Allernederst nede i min sjæl har jeg en urkraft. Det er en ekstraordinær styrke, som jeg trækker på, når livet virkelig bider fra sig. Styrken er på mange måder uforklarlig for mig, men jeg har mødt den igen og igen, og graver jeg dybt nok, er den der altid. I hverdagen er jeg både sensitiv, sårbar og lidt til den ængstelige side. Og ofte må jeg vende ting og sager med mine omgivelser, fordi jeg gerne vil være HELT sikker på, at intet kan gå…
Jeg har et særligt forhold til ord. Ord der på magisk vis kan opsummere en livsvisdom eller huske mig på noget vigtig om det liv, vi mennesker lever. Jeg synes, det er magisk at støde på sætninger, der formulerer noget kompliceret på en meget enkelt måde og jeg elsker, når ordene giver mig en følelse af genkendelse og af, at deres budskab er værd at huske på. Jeg ville ønske, jeg selv havde den særlige sproglige evne, men her må jeg nøjes med at nyde…
Mad er ikke altid “bare” mad. Mad er også smækfyldt med relationer, samhørighed og kærlighed. Elementer som alle er en del af at være menneske, og som binder os til hinanden gennem livet. Mad fortæller historier om os, om den tid vi lever i, om de mennesker vi elsker, og om de mennesker vi savner. Min Januar-blues og Corona-kuller består fortsat. Jeg bakser stadig med gule sedler, og tanken om uendelig uvished, men det er okay. Jeg får nogle konkrete ting fra hånden, og det…
Kender du det, at man er blevet så forbundet med sin telefon, at man fornemmer, den brummer i lommen, også når den slet ikke gør det. Gad vide, om man kan få det sådan med lyden: Moar!.. Det måtte jo komme, også selvom vi som forældre og måske særligt som mødre ofte ønsker os, at dagen aldrig vil oprinde. Ungerne flytter hjemmefra! For nogle er forberedelserne og tilvænningen en lang proces, hvor man af en eller anden grund kender den præcise dato et stykke tid…
I denne her tid slår mit hjerte en hel del hurtigere end det burde, og min nattesøvn er ikke den mest tilregnelige fætter. Jeg tror, at jeg er det, som man kalder for godt gammeldags ængstelig. Jeg traver rundt hele dagen med alt for mange følelser, der går i selvsving. Alt for mange gule Post-it sedler i tankerne, som jeg skøjter frem og tilbage imellem. Overblikket ryger, og jeg mister evnen til at bevare fokus på, hvad der lige nu og her helt konkret, ville…