Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Hvor gammel ville du være, hvis du ikke kendte din alder?

Et rigtig godt spørgsmål, der blev ynglings comeback på spørgsmål om hans alder for den legendariske og ældste pitcher i Major League USA, Leroy Robert “Satchel” Paige. Satchel Paige var en dygtig og berømt pitcher og spillede baseball til han fyldte 59 år. Derfor fik han efter sigende også rigtig mange aldersrelaterede spørgsmål, særligt i den sidste del af sin karriere. Han jokede med, at han ikke vidste nøjagtigt, hvornår han blev født og som svar på de mange spørgsmål, yndede han at citere Mark Twain:

Age is a question of mind over matter. If you don´t mind it doesn’t matter.

Meeen alder er muligvis relativ, og et udtryk for en personlig oplevelse, men også noget mange forholder sig til eller bliver tvunget til at forholde sig til før eller siden. Det kan være en stor udfordring at føle sig fri af alder, fordi det ligger i vores natur at putte mennesker i kasser, også alderskasser. I Lovely Ladies Alive er vi begge midt i livet, men vi er ikke jævnaldrende. Så hvor meget fylder alder og hvad betyder den for os hver især? Det har vi taget en snak om.

Pernille til Eva:
Hvad betyder alder for dig lige nu i de her år?

Uha.. ja, jeg er i hvert fald nået dertil, hvor jeg er begyndt at kalde den yngre generation for ” de unge mennesker”! HAHA – ja, så ved man da, at den er ved at være gal, ikke? 🙂 Nej, spøg til side. Fra bare at go with the flow og egentlig være godt tilpas med både tal og sted i livet, ja så er der lige pludselig dukket mange følelser og tanker op i forbindelse med det med at identificere mig med mine nuværende 44 år. Spørgsmål som f.eks.: ” Jamen, hvad skal jeg så nu?”, dukker op. Vi har nogle dejlige børn, jeg er sammen med manden i mit liv, jeg har fået flere forskellige uddannelser – ting, som jeg på en eller anden måde har brugt hele mit liv på at komme til. Det har været enormt spændende. Og altså – jeg holder jo aldrig op med at være mor, jeg vil bestemt meget gerne blive ved med at beholde min skønne mand, og jeg er heller ikke færdig med at lære nyt. Men forstå mig ret – vejen til at opnå de mål har jo på mange måder formet min identitet i et halvt liv. Og forhåbentligt er der jo et halvt liv tilbage endnu, ikke? Så jeg tror egentligt, jeg er sådan lidt grundforvirret, i forhold til det med alder og mig selv.

Samme spørgsmål fra Eva til Pernille:
Hvad betyder alder for dig?

Jamen jeg er jo rasende 😊. Jeg er 52 år gammel og rasende over min alder. Min mor smuttede lige så stille og ubemærket gennem sin overgangsalder uden synderlige gener og jeg har aldrig hørt kvinderne i min familie tale om overgangsalder, så den er kommet helt og aldeles bag på mig. Hvis jeg tænker tilbage, kan jeg huske Anne Marie Helger tale muntert om Klimakteriesild og det skabte bare et billede i mit hoved af, at DET skulle jeg alligevel ALDRIG være. Jeg skulle være smart, højhælet karrieredame, med en ordentlig hårmanke og masser af sexet energi. Virkeligheden er sgu bare en lille smule anderledes.

Heldigvis er jeg ret konstruktiv og dynamisk, når jeg er rasende, så jeg arbejder i to spor lige nu. Et der handler om accept, at gå med, finde ro og ultimativt bestræbe mig på at være en rollemodel for de kvinder, der kommer efter mig. Og helst en rollemodel der ældes med ynde og så naturligt som muligt. Og i det andet spor arbejder jeg på at rumme alle de dilemmaer, der følger med at være i starten af 50’erne. At holde fast i at have værdi i egne øjne og ikke give efter for omgivelsernes pres for på den ene side at blive sat i bås som senior i alle mulige sammenhænge og på den anden side skulle fremstå fuldstændig uberørt af alder, så man stadig kan gøre sig gældende og være eftertragtet på alle mulige måder.

Jeg oplever at være midt mellem to verdner, hvor forandringen sker i et stadigt højere tempo og jeg er på en gang i gang med at sige farvel til noget gammelkendt og goddag til noget nyt, som jeg ikke helt ved, hvad er endnu. Og det gælder hele vejen rundt. Jeg forandrer mig fysisk, mit fokus ændrer sig, jeg spiller en anden rolle i forhold til min datter og familie, og jeg får nye prioriteter i forhold til, hvad jeg vil bruge energi og tid på. Generelt bliver Bullshit radaren mere effektiv og substans bliver opprioriteret, ofte med ofre for min forfængelighed og trang til at jagte status. Statistikkerne siger, vi er lykkeligst i vores liv som henholdsvis som 23- og 69-årige, så jeg er optimistisk i forhold til, at jeg nok skal finde mit nye jeg, mit nye liv og mine nye roller på et tidspunkt og blive svært tilfreds med det hele igen 😊.

I mellemtiden kan jeg vælge at tale og skrive om min alder, og hvad den fører med sig eller jeg kan lade mig skræmme til tavshed i frygt for at blive sat i bås som gammel og træt f.eks. i forhold til arbejdsmarkedet. Jeg vil på den ene side ikke acceptere at være en has been og samtidig er min krop bare, hvis ikke en synkende skude, så i hvert tilfælde en temmelig rocking boat lige nu 😊 .

Pernille til Eva:
Hvad oplever du som den største styrke ved at være midt i fyrrerne?

Det er helt klart, at det som du kalder for Bullshit radaren, er ved at indfinde sig mere og mere. Jeg tænker meget mere over, hvad det er, jeg har lyst til at bruge min tid på. For jeg har ikke lyst til at spilde den. Tingene skal give mening og være konstruktive og givende. Jeg er færdig med at øse ud i rå mængder, og er blevet bedre til at have fokus på at have ligevægt i energiregnskabet. Og det har ikke noget at gøre med noget for noget – men mere noget med at få fokus på at bruge sin energi – positivt – både den ene vej og den anden vej, så det føles berigende både at give og modtage.

Det er også de seneste par år blevet nemmere for mig at hoppe op og se tingene lidt i helikopterperspektiv, inden jeg lader mig påvirke eller kommer til at tage en beslutning for hurtigt uden at sove på den først. Og det er faktisk virkelig dejligt. Den der ro, til lige at tænke over tingene. Jeg tror, at den er i direkte forlængelse med at turde være mere modig. Jeg tør stole mere på min egen mavefornemmelse, og lytte til, hvad hele mit system fortæller mig. Så jeg tror egentlig, at det enkle svar på dit spørgsmål må være: Større integritet.

Eva til Pernille:
Ser du på dig selv anderledes i selskab med andre mennesker, end du gjorde for ti år siden?

Ja, det må jeg nok indrømme, at jeg gør. Jeg blinker altså ikke lige til de unge fysioterapeuter på min arbejdsplads længere, mere for ikke at blive fuldstændig til grin hahaha… 😊. Jeg kan også mærke en anden sårbarhed, som et konstant spørgsmål indeni: Er jeg nu hende den gamle, der bare ikke forstår den nye tid? Jeg sidder i bestyrelsen i Kvindeøkonomien sammen med en gruppe af totale powerkvinder, der for de flestes vedkommende er midt i 20’ere og 30’erne og her kan jeg mærke, at mine værdier f.eks. omkring barsel ikke er de samme som de yngre kvinders. Jeg er barn af en kvinde, der havde ret til en måneds barsel og derefter satte en stor ære i at være tilbage på samme vilkår som mændene. Min generation har haft et år for de flestes vedkommende og de unge vil dele deres barsel lige over med deres mænd, da de nægter at blive sat bagud på arbejdsmarkedet og økonomisk. Hvilket jeg fuldstændigt forstår og også kæmper for.  Men de taler om moderbyrden, altså de muligheder de går glip af, fordi arbejdsgivere i stor stil anser dem for at være mindre attraktive som arbejdskraft end deres jævnaldrende mænd, fordi kvinder stadig tager størstedelen af forældreopgaverne så som barsel, første sygedage, perioder på deltid, hente tidligt osv. Men jeg er gammel nok til at ane pendulet, der svinger for så at svinge tilbage igen på et tidspunkt og synes, at vi skal ligestilles med stor respekt for den særlige fysiske rolle, vi spiller i forplantningsprocessen. Samtidig accepterer jeg i større og større grad, at fremtiden er deres og de skal sætte rammerne for den. Men moderbyrde nægter jeg altså at kalde det!

Jeg oplever også at få særlige indkaldelser til undersøgelser, som minder mig om min alder og omverdens syn på mig, og jeg er jo blevet tilbudt medlemskab af Ældresagen, som jeg også synes kom liiige tidlig nok. Endelig oplever jeg i forbindelse med mit arbejde, at man på beskæftigelsesradaren nu er senior og statistisk set har større risiko for langtidsledighed. Der er særlige regler og beskæftigelsesforløb for os over 50, og det selvom jeg f.eks. har mere end 15 år tilbage på arbejdsmarkedet.

Så jeg forsøger at holde fast i mig selv, lukke øjne og ører og blive ved med at gå efter det, jeg synes er spændende. Samtidig med jeg går i seng kl. 20 hver aften hahaha, hvis jeg overhovedet når ind i seng, inden jeg dejser om. 😊

Endelig må jeg sige, at jeg stadig oplever at få ansvar, ”sidde med ved bordet”, blive respekteret og anerkendt af begge køn. Så jeg er meget opmærksom på ikke at læse noget ind i situationer, der ikke er der. Hos de mennesker jeg omgås, kan jeg absolut ingen forskel mærke og det er dejligt. 😊

Pernille til Eva:
Er der noget, du er nostalgisk omkring ved at have været yngre, og på den anden side, noget du ser frem til ved at blive ældre?

Jeg savner sommerfuglestøvet. Det er jeg vældig nostalgisk omkring. Det med at opleve noget for første gang. Hvordan det føles at stå for første gang i sin egen lejlighed. Være herre i eget hus. Det var så fedt. En slags manifestation af selv at kunne bestemme ALTING. Lige fra, hvad der skulle være i køleskabet, til hvor jeg gik hen eller hvor længe. Bare frihed. Det husker jeg som noget kæmpestort. Hele verden var jo lige der, og det var bare om at komme afsted og smage på det hele. Der var sådan et vildt drive indeni mig. Jeg skulle ikke gå glip af noget som helst 😊. Og så hørte der selvfølgelig en masse knubs med også, men dem blev jeg klogere af. Ja, det hører nærmest til pakken hele livet igennem, ikke? Men det der drive – jeg gad godt, at man kunne have sat noget af den energi i banken til senere brug! 😊

Som ung generation er man jo enormt synlig, fordi alting peaker, alting peger opad og frem, og omverdenens øjne er rettet mod én. Det var jeg ikke på den måde bevidst om dengang. Det var bare fedt at være en del af en energi og noget meget intenst. Nu er jeg er på den anden side af det peak – biologien er jo ikke til at diskutere med, vel?! HA! Så nu handler det om at finde den rette hylde, hvor den tid kan placeres, og så handler det om, at jeg skal lære denne her nye periode af mit liv at kende, som nu har varet en del år, og som jeg stadig er – ja – grundforvirret omkring.

Så er der selvfølgelig hele den vidunderlig oplevelse af at blive forældre. Det er så stort. Så helt igennem skræmmende og fantastisk på en og samme tid. Det fylder meget indeni mig i de her år. Vi har jo stadig børn hjemme en del år endnu, så det er ikke fordi jeg mangler noget i hverdagen. Men tiden med barnevogne og babyer og graviditet. Hele verden kunne vente, for man var bare inde i en den her utroligt nære relation til både barn og partner, hvor man skulle lære hinanden at kende. Det var fantastisk. Det er jeg meget nostalgisk omkring, og jeg kan nogle gange være helt bange for, at følelsen eller minderne forsvinder imellem fingrene på mig.

Du spørger mig, hvad jeg ser frem til..hmm… det er faktisk rigtig svært for mig at svare på, og det hører også rigtig meget med til denne her fornemmelse af at være forvirret helt ind til knoglerne.
Jo, jeg glæder mig til at sove længere i weekenderne og til at bruge mere tid på mine egne behov, og lave flere ting sammen med min mand. Men samtidig elsker jeg at være rigtig meget sammen med vores unger, så faktisk gruer jeg måske også lidt for fremtiden. Jeg tror, jeg savner ungerne på forhånd! 😊 Ja, det lyder sgu skørt. Men tiden går så ufattelig stærkt. Min store datter er flyttet hjemmefra, og det er jo helt naturligt, og det helt rigtige tidspunkt, og jeg støtter hende absolut i alt, hvad der hører med til det. Men jeg savner hende nu alligevel hver dag. 😊

Så mine tanker om fremtiden handler nok i virkeligheden meget om afsked med perioder af mit liv, jeg ikke har lyst til at sige farvel til. Jeg er virkelig dårlig til at sige farvel, også selvom det kan give mulighed for mere personlig frihed. Så jeg ser nok mest frem til, at jeg forhåbentlig på et eller andet tidspunkt finder en ro i og en accept af, at alting er præcis, som det er meningen, det skal være. Jeg er der bare ikke endnu.

Eva til Pernille:
Har du egentlig nogle rollemodeller, du spejler dig i? Nogle ældre kvinder, som du lader dig inspirere af?

Ja, det har jeg og jeg er altid på udkig efter kvinder, der ældre end mig selv, og som på en eller anden måde repræsenterer noget, jeg gerne vil være, når jeg bliver endnu ældre. Mine rollemodeller er alle kvinder, der insisterer på at livet stadig leves på første række og alder ikke er nogen hindring for det, man gerne vil. De er mine pejlemærker på vejen gennem vildnisset lige nu hahaha…. 😊.

Den første er Iris Apfel. Hun er amerikansk forretningskvinde, indretningsarkitekt og modeikon og så er hun nu 99 år gammel. Hun sætter i ordets bedste forstand sin hat, som hun vil. Vi deler ikke stil, men for mig repræsenterer hun mod og retten til at være fuldt synlig, også som gammel. Og så er hun bare et fyrtårn, når det kommer til personlig stil, hvor der ikke skeles til, om man kan ditten eller datten i en given alder. Iris hun bestemmer selv hele vejen og det beundrer jeg hende for. Go Iris!

Iris Apfel, forretningskvinde og modeicon og 99 år gammel
Ritt Bjerregaard er uhelbredeligt syg med kræft. Hun går ind for aktiv dødshjælp og vil gerne selv kunne beslutte, hvordan hendes liv engang skal ende.

Den næste er Ritt Bjerregaard, som er over halvfjerds og kronisk syg med kræft, som ikke kan behandles, og hun er bare stadig aktiv og en kapacitet, der regnes med. Hun skriver bøger, stiller op i alle mulige sammenhænge som politisk ekspert og så insisterer hun på at leve sit liv til det sidste. Jeg har lyttet til mange interviews med hendes de sidste par år og hun er meget bevidst om, hvad hun vil bruge sin tid på og så har hun taget en modig beslutning om selv at have ansvaret for sit helbred nu. Det har jeg stor respekt for. Og så er hun stadig vanvittig smuk uden fillers og botox osv. Jeg synes faktisk hun er smukkere end nogensinde. Yes, hun lyser op på min himmel og viser mig, at kvinder er kloge, smukke og væsentlige, også som ældre.

Den sidste er min farmor. Hun gik hjemme de sidste mange år af sit liv og var ikke en dame, der gjorde så meget væsen af sig. Men hun var et holdepunkt for alle de unge i familien og simpelthen bare verdens bedste farmor. Jeg savner hende stadig og ved lige, hvordan hendes bløde kinder føles, og ved du hvad, sådan en bedstemor vil jeg også være for mine børnebørn. Og de bliver vilde med mig, når jeg kommer stormende ind ad døren med kæmpe hornbriller og skrappe farver og råber op om kvinders rettigheder! Den slags elsker børn hahahaha…… Det bliver alletiders 😊.

Hvordan du end oplever din egen alder, så er der styrke i fællesskabet med andre og du er altid velkommen til at følges med os 😊.

Kærligst

Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Ps: Vil du have en mail, hver gang der er nyt på bloggen, så skriv dig op her på siden. Husk du skal bekræfte din tilmelding i en efterfølgende mail, som har det med at havne i spamfilteret.

Find mere om Kvindeøkonomien her.

Og læs eller genlæs Evas indlæg om at dele krop med en meget ældre herre her.

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Hvor gammel ville du være, hvis du ikke kendte din alder?"

  • Fantastisk indlæg – jeg smilede så mange for jeg kunne genkende så mange af følelserne. Og det var faktisk rart

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Hvor dejligt, at du kan genkende dig selv i indlægget. Vi er så glade, når det lykkes at skabe en følelse af sammenhørighed.
      Rigtig god dag.
      Kh Eva og Pernille/T

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *