Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Hvilket stof er du gjort af?

Allernederst nede i min sjæl har jeg en urkraft. Det er en ekstraordinær styrke, som jeg trækker på, når livet virkelig bider fra sig. Styrken er på mange måder uforklarlig for mig, men jeg har mødt den igen og igen, og graver jeg dybt nok, er den der altid.

I hverdagen er jeg både sensitiv, sårbar og lidt til den ængstelige side. Og ofte må jeg vende ting og sager med mine omgivelser, fordi jeg gerne vil være HELT sikker på, at intet kan gå galt, før jeg træffer en beslutning. Det sker endda, at jeg obsesser på noget, der oftest viser sig ikke rigtig at være noget problem, når det kommer til stykket.

Men når livet bliver alvor og jeg eller min familie står i vand til halsen, har jeg en særlig kraft til at trække os alle op ved hårrødderne og ud på den anden side. Faktisk oplever jeg, at styrken på mange måder er direkte proportionel med krisen og den viser sig blandt meget andet som en stoisk vedholdenhed, der sætter mig i stand til at blive ved, selv når alt er mørkt og bliver ved med at være det i lang tid.

Hvor det ekstra kraftlager af styrke kommer fra, er der nok ingen, der ved med sikkerhed. Det hører jo ind under diskussionen om arv versus miljø, om hvordan personligheden dannes og om, hvor meget vi kan ændre på hvem og hvordan vi er gennem livet. Men for mig personligt peger pilen direkte på min familiehistorie og mit ophav.

Jeg er efterkommer af de norske vikinger, der bosatte sig på de vindomsuste Færøer (fåreøer) i det 9. århundrede

Jeg er nemlig af færøsk afstamning. Min mormor Inger Elisabeth Fransiska Højgaard og senere Andersen blev født og voksede op i Rituvik (Ridevig) på øen Eysturoy (Østerø) på Færøerne. Jeg er gennem hende en del af den stolte Højgaard-klan, der i dag tæller mere end 300 mennesker i lige linje. Vi har en stærk familiehistorie, og vi er så privilegerede, at ihærdige familiemedlemmer har samlet rigtig mange historier og hele vores stamtræ i en mappe, vi alle sammen har et eksemplar af.

Mine forfædre og -mødre var arbejdsomme, stædige og overlevelseskyndige mennesker. Mine tipoldeforældre Per og Nicolina drog over fjeldet fra deres hjemby Tofte og bosatte sig som henholdsvis 22 og 19 årige på en øde klippe og grundlagde derved bygden Rituvik. De sled i det og levede af fiskeri og det, de kunne få til at gro i jorden, og det lykkedes dem at stifte en familie på stedet. Min oldefar Daniel Peter var deres ældste søn, og han og hans kone fik 10 børn, hvoraf min mormor var den yngste datter.

Følgere af bloggen kender historien om min uddannelse hos efterkommere af amerikanske indianere. I forbindelse med den skulle vi finde et billede på den del af vores personlighed, der kaldes warrior/warrioress. Det var aldrig svært for mig at få kontakt til den side i mig selv, og det smukke billede der kom frem som personificering af krigeregenskaberne, var af en kvindelig piratkaptajn, der ved egen kræft trækker sit store smukke træskib over land.

Det vilde er, at jeg senere har fået viden om, at mine forfædre gjorde præcis det samme som udflyttere i Rituvik. Der var ingen naturlig havn ved stedet, men kun en klippestrand. Den bliver dog fuldstændig oversvømmet i hårdt vejr. Så hver gang mine forfædre havde været til søs, trak man båden op på klipperne. Gæt hvilken åbenbaring det var, at falde over den viden.

Nationaltidende 26/08 – 1923 (Om Per i Ridevig)
Citat: Imod Sydøst rækker imidlertid Øen en arm ud i Havet, der er saa lang, at den naar fri af af de omliggende Øer, hvorved dens Østside kommer til at vende lige ud mod det aabne Hav, og her findes ikke så meget som en Antydning af en Fjord; bag en smal Bræm af Forstrand, der kun bestaar af nogen Klippe, ind over hvilken Havet på Uvejrsdage sender vældige Braadsøer, rejser Landet sig, ikke videre højt, men ganske stejlt på sin Fod af Basalt.

Og længere nede i artiklen: Hvad der kreves af Arbejde, af Haardførhed og Haardnakkethed for at bygge sig et Hjem midt ude i den færøske Ødemark, saaledes som Per i Ridevig gjorde det, forstaar vel kun den, der kender den færøske Natur. Taalmodigt, grænseløst taalmodigt maa Jorden bearbejdes Aar efter Aar, for at det skal kunne blive til lidt Kartofler, Hø til en Ko, og naar det kommer højt, til lidt Byg: Al Transport maa jo foregaa i “Løben”, en slags Tremmekasse, som holdes oppe med en Rem fremom Panden, så Armene er frie.

Og mit yndlings citat fra artiklen: I Løbet af nogle Aar kom der imidlertid saa mange Udflyttere til Ridevig, at de blev nok til at bemande en Baad, men da der jo ikke kunde være Tale om at risikere at Havet skulde tage den, ved at man lod den staa nede på den flade Forstrand, maatte de, hver Gang de havde været paa Fiskeri, hale og løfte den den lange Vej op på Klippen – et langvarigt og uhyre slidsomt Arbejde.

Min oldefars båd Sluppen William Martin bygget i Sussex England 1883, som kom til senere.

Nu var Per jo ikke alene om det hele og Nicolina nævnes også i artiklen. Der lægges mest vægt på, at hun fødte sin mand 12 børn og tappert stod ved hans side i alle de arbejdsfyldte år, og sådan opfattede man kvinderollen den gang. Men der hersker ingen tvivl om, at både min tipoldemor og oldemor har været nogle hårdføre damer, der forstod at stå på egne ben og holde det hele kørende, mens mændene var på havet. Mange kvinder mistede deres mænd tidligt og derfor var evnen til at få hele familier levende igennem et hårdt liv afgørende, og den hårdførhed og evne til overlevelse lever i en eller anden grad stadig i Højgaardklanens kvinder.

Min grandfætter Jacob Højgaard, som jeg ikke har set i mere end 20 år, men som jeg har kontaktet og interviewet til dette indlæg, siger det sådan her: Mange af de færøske kvinder er som udgangspunkt superstærke. Jeg kan se det på min mor og gudhjælpemig også på min søster. Det ligger i deres DNA, at de skal klare en milliard opgaver. De kan godt klare sig uden en mand. Ikke fordi de gerne vil, men de kan sagtens selv. Jeg synes, og nu vil jeg ikke lægge mig ud med hele min familie 🙂 , at mændene i Højgaard familien alle sammen er charmører. De har alle sammen en indre varme og charme, og det er et godt match til de stærke kvinder. Happy wife, happy life, som man siger. 🙂

Per og hans ligeså hårdføre hustru Nicolina Højgaard på deres diamantbryllupsdag 4. august 1933

Ud over at have observeret den særlige kvindelige selvstændighed og råstyrke, har Jacob og jeg også kærligheden til havet tilfælles. Jacob elsker at sejle, som hans abbi (morfar) og hans morbrødre har gjort det hele deres liv. Og selvom jeg selv bliver søsyg bare ved at krydse en vandpyt, og i øvrigt ikke bryder mig så meget om fisk, som Jacob er flasket op på og elsker, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg efter at være havnet på nordkysten af Sjælland oplever en overvældende følelse af lykke HVER GANG jeg kommer ned til vandet. Det er som Jacob siger: Vi drages af havet.

Jacob elsker ligefrem hårdt vejr og oplever, at selvom der er skumsprøjt og bølger, så har havet en beroligende effekt på ham. Jeg hader til gengæld blæsevejr og kan ikke lade være med at tænke på, om de forskelle ligger i vores køn og de forskellige udgangspunkter vores formødre og -fædre havde, når det kom til havet.

For mændene var det måske i høj grad frihed, hårdt fysisk arbejde, en manddomsprøve at lægge arm med havets store kræfter og et fælleskab med andre mænd. For kvinderne var det en konstant venten og spejden ud over havet, og når det var hårdt vejr, i høj grad en bekymring for, om de mon kom tilbage fra togt.

Fra en af vores familieture til Rituvik. Den danske del af familien ser beundrende til, mens der bæres hø ind fra marken. Det er her mine formødre har spejdet ud over havet, mens de ventede på, at deres mænd kom hjem fra togt.

Jacob og jeg er forbundet ikke bare af det samme efternavn, men gennem Jacobs abbi og min mormor, som var søskende. Jacob er til min fortrydelse en anelse mere færøsk end jeg, da både hans abbi og omma var færinge, mens min mormor giftede sig dansk og mit færøske blod derfor er en anelse tyndere end Jacobs. 🙂

Vi har dog begge den samme klare bevidsthed om vores familiebånd, ligesom vi begge er forbundet med et hav af Højgaard’ere på de sociale medier, også mange vi ikke kender eller for mit vedkommende, ikke helt ved, hvor hører til i stamtræet.

Men som Jacob siger: I dagligdagen betyder det ikke noget som helst at være en lille brik i det store Højgaardske puslespil, men det giver alligevel en form for tryghedsfølelse. Jeg har en stærk opfattelse af, at hvis der er noget, jeg virkelig har brug for, så er der nærmest altid en mulighed for at kontakte en i familien, der kan hjælpe mig videre. Danskere kender som regel deres søster og bror og en masse venner og måske, virkelig MÅSKE en fætter i Jylland. Men vi er jo grandfætter og grandkusine, og jeg har en stærk formodning om, at hvis jeg ringede til dig, så ville du hjælpe mig, også selvom vi ikke har talt sammen i 20 år. Og det stammer helt sikkert fra Færøerne, som er et lille samfund, hvor alle kender alle.

Nu er vi jo i fuld gang med at udvide familien med næste generation, og vi er begge stolte af den arv, vi giver videre. På Færøerne har man endda en betegnelse for, hvad vores børn er til hinanden, nemlig Fermenningur, som betyder fjerde led.

Både Jacob og jeg har observeret, hvordan vores børn nu er ved at knytte sig til de nordatlantiske øer, som de stammer fra. Min datter har været deroppe på en kor-tur og kom fuldstændig bjergtaget tilbage og havde bestemt sig for, at der ville hun gerne op og bo en periode på et tidspunkt. Det er også sigende, at flere af vores familiemedlemmer, som hun aldrig havde mødt før, kom til hendes koncerter, bare fordi hun jo, som alle os andre, er en Højgaard. Det gjorde stort indtryk på den unge Københavnske dame. 🙂

Jacob og hans søn besøger øerne hver tredje sommer og skal afsted i sommer og bo i gamlehuset (Gomlu-hus), som er vores tipoldeforældres oprindelige hus, der stadig er i familiens eje. Jeg har selv besøgt det, og det er skabt til meget små mennesker, som de var på den tid, så hvordan Jacob får sit to meter lange korpus mingeleret rundt på de få kvadratmeter, er mig en gåde. 🙂 Men Jacob siger det så smukt, når han gør sin søn opmærksom på, at hans tiptipoldemor har gået rundt på det samme køkkengulv: “Jeg kan ikke give dig guld og diamanter, men jeg kan give dig noget, som nærmest ingen andre har.”
Og det er forbindelsen tilbage.

To gange Jacob Højgaard, min grandfætter til højre og hans onkel, som er min mors fætter, til venstre. Giv dem lidt andet tøj på, så er de lige til at sætte ind på billederne fra gamle dage. Slægtskabet med vores forfædre kan de ikke løbe fra. 🙂

Nu stammer jeg jo også fra en Københavnsk bedsteborgerlig familie og fra to forskellige smedefamilier, en fra Bjerringbro og en fra Bornholm. Det er endda også en del af den bornholmske genpulje, at min ungarske spillemands tipoldefar kom til Bornholm, hvor hans musikalske sigøjnerblod blandedes med min landlige tipoldemors og blev til min lille, spinkle, kulsorthårede oldemor Anna. (Det er her jeg bilder mig ind, at mit til tider lidt iltre temperament og min kærlighed til spillemandsmusik stammer fra) 😂

Men det er de færøske aner, der særligt er blevet en del af min egen forklaring på den grundstyrke, jeg trækker på, når det virkelig gælder, og at de smukke, grønne, vindomsuste, regnvåde og træløse øer er en væsentlig del af mit DNA, er der ingen tvivl om.

Kære læser.

Alt det med gener er, på trods af moderne forskning, stadig et stort uudforsket felt. For mig personligt er det med gener og familie et stort tag-selv-bord, hvor jeg tager det, jeg kan bruge og forstørrer det, og gør jeg mit bedste for at ignorere resten. 🙂

Har du selv nogensinde tænkt over, hvilket stof du er gjort af? Og hvad det betyder for dig? Bruger du det f.eks. bevidst? Eller forsøger du at lægge afstand til din familiehistorie? Måske er der noget, du kan bruge, som du ikke har undersøgt endnu. Det er bare at gå på jagt. Og husk at få stillet alle dine spørgsmål til dine familiemedlemmer, så længe de er her. Det er alt andet lige en stor gave at kende så meget til sin familie og sit ophav som muligt.

Hvem ved, om der gemmer sig eventyrlige historier i din familiesaga, som i min. Den skattekiste rummer nemlig også en historie om en fattig fisker og en fin bondedatter, der måtte stikke af og ro en hel nat over havet for at få hinanden. Eller den om min mormor, der som barn faldt i et dybt hul med direkte adgang til havet og blev reddet på en knivsæg af sin storebror, der hev hende op i den tykke røde fletning, hun altid havde sit hår i. Men alle de historier må du få en anden gang. 🙂

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille Højgaard
#lovelyladiesalive

Ps: Vi udkommer hver søndag og vil du modtage det nyeste blogindlæg direkte i din indbakke, så skriv dig på vores mailliste er på siden. 💌

Vil du læse mere om bloggen og hvem vi er, kan du læse med her.

Eva og Pernille
Foto: Camilla Hey

Vil du vide mere om Færøerne er Visit Faroe Islands et godt sted at starte.

Og endelig kan du lytte til en af Pernilles yndlingskunstnere Teitur, som heldigvis også har lavet pladen Kata Hornid på færøsk. Hør et af Pernilles yndlingsnumre Tu ert ein eingil her.

Teitur Lassen

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Hvilket stof er du gjort af?"

  • Peddy Højgaard skriver:

    Bortset fra at det ikke var sluppen William Martin, men en robåd, der blev trukket op på land, så er artiklen rigtig nok.

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Kære Peddy.
      Tak for at opklare, hvem der ejede hvilken båd af vores fælles forfædre. Jeg må have lidt mere færøsk undervisning, så jeg får det hele med i vores mappe. 🙂
      Men at de var nogle seje mænd og kvinder, er der heldigvis igen tvivl om.
      Hils alle i din gren fra mig.
      Kærlig hilsen
      Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.