Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Én af drengene

Jeg voksede op som den eneste høne i andegården. Eller hvad det nu hedder, når man ikke er den berømte enlige hane i hønsegården. Jeg var den eneste pige i søskendeflokken, der udover mig, talte min storebror og min lillebror. Og faktisk stopper den ikke der. Jeg har kun fætre. I en meget voksen alder fik jeg en kusine – men hende har jeg kun hilst på ganske kort på ved en enkelt lejlighed. Så jeg er reelt set vokset op som den eneste pige i familien til lyden af  gong-gongen fra Sportslørdag, Tarzanbøger, James Bondfilm  og en forbløffende indsigt i datidens bilmærker. 

Dengang tænkte jeg ikke konkret over, hvad det betød både at være den eneste pige hjemme på adressen, og også til hver evig eneste familiesamling. Jeg legede med mine brødre, jeg legede med min fætre, og jeg havde det sjovt. Jeg fik masser af opmærksomhed, for når man kun er én af sin slags i et selskab – ja, så er man jo altid til at få øje på. Og på den måde blev jeg også i perioder piedestaliseret som den altid yndige og dygtige pige, som skulle beundres til familiefødselsdage. Det var ikke altid en fornøjelse, for jeg havde ikke bedt om at være i spotlyset, og ville inderst inde bare gerne ses – som mig – uden at  føle at jeg skulle præstere. Så jeg var også ensom. Og jeg fik skabt mange mønstre dengang, som jeg først i en voksen alder rigtigt har kunnet forstå, hvor stammede fra.

Eva i lang frakke og solbriller
Som den eneste pige i familien, kunne det sommetider være svært at finde sin plads i hierakiet.

For jeg knoklede for at passe ind i noget, som jeg ikke altid kunne spejle mig i. Og misforstå mig ikke – jeg elsker mine brødre, vi lavede masser af skægge ting sammen, og jeg ville ikke bytte dem for noget! (og jeg er stadig vild med James Bond film!)  Men jeg så f.eks. ikke Sportslørdag, fordi jeg bare MÅTTE se det. Jeg så det for at være sammen med min storebror. Ligesom jeg legede med Lego og forsøgte at spille skak med ham for at vi kunne være sammen om noget. Jeg lå heller ikke foran bogreolen og bladrede i det ene bilblad efter det andet, fordi det pirrede min nysgerrighed – jeg gjorde det for at kunne snakke med, når mine brødre og min far delte deres interesse for biler. Og mine egne interesser –  dem udforskede jeg oftest alene i mit eget selskab, eller delte med min mor. Det var der jo sådan set ikke noget galt med, men bilbladsstrategien plantede en lille bevidsthed om, at ville jeg være med til noget i jævnaldrende fællesskab, måtte jeg oftest pakke mit eget til side, og følge med flokken, og man kan jo sige, at jeg på denne måde fik træning i kompromisernes kunst direkte ind med ske. 🙂

Der var selvfølgelig masser af fantastiske ting ved at være omgivet af drenge. Der var en vildskab og en frihed i både fysisk adfærd og sprog, som i den grad talte til mig. Om eftermiddagene legede jeg far, mor og børn og gik på æblerov med Kiddi fra vejen, eller kørte gokart på fortovet med Thomas fra klassen. Min storebror og jeg legede OL med gynge-udspring i haven, og da min lillebror kom til, stod den på sørøvertogter og Ninjaturtles i rå mængder.

Jeg havde også nogle veninder – men det var oftest med ondt i maven og fugtige håndflader, jeg drog afsted med en dukke eller et hesteblad under armen. Der var et eller andet hemmeligt pigesprog, som jeg aldrig rigtig fik fat på. De første mange år af folkeskolen kæmpede jeg med at finde min plads i hønsegården, og jeg blev aldrig rigtig fan af det med bedste-veninde princippet, og ej heller af de kraftige reaktioner, det kunne afstedkomme, hvis jeg havde tilladt mig at lave en aftale med en anden pige, end hende der betragtede sig selv som indehaver af titlen “absolut bedsteveninde med eneret på brug af Evas tid”. Sådan var det ikke med drengene. Vi legede bare. Eller hang ud. Det behøvede ikke være så kompliceret.  

I 5.klasse flyttede mine forældre mig til en anden skole, og det blev for en tid min redning. Her var der ligelig fordeling af piger og drenge i klassen, og alle legede med hinanden på tværs af køn. Det gav mig tro på, at det ville kunne lykkes at finde mig tilpas i en gruppe også med piger.

Som 12-årig fik jeg min første rigtig nære veninde – Louise, og sammen med hende kunne jeg føle mig fri og holdt af i en pigerelation, og det blev til et fantastisk kærligt og stærkt venskab, som vi stadig har i dag. Pludselig havde jeg en pige at tale med om ting, jeg ikke kunne dele med mine drengevenner eller mine brødre. Emner som en spirende kvindekrop, drømme om fremtiden, hemmelige forelskelser, udseendet på tøj og hår osv. En helt ny verden åbnede sig for mig der.

Eva kigger op i kamera med solbriller i panden
Det var fantastisk for første gang at opleve tilknytningen til en anden pige.

Min veninde og jeg gik dog ikke på samme skole, så jeg fortsatte min udskoling primært i selskab med to af klassens drenge – Nicolai og Karl -, som blev mine to uundværlige klipper i hverdagen. Ja, selv på lejrskolen i 8. klasse delte jeg telt med de to skønne varyler uden at skænke det en tanke, at nogen ville synes det var en smule sært, at sådan en sæt teenagedrenge og en enkelt pige insisterede på at sove sammen i et lille iglotelt i 3 dage. 🙂

Jeg gentog mønstret i gymnasiet, på universitetet, på fritidsjobs og til sport, og senere hen på arbejdspladsen. Og det var jo som sådan ikke nogen dårlig ting. Jeg havde det bare oftest bedst i selskab med drenge og mænd – ligegyldigt hvilken alder, de havde. Det var ukompliceret. Og mon ikke der også var en del gammel historie gemt i mig, der handlede om genkendelsen af rollen som eneste pige i flokken, og dermed også vanen med at få tildelt en vis portion opmærksomhed?

Men der viste sig også en bagside af medaljen, som der jo så ofte gør. Som barn og ung opfangede jeg simpelthen ikke, at interessen fra drengenes side ikke altid kun var et spørgsmål om venskab eller godt selskab fra deres side. Jeg opfangede ikke, at de måske gerne ville noget mere end mig. Eller at pigerne måske nogle gange tog afstand fra mig, fordi jeg søgte drengenes opmærksomhed. Jeg tænkte ikke over det. Jeg var jo bare én af drengene, og i deres lejr var jeg ikke skræmt fra vid og sans, som jeg kunne være det ovre i pigernes. Jeg var ikke klar over, at jeg måske fik knust nogle hjerter i begge lejre, eller sat nogle forventninger i gang, der aldrig blev indfriet. Både i mit børne- og ungdomsliv og i mit spirende voksenliv. Nogle mænd havde modet til at fortælle mig det mange år senere – og det er jeg dem dybt taknemmelig for, fordi det gav mig mulighed for at forstå nogle brikker i mit eget puslespil, som endnu ikke var på plads.

Eva i frakke og solbriller
I dag har jeg det skønt både i selskab med kvinder og mænd.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at alting i mit liv kan føres tilbage til min placering i søskendeflokken eller på stamtræet. Det har været en stor faktor, men en ligeså stor faktor er de rollemodeller, eller mangel på samme, som fylder i en opvækst. De veje man vælger at gå, og de tilfældigheder man møder undervejs. Sådan er livet jo. Men jeg synes, det er interessant at kigge tilbage og reflektere over, hvad specifikke mønstre kan være udsprunget af. Det giver muligheden for at forstå nogle historier i ens liv, og måske skrive nogle af dem om. 

Midt i livet, hvor jeg er nu, er jeg ikke længere bange for mit eget køn, som jeg var engang. Jeg har mange skønne kvinder i mit liv, som jeg slet ikke kan undvære, og de får også lov til at komme helt tæt på, uden at jeg stikker af med fugtige håndflader. 🙂 Jeg har stadig mandevenner, og jeg holder stadig usigelige meget af at hænge ud med dem, snakke om alting og ingenting og bare være. Og med hensyn til familien – både mine brødre og jeg har fået en skøn blanding af drenge og piger, så familiefesterne er nu så herligt fyldte med lige dele pigesnak og drengehørm.

Kære læser

Disse var ordene denne søndag fra mit reflekterende sofahjørne. 🙂 Hvordan vi vokser op som del af en søskendeflok eller som enebarn kan ikke undgå at præge vores personlighed og vores vej igennem livet. Hvad det præcis har betydet for dig på din vej, vil jeg meget gerne høre om enten her på bloggen eller på IG.

Rigtig god søndag

Kærlig hilsen Eva
#lovelyladiesalive

P.S. Skal du mon også ind og se den nye James Bond film? 🙂 

Har du lyst til at finde ud af, hvordan jeg egentlig har det med biler, kan du læse med her i Presenting: Eva and the Cars

Eva Boland Kock foran sin gule bil

Eller du kan lære min barndoms store heltinder at kende her i Henny og Helga – en hyldest til bedstemødre af enhver slags..

Og er du helt vild med James Bond, og planlægger en tur til Østrig i nærmere fremtid, så er der fornyligt åbnet et James Bond Museum med interaktive udstillinger i Sölden, hvor filmen Spectre blev optaget. Jeg gad godt!

Museet hedder 007 Elements, og du kan læse mere om det lige her.

God fornøjelse. 🙂


Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "Én af drengene"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *