Forleden skulle jeg bede én i mit netværk om hjælp. Jeg var i en situation, hvor noget, der er meget afgørende for mig, ikke kunne lade sig gøre uden hjælp fra venlige mennesker omkring mig. Og det slog mig, hvor helt utrolig ubehageligt, jeg synes, det var at skulle bede andre om at gøre noget kun for min skyld. Jeg granskede mig selv for, hvad der mon lå bag det ubehag, jeg følte og var både forbi frygten for afvisning, følelsen af nederlag ved ikke at kunne klare sig selv og sårbarheden ved at være afhængig af andre. Og så lå det jo lige for at tænke over, hvordan jeg egentlig selv oplever at blive bedt om hjælp.
Umiddelbart bliver jeg ikke spurgt særlig tit, hvilket i sig selv giver stof til eftertanke, men når jeg bliver spurgt, giver det mig mest af alt en følelse af at have værdi for andre. Og dernæst en følelse af velbehag ved at kunne “give tilbage” for venlighed og hjælp, jeg selv har modtaget. Ikke nødvendigvis til den samme person, men bare til det store regnskab.
Men jeg stillede også mig selv spørgsmålet, for at finde ud af om der mon er en grænse for, hvad eller måske endda hvem, jeg vil hjælpe. Mest for at undersøge de skjulte sociale konventioner, jeg fornemmer under det hele. Og jeg opdagede, at der faktisk er en grænse. Også selvom jeg skal ud til cirklen af mennesker, jeg ikke kender og til dem, som beder om “for meget”.
Og det var lige præcis de grænser, jeg selv var allermest bange for at overtræde den anden dag. For faktisk måtte jeg erkende, at det ikke var frygten for afvisning, der fyldte mest, men frygten for, at vedkommende, jeg spurgte, ville synes, det var upassende, at jeg overhovedet kunne finde på at spørge.
Så det er gået op for mig, at det med at bede om hjælp ikke er helt lige til. Det er kompliceret og måske særligt for os danskere opflasket på Janteloven. Vi bevæger os i hajfyldt farvand, hvor regler og konventioner er uklare og det handler om kultur og underliggende måder, vi omgås hinanden på. Og det, der er almindeligt og ok at bede om hjælp til i min familie, er måske ikke ok i din eller omvendt.
F.eks faldt jeg fornyligt over et læserbrev, hvor afsenderen var forunderet over sin brors reaktion på at blive bedt om at hjælpe til ved afsenderens kommende flytning. Han mente nemlig, at man, når man var over 40 år gammel, måtte forventes at hyre et flyttefirma til den slags. Og til min overraskelse gav brevkasseværten broderen ret og mente også, at en flytning var for kedelig og trist en opgave til at afsenderen kunne forvente, at andre ville stille op og hjælpe til.
Jeg studsede virkelig over svaret, dels fordi jeg selv har hjulpet til ved adskillige flytninger igennem tiden og faktisk rigtig tit oplever, at det er en hyggelig måde at hjælpe andre på. Især når dem der flytter, har sørget for at invitere hjælp nok, så dagen ikke bliver alt for lang og fysisk udmattende. Og faktisk er jeg selv lige flyttet med hjælp fra 12 familiemedlemmer og venner, som ikke bare kom og hjalp selv, men også tog de unge stærke mennesker i deres familier med. Vi havde også hyret et flyttefirma, men fordi vi var så mange tog hele seancen mindre end tre timer, og så alle var videre med deres søndag, inden vi overhovedet var nået til den planlagte pizza og øldrikning.
Det var en kæmpe hjælp for os, for vi ville havde haft utroligt svært ved at overkomme al nedpakning, flytning til depot og selve flyttedagen uden hjælp. Vi følte os badet i kærlighed den dag og håber på at kunne hjælpe dem, der var med, en anden gang.
Så når vi beder hinanden om hjælp, er der altid relationer på spil. Og derfor har vi det måske generelt bare bedre med at give hjælp, vi selv tilbyder uden at blive spurgt direkte? Og ligger det til grund for, at vi er mange der helst ikke beder om hjælp selv? Er det mon særligt dansk? Eller måske mere et udslag af en kultur bygget på kristendom og fortællingerne om både Jesus og den barmhjertige samaritaner?
I de historier er det jo altid hjælperen, den der gør det kristne, det næstekærlige, der er helten. Den der har brug for hjælpen, er altid en udstødt, en syg eller en svag person. Og så er der jo meget lidt at hente, hvis man skulle være på jagt efter det heltemodige og det personligt stærke i at turde tage imod eller bede om hjælp.
Jeg lægger dog mærke til, at mine amerikanske forbindelser på Instagram (og de er faktisk i mange tilfælde mere religiøse end vi er her i landet) har det helt anderledes let ved f.eks. at oprette en go-fund-me-indsamling eller at bede om hjælp til indkøb og madlavning, når de er syge. Det at vi som danskere er vokset op i et velfærdssamfund, spiller måske en rolle, idet vi ikke selv på noget tidspunkt tror vi bliver fuldstændigt afhængige af den sociale kapital, vi selv har sat ind ved at hjælpe andre. Der er altid et sundhedssystem, en kommune eller en stat, der kan sørge for det mest basale, så vi føler os ikke afhængige af hinanden for at overleve.
Jeg hørte en gang en ekspert i kulturforskelle sige, at vi i Danmark har en høj grad af jeg-kultur og at mange med mellemøstlig bagrund f.eks har en udpræget vi-kultur, og derfor, som i det tilfælde vi talte om, f.eks. afbryder underviseren for at hilse på hinanden, når en i netværket kommer for sent til en kursusdag. For det fælleskab de er en del af, er vigtigere for dem end en udefrakommende autoritet, som kun er på besøg. Og der arbejdes altid på at sætte ind på kontoen af social kapital, som man så forhåbentlig kan trække på, hvis man en dag selv skulle få brug for det.
Det er måske også på den baggrund mange af os danskere oplever andre kulturer, hvor man i højere grad er afhængige af hinandens hjælp til overlevelse, som meget åbne og gæstfrie folkefærd, når vi er ude at rejse.
Det er i høj grad sådan i det færøske samfund, hvor min mormor var fra. Det at åbne sit hjem for hinanden er fuldstændig indgroet i færingerne, for der var en gang, hvor det ligeså godt kunne være én selv, der på et tidspunkt ville få brug for ly fra en overraskende storm på vej over fjeldet.
Nå, men den anden dag tog jeg mod til mig og ringede til min ven, og spurgte ham om hjælp. Og det blev en rigtig dejlig oplevelse. Ikke bare fordi min ven gerne ville hjælpe mig, men også fordi, det var en samtale fuld af respekt og hjertevarme. Jeg oplevede ikke, at jeg faldt i min vens agtelse, hverken fordi jeg spurgte om hjælp eller fordi, jeg havde brug for den, og det var det allerbedste ved det hele. Min ven viste forståelse for min situation, ville gerne hjælpe hvis han kunne, og talte lige ud af posen med mig, så jeg på intet tidspunkt følte, at han skjulte en modvilje eller andre følelser ved samtalen for mig. Samtalen var faktisk en gave i sig selv. Og det har givet mig en vigtig erfaring, som jeg tager med mig videre, både til næste gang jeg har brug for at bede nogen om hjælp, og til hvis jeg skulle være så heldig, at andre har brug for min.
For nu ved jeg, at når vi kommunikerer og snakker med hinanden om at hjælpe hinanden, når vi tør blotte os som sårbare mennesker med brug for hinanden, så kan det åbne hjerter og bygge endnu stærkere og kærligere relationer imellem os. Og det er det, det hele drejer sig om, i en verden som ellers i høj grad er præget af menneskers utilstrækkelighed og negative træk.
Hvornår har du sidst modtaget hjælp? Bedt om hjælp? Selv givet hjælp uopfordret eller fordi du blev spurgt? Uanset vil jeg gerne opfordre dig til at have mere fokus på at hjælpe og modtage hjælp i den kommende tid. Hjælp nogen omkring dig, med det du fornemmer der er brug for. Køb ind, lav noget mad, hent nogle børn, gør livet lidt lettere for en eller flere omkring dig. Og hvis du allerede gør en masse for andre, så prøv at tage imod andres hjælp. Start i det små, sig ja tak næste gang nogen tilbyder at hjælpe dig, eller kast dig ud på dybt vand og spørg om det, du allermest har brug for hjælp til, som jeg gjorde.
Jeg håber, du vil opleve, at det bygger bro, styrker båndet mellem dig og dine nærmeste og giver glæde til både modtager og giver.
Jeg tror nemlig på, at det er med hjælp, som Victor Borge engang sagde om smilet. Hjælp er den korteste afstand mellem mennesker.
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Har du lyst til at læse mere om mit færøske ophav og den styrke, jeg er overbevist om, jeg har fra nogle af mine vikinge-formødre, så kan du læse mere her:
Og hvis du, som jeg, lige har brug for at få genopfrisket lignelsen fra Lukasevangeliet om Den Barmhjertige Samaritaner, så finder du den her:
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Kan du bede om hjælp?"