Lovely Ladies Alive

Jeg snakker med mig selv

Hvordan har du det med at være alene i dit eget selskab? Går du i panik bare ved tanken, eller nyder du stilheden, tiden og rummet til lyden af din egen tankelarm? Jeg tænker meget over det i øjeblikket. Alenetid. Jeg tænker over, hvordan jeg har brugt alene tid igennem mit liv, hvilke følelser der har været forbundet med det, og hvordan oplevelsen af alenetid har ændret sig igennem mit liv. 

Selvfølgelig er jeg med på, at det at være alene ikke altid er valg, man selv tager og at det har en kæmpe betydning for, hvordan man oplever – det at være i selskab i med sig selv. Tidsrum og omstændighed er væsentlige spillere på banen. Mennesket er jo af natur flokdyr. Men nu og her har jeg zoomet ind på “selve det at være i eget selskab” – og det har jeg taget en lille snak med mig selv om. 🙂 

Isoleret set tænker jeg, at det ikke er et problem at være alene med sig selv i perioder eller i afkortede tidsrum, men i virkeligheden en rigtig god ting at opleve, og at kunne. Det kan være et sejt træk i selve øjeblikket, det kan være berusende, eller det kan være afvæbnende – det kan have mange farver – men ligegyldigt hvilken variation eller kombination det er, så tror jeg, man kommer klogere ud på den anden side, fordi man nok altid vil lære noget nyt om sig selv undervejs. Man bliver stærkere, og mere selvstændig. Nye tanker er opstået, nye beslutninger er truffet, nye følelser har fundet vej frem, og der er fundet løsninger på nærværende problematikker eller udfordringer af den ene eller anden karakter.

I bund og grund har jeg altid brugt alenetid til fordybelse. Som barn forsvandt timerne på mit værelse fx.eks. i stakkevis af bøger. Og jeg mener stakkevis. Jeg lånte simpelthen en halv meter bøger ad gangen, stablede dem på gulvet, lagde mig ved siden af og tog dem så ellers en ad gangen for at forsvinde ind i fortællingens verden. Det kunne også være, at jeg besluttede mig for at sy mit eget tøjsæt, gennemlytte en ny LP ikke bare en enkelt gang, men 20 gange i streg, eller også gik jeg i hobbykælderen for at finde ud af, hvordan jeg kunne bygge stalde og huse, der passede til mit legetøj. Og altid alene. For jeg skulle lige undersøge noget, og så kunne jeg forsvinde længe. En af barndommens privilegier er at kunne give helt slip på tiden. Og hver gang følte jeg, at der var sket noget nyt. 

Selvfølgelig kunne jeg ikke reflektere på samme måde som nu, og valget om at gå i enrum var ikke nødvendigvis en bevidst og velovervejet handling, men mere en impuls, som jeg var nødt til at følge. Nogle gange blev det simpelthen også en måde at få en pause fra resten af familien på :-), eller en mulighed for at zoome lidt ud fra de omstændigheder af forskellig karakter, der nu engang kan opstå for os alle sammen i en opvækst – skilsmisser, sygdom, udfordringer i skolen  osv. Og heldigt for mig, var der i mit barndomshjem mulighed for at kunne trække mig til mit eget værelse, ud i naturen omkring os eller ned i kælderen, der for os børn var et paradis med masser af plads og kreative muligheder for at udfolde sig. Det tager jeg med mig som en stor gave i mit liv.

I teenagetiden fortsatte behovet for kreativ fordybelse, og samtidig kom der en ny dimension på det der med enetid. Masser af mulighed for at dykke ned i alle de følelser, som hormoneksplosionen satte fart på. Og mulighed for at dyrke dem. 🙂 Jeg tænker, at mange kan nikke genkendende til en version af sig selv fra de år. Vi legede med vores identitet både indeni og udenpå, og hold da magle, hvor blev vi både kloge på os selv og på verden omkring os. 🙂 Og det er sundt at arbejde med sin følelsespalet, og lære at genkende alle farverne i nuancerne og give dem plads. Men hvis omstændigheder i livet giver anledning til massiv fordybelse i de mørke farver, og man lader sig suge ned i et uoverskueligt tomrum eller mørke, så begynder alenetiden i stedet at føles som ensomhed. Og hvis man er vant til at gå i enrum med hvad som helst, og ikke er trænet i at give lyd, dele eller bede om  hjælp, så kan balancen tippe over i en mere destruktiv og indadrettet retning, og den tilstand befandt jeg mig i for længe. Alenetid fik pludselig lighedstegn med ensomhed.

Den tilstand sloges jeg med til temmelig langt op i voksenlivet. Jeg brugte stadig alene tiden til fordybelse af kreativ art, men altid ud fra et kim af ensomhed eller følelse af forladthed. Og det var sgu lidt et ambivalent benspænd, fordi jeg jo egentlig grundlæggende altid har elsket at blive opslugt af noget i enerum, men samtidig følte, at jeg var helt alene i verden imens.

Efterhånden begyndte jeg at forstå min tid alene. Jeg lærte at genopdage den. Rumme, at sindstilstand kan skifte undervejs i selskabet med mig selv, og at det er ikke farligt, men naturligt. Tiden alene kan simpelthen bruges til både udvikling af ideer, bearbejdelse af oplevelser – gode som dårlige, til at give slip og bare være i et nu, og til at høre efter, hvad der egentlig bliver sagt. Jeg kan simpelthen bedre høre, hvad min krop eller mit nervesystem eller min hjerne fortæller mig, når jeg går i enerum. Hvis ikke jeg gør det, begynder det hele til sidst at råbe af mig, og så er det at balancen indeni til sidst begynder at tippe i den gale retning.

I mit efterhånden temmelig voksne liv, er der i nogle perioder så meget  gang i den på én gang – og det behøver bestemt ikke være dårlige ting næ næ – at der er rush hour i min øverste etage det meste af døgnet. 🙂 Så stiger volumen altså inde i min knold, og så er jeg simpelthen nødt til at fjerne mig – minimum 1 times gåtur og gerne mere, for at regulere støjniveauet i mit hoved eller min krop, så jeg bedre kan høre efter min fornuft, min intuition, min samvittighed, eller hvad det nu er, som gør opmærksom på sig selv.

Bagefter vender jeg hjem igen enten mere afklaret, mere rolig, i bedre humør, med løsningen på noget, med endnu flere spørgsmål eller med en håndfuld nye ideer til et eller andet. Det kan også sagtens være, at jeg finder ud af, der skal flere etaper til med alenetid, før jeg kan få hul igennem til det, der skal lyttes efter – og det kan selvfølgelig til tider være frustrerende for en utålmodig sjæl.:-) Men én ting er sikkert – der opstår altid noget ud af min alenetid, og jeg vil ikke undvære det, for noget i verden, selvom jeg samtidig er et familiemenneske med tyk streg under, og derfor også må kæmpe med min egen gigantiske dårlige samvittighed, hver gang jeg går fra dem for at være alene en lille stund. Men det er en anden snak.:-)

Kære Læser

Alt i alt er jeg lige nu et sted, hvor alenetid er et absolut must, fordi det simpelthen er mentalhygiejne, der er lige så vigtigt for tilstanden i mit sind, som motion og bevægelse er for tilstanden i min krop. Og hvor er det dog praktisk, at disse to ting jo så ganske ofte kan kombineres i én og samme aktivitet – for mig når jeg går lange ture i rask tempo, som står højt på listen over yndlingsbeskæftigelser i eget selskab.

Hvordan har du det med dit eget selskab, og hvad holder du allermest af at lave, når du er alene?

Som altid vil jeg blive glad for, hvis du har lyst at dele dine tanker med os enten her på bloggen eller på vores IG profil.

Nu hopper jeg i et par sko, og en frakke for at nappe mig en lille stund i selskab med – mig! 🙂

Rigtig god søndag 🌸

Kærlig hilsen
Eva
#lovelyladiesalive

Vil du læse mere om, hvorfor det for nogle mennesker kan være svært at være alene i eget selskab, så læs med her i Feminas artikel om monofobia.

På mine elskede gåture i eget selskab er der højt til loftet, og det er også i dette rum, at mit forhold til blå og de følelser af tilhør, der knytter sig dertil, er særligt stærke. Læs hele indlægget lige her .

Og har du lyst til at vide mere om, hvordan du kan komme videre fra de gode idéer, der kan opstå i enerum, til rent faktisk at handle på dem, så læs her Pernilles indlæg om at hoppe med på bølgen af motivation.

God fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele: