Lovely Ladies Alive

Og så var reden tom

Kender du det, at man er blevet så forbundet med sin telefon, at man fornemmer, den brummer i lommen, også når den slet ikke gør det. Gad vide, om man kan få det sådan med lyden: Moar!..

Det måtte jo komme, også selvom vi som forældre og måske særligt som mødre ofte ønsker os, at dagen aldrig vil oprinde.

Ungerne flytter hjemmefra!

For nogle er forberedelserne og tilvænningen en lang proces, hvor man af en eller anden grund kender den præcise dato et stykke tid i forvejen og derfor har tid til at forberede sig mentalt og følelsesmæssigt. For andre kan det være en løbende modning, helst i fællesskab, henimod et tidspunkt, som bare føles som det helt rigtige til at begynde at se sig om efter en bolig til den unge. Et sted hvor selvstændighed, egne værdier og overbevisninger kan udfolde sig i en tilværelse som herre i eget hus. Og i nogle familier sker det pludseligt og uventet, fordi en oplagt mulighed dukker op. Måderne at flytte hjemmefra på kan være mange – positive såvel som negative. For sådan er livet også.

Hvorom alting er, – så er det en kæmpe omvæltning fra alt det velkendte for både den unge og de voksne. At børn flytter hjemmefra er en af de store milepæle, som de fleste husker resten af livet!

Hos Lovely Ladies Alive er Evas ældste datter Anna flyttet hjemmefra for 1,5 år siden, mens Pernilles datter Olivia netop nu er ved at tage samme skridt. Begge unge, smukke og kloge kvinder, der i forbindelse med familiernes beslutning om at flytte har valgt at blive i det gamle kvarter for at være tæt på job, venner og deres kærester. Så i begge tilfælde har vi som mødre taget en livsbeslutning, som har initieret begge de unge damers flytning. Ikke lige hvad vi forestillede os igennem årene, når tankerne har strejfet dagen, hvor det højtelskede barn ville flytte hjemmefra.

Men hvordan føles og opleves det egentlig nu, hvor vi står midt i det?
Det har vi taget en snak om:

Eva til Pernille:
Hvordan husker du selv, det var at flytte hjemmefra?

Det var faktisk ret udramatisk. Jeg havde været ude som rejseleder et halvt år og arbejdede i vintersæsonen som skiguide, hvor jeg kun var hjemme hver anden uge. Min ven Jeppe fra gymnasiet havde fået ny lejlighed på Halmtorvet og manglede en roommate, og så rykkede jeg til byen. Hverken min mor, min far eller stedfar gjorde et særligt stort nummer ud af det og jeg har aldrig hørt min mor sige noget som helst om, at det var svært. Muligvis fordi min søster stadig boede hjemme og fordi min mor og jeg havde et lidt anstrengt forhold i de år. Måske var det mest en lettelse, at lade den selvstændige, unge dame fuld af egne meninger, hun gerne ytrede sig om i tide og utide, forlade reden, så resten af de lidt mere fredselskende familiemedlemmer kunne trække vejret lidt friere. 😄

Pernille til Eva:
Hvordan husker du det?

For mig var det en svær tid. Jeg flyttede hjemmefra midt i december, midt i 3.G ganske kort efter, at jeg var fyldt 18 år. Min familie var kaos på det tidspunkt, så for mig var det helt nødvendigt, at der skulle ske en forandring. Det var selvfølgelig også fest og farver – jeg var absolut en af de første, der flyttede hjemmefra, så der var ingen grænser for, hvor mange gæster mit 9 kvm klubværelse kunne rumme sådan en fredag aften. Men altså.. selvom jeg fik noget økonomisk støtte fra min mor, så skulle jeg stadig meget tidligt op nogle dage om ugen inden skole for at vaske trapper, så jeg havde råd til at leve.

Det er også derfor, det har været utrolig vigtigt for mig, at det at flytte hjemmefra, har indgået som en helt naturlig og harmonisk snak i vores familie. Og vigtigst af alt: At få italesat at man IKKE skal være alene om at flytte hjemmefra. Det må ikke være ensomt! Vi er fortsat lige så meget familie, selvom vi ikke har samme adresse. Vi hjælper hinanden, lytter og støtter, alt det vi kan. Det er mig meget magtpåliggende at vise og fortælle mine børn det. Selvom jeg kan stå med tårerne strømmende ned af kinderne over, at en tid er forbi, så kan jeg f.eks. sagtens samtidig glæde mig helt vildt over Annas glæde over at skulle indkøbe sin og kærestens allerførste helt egen sofa, og sige til hende: ” Det er da bare det fedeste! Hvor vil jeg glæde mig til at komme og sidde i den. Og har I brug for hjælp til at hente den, så er vi klar”. Sådan skal det være i min verden, og det deler jeg heldigvis med min Morten. 

Eva til Pernille:
I er jo alle sammen i fuld gang med pakning og snarlig flytning hjemme hos jer. Hvordan er det at være midt i opbrud og ny bolig, og samtidig  være i gang med en løsrivelsesproces i forhold til Olivia?

Jamen, der er ingen tvivl om, at det er lidt meget på en gang. Jeg har altid forestillet mig, at hun bare skulle være hjemme, til hun selv var klar til at flytte, men nu er det blevet sådan for os. I første omgang besluttede hun sig for at flytte med til Vejby, men så opstod muligheden for at blive roommate med to andre unge her i Brønshøj, og det hele har flasket sig for hende. Da det gik op for mig, at det var nu, sad jeg bare ved køkkenbordet og tudede et par timer og forsøgte at det tage ind og rumme konsekvenserne. Her et par uger efter er den største udfordring at prøve at rumme mine egne følelser af rørthed, vemod og en kæmpe stolthed på en gang, og usikkerheden på, hvad jeg skal forvente af vores relation i fremtiden, og samtidig være opmærksom på, hvordan det hele påvirker Olivia. Og så foregår alt ting samtidig med, at jeg organiserer en, nej to flytninger med det hele. Jeg prøver at tage en dag af gangen og hver aften sidder vi og hygger max i sofaen alle tre. Vi prøver ihærdigt at få det hele med, tror jeg.

Pernille til Eva:
Hvordan var det at flytte helt til en anden landsdel og væk fra Anna? Og hvordan oplevede du de første måneder i jeres familie, efter Anna var flyttet?

Der er ingen tvivl om, at vi allerhelst vil bo meget tættere på Anna og hendes kæreste. Sådan max 1 times tid, ikke? 😄
Jeg havde det SÅ dårligt over, at vi flyttede til en hel anden landsdel. Jeg følte, at jeg forlod hende – verdens dårligste mor, ikke! Det var virkelig et meget voldsomt klip af navlestrengen på en eller anden måde. Men som Anna sagde ” Jamen mor, det er jo ikke anderledes, end hvis jeg havde valgt at tage til Australien 1 år eller på højskole på Lolland. Du har ikke forladt mig.” Og de ord gjorde forskellen. Men vi var da alle sammen enige om, at det kunne have været en dejlig overgang, hvis vi var blevet boende i Randers, så det hele var blevet mere glidende og hjemligt. Især for Anna og hendes to mindre søskende. De sørgede alle tre, og det gør de stadig. Man kan ikke bare lige tage cyklen eller bussen hen til storesøster og omvendt. Men på det tidspunkt vi valgte at flytte, var timingen bedst i forhold til os alle sammen. Anna og hendes kæreste havde deres netværk, job og uddannelse i Randers, så det gav mening for dem at blive, og Morten og jeg havde en gammel drøm om at vende tilbage til Sjælland, og det var omsider blevet en mulighed. Og heldigvis – heldigvis! – Anna og hendes kæreste nåede at finde en skøn lejlighed, så vi alle sammen kunne være sammen om processen, INDEN vi selv 14 dage efter kørte afsted i den store lastbil fra Jylland mod Sjælland.  

I de første måneder efter var der tomt og stille på en “forkert” måde – jeg manglede Anna – det gjorde vi alle sammen. Også selvom vi sørgede for at ses, som det bedst kunne lade sig gøre på tværs af landet. Mine antenner lyttede hele tiden efter et menneske, som ikke var der. Men faktisk – så kunne jeg jo sagtens stadig høre og mærke hende. Jeg ved stadig – 10 minutter inden hun kører ind i vores indkørsel – at nu er hun ved at være der, og så begynder jeg at kigge ud af vinduerne og blive helt rastløs i hele kroppen. 😄
Jeg kan stadig høre, hvordan hun har det, selvom hun ikke nødvendigvis siger det højt. Så den der ” mor-radar” – den findes stadig- OG – jeg savner hende! Sådan er det.

Eva til Pernille?
Hvad kommer du til at savne allermest ved ikke at skulle bo sammen med Olivia? Og hvordan håber og forestiller du dig, at fremtiden kommer til at forme sig i jeres forhold til hinanden?

Hæ, her til morgen har jeg lige sendt hende en video af, hvordan jeg slukker lyset på trappen til kælderen, efter hun er gået og skrevet: EVERY MORNING 😂😂😂❤️. Hun svarede helt kækt: Du kommer til at savne det 😂❤️

Og jeg tror, hun har hel ret. Det er i alle de små ting, savnet vil vise sig. At kalde på hende, når vi skal spise, at lytte efter om hun er oppe om morgenen, at døren ikke er låst, når jeg kommer hjem, og jeg kan høre hun synger eller spiller klaver i kælderen. Ja, selv lyden af den dybe brummen fra en herrestemme under stuegulvet kommer jeg nok til at savne. Og så måske også det afslappede i, at det er ok at blive lidt sure og irriterede på hinanden, fordi man også tager hinanden lidt for givet på den gode måde, når man bor sammen og der er masser af dage at tage af. Åh shit og hendes grin og glade smil, og hendes hoved på min skulder, når noget vigtigt driller. Listen er alenlang og jeg stopper inden, jeg må ned i fosterstilling.

Og så håber jeg, at jeg ligesom dig ikke mister fornemmelsen af hende, at vi finder vores kadence i kontakten mellem os og det vi så laver sammen nu, når vi ses. Og så sætter jeg min lid til, at det vi bevæger os ind i nu, også med tiden bliver en fase af vores mor-datterforhold, der føles helt naturlig og som om det altid har været sådan. En fornemmelse af at hun er lige der, og alt er godt.

Pernille til Eva:
Jeg vil så gerne spørge dig.
Har du et par gode råd til mig til den kommende tid? 😘❤️

Du er SÅ velkommen til at spørge!😄
Altså.. jeg tror egentligt mit bedste råd må være: At være i det, som det er. Og det lyder som om, det er lige præcis det, du er. Og I er. Fortælle hinanden, hvordan I har det. Grine sammen og græde sammen. Giv følelserne plads, og ikke negligere hvordan og hvor meget, de fylder. Spørg, hvis man er i tvivl. Alt det. Så skal det nok gå alt sammen.

Kære Læser.

Til dig, der måske sidder og slår dig selv i hovedet over, at det er fjollet at sørge over, at dit barn er flyttet hjemmefra, eller tænker, “ Hvad i alverden skal jeg nu stille op med mig selv?” – und dig selv at læse indlægget, som psykolog Heidi Agerkvist har skrevet om at være forældre til et barn, der flytter hjemmefra og EMPTY NEST syndrome! Du finder linket under dette indlæg. Du er nemlig ikke alene og slet IKKE fjollet! Blot fuld af kærlighed! 

For vi holder aldrig op med at være forældre for vores børn.

Kærlig hilsen

Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Du finder linket til psykolog Heidi Agerkvists indlæg om Empty Nest syndrome her.

Du kan også læse om, hvordan vi startede ud som mødre sammen i vores indlæg, Den svære toer og en hyldest til venskab…

Rigtig god fornøjelse.

Har du lyst til at dele: