Lovely Ladies Alive

Henny og Helga – en hyldest til bedstemødre af enhver slags

Igennem hele vores opvækst spejler vi os i de relationer, som vi indgår i. Vi leder efter rollemodeller, som vi kan identificere os med, som inspirerer os, og som alle i større eller mindre grad er med til at sætte deres præg på den person, vi ender med at blive. Nogle gange er vi meget bevidste om, hvem de er, og andre gange går det først op for os senere i livet, hvor stor en betydning en helt speciel relation faktisk har haft på vores måde at være i livet på.

For mig er juletiden ofte forbundet med øget refleksion over, hvor jeg hører til i verden, hvordan jeg er forbundet relationelt, og hvordan det hele er med til at definere mig som person. December er et følelsesmæssigt bombardement af minder om mennesker fra hele mit liv, så når vi når januar – ja så har jeg været på noget af en tur, og har ofte lært en ny lille ting om mig selv.

Jeg mindes i stemningsmættede billeder. Små klip fyldt med følelser, smag, dufte, lyde og farver. Og nogle af de minder, som stadig i en alder af 45 år, fylder mig med barnlig glæde og bobler i maven, vil jeg gerne med dette indlæg hylde med kærlighed, truthorn og stor stor taknemmelighed. Det handler nemlig om to fantastiske damer, som jeg kendte, da jeg var barn, og som i den grad flyttede ind som vigtige brikker i mit DNA. Dengang var jeg ikke klar over, hvor stor en betydning, de rent faktisk ville ende med at få for den Eva, som jeg er i dag. Må jeg have lov at præsentere: Henny og Helga! 

Henny og hendes Collie-hund Chang, mødte jeg en dag, jeg var ude at gå tur med min mor. Jeg havde fået noget i øjet, og som jeg husker det, gjorde det ondt. Til at starte med var jeg en smule skræmt ved den ældre dame, der var to hoveder højere end min mor, havde en forholdsvis mandhaftig stemme og gik med stok. Sådan en dame havde jeg aldrig mødt før. Men Henny, der var enke og tidligere forstanderinde på Ankerhus Husholdningsskole, gik handlekraftigt og omsorgsfuldt til værks, og sammen med min søde mor løste hun situationen med øjet, og efter en kort periode med gentagne besøg hos hende og Chang sammen med min mor – ja, så blev Henny i en årrække min morgen-SFO inden skole, min redning når eftermiddagene blev for lange, og min ven, når der var dyredag i skolen. Hendes hund Chang var for stor for mig at håndtere, så Henny knyttede en ekstra hundesnor – i lilla – som hun satte på Chang, og så gik vi med to snore i Chang ind i klassen til dyredag, og så var det vel ikke nogen, der kunne sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg havde andel i hunden Chang eller ej. 

Henny lærte mig, hvordan man rører i en sovs, at det er vigtigt at spise kl. 18.00, at alle piger skal have lov at prøve at fiske, hvis det er det, de vil, at det hedder varm CHOKOLADE, og at man ikke skal finde sig i hvad som helst. Og så havde Henny altid – tid. Jeg kan høre hendes klukkende latter, imens jeg skriver dette her.

En anden dame, som også fyldte i mit barndomsliv, var vores nabokone, der også var enke – Helga. Helga røg cerutter, havde papilotter i håret, arbejdede på et mejeri, og boede i sin bungalow sammen med sin trofaste Bokserhund – Ole. Helgas hus var spændende og hyggeligt – fyldt med kortspil, lune klatkager med brombærsyltetøj og hjemmelavet rabarbersaft. Hunden Ole fulgte Helga overalt, og sad selvfølgelig på forsædet i hendes lille lyseblå bil på sorte plader, og spiste til middag i dagligstuen sammen med Helga – naturligvis var hunde- menuen den samme som Helgas – hakkebøf med brun sovs og kartofler. Helga lærte mig at smile med øjnene, at nyde øjeblikket, at grine højt og længe, og at føle mig fri til at gøre tingene på min egen måde.

Da jeg mange år senere sad en i stol hos et klogt menneske, og forsøgte som så mange andre at finde hoved og hale på mit livs bagage, fik jeg den opgave at lede i mine minder efter voksne personer (ikke familie), der havde haft vigtig indflydelse på mit liv som barn, og som jeg ville have lyst til at give en større plads i puslespillet. Og her åbnede slusen sig pludselig. Henny og Helga tonede frem på min nethinde som de rollemodeller, jeg havde savnet på min stamtavle, men som i virkeligheden hele tiden havde været der – blot som nabokonen Helga og min ven Henny. Jeg lærte den dag, at man nogle gange skal vende kikkerten en anden vej end den oplagte, når man gerne vil finde historien om sig selv,  og at der dèr kan gemme sig store værdifulde skatte – hvis bare man ser efter. Fra den dag gik jeg i gang med at mindes alt, hvad jeg overhovedet kunne, om Henny og Helga. De to damer, som fyldte mig med trygge rammer og plads til Pippi energi, åbne kærlige arme, og som altid så mig i øjnene, når vi talte sammen, selvom jeg bare var en lille pige.

Jeg nåede aldrig at fortælle de to damer, hvor meget de egentlig såede i mit DNA, og hvor dybt taknemmelig jeg er for vores relation, inden de gik bort. Men jeg søger ofte tilbage til dem med kærlige tanker, og finder hjælp og inspiration til at være mor for mine unger, faster for mine niecer og nevøer, og til bare at være mig.

Måske har du også haft en Henny eller en Helga, som har haft betydning i dit liv. Denne 3. søndag i advent hylder vi her på Lovely Ladies Alive alle verdens Hennyer og Helgaer, og sender dem en kærlig tanke med tak for alt, hvad de har plantet.

Har du lyst, så fortæl om en, der har haft stor betydning i dit liv, del det her på bloggen eller brug gerne #lovelyladiesalive på vores side på Instagram @lovelyladiesalive

Fortsat rigtig glædelig december

Kærlig hilsen Eva
#lovelyladiesalive

Hopi samfundet er matrilineært. Det vil sige, at slægtskab regnes gennem mødrenes side, og ejendom arves som regel fra mødre til døtre. Manden gifter sig således ind i kvindes klan, dennes arv og sociale status.
Læs mere om Hopi stammen her.

Læs eller genlæs om kærlige venskabelige relationer i vores fælles indlæg Den svære toer og en hyldest til venskab…

Rigtig god fornøjelse 😊

Har du lyst til at dele: