Lovely Ladies Alive

Kære dagbog

Da min farmor døde, fandt jeg en masse kalendere i hendes gemmer. I dem havde hun dag efter dag, år efter år noteret vejret og lidt om, hvad hun havde lavet i løbet af dagen. De kalendere er kommet til at betyde rigtig meget for mig, for i dem kan jeg se sort på hvidt, hvor tit jeg egentlig besøgte hende. Jeg vidste selvfølgelig godt i forvejen, at vi var tætte, men kalenderne gemte alligevel på en overraskelse.

Vi gjorde oftest én af to ting, når jeg kom forbi min farmor. Enten sad jeg på skamlen i køkkenet og fik frokost- håndmadder, mens jeg fortalte løs om alt det, der var sket i mit liv siden sidst. Og hos farmor måtte man altid få to stykker pålæg på rugbrødet pr. mad og chokolademad var obligatorisk. 🙂 Måltidet sluttede altid af med te og en Digestive-kiks med smør og det passede sådan nogenlunde med, at jeg havde fået rablet alting af mig, min farmor havde givet mig ret i det hele og selv fortalt et passende antal anekdoter fra sit eget liv, der passede til lejligheden. Det var under de måltider, hun fortalte mig om, hvordan man bruger et pessar, om hvor meget hun elskede at danse, da hun var ung og om den illegale abort, hun fik under krigen, lang tid før hun blev gift med min farfar. Jeg elskede hvert sekund i det køkken og jeg kigger stadig op på hendes altan i Århusgade på Østerbro i København, når jeg kører forbi, også selv om det efterhånden er rigtig mange år siden, hun residerede der.

Alternativt kom jeg til aftensmad og overnatning, og så lavede hun altid gerne min livret, som var gammeldags grydekylling á la farmor med agurkesalat, brun sovs og kartofler. Åh hvilken fryd. Når vi havde spist, sad vi tit med håndarbejde og snakkede lystigt; hun hjælp mig f.eks. med at lægge mine nye bukser op eller skifte en lynlås. Sidst på aftenen så vi typisk en film, og gerne en romantisk en, hvor farmor lærte mig tricket med bare at lave slutningen om, hvis det hele endte lidt for ulykkeligt til hendes smag. 🙂

Nå, men det kalenderne gjorde, var sort på hvidt at vise mig, at jeg faktisk havde været på besøg stort set hver anden weekend i alle årene fra, jeg flyttede hjemmefra, til jeg fik min datter. Det var alligevel mere, end jeg overhovedet selv havde fornemmelse af, men den viden gjorde mig så glad. Både for min farmor, som var alene i mange år efter min farfars død og også mistede sin ældste søn, min far, tidligt, men så sandelig også for mig selv, fordi min farmor altid var i mit ringhjørne, og en evig kilde til kærlighed og omsorg i mit liv. Og det kan nok ikke gøres op, hvor meget de besøg og vores relation har puttet i mig af bevidsthed om at være værd at elske, værd at tro på og værd at spendere tid sammen med. Derfor ligger alle kalenderne nu også i en særlig kasse på loftet og er flyttet med til Vejby, også selvom de fik alvorlig vandskade i vores kælder i Brønshøj under skybruddet i 2011 og der derfor stiger en ret kedelig odeur op fra kassen, hver gang jeg åbner den. 🙂

Og det er det dagbogsnotater og -fortællinger kan. De kan bringe os tilbage til fortiden i en detaljegrad, der er umulig at lagre i hukommelsen alene. Mellem linjerne læser vi både om de følelser og tanker forfatteren har haft, og sproget, tonen og emnerne vidner om den tid, ordene er blevet skrevet i. Både i forfatterens liv, men også i samfundet omkring.

Selv skrev jeg min første dagbog på en tur til det område, jeg bor i nu på Sjællands Nordkyst. Det var en sommerhustur med min far og hans nye kone, og vi boede i Skuespillerforbundets daværende hus i Saunte ved Hornbæk. Huset var et jernvitriolgult lille romantisk skovløberagtigt hus, som en barnløs skuespillerinde på et tidspunkt havde testamenteret til forbundet, og jeg husker stadig, hvordan jeg lå på min seng i kvistværelset med åbent vindue og skrev i det lille grønne hæfte, som jeg havde købt til lejligheden.

Det er altid sjovt at læse i min første dagbog og eftersom den ikke er mere end 14 dage lang, læser jeg den ofte, når jeg alligevel støder på den. Citater som: “I dag gav nærig Mulle is” er jo ubetalelige. Og viden om, at hun og min stedsøster sov i min fodende indimellem og at jeg læste historie for dem hver aften, er jo sjov og hyggelig at have. Jeg synes måske så også, at dagbogen afslører, at min far spillede lige lovlig meget golf med sine venner, mens vi badede med hans kone og købte ind i Hornbæk uden bil. Og jeg har sjovt nok noteret, hvornår vi spiser, og det bliver stille og roligt senere og senere i løbet af de 14 dage ferien varer. Til sidt spiser vi morgenmad kl.11.30, frokost kl.17 og aftensmad 22.30. Måske ikke lige, hvad jeg selv ville byde børn på 8 og 13 år, men jeg kan ikke huske, jeg oplevede det som noget problem overhovedet. Og jeg kan også læse, at jeg er meget glad for det job min far har givet mig, hvor jeg skal sørge for maden gennem dagen og vaske op, og det får jeg 20 kr. for pr. dag og det rækker fint til en shoppetur til Helsingør sidst i ferien. 🙂

Så har jeg det straks strammere med de dagbøger, jeg senere skrev som 15-16 årig. De beskriver forelskelser, udfordringer jeg har med mit udseende, skænderier med min mor og alt det andet ungpige-halløj som hører til den del af livet. En overgang læste jeg dem højt for min mand og datter, og aldrig har de moret sig så meget. Jeg var meget af tiden forelsket i en dreng fra naboklassen, som hed Frants. Og i meget lang tid efter vores oplæsningsseancer gik de rundt og sagde: “Åhhh Frants” med lidende stemmer og morede sig kongeligt på unge Pernilles bekostning. 🙂 Jeg må indrømme, at de der pigesværmerier krydret med forsøg på voksen-visdom som f.eks: “Han ignorerer mig, fordi han er bange for mig”, giver mig gåsehud af pinlighed, selvom jeg heller ikke kan lade være med at slå mig på lårene af grin indimellem. Nu er det efterhånden ved at være lang tid siden, jeg har haft nerver til al den melodramatik livet som stor teenager vist har bestået af til alle tider. Og selvom jeg har fundet dem frem til denne lejlighed og bladret lidt i dem, så betakker jeg mig også denne gang, efter at have læste et par sider. 🙂

Siden har jeg ikke rigtig forsøgt mig med regelmæssig dagbogsskriveri, men jeg har i perioder skrevet noget ned. Særlig i svære perioder. Men også her må jeg bare sige, at hver gang jeg støder på mine gamle noter og giver mig til at bladre lidt, så sker det samme. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at læse det. Det bliver på en eller anden måde for intimt at være så tæt på en yngre udgave af mig selv. Jeg føler mig udleveret og så meget ude af sync med det, der en gang foregik i mit indre, at det nærmest gør ondt at blive hevet tilbage. Så jeg klapper hurtigt notesbøgerne i igen og håber ikke at nogle andre end mig finder dem en dag, og giver sig til at læse. Meeen – jeg skiller mig heller ikke af med dem. Og hvorfor egentlig ikke? I have no idea! Kom gerne med et bud i kommentarfeltet, hvis du har et. Måske er det noget med børnebørn, dem jeg ikke har mødt endnu og som måske vil finde samme glæde og oplevelse af forbundethed med mig, hvis de skulle falde over dem en dag, som jeg gjorde med min farmor og hendes notater. Måske skal jeg pakke dem i en særlig kasse og skrive “Må kun åbnes af mine børnebørn” på den. 🙂

Allerede inden min sommerferie i år havde jeg en ide om, at jeg ville skrive dette indlæg om, hvor dobbeltsidet jeg har det med dagbøger og dagbogsskriveri, så jeg satte mig faktisk for at gøre et sidste forsøg på at skrive dagbog i min ferie. Men selvom jeg indkøbte et særligt hæfte til det og hurtigt overgik til at indtale min dagbog på telefonen, så løb det ud i sandet. Jeg må bare konstatere at det at skrive fra dag til dag om ting, der allerede er sket, ikke siger mig noget. Det bliver lynhurtigt en sur pligt og pligter skal man jo forsøge at have så få af i sin ferie som muligt. Men skulle det være lykkedes mig at få noget ned på papir, kunne det godt have lydt noget i retning af det her:

Kære dagbog.
Jeg er begyndt at elske sommeren igen. Det er godt. Jeg nyder at bade, cykle og køre rundt i vores nye område med min elskede. Jeg elsker at bestemme over min tid selv og jeg er begyndt at drømme om en længere tur til Norge i autocamper. Mon det går med os to på så lidt plads så længe? Jeg tror det.
Nå ja, og overgangsalder sucks!
Roger over and out
Pernille.

Kære læser.

Det er dejligt at være tilbage.
At skrive blogindlæg er blevet et helle og et magisk sted for os, for her skriver vi om alt det, vi er allermest optagede af. Ingen af os vidste helt, hvor meget vi ville komme til at holde af det på forhånd. Nogle indlæg har en lidt sværere fødsel end andre, bevares – og der er også uger, hvor der svedes mere end gennemsnitligt over tastaturet lige til deadline, men den forbindelse vi får med jer, der læser med og ikke mindst med os selv gennem bloggen, er uvurderlig og noget vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os ville komme med i gavebunken på dette eventyr.
Så det at skrive om egne oplevelser, minder, refleksioner og følelser kan virkelig noget. På en måde kommer man til at stå tydeligere frem for sig selv, også i denne del af livet, hvor de fleste af os trods alt allerede har en nogenlunde ide om, hvem vi er.
Så skriv bare løs derude. Også selvom formen på det hele måtte være helt din egen og for your eyes only. 🙂

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Ps: Kan du lide at skrive og måske endnu mere at læse dine egne dagbøger? Jeg er så nysgerrig på, om jeg er den eneste, der synes det er pinligt at genbesøge gamle udgaver af mig selv, så del gerne her eller på Instagram.

Læs Evas indlæg om, hvad mad betyder i nære relationer og alle de minder, der er forbundet med noget, vi spiser eller drikker sammen.

Du kan også kaste dig over to af verdens nok mest berømte dagbøger her og her.

Anne Franks dagbog har rigtig mange af os nok læst, og modsat Pernilles er den alvorlig læsning fra en 15-årig piges hånd. Den tåler helt klart at blive læst igen.

Og Albert Einstens er der måske knap så mange, der har læst, måske mest fordi de fleste af os ikke ville kunne forstå halvdelen af alle de notater, udregninger og teorier, han har krydret siderne med. Man kan jo overveje at bruge sin næste ferie på et forsøg.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele: