Lovely Ladies Alive

Relationer med udløb

I dag havde jeg en af mine mange gode snakke med min kloge mor. Det er altid hende, jeg må omkring, når noget bøvler i mit liv, fordi hun giver de fineste perspektiver på de komplekse situationer, vi som mennesker kan havne i. Denne gang handlede det om relationer og det at blive tillagt intentioner, man ikke har og blive opfattet som en anden, end den man er.

Der er ofte meget på spil mellem os mennesker og når man tænker over den måde, vi kommunikerer på i detaljer, er det faktisk et under, at så meget går så godt imellem os. For når vi både kommunikerer ansigt til ansigt med flere lag af tonefald, kropssprog og kulturelle selvfølgeligheder, over nettet på video, hvor mange af de små signaler, vi hele tiden sender hinanden, går tabt eller endda kommunikerer meget på skrift, så skaber det utrolig mange kløfter og sprækker vores budskaber kan falde i, som afsporer os fra hinanden. Og så har vi slet ikke talt om den psykiske bagage, vi alle slæber rundt på i form af tidligere nederlag, overbevisninger om os selv og andre, og de traumer vi har fået igennem livet, som alt sammen med til at afgøre, hvordan vi opfatter det, andre kommunikerer til os.

Nå, men min snak med min kære mor udsprang denne gang af en e-mail jeg modtag fra en væsentlig person, som jeg har haft en vigtig relation til gennem de sidste par år. I mailen beskyldte hun mig for at ville udnytte vores kommende (ubetalte) samarbejde til at skabe en forretning og dermed en økonomisk vinding til mig selv. Hun mente simpelthen, at jeg var ude på at udnytte hende.

Det gjorde mig øjeblikkeligt dybt ked af det. Jeg havde nemlig en opfattelse af, at vi havde en super god forbindelse og rigtig god kemi med hinanden, og jeg ville aldrig i min vildeste fantasi tænke sådan om hende. Jeg måtte derfor bruge lidt tid på at dissekere præcis, hvad jeg var ked af og også finde ud af, hvad der gjorde mest ondt. Og jeg fandt frem til, at jeg, udover det at samarbejdet nu ikke bliver til noget, selvom der allerede er lagt en masse arbejde i det, blev allermest ked af at få lagt i skoene, at jeg er et mennesker, der udnytter andre.

Men ind fra højre på den hvide hest kommer min alder. For jeg er simpelthen blevet så meget bedre til at ransage mig selv for mit eget ansvar i ting, der går galt. Jeg stiller mig selv spørgsmål som: Har jeg ikke udtrykt mig tydeligt nok? Har jeg presset for meget på, selvom min partner havde lidt fodslæbende energi omkring projektet? Og mest af alt, har hun ret? Var jeg ude på at lave en forretning ud af vores fælles projekt?

Svaret på det sidste spørgsmål er helt og aldeles et stort NEJ, og på de to første et lige så stort MÅSKE.

Under alle omstændigheder nåede jeg frem til, at det var en fuldstændig unødvendig og uunderbygget beskyldning, som i sit udgangspunkt har mere at gøre med hendes udkig på verden end med mig. Og konklusionen blev, at hvis det er en opfattelse, hun kan få om mig ud fra den kommunikation, vi har haft om projektet, så er det et samarbejde, der alligevel ikke ville have gang på jord. Og denne “afsløring” af holdninger og ståsted, kommer formentlig til at spare mig for meget besvær, en hel del skuffelser og en bunke frustration down the road.

Men hvad er det ellers alderen og min mor har foræret mig i situationer som den, jeg var i den anden dag?

Udover evnen til hurtigere at gennemskue, om jeg har lavet fejl eller på anden måde er ansvarlig for situationen, er det også evnen til meget hurtigere at komme i følelsesmæssig balance igen. Den sidste tid har jeg lagt mærke til, at jeg, når jeg er stødt på andres mere eller mindre uhensigtsmæssige opførsel, har følt en dejlig ro ved at kunne gennemskue og “aflevere” folks rod tilbage til dem selv. Ikke på nogen uvenlig måde og ikke ved at gå til modangreb, eller komme til at stå i evig opposition til dem, men bare ved at forblive venlig og på egen banehalvdel.

Da jeg var yngre kunne sådan en beskyldning, som den jeg fik den anden dag, have rumsteret i mit system i rigtig lang tid. Og den ville med stor sandsynlighed have skabt en usund grobund for, at jeg efterfølgende ville tage et endnu større ansvar, gøre mig endnu mere umage og arbejde endnu hårdere på at få folk til at kunne lide mig og trives i arbejdsmæssige eller andre relationer til mig.

At kunne afparere andres angreb uden at føle eller give andre skyld eller skam er en af de færdigheder, jeg sætter allermest pris på, at alderen har givet mig. Jeg gør mit indre arbejde og rykker videre. Alder og erfaring gør os nemlig klogere, visere og stærkere i egen kraft.

Kære læser

Jeg endte med at sende en talebesked tilbage til min partner med to budskaber. Et: Det gør mig rigtig ked af det, at du tænker sådan om mig, for sådan er jeg ikke, og to: Min vision af projektet var det her….

Ingen modangreb, pegen fingere eller forsvarstaler. Blot det her er, hvad jeg føler og det her var, hvad jeg ville. Og så endte jeg beskeden med at sende hende et kram med budskabet om, at jeg var sikker på, det ikke var hendes mening at såre mig, for sådan en person er hun ikke. Det ved jeg. Måske giver det lejlighed til noget selvransagelse i den anden ende, måske ikke. Men det er ikke vigtigt for mig. Det er til gengæld den ro, jeg hurtigt fandt igen og tilfredsheden med min alders goder. Og så er der kun tilbage at reframe mit projekt, som jeg stadig må indrømme, jeg er sk*de ærgerlig over gik i vasken, for ideen var virkelig god. Men mon ikke tiden viser mig en ny vej, det siger erfaringen mig. 😉

Sh*t jeg elsker at blive ældre i dag. :-0

Rigtig god søndag

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Hvis du vil læse om, hvordan jeg havde det med min alder for bare 3 år siden, så læs mere her. Det var noget med raseri og et selvbillede, der ikke længere stemte med, hvad jeg havde forestillet mig. Indlægget er skrevet sammen med Eva Boland Koch.

Du kan også finde ud af i hvilken alder, vi danskere er lykkeligst her. FN laver hvert år en rapport og i 2024 ligger vi stadig på anden pladsen efter Finland, som et af verdens lykkeligste folkefærd.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele: