Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

LOVELY LADIES ALIVE – who’s who?

Nu har bloggen for længst rundet et halvt år, og mange nye læsere er kommet til. Turen siden oktober sidste år, hvor vi sprang ud som blogger novicer, har været hæsblæsende, fuldstændig forrygende og utroligt lærerig. Vi har nydt hvert minut og det skyldes ikke mindst alle jer, der læser med. Nogle af jer har været med fra start og læser trofast vores indlæg uge efter uge. Tusinde tak for det. Det betyder mere end I aner. Samtidig er vi så privilegerede, at rigtig mange nye læsere er kommet til. Særligt gennem de sidste måneder. Dette indlæg er en hjertelig velkomst til hver og en af jer.

Fotograf Camilla Hey

Men hvor er I egentlig havnet?

Lovely Ladies Alive er et rent con-amoreprojekt, som startede med en gammel drøm om at blive bedre til at skrive. Fotos blev taget, en hjemmeside sat op og så var vi i gang. Vi havde ingen konkret ramme eller et forkromet formål til at begynde med, så “damen” har fået lov til at finde sin egen vej og afsløre, hvem hun er lidt efter lidt. Nu har hun imidlertid både fået personlighed og kant, og vi kan sige om hende, at hun hylder hverdagen, altid sætter en positiv retning, elsker at grine og står på mål for kvinders ret til at være stolte af og tilfredse med, hvem de er. Med fejl og mangler, rynker og gråt hår, og livets små og store ups and downs.

Vi er hverken journalister eller eksperter, så vi skriver om kvindelivet midt i livet ud fra vores egne erfaringer. Målet er at inspirere, give stof til eftertanke og få dig til at trække på smilebåndet. Forhåbentlig møder du som læser, noget du genkender, noget du undres over og en gang i mellem, noget du blankt må afvise. Lovely Ladies Alive er først og fremmest en invitation til at tænke nyt og genopdage gammelt, og at gøre det i et uforpligtende fællesskab med andre skønne kvinder fra hele landet.

Hvem er de lovely ladies bag?

Pernille til Eva:
Hej Eva. Hvem er du?
Ja, jeg ved det. Vi lægger ud med et af de nemme spørgsmål. 😋

Åh ja, ha ha.. det spørger jeg faktisk også til tider mig selv om. Hvem er du egentlig, Eva! 🙂
Nej, spøg til side. Here we go.

Jeg er 45 år, midterbarn med brødre på begge sider, gift med Morten, the love of my life, på 14. år, og mor til 3 skønne unger. 💕

Jeg er født i 70’erne, dengang mors hjemmelavede grydefrisure og sammenkogte ret med rosiner var en ting. 🙂 Jeg var ikke pjattet med at gå i børnehave. Jeg gik på Røverstuen oppe under loftet – jeg ville hellere være på stuen nede hos Børge lige ved siden af køkkenet. Han grinede højt, spillede på guitar og så duftede der altid af nybagt brød og frikadeller fra køkkenet ved siden af.

Folkeskolen var heller ikke noget at råbe hurra for. Undtagen når min yndlingslærer fortalte spændende historier fra hele verden, vi havde afrikansk temauge i hjemkundskab eller jeg fik lov til at skrive manuskriptet til årets juleforestilling.

Jeg elsker, når der sker noget nyt, at blive udfordret, og få lov til at undersøge ting, jeg ikke har prøvet før. Og samtidig er jeg udpræget tryghedsnarkoman, der elsker masser af alenetid inde i mit helt eget sneglehus, hvor tingene er “fuldstændigt som de plejer.” 🙂

Jeg er nok det, man kalder et full-blown super sensitivt sansemenneske, som næres af musik, farver, dufte, smage, ordlyde, stemninger, følelser, energier osv. osv. Det kan så også nogle gange være det, der trækker tæppet væk under mine fødder.

Jeg lever med hjertet først, og hver gang jeg ikke har lyttet til hjertets telefon, så går tingene ikke godt. Men ligeså meget som jeg elsker at arbejde på scenen som udøvende kunstner med en mikrofon i hånden, snakkende til tusindvis af mennesker på en eller anden plads i Hamburg eller til en musikfestival i det danske sommerland, så elsker jeg også – mere og mere – de lange perioder i hi, hvor jeg fordyber mig i mit arbejde som dramatiker og som bogindlæser i mit hjemmestudie.

Ude med Abba Revival Band.

Så ligeså meget som jeg elsker at være en del af fyrværkeriet et par timer, lige så meget har jeg glæde af at at betragte det hele på afstand. Og ind imellem skal jeg bare hjem eller ud i naturen og lade batterierne op. 🙂 Jeg er blevet bedre til at finde balancen med årene – til at forstå mig selv og acceptere, at sådan en sammensat slags fisk, er jeg altså. 🙂 

Eva til Pernille:
Og så er det din tur – hvem er du Pernille? 🙂

Jeg er den ældste.
I hvert tilfælde i min søskendeflok og her på Lovely Ladies Alive. Jeg har rundet de 53 og kan ikke selv helt forstå det. Men nedsunkne forfødder og hormonrod fortæller mig hver dag, at den er god nok.
🙂

Jeg er vokset op på Vestegnen lige ned til Køge Bugt og har derfor haft fødderne og resten af kroppen i vand meget af tiden igennem min barndom. Jeg er derfor også tidligere uofficiel danmarksmester i tangkast.

Jeg blev student fra Sankt Annæ gymnasium i 1987, dengang der var noget der hed sproglig student og der boede grønjakker i Sjælør. Og så har jeg adskillige halve uddannelser bag mig, en af dem fra uni. 😋

Der var ikke tid til hele uddannelser, for jeg ville meget hellere spille (musik)teater og det gjorde jeg derfor i mere end 10 år. Les Miserables, Miss Saigon, Grease, oh yes been there, done that! Endda på tysk ved en enkelt lejlighed. Fik dog aldrig helt styr på de stemte s’er til min sproglærers store fortrydelse! 😝

På scenen som Fantine i Les Miserables.
Det kan ikke ses, men der synges på tysk!

Mit privatliv var en anelse kaotisk og det med kærligheden tog tid for mig at lære. Det kulminerede, da jeg 6 måneder efter min datters fødsel stormede ud med baby i lift og derfra koncentrerede mig om hende de næste 5 år.

Heldigvis mødte jeg i løbet af de år nogle amerikanske indianere og fulgte dem i en mere spirituel retning. På deres uddannelse mødte jeg min mand og bedste ven Morten, som jeg har fejret kobberbryllup med i år.

Gennem ham har jeg to rigtigt voksne bonusunger, der begge er forældre til deres egne børn i dag. For nyligt flyttede min egen datter også hjemmefra, så jeg er midt i overgangsalder og Empty Nest Syndrome på en gang. Altså fuldstændig følelsesmæssig stabil og 100% medgørlig dagen lang. Nå ja, jeg er også verdensmester i (selv)ironi. 🤪

Og endelig ved de fleste, at jeg for nyligt har realiseret en drøm og er flyttet fra Brønshøj i København til landlivet i Vejby i Nordsjælland. Kun 15 min fra dig Eva!
Også lidt fordi vi en gang er blevet spået, at vi to bliver gamle sammen og vil mødes jævnligt på en udvalgt bænk, hvor vi vil ordne verdenssituationen og andre småting, lige til vi drager det sidste suk. Den tanke kan jeg godt lide, så jeg håber guddødme ikke, I har planer om at flytte.
😂

Pernille til Eva:
Nævn tre ting, som folk overraskes over ved dig.

Jahh! Jeg elsker den spådom! 😎💕

NÅ MEN – folk overaskes jævnligt over:

1. At jeg samtidig med udadvendt aktivitet, er et ekstremt privat menneske. Og vice versa – dem der lærer min stille side at kende først, får et chok, når jeg begynder at larme. 🙂

2. Jeg har aldrig fulgt med i tv-serierne Friends eller Sex and the City. Til gengæld elsker jeg James Bond og De uheldige helte. Og julefilm. Selvfølgelig. 🤩

3. Jeg kan anytime rydde en pizzabuffet hurtigere end en fuldvoksen mand, trods mine knap 160 cm. 🍕

Eva til Pernille:
Nævn tre ting, du normalt aldrig fortæller folk om dig selv.

Uhhh….jeg fortæller aldrig andre:

1. At jeg får angst af at blive lagt bagover i stole og på brikse. Altså hos tandlægen, kiropraktoren og hos frisøren. Altid beredt og klar til kamp er min krops motto. 🥵

2. At jeg en gang havde en affære med min gifte chef, da jeg var helt ung rejseleder. Han var græsk gift og da familien fandt ud af det, blev jeg smuglet fra øen til Athen i nattens mulm og mørke, fordi man mente, jeg var en lille smule i fare. 😬😅

3. Uhhh ja og så den her. (Jeg kan ikke komme mig over, at du ikke har set hverken Friends eller Sex and the city 😳) Jeg så i flere år troligt et afsnit af Glamour på kanal 5 hver dag og var på fornavn med både Brook og Ridge. Det fortæller jeg altså ikke til en levende sjæl, med mindre jeg er under tortur, så det må blive mellem dig og mig og vores læsere. 😅

Pernille til Eva:
Hvad er det vigtigste, du har lært dig i livet indtil nu?

Noget af det allervigtigste for mig er, at hylde livet hver evig eneste dag. Det tænker jeg meget over. Jeg går ikke rundt 24/7 og er konstant glad – men det med at sende min tilværelse og menneskene i mit liv en bevidst kærlig og taknemmelig tanke i løbet af dagen – det er virkelig noget, der holder min skude oven vande. ❤️

Eva til Pernille:
Hvad med dig?

Jeg er færdig med at forsøge at være som “de andre” eller som et eller andet ideal. Det er alligevel en komplet umulig opgave, der kun gør en ulykkelig. Det allervigtigste jeg har lært er, at jeg er, som jeg er, og det er godt nok. ❤️

Kære læser.

Tak for din tid og opbakning. Vi håber, du har et godt indtryk af vores blog nu og at du kender os, der står bag lidt bedre. Er der noget andet, du brænder efter at få svar på, så stil endelig dit spørgsmål til os her eller på Instagram, så skal vi forsøge at svare på så mange som muligt. Du kan spørge os om alt lige fra farven på vores tandbørster til meningen med livet. 🙂

Vi glæder os til at høre fra dig.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Ps: Vi udkommer hver søndag og vil du modtage det nyeste blogindlæg allerede søndag formiddag, så skriv dig på vores mailliste her på siden. 💌

Du kan læse om vores venskab, der går langt tilbage og er fundamentet for Lovely Ladies Alive lige her.

To unge kvinder med deres to døtre i rødt regntøj

Og hvis du er nysgerrig på, hvilke blogs vi selv læser, kan du finde noget om kommunikation her., noget om beauty her og noget om at investere her.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "LOVELY LADIES ALIVE – who’s who?"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *