Du kender dem – de dage, hvor du vågner op, og bare mærker -“så er vi der igen”. En af de der dage, hvor kroppen er tung, sjælen blå, og tankerne kører ud af en tangent. Kort sagt – en rigtig god gammeldags ØV-dag, hvor du bare har lyst til at råbe RØV OG NØGLER, fra solen står op til solen går ned.
Nogle gange synes der at være en ganske forståelig grund til netop denne tilstand. Noget konkret er sket – voila – dér er grunden. Andre gange opstår tilstanden eller følelsen umiddelbart ud af det blå uden nogen egentlig forklaring. Nogle gange kan man i løbet af dagen grave sig frem til udspringet for dagens blå univers, og andre gange må man frustreret kaste håndklædet i ringen og bare erkende at, “sådan er det altså bare i dag.”
Den sidste uges tid har jeg selv vandret rundt i en tilstand at røv og nøgler, da jeg en tidlig mandag morgen fik bekræftet min mistanke om, at jeg igen for 127. gang havde vundet endnu en gang brystbetændelse. Som nogle af jer kære læsere måske ved fra vores tidligere indlæg her på bloggen om krop og bryster, så fik jeg tilbage i 2013 foretaget en forebyggende brystoperation, da jeg er bærer af BRCA2, som er en genvariant, der giver stærkt øget risiko for brystkræft og kræft i æggestokkene. Kort fortalt fik jeg altså begge bryster fjernet, og genopbygget et sæt nye med implantater i én og samme operation. En ordentligt operation, men samtidig – en billet i hånden til forhåbentligt at blive gammel nok til at opleve mine børn blive voksne.
NÅ MEN – de fine implantater har igennem årene voldt mig en del problemer. Det ene implantat blev skiftet ud efter ganske få år. Og det andet… ja, det driller i den grad og i et omfang der gør, at jeg nok ikke slipper for en tur mere på “Hotel De Hvide Kitler”. Hele den proces går i gang i disse dage, og det gør mig helt ærligt sindssygt ked af det, og der er mere end en enkelt af de føromtalte røv-og-nøgler-dage i streg, kan jeg lige så godt sige rent ud.
Og nok om det – for min aktuelle situation er ikke pointen her. Det gik bare op for mig, at jeg bruger enormt meget tid på at bebrejde mig selv for at være ked af det og nedtrykt. ”Utaknemmelige skarn – nu har du fået en ekstra chance i lotteriet, og så tillader du dig at være ked af det i mere end en formiddag?! Skammekrog – afsted! “ Og jeg spørger mig selv: “Var det egentlig nødvendigt at blive ked af det, og så SÅ ked af, og så LÆNGE? Ville det ikke være meget nemmere, lige at trykke på den berømte PYT knap, og så bare komme videre i en vis fart?” Lyder det velkendt? Og hvad i alverden er det dog for en måde at behandle sig selv på!
Derfor gravede jeg lidt mere ind sagens kerne. For når de der røv-og-nøgler dage opstår, og jeg ikke kan finde nogen synderlig grund til det, så havner jeg OGSÅ i min egen skammekrog. Jeg skammer mig over at drukne dagen i tristesse og melankoli, når nu dagen er fuld af sol og glade børn. Skammer mig over, at jeg får lyst til at opgive, uden rigtig at vide, hvad det er, jeg gerne vil opgive. Over at føle mig som et stort blåt mærke midt i en stormende verden – når jeg er så heldig og privilegeret at leve på en plet på landkortet, hvor jeg som kvinde er fri, hvor jeg er gift af kærlighed, hvor jeg har børn og familien, mad på bordet, og en varm seng at sove i. Jeg hamrer mig selv i hovedet med en stor fed hammer med påskriften “utaknemmelige skarn.” Så forsøger jeg at ignorere og gemme de forbudte følelser væk – det at jeg er ked af det og trist. At jeg føler mig fortabt og forvirret. Og samtidig klemmer det om mit hjerte, fordi jeg ikke giver mig selv lov til at være mig med de følelser som nu engang spiller på min sjæls molstemte strenge. Og så føler jeg mig fanget.
Det er ikke i orden. Det er det ikke! Menneskets følelsesliv er ikke kun glade farver og halleluja hver evig eneste dag. Vi er også sorg og angst og tristhed. Og i denne del af kvindelivet, hvor både hormon eksplosioner og transformationer psykisk og fysisk er store overskrifter, så er det vel ikke så mærkeligt, at sjælen er træt og fyldt og har brug for at græde. For det er overvældende. Helt vildt. Og ville vi ikke trøste et lille barn der kommer hjem fra børnehave, og bare græder træt, fordi verden er så stor så stor? Eller vores teenager, der kommer hjem med vokseværk, kærestesorger og forvirring over at verden ikke hører efter? Og når jeg så spørger dem om, hvad der er i vejen og de græder og svarer: “Det ved jeg ikke! Jeg er bare ked af det! ” Ville jeg så derefter sende dem direkte i skammekrogen over at have de følelser? Nej, det ville jeg ikke! Så hvor er selvomsorgen blevet af? Hvorfor kan jeg ikke bare tage imod mig selv med åbne arme og sige: “Hvor er det godt, du græder- hvor er det godt, at du mærker, at du er ked af det.” Ofte letter det jo helt enormt at græde. At lette hjertet. At sige tingene som de er.
Det er ikke så tosset, det de gamle lærde grækere omtalte som katharsis. En psykologiske helende og rensende proces , som blev igangsat af at se en tragedie på scenen i teatret. Oplevelsen skulle undervejs fremkalde følelser som frygt og medlidenhed hos publikum, og disse følelser skulle efter sigende skaffe publikum direkte adgang til deres eget sjæleliv, hvor en udrensning af indestængte følelser og frustrationer dernæst ville finde sted som en naturlig proces. Det blev simpelthen brugt som en lægelig ordineret behandling. En tur i teatret for at opnå renselse og helbredelse af eget sjæleliv. Et slags indre helsebad af sjælen. Genialt! Sikke et menneskesyn! En åbenlys erkendelse af, at menneskets følelser er skabt til at komplettere hinanden. Lyset kan ikke undvære mørket – og omvendt.
Kære læser
Derfor – derfor vil jeg i dag her på bloggen HYLDE ØV-dage! Jeg er ikke ude på at opnå medlidenhed eller at skabe frygt – tværtimod. Jeg er ude på, at vi skal begynde at se vores blå dage og tårer som en GAVE og som et uundværligt VÆRKTØJ til at få det bedre! Og vi skal give dem plads i både krop og tid. For de vil os det godt, de heler os. Og hvis du spørger mig, hvor lang til en ØV-dag egentlig varer, så svarer jeg, at en Øv-dag varer lige præcis lige så længe, som vi forsøger at ignorere og pakke den væk, i stedet for at kramme den og tage den frem i lyset og sige: “hvor er det godt, at du kan mærke, hvordan du har det.” HURRA FOR DET! Og hurra for de gamle grækere! Tårerne og tristessen er en del af vejen i gennem perioder af vores liv – og uden dem, ville vi stå fast, og ingen vegne komme. Man kan ikke springe over, gå udenom eller stikke fingrene i ørerne. Nogle gange er der en rigtig god grund til at være ked af det og modløs. Andre gange kan vi ikke få øje på grunden, men krop og sjæl reagerer. Noget skal ud, noget skal renses. Så giv dig selv lov, og med god samvittighed. Vi er mennesker – med krop OG med sjæl. Med alt, hvad der dertil hører. Så med disse ord – RØV og NØGLER – jeg favner dig, du ØV-DAG – giv los og sæt fri – for du er en del af mig, og det er okay!
Rigtig god søndag🌸
Kærligst Eva
#lovelyladiesalive
Du kan læse om, hvordan det føles for Pernille at have en datter, der lige er flyttet hjemmefra her, og om hvordan det er for Eva, når tankerne går i selvsving her.
Det vil jeg forsøge at minde mig selv om næste gang, jeg har en øv-dag. Tak for det virkeligt relevant indlæg. God søndag 🙂
Kære Mariette – hvor er jeg glad for,at du kunne bruge budskabet i dagens indlæg. Vi må arbejde på at give os selv omsorg og hjerteplads❤ god søndag også til dig.
Kærlig hilsen Eva
Kære Eva, tusind tak for dit smukke og sande indlæg. Det, at du sætter ord på dine følelser, som jeg i den grad kan spejle mig i, er som en lille solstråle på de øv-dage, hvor man trænger mest til det. Og jeg er sikker på, at der er mange, der kan genkende sig selv i det. Så tak for det – for når man ved, at man ikke er alene med den der forvirrende blanding af uendelig tristesse og samtidig kvælende dårlige samvittighed over at have det sådan, ja, så bliver det hele lidt lettere.
Jeg krydser fingre for dig, at din betændelse snart går over – for det er altså ægte røv og nøgler!!!!
Kæreste Klara! Jeg er så uendelig glad for at vi kan hjælpe hinanden ved at dele sådan nogle følelser og tanker, for det kan være alt for overvældende at skulle bære helt alene. Tusinde tak for din fine fine besked! Kærligst Eva
Tak Eva , for et godt og vigtigt skriv ! ….
Kære Hanne. Tusinde tak din besked – det betyder rigtig meget at vide, hvor vigtigt det er, at vi kan dele de svære følelser i denne del at livet, hvor sådanne perioder kan føles så uendelig ensomme. Dejligt, at du læser med! Kærligst Eva
Privacy Overview