Det er tidlig morgen på den røde bondegård i Vejby. Alt er stille, som det plejer og ude i horisonten kigger solen kun lige op mellem skyerne. Her er smukt og fredfyldt. Og hvis jeg virkelig gør mig umage, kan jeg næste lade som om, alt er, som det skal være.
Men for to minutter siden, da min bevidsthed sneg sig tilbage efter nattens søvn, var noget af det første min hjerne fandt og begyndte at tygge på, CORONA.
En umærkelig rislen ned af ryggen og der var den. Ikke til at få ud af hovedet, og det eneste jeg ville, var at falde i søvn igen og først vågne til foråret.
Men nu er jeg vågen og ligger og kigger ud på morgenlyset, der tager til, og det slår mig, at det er det samme, den forbandede sygdom gør. Den tager til igen.
Jeg tænker først og fremmest på mine forældre og særligt min far, som ikke er så stærk efter år med sygdom. Jeg tænker på de pressede hospitaler og håber, at ingen af os havner der de næste mange måneder. Og så tænker jeg på personalet, som er arbejdet i bund, trætte og mismodige over personalemangel og dårlige lønninger.
Dernæst kommer tankerne til mundbind, afstand, zoommøder og coronapas. Og lige her er jeg glad for, at jeg valgte at blive vaccineret. Men så ryger jeg hurtigt videre til det tredje stik og nye bivirkninger, og alle tankerne fra i sommer om, hvad vi egentlig ved om langtidseffekterne, kommer tilbage. Og så spekulerer jeg på, om vi mon alle skal vaccineres jævnlig i mange år frem.
Suk en morgen. Jeg tænker på alle jer andre derude, der er vågnet på samme måde som jeg og ligger rundt omkring i landet og føler, at dagen i dag har en anden tyngde end dagen i går.
Mine tanker strejfer sidste jul og mit hjerte synker igen, for den var trist, også selvom vi gjorde, hvad vi kunne for at gøre den så hyggelig og til at leve med som muligt. Ved juletid sidste år talte vi om smittebobler og vi var ikke boble med mine forældre og min søster og svoger. Så vi spiste over Messenger med Mortens bror, som var alene i Korsør og så havde vi en lille pakke-gaver-ud-seance med resten af min familie, som var samlet i Vanløse, også via telefonen. Om eftermiddagen havde vi været forbi med gaver, som vi pænt stillede på trappen, mens vi ønskede hinanden god jul på afstand med store smil uden på og tilsvarende tristhed indeni.
Hold nu op, hvor jeg savnede at være sammen med min familie, og tanken om endnu en jul på den måde, er helt ærligt ved at tage pippet fra mig denne morgen.
Udenfor er et par af naboerne på vej på arbejde nu. Livet skal jo gå videre. Verden kører videre. For sådan har det jo også været under corona. Skraldebilen kører nu ind bag gården og henter naboens skrald under lidt mere bulder og brag end vanligt, og sjovt nok er det lige i dag en lille trøst. For verden fortsætter jo, og vi mennesker fortsætter jo også. På trods af aftens pressemøde, smittetal der stiger, faretruende profetier om flere indlagte og et sundhedsvæsen i knæ, så står jeg jo også op om lidt og fortsætter, hvor jeg slap mit liv i går.
Der er opgaver, der skal løses og blogindlæg, der skal skrives, og måske skal jeg prøve virkelig at lægge mig i selen for at skrive noget let og sjovt, for det har vi alle brug for. Eneste problem er bare, at jeg simpelthen ikke kan komme i tanke om, hvad det kunne være lige nu. Hovedet må i blød, det er trods alt kun tirsdag i dag. Ugens skraldedag. Og solen er på vej op, det er jo dejligt. Og udenfor dufter der af frisk luft, jord og efterår. Jeg har stadig planer om at få november måned under mit vinterbaderbælte og min cykel har stået urørt i garagen lidt for længe. Måske skal jeg starte dagen der i stedet for.
Min mand Morten, som har mange år i forsvaret bag sig, har fortalt mig om en teknik, man bruger i specialstyrkerne verden over. Teknikken hedder Stay in your three-foot world og minder soldaten om, at når lokummet brænder for alvor, og man begynder at tvivle på, om man vil overleve den situation, man befinder sig i, så skal man IKKE prøve at forestille sig hele vejen hjem, men blive i sin allertætteste zone og fikse det, man kan der. Måske er man såret og hænger et sted på en klippevæg. Så handler det kun om at finde fodfæste til højre fod og så venstre. Så hive sig selv op på plateauet. Og så forbinde sit sår med sit tørklæde. Det er tankegangen. Stay in your three-foot world.
Og det er sådan, jeg vil tackle endnu en coronavinter. Ikke tænke for langt frem, ikke forestille mig alle mulige scenarier, og ikke miste modet bare ved tanken om, hvor lang sådan en vinter kan blive.
Så nu kaster jeg et sidste blik ud på solopgangen, så slår jeg dynen til side og så er det i dag, jeg tager cyklen ud på tur. Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå det sidste af solopgangen fra stranden. Og det er sgu da en meget god start på en dag i november i det Herrens år 2021, og så er vi jo ligesom i gang.
Kære læsere
Det er ikke nemt for nogen i denne tid. Jeg forestiller mig, at I ligesom jeg er lidt matte ovenpå de nye coronatal, vi fik i mandags. Jeg håber, I har flere kræfter, mere håb og mere positiv energi gemt væk på et reservelager dybt inde i jer selv. For vi får brug for det, også denne vinter.
Og skulle det hele bliver for meget, for trist og for tungt, så prøv, som soldater på skideren, at blive i din three-foot world. For hvis vi alle fikser vores verden tre fod ad gangen, så kommer vi sgu også gennem denne vinter med humoren og det gode humør i behold. Jeg er klar til at give det et forsøg.
Nu kalder solopgangen og min cykel på mig.
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Ps: Siden jeg skrev indlægget i tirsdags, har min far faktisk fået corona. Foreløbig går det, som det skal. Han ligger syg derhjemme, hvor min mor gør sit bedste for at passe på ham og på sig selv. Vi andre følger med fra sidelinjen og håber og tror på, at han snart er frisk igen. ❤️
Vil du have flere af Pernilles små lommefilosofiske råd, kan du finde et indlæg om Nagging Nancy her eller du kan gå ombord i vores helt nye kategori, Tips og Tricks her.
Du kan også læse mere om, hvordan amerikanske Navy SEAL Mark Owen lærte stay in your tree-foot world-tricket af en civil klatrer her.
Rigtig god fornøjelse 😊
Ingen kommentarer til "Stay in your three-foot world – endnu en coronavinter i sigte"