Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Og så var reden tom vol. 2

Hele huset er tyst, men stilheden er som fløjl. Olivia er her, og både hun og Morten sover i hver sin ende af huset. Det er sådan mit hjerte falder til ro i disse dage. Alle mine samlet under samme tag…igen.

Noget har naget mig længe. Jeg har ikke kunnet ignorere det og heller ikke helt få tag i, hvad det var. Jeg har været bange for, at det var det at flytte på landet, den var gal med, og de sidste uger har jeg også overvejet en tur til lægen for at tale om depression og hormonroderi.

Følelsen af tiltagende tristhed er stærkest om morgenen, når dagen skal til at begynde og om aftenen, hvor alting stilner af og jeg indhenter mig selv efter dagens gøren og laden.

Men forleden kom der endelig hul igennem til erkendelsen og op fra undergrunden kom det buldrende. Jeg er trist, fordi jeg er i sorg! Ikke en altopslugende sorg, som når nogen er død, men en sorg som bedst kan sammenlignes med kærestesorg. Den der type, hvor man hele tiden har den anden i tankerne og har lyst til at ringe eller tage kontakt på en eller anden måde, men man ved, man skal lade være. For no good can come of it. Den der situation, hvor Thomas Helmigs gamle ord: “Men når jeg nu savner dig, hvordan kan du så undvære mig”, passer så fint.

For ungen er jo flyttet. Der er gået mere end 6 måneder og the honeymoon is over. Vi har nydt at gå med numsen bar og have det hele for os selv. Vi har slækket på hvor, hvornår og hvad vi spiser. Faktisk sidder vi kun ved spisebordet, når vi har gæster. 🙂 Vi har haft det super ryddeligt og rent og nydt alle vores “friaftener” i fulde drag. Og nu er hverdagen kommet tilbage og ungen kommer ikke hjem igen. Ikke særlig tit i hvert tilfælde.

Olivia flyttede hjemmefra i begyndelsen af februar 2021 og fra dag ét, så hun sig ikke tilbage.

Det viste sig nemlig, at hun var mere end klar. Indeni den lidt rodede, hovsa, ups og shit-dame boede en fuldstændig færdigbagt selvstændig ung dame, som har styr på det hele og klarer ALTING selv. Oven i det er pilen rettet mod horisonten og det liv, der skal leves fri af og uden mor og fars indblanding. En overgang jeg var fuldstændig uforberedt på.

Jeg forestillede mig daglige opringninger om knapper på vaskemaskiner og opskrifter på sovs, men bortset fra lidt influenza krydret med et ellers fredeligt breakup og vaccineassistance, så er det ikke mor og hendes gode råd, der har været brug for. Good for her og not so good for me.

Jeg må derfor erkende, at jeg selv befinder mig i noget, der minder om et breakup nu, og det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, skulle ske. Jeg læste faktisk, før vi flyttede, et læserbrev fra en kvinde på min alder, der skrev om, hvordan manden havde mistet tålmodigheden med hende, fordi hun blev ved med at være så utrolig ked af sønnens exit hjemmefra. Jeg tænkte, at manden var en skiderik, at det var utrolig synd for hende og at det heldigvis aldrig ville blive så slemt for mig, for guess what, jeg skulle nok også være skide god til børn, der flytter hjemmefra. Jeg var forberedt og så klar.

På samme måde som jeg var klar til at blive skilt, miste min far og finde kærligheden. Som om!!!!

Nu har jeg overgivet mig. Nu siger jeg det højt. Jeg sørger. Jeg græder og er trist og har en følelse af at have mistet noget utrolig dyrebart, der aldrig kommer tilbage. Det er allermest en fysisk fornemmelse af noget, der mangler i min favn. At der er for få kram, for lidt strygen over ben, rygge og kinder, at duften af hende er væk sammen med lyden af hendes krop, der bevæger sig gennem rum og hus. Al for lidt kiggen hende i øjnene og se dem lyse op i kontakt med mine, alt for lidt latter og sang et sted i det fjerne. Og alt for lidt følelsen af at være værdifuld, den eneste ene og det bedste i verden. Det er de små ting, som samlet har været det største i mit liv i 20 år, som nu er væk og kun kommer tilbage i små glimt, som i dag, hvor hun ligger og sover i mit hus, fordi hun er sendt hjem fra højskolen, da nogen fik corona.

Når vi får børn åbnes hjertet, kroppen og psyken mod dem. Det er smart, for det får os op på dupperne og holder arvingerne i live. For mig skete det på den tredje nat efter fødslen. Jeg vågnede i min hospitalsseng og måtte bare på bare tæer og i alt for stort, hvidt hospitalstøj op på tredje sal til neonatal afdelingen, hvor Olivia lå. Jeg vågnede nærmest ved at noget trak i mig. Jeg greb en stor grøn elefantbamse med under armen for at stille mit behov for at holde nogen tæt, mens jeg kørte op til hende i elevatoren. Og da jeg stod og aede hendes lille bitte kind den nat, vidste jeg med hver eneste celle i min krop, at jeg aldrig ville kunne forlade hospitalet uden hende.

Men nu er tiden kommet. Jeg har puttet alt, hvad jeg havde af energi, evner og vilje ind i at give hende et godt liv og jeg kan jo se, at jeg kan sætte kryds i job well done. Nu skal jeg give slip og give faklen videre. Til hende selv. Nu skal hun lægge alt sin energi, evner og vilje ind i at skabe sig et godt liv.

Og hun er allerede i gang. Jeg er så stolt af hende, af alt det hun magter og alt det hun kaster sig ud i. Hun kigger sig ikke tilbage og trods min smerte, ønsker jeg det ikke anderledes. For der er én ting, der ikke har ændret sig, selvom hun er flyttet og det er viljen til at ofre mine egne behov for hendes.

Olivia og jeg i begyndelsen af 2000.

Kære læser

Jeg gad godt sidde i en rundkreds med andre kvinder og tale om det her. For mit gæt er, jeg ikke er alene med mine oplevelser og at der måske er mange, der ligesom jeg føler, at det er skamfuldt at sørge så inderligt. Vi er jo stærke, uafhængige kvinder, der kan opnå alt det, vi sætter os for.

Men jeg gider ikke skjule min sorg eller skamme mig over den. Som overgangsalder, rynker, mormorarme, gråt hår og alt det andet må smerten ved børn, der flytter hjemmefra, også gerne være her. For det hører også med, hvis man er så heldig at have fået børn, til livet midt i livet.

Så lad os stå ved det. Lad os være ærlige om, at nogle af os tager den helt store tur i nærkontakt med gulvtæppet, når børnene flytter fra reden. Også selvom vi lever i gode parforhold, har masser af venner, er passioneret optaget af det, vi laver og har masser af fritidsinteresser, og måske endda stadig har et barn eller to boende hjemme. Vi burde måske ligefrem gå tilbage i nogle mødregrupper med ligesindede og dele erfaringer og oplevelser. For lige så naturligt det er at være rundt på gulvet, når de kommer ind i ens liv de kære børn, lige så naturligt må det vel være at være det, når de flytter hjemmefra.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Du kan læse vores første indlæg om at have store børn, der flytter hjemmefra her.

To piger der griner i et telt med dukker i hænderne

Og læs om, hvordan flere mødre end fædre finder det svært, at deres børn flytter hjemmefra her.

Rigtig god fornøjelse. 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Og så var reden tom vol. 2"

  • Åh kære Pernille aka LovelyladiesaliveSidder her i toget og læser, med tåre i øjnene❤️Så fint skrevet/beskrevet

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Tusinde tak Iben.
      En gang i mellem er der ingen filtre mellem hjerte og tekst og sådan var det denne gang.
      All is (will be) well.
      P ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *