At kvinder ikke kan køre bil, eller at de i hvert fald er dårligere end mænd til at køre bil, har været en særdeles sejlivet fordom igennem tiden. Et helt grotesk eksempel kan findes tilbage i 1962, hvor den 33-årige svenske Ewy Rosqvist kørte over målstregen som den første ved det Argentinske Gran Premio Rally. Datidens hårdeste løb. Løbsledelsen nægtede at tro på, at en kvinde kunne vinde sådan et løb, og krævede at Ewy skulle bevise sit køn! Heldigvis har tiderne ændret sig! I hvert fald i vores del af verden. Kvinder har for længst taget deres del af pladsen på førersædet, og der findes masser af platforme og fællesskaber – specielt for kvinder med interesse for biler.
Jeg kører bil, og det føles helt ok! Men det har jeg bestemt ikke altid syntes, og jeg har stadig masser af forbehold. Vores forhold til det med at køre bil er super forskellige – for nogle er det en rent praktisk foranstaltning, hvor udseende og mærke ikke betyder det store. For andre er bilen en vigtig del af det personlige udtryk, og for andre igen flyder benzinen i blodet og det med biler er en passion. For mig har det været en lang arbejdssejr at komme bag rattet, blive der og rent faktisk også nyde den frihed, der følger med. I mange år forligede jeg mig med, at jeg måske nok bare var en af den slags kvinder, der sådan helt reelt virkelig ikke KUNNE køre bil.
Og hvor er jeg så nu? Altså – jeg er gift, og jeg har min egen bil, og den er lille. Ergo må jeg være indehaver af en konebil? Egentlig er jeg ligeglad – jeg elsker min bil, og jeg bruger den til det, jeg har behov for. Jeg har haft kørekort i snart 27 år, men har først indenfor de sidste 7 år fået blod på tanden til at køre. Det opstod ikke af lyst, men at bydende nødvendighed. Og hold nu k…, det er jeg glad for! Men lad mig begynde med begyndelsen.
Som så mange andre unge mennesker fik jeg kørekort som 18-årig. Året var 1994, og det lykkedes i 2. forsøg i en lille provinsby uden rundkørsler, og jeg imponerede køresagkyndig med at udføre den berømte 12-punkts vending med bravour! Derfra gik min køreerfaring i stå. Mine forældre blev skilt, min far tog bilen med sig, og jeg fik aldrig den rutine, der skal til for at forme en bilist.
5 år senere forsøgte jeg mig lejlighedsvis i min daværende kærestes bil – en Mazda 323 hatchback med heckspoiler og skørter 🙂 – men krøllede omtalte skørter til uigenkendelighed over en isblok. I samme bil oplevede jeg at blive stoppet af politiet en fredag aften midt i Købehavn uden nogen grund. De var ikke særlig søde, og jeg græd af skræk hele vejen hjem, og tog derefter en lang pause fra kørsel. Da vores datter kom til verden få år efter, stoppede alle overvejelser om nogensinde at kunne komme til at køre bil – tænk, hvis jeg kørte galt med hende eller kom til at gøre skade på andre??
Denne tilstand fortsatte i næsten 15 år – kun afbrudt af lejlighedsvise nytårskørsler (rædselsfuldt!), og en enkelt lidt længere – men til gengæld bemærkelsesværdig bilist erfaring!
Jeg var sidst i tyverne, nyskilt og fuld af panik og fanden-i-voldskhed. Sammen med en flok venner og min datter tilbragte jeg 10 dage på Samsø, og her blev jeg udfordret til at føre kassevogn. Kassevogn! Og det var ikke den lille model. Jeg aner ikke, hvad der slog mig, men jeg sagde sgu ja! Så mens turisterne sprang for livet, og jeg skreg af lige dele latter og skræk, drønede jeg rundt på kryds og tværs på den lille ø i en vogn, der nok mere kørte med mig end omvendt. Kasssevognserfaringen opstod på Samsø, og den blev på Samsø! 🙂
Livet bragte mig senere hen til det skønne Jylland i næsten 11 år, sammen med min datter, min dejlige mand og vores 2 fælles børn. Lidt firkantet sagt – så er Jylland indbegrebet af lange afstande, hængertræk og 2 biler i indkørslen – i hvert fald hvis man ikke bor lige midt i en storby :-). Så for mit vedkommende blev det til mange tidlige morgener og sene eftermiddage i busser på kryds og tværs af byen med børn i institutioner, skoler og til venner og fritidsinteresser i de perioder, hvor min skønne mand var udenbys med sit arbejde. Da min ældste datter begyndte at nærme sig teenager tid, frygtede jeg for, hvordan jeg i alverden skulle fragte hende til og fra fester uden for almindelig bus-tid?!
Tilstanden løste sig – ikke naturligt – men af nød. Vi endte i en situation, hvor destinationen var skadestuen, bilen stod i indkørslen, og jeg var den eneste hjemme i stand til at køre. Og sådan blev det. Jeg græd af skræk hele vejen hjem derfra i bilen, men der var samtidig sået en spire – ved at køre bil, kunne jeg rent faktisk hjælpe min familie og sikre os bedre i en akut situation.
Kort efter skulle jeg selv igennem en række planlagte, og temmelig komplicerede operationer, der efterlod min krop svækket og sårbar, så skramlende busser stod ikke øverst på listen. Min fantastiske mor trådte til og gav mig en kæmpe gave. Penge til køretimer og penge til en lille brugt bil! Jeg tog 5 timer hos en skide skør kørelærer, der aldrig insisterede på rent faktisk at se min kørekort, og købte derefter min allerførste bil. En gammel, falmet rød Suzuki Alto! Med hængertræk! . Til min ældste datters konfirmation kørte vi vinkende med hornet i bund forbi rækken af motorcykler og limousiner foran kirken – det var et kæmpe øjeblik – gud, hvor vi grinede! Alto’en var kærlighed ved første blik, og jeg græd som pisket, den dag jeg kørte den afsted til skrot, og jeg svor aldrig at elske en anden bil.
Som det ofte går med kærlighed, slog lynet dog atter ned, og jeg fik en vidunderlig lille bitte 3-cylindret Chevrolet Matiz. GUL! Til stor underholdning for alle byens børn – “GUUL BIIIL”!
Og praktisk for mig – jeg glemmer aldrig, hvor jeg parkerer!
Jeg har stadig mit lille gule lyn. Og manner, hvor jeg elsker at kunne hente min mand ved toget, køre vores børn til hvad som helst, besøge min datter i Jylland efter vi selv er flyttet tilbage til Sjælland, eller lige smutte forbi min mor og spise frokost.
Dengang jeg genoptog min kørsel var målet at fragte min familie rundt indenfor bygrænsen. Hente, bringe, købe ind, køre til vagtlægen, tage køretjansen en gang imellem, så min mand også kunne få lov at lukke øjnene lidt på vej hjem fra en sen middag. Jeg havde hverken mod til eller intentioner om at skulle noget som helst mere. At skulle sætte sig bag rattet igen var ikke en naturlig længsel og drift, men en kæmpe udfordring for mine grænser. Derfor fungerede det sindssygt godt for mig ikke at spejle mig i andres kørevaner, men holde fast i mig selv og det omfang, som jeg følte mig tryg at køre i. Med tiden begyndte følelsen af frihed at indfinde sig bag mit rat, skuldrene blev bredere og modet voksede. Min radius har udvidet sig til hele landet (undtagen de meget store motorveje, storbyer i myldretid, parallelparkering og færger!) 🙂
Jeg tanker selv benzin, jeg putter luft i dækkene og tjekker sprinklervæske. Jeg ringer selv til mekanikeren og kører selv til syn. Jeg kan godt køre i andre biler, og har endda prøvet at køre med trailer.. MEN.. jeg græder en lille smule af skræk hver gang, for jeg vil altså allerhelst køre i min egen bil. Rejsen til fuldmoden bilist har været lang og snørklet, men jeg gjorde det sgu, og jeg er – helt ærligt – mega stolt af mig selv!
Kære læser
Som vi ved, fører alle veje til Rom – spørgsmålet er, hvordan vi kommer dertil. Har du ligesom jeg kæmpet dig til sejr bag rattet, hader du tanken om at køre, eller har det med biler bare altid været som en leg? Har du en særlig bil, du drømmer om at køre til verdens ende i eller er biler for dig bare et praktisk transportmiddel, der dækker hverdagens behov? Del endelig dine tanker og dine gode historier om biler her på bloggen, i en besked eller inde på vores instagram – det ville glæde mig at høre om netop DIN vej til Rom! 🙂
Kærlig hilsen
Eva
#lovelyladiesalive
For de fleste er musik i bilen et absolut MUST! Road trip og vind i håret er bare ikke det samme uden. Trænger du til ny inspiration og en total sprød og lækker Playliste til tiden on the road, så kan jeg anbefale Road Trip Tracks af Martin Loft, som du finder på Spotify. Martin har bloggen LOFTsKAMMER på Facebook, og du kan også følge @flotloft på instagram, hvor der altid er lækre tips til fed musik.
Og er du bilentusiast eller nysgerrig på at at læse mere om den svenske rallykører Ewy Rosqvist, kan du læse hele hendes fantastiske historie hos Kvindernesbilmagasin.dk , som er et inspirerende forum med masser af spændende biltests, workshops, LIVES, tips og tricks – skrevet af kvinder til kvinder. We like! 🙂
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Presenting: Eva & the Cars"