billede af, hvad lykken er. Og til det billede hører et tilfredsstillende kærlighedsliv i et livslangt parforhold. Og lykkelige elskende sover ikke hver for sig. Hvis det ikke lige handler om de royale (og alle ved, at de ikke altid hører til verdens mest lykkelige mennesker), så sover par i film og tv-serier altid sammen i lykkelig forening i ægtesengen. Det er typisk et meget intimt rum og sengetid er tit noget med hændersmøring og smalltalk på sengekanten inden, der skal haves sex eller markeres en dårlig stemning ved, at den ene demonstrativt lægger sig med ryggen til og lyset slukkes. Der soves kun hver for sig, hvis der er krise og den ene er blevet smidt ud af soveværelset for at sove på sofaen. Alt sammen billeder, der er med til at understrege, at sover man hver for sig, så er man ikke lykkelig.
Men sådan er det jo ikke her. Jeg ved, vi er lykkelige sammen og at vi stadig efter snart 20 år er hamrende glade for hinanden. Vi har et stærkt, sundt og velfungerende forhold, som vi gør os umage med at passe på på alle tænkelige måder. Men hvorfor er jeg så stadig optaget af vores arrangement og hvad andre tænker om det? En af grundene er nok, at jeg også selv har en lille splint af usikkerhed og med mellemrum overvejer, om det virkelig kan passe, at vi ikke mister noget ved at sove, som vi gør. Igennem årene har jeg da også jævnligt googlet, hvad psykologer og andet godt folk har at sige om det at sove hver for sig.
Og meningerne er delte. Nogle eksperter fremhæver fordelene og andre advarer om ulemperne. Og det er da også tydeligt for mig, at det med at have hver sit soveværelse i nogle tilfælde virkelig er et tegn på, at forholdet er ved at falde fra hinanden og at ingen endnu har orket at gøre noget ved det. Og det understreger bare, at det kun er parret selv, der kender status og kvaliteten af deres forhold, og at det er nødvendigt at være enige om fælles eller egne soveværelser.
Morten og jeg har ikke altid sovet hver for sig. Vi sov sammen i de første mange år af vores forhold, dog måtte Morten hurtigt vænne sig til, at jeg sjældent lå ved siden af ham, når han vågnede, fordi jeg var listet ind på sofaen i løbet af natten. Når jeg vågende midt på natten, kunne jeg ikke liste tilbage i seng og falde i søvn uden at ligge uroligt, have brug for at tænde lys eller bare have svært ved at få tilstrækkeligt ro i hovedet, så jeg kunne falde i søvn igen. Det vækkede Morten og selvom det på ingen måde generede ham, så stressede det mig og faktisk har jeg det stadig sådan den dag i dag, hvis vi f.eks. overnatter på hotel. Så var sofaen et bedre alternativ for os begge, følte jeg. Det betød ikke at jeg ikke kom tilbage i seng, så snart vi begge var vågne og det har aldrig betydet farvel til f.eks. morgensex, som er et af de punkter eksperterne advarer imod forsvinder. Der er stadigt intet mere hyggeligt end at komme listende med sin dyne og krybe ned i sengen til Morten en tidlig morgen og starte dagen sammen. Ren overskud ovenpå en god og uforstyrret nats søvn for os begge.
Med tiden fik vi mere plads og det blev nemmere at have hver sit sted at sove. Vi fik kælder og der sov man så godt de nætter en af os var syg eller bare ekstra træt, trængte til at være lidt alene eller bare var træt at at blive vendt om på siden mange gange hver nat på grund af sin snorken. Men det var først, da Mortens PTSD fra hans udsendelse som soldat på Balkan begyndte at dukke op, at ordningen blev permanent. Jeg lagde mærke til, at han sloges i søvne og i starten jokede jeg med, om han ikke kunne lade være med at lege James Bond om natten. Senere gik det op for os begge, at det var meget heftige mareridt som prægede Mortens nætter, og det var dem, der var årsag til, at han både sagde mange lyde og fægtede med armene i søvne. Efter et års tid rykkede vi derfor permanent hver for sig ganske enkelt for at minimum en af os kunne få nok søvn og have overskud til dagen.
I mange år har vi ikke haft et fast værelse men bare et soveværelse og et gæsteværelse, som vi lidt tilfældigt skiftede imellem alt efter, hvor vi hver især havde lyst til at sove. Det er faktisk også ret dejligt at bryde vanerne en gang imellem og se noget nyt hver aften og morgen. Men her hvor vi bor nu, har vi for første gang defineret his and hers soveværelse og indrettet dem derefter. Mit har rosa gardiner og Tal R på væggen og Morten er på jagt efter et gevir, som skal hænge over hans seng. Og sådan afslører vi nu for første gang os selv og ingen vil længere være i tvivl, når de kommer på besøg her. Vi sover hver for sig og er begge rigtig glade for det.
Endnu et tabu brydes på disse sider. Hvad mon du foretrækker hjemme hos dig? Nogle har jo udpræget glæde af at ligge så tæt som muligt hele natten og andre har som os glæde af alenetid før sengetid, hvor hovedet kan få fred og alle relationelle forpligtelser er på pause. Der er ingen tvivl om, at det også spiller en rolle, at vi begge er udpræget introverte og helt grundlæggende lader op alene. Vi er også et meget tæt par, der bruger meget tid på at tale sammen og derfor nyder vi også begge stilheden i eget selskab før sengetid. Vi har friheden til at gå i seng, når det passer os og vi kan nyde ikke at skulle indgå flere kompromiser den dag. Men tabuet består og jeg kender flere, der går rundt med et behov og et ønske om at sove mere alene, som de ikke tør italesætte overfor deres partner af frygt for, hvordan deres ønske vil blive fortolket. Ingen vil såre eller skabe unødig konflikt og afstand til partneren. Og mange kan som jeg have en tvivl om, hvad prisen er for at få sin nattesøvn i fred. Myten om, at det er begyndelsen til enden på sexlivet og måske endda forholdet er stærk og svær at se bort fra, når man overvejer, hvordan man vil sove som par. Men god, dyb og nærende søvn er et af de allervigtigste paramenters for sundhed og velvære, derfor er det værd at bryde tabuet og tale meget mere om alle de fordele, der er ved separate soveværelser og om, hvordan man kan indrette sig så sex- og intimliv stadig finder sted. Vi har brug for flere billeder på nethinden af par, som er lykkelige og tilfredse i deres parforhold, selvom de sover hver for sig. Og nu har du, kære læser, i hvert tilfælde fået et her.
Rigtig god søndag
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Ps: Indlægget er skrevet med tilladelse fra herren himself. Altså ikke ham i himlen, men husbonden inde ved siden af.
Du kan lytte til podcast-afsnittet om vores modne kærlighed og hvordan vi klarede omstillingen fra familie til Empty Nesters her.
Du kan også læse en artikel fra Samvirke her med argumenter både for og imod at sove hver for sig.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Hvor er det befriende, at høre i også foretrækker, at sove hver for sig, jeg ved faktisk ikke hvorfor det skulle være “forkert” for der er ikke noget så dejligt som at få ro om natten og det er mindst lige så hyggeligt, at gå på besøg hos hinanden til kram og elskov ❤️ ofte starter jeg med, at ligge hos min mand, for så at rykke ind i en anden seng, når han er faldet i søvn og begynder at snorke. Vores nattesøvn er så vanvittig vigtig for vores velbefindende.
Knus fra Marlene
Hej Marlene.
Det er det nemlig lige præcis og jeg ved med sikkerhed, at vi ville hænge i lader her, hvis vi var tvunget til at sove i samme rum hver nat. Dejligt at du føler dig genkendt og tak for du læser med.
Kh
Pernille
Kære Pernille tak for en ærlig debat Jeg havde aldrig tænkt over det var et tabu emne før du skrev indlægget☺️min mand og jeg sover ofte hver for sig, det gør vi bl.a. fordi vi har en “voksen” søn med autisme, han er 24 år men på et stadie som et barn på 6-8 år. Han har ofte brug for tryghed og så vil han helst sove sammen med os og med sine 100 kilo er han forstår til at ligge i midten☺️Det har aldrig været et problem for os og jeg er stadigvæk dybt forelsket i min mand. Kærlighed er bestemt ikke noget der kun deles med fællesseng. Jeg vil hellere have kys, kram, telefonopkald i løbet af dagen, og kærlige ord og dybe samtaler, end nødvendigvis at sove i samme seng. Jeg har været sammen med min mand i 27 år☺️
Kære Dorthe.
Hvor er det et dejligt billede, du tegner at jeres familie og din og din mands kærlighed. Og du har helt ret, der kan sagtens være masser af kærlighed og alle slags intime stunder, selvom man sover hver for sig. Dejligt at blive bekræftet i, at det ikke bare er os. Tak for du læser med. Det er rigtig hyggeligt.
Stort kram
Pernille
Privacy Overview