Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Dagbog for en rastløs sjæl

For et par uger siden fandt jeg mig selv siddende i min bil på en rasteplads 200 m fra min arbejdsplads med krampe i venstre side af nakken og frem nedover venstre side af brystkassen. Ikke helt optimalt. Vi ved jo alle godt, at det der med venstre side skal starte nogle alarmklokker. Mens jeg sad der og kørte min indre kropsscanner og overvejede, om jeg skulle ringe til ægtemand eller 112, så googlede jeg lige symptomerne på hjerteanfald. Heldigvis var der ikke ret mange af dem, jeg kunne nikke genkendende til.

Efter noget der føltes som et par minutter holdt krampen op og jeg havde det fint. Jeg var dog klar over, at jeg hellere måtte aflyse mit møde og trille forsigtigt hjemad via nogle små øde landeveje. Resten af eftermiddagen gik uden mere ballade, og kun fordi vi har en aftale om at fortælle hinanden alt, gik jeg til bekendelse, da Morten kom hjem. Jeg kunne godt se på den militæruddannede medic, at han lige tænkte sig grundigt om og så blev kartoffelskræller skiftet ud med blodtryks- og iltmåler. For at gøre en lang historie kort har noget sat sig fast i min nakke, som gør mig meget svimmel. Det bliver der arbejdet med. Og mit blodtryk hopper og danser lidt vel rigeligt. Det skal der også arbejdes med. Og samlet set kan det hele nok skubbes ind under den gode gamle symptomparaply: Stress.

Dagen før min episode kørte jeg forbi stranden på vej hjem for at tænke og suge lidt energi til mig. Jeg kunne godt mærke, at noget ikke var helt i vatter.

Jeg har været her før, og det er simpelthen så frustrerende at være her igen. Men det er sådan, det er. Jeg kan læse mig til, at overgangsalderen giver en øget sensitivitet overfor stress og jeg kan samtidig læse, at mange kvinder ikke får konstateret forhøjet blodtryk, fordi symptomerne bliver antaget for at være en del af overgangsalderen.

Hmmm… under alle omstændigheder er min krop og dens signaler kommet i fokus igen. At blive lagt ned, at skulle holde mig totalt i ro, og at få alle aktiviteter stoppet, tvinger mig til at acceptere, at ting kun går så stærkt, som ting nu kan. Det tvinger mig til at arbejde med have tro på og tillid til fremtiden, også uden at jeg hele tiden er i gang med at handle på den. Og det er så svært for mig! Som en livsopgave, jeg endnu ikke har knækket koden til. Men jeg bøjer mig, jeg overgiver mig og jeg påtager mig den endnu en gang.

Derfor er jeg også så glad for den udfordring, Eva har givet mig denne uge og jeg har tænkt mig at gøre mit allerbedste for at opfylde den. Hvis du besøger bloggen for første gang, kan du læse om den her. Jeg er startet her mandag og foreløbig har jeg, nøjagtigt som jeg fik besked på, været ude at gå og faktisk også været i vandet hele to gange uden at have min mobiltelefon med på tur. Jeg har undervejs ført dagbog over mine oplevelser, og her får du den i uddrag:

Mandag morgen på vej ud på min første tur uden telefon.

Mandag:
Mit hoved kører til at starte med på højtryk, men det at komme i vandet hjælper. Solens varme hjælper. Jeg kan mærke, at jeg bliver fyldt op og samtidig bliver mere rolig af havets og naturens energi. Det er, som Eva siger, sanserne der tager over. Jeg lytter, dufter og mærker og det føles så rigtig at være lige midt i Moder Jords store, smukke natur lige nu. Det er svært at beskrive den nøjagtige oplevelse, men telefonens fravær er alfa og omega. Og i dag går det med ét op for mig, hvordan jeg bruger det at have travlt, det at gøre alting hurtigt og helst 2-3 ting på en gang, som en afledning fra bekymringerne i mit hoved. Og det handler om fremtiden hele tiden. Og dagens store indsigt er, at det hele handler om lykken og det faktum, at hvis mit liv ville fortsætte, lige nøjagtigt som det hele er lige nu frem til, jeg skal herfra, så ønsker jeg mig ikke mere! Mit liv er simpelthen så vidunderligt, at jeg er hunderæd for at miste det hele! Jeg er skidehamrende bange for, at lykken bare er på lynvisit og vil forsvinde igen. Tænk at jeg pisker rundt og stresser mig selv halvt ihjel, for ikke at miste lykken. Den tygger jeg sgu lige lidt på!!!

Og nu må jeg ind og ligge ned igen, for jeg ved ikke helt om, det er stillingen jeg sidder og skriver i, eller om det er det at skrive om at miste, der igen får hele verden til at dreje rundt. Roger, over and out.

Tirsdag:
Det regner og blæser en hel del i dag og under normale omstændigheder ville jeg springe naturen over på en dag som i dag. Men jeg sætter i gang fra morgenstunden, mest for at få det overstået og tager morgenmaden med i hånden. Min hjerne springer fra tue til tue, og igen slår det mig, at mange af mine afledningsmanøvrer, når jeg er på farten, er et forsøg på at flygte fra mine egne tanker. Når jeg er optaget af gode motiver til fotos, holder møder over telefon eller lytter til podcast, mens jeg går, så slipper jeg for den stressmadamme, der sidder på indersiden af mit hoved og kagler uafladeligt. Men i denne uge kan jeg ikke aflede mig selv, så jeg må leve med ubehaget – og selvom der er drøn på tankerne, så lægger jeg hurtigt mærke til, hvor meget naturen dufter, når det regner. Og lykkebarometeret stiger med det samme lidt.

Jeg går dog mest for at nå frem, så jeg kan komme tilbage og krydse gåtur i natur af på min liste. Og derfor stiller jeg mig selv den opgave at prøve at mærke efter, hvornår på turen, det slipper. Og efter ca. 20 min er jeg mere tilstede, hjernen kører langsommere og beskæftiger sig mest med formidling til bloggen og på Instagram. Ideer dukker op, og jeg savner notefunktionen i min telefon, hvor jeg plejer at skrive alt ned. Jeg opdager også, at jeg har glemt at bestille farvepatroner til printeren og lægger mærke til, hvordan jeg også lige under normale omstændigheder, ville have stoppet min gåtur og bestilt dem med det samme, for så var det gjort. Og lige her midt i alt det grønne slår det mig, hvor crazy det alligevel er.

Da jeg når ned til vandet, er jeg landet. Mit hoved tænker stadig, men det er kreative og behagelige tanker. Det blæser ikke nede ved stranden og nu vil jeg ikke hjem. Kysten trækker, så jeg slentrer bare langs med vandet og ender ved vores badebro, hvor jeg badede i går. Jeg går ud på broen og som så mange gange før, siden jeg begyndte at vinterbade, så hører det med at gå ud på en bro uvægerligt sammen med en tur i vandet. Så nærmest uden at tænke tager jeg tøjet af. Det småregner og der er ingen mennesker nogen steder. Jeg har hverken håndklæde eller badetøj med, men jeg går i uden og er i nogle minutter, til mine hænder og min pipi begynder at brokke sig. Oppe på broen igen tørrer jeg mig i min T-shirt og skynder mig at komme i tøjet, fordi regnen tager til. Jeg tøffer op ad skrænten og luller ind i den lille skov langs kysten og jeg vil stadig ikke hjem. Nu er det mig og naturen, som hele tiden kalder og holder på mig. Det er skønt og lykken rammer. Det eneste der generer mig på hjemturen, er striktrøjen som stikker på min hud, og selvom det nu øser ned og jeg går lidt frisk til, så nyder jeg hvert minut. Og det er ikke sidste gang, jeg skal ud i dårligt vejr og i vandet, selvom det regner. Jeg er VILD med min udfordring. 🙂

Rimeligt våd efter dagens tur, hvor naturen og jeg alligevel endte som venner. Ville vildt gerne vise et lækkert billede derudefra, meeen…..

Onsdag:
I dag skinner solen, og selvom det blæser, er der sommer i luften. Det tager mig kun to minutter at blive ét med det hele. Jeg nyder lyden af blæsten i træerne og med et snuptag bliver jeg bragt tilbage til Småland, hvor min datters familie har et eventyrligt lille rødt sommerhus på bredden af en sø. Huset er omgivet af store træer, og det er lyden af dem, jeg hører, og følelsen af lykke dukker op igen. Da vi kom herop til den nordsjællandske kyst i februar sidste år og tog hul på at udforske området, blev jeg slået af alle de minder med natur, der dukkede op gennem mine sanser. Alt var nyt på det tidspunkt, så niveauet af nærvær, når jeg var ude, har helt sikkert været højere end nu, hvor jeg det meste af tiden bevæger mig gennem kendte områder, når jeg f.eks. går ned til vandet. Men denne udfordring har vist mig, at jeg må tilbage til nulpunktet ved at tvinge det moderne liv med telefonen ved hånden tilbage og urkvindens måde at bevæge sig gennem terrænet på, må genoplives for min mentale og fysiske sundheds skyld, men også for min oplevelse af at være lykkelig og en del af noget større.

I dag savner jeg min telefon mindre. Jeg tænker stadig i billeder meget af tiden og på et tidspunkt kommer jeg i tanke om noget dejlig ros, vi har fået for sidste uges indlæg og så får jeg akut lyst til at læse det igen med friske øjne. Og her erkender jeg, at fristelsen ville have været for stor, hvis telefonen havde været med og studser igen over det absurde i, at jeg vitterlig ville have stoppet op og læst et gammelt blogindlæg midt på en gåtur. Jeg gennemskuer også, at det er stop som dette, der mange gange skaber et lukket rum om mig og mine tanker, som jeg slet ikke kommer ud af på sådan en tur ud i det grønne. Og at jeg derfor heller ikke bliver fyldt op af energien fra naturen gennem mine sanser. Alt bliver til tanker og alt bliver til cirkler af tanker, der kører rundt fra det ene til det andet og tilbage igen. Og så spiller de fysiske rammer ingen rolle, for jeg får ikke kigget op, jeg får ikke duftet og jeg får ikke lyttet.

De store tanker fylder og i dag dukker sætningen, jeg lukker mit hjerte ud af sit fængsel, op. Når jeg har travlt, knuger jeg mig sammen med skuldrene frem foran mig for at beskytte mig selv og mit hjerte. Og så bider jeg tænderene hårdt sammen og holder vejret. Denne gang nåede det at blive så slemt, at jeg nærmest ikke kan få min vejrtrækning i bund nu. Men heldigvis kan jeg mærke, at gåturene løsner op i brystkassen, i nakken og i hele resten af kroppen. Jeg må lukke mit hjerte ud af sit fængsel og lige der midt i fuglekvidder og forsommerblæst, lover jeg mig selv, at mit hjerte aldrig skal i fængsel igen.

En storslået bivirkning ved mine gåture er, at der kommer flere blomster i mine stuer.

Torsdag:
I dag er det helligdag, så husbonden er hjemme. Han er derfor også med på tur. Ingen af os har telefoner med, men vi taler om, hvor de gode motiver til billeder er og det er tydeligt, at Morten er på dag ét i telefonafvænning. Han lider genkendeligt over at mangle sit kamera, og ét sted vil han gerne se på et topografisk kort for at undersøge, om vi kan komme igennem et lidt sumpet terræn. Jeg lægger dog mærke til, at jeg selv er helt indstillet på præmissen nu og jeg nyder bare alt det grønne, vinden og solen, som skinner fra en skyfri himmel. Sjovt at se den forskel et par dage kan gøre. Samtidig er det meget tydeligt, at min gåtur i dag, på trods af fraværet at telefoner, er meget anderledes på grund af selskabet. Jeg elsker at gå tur med min mand og selvom vi i dag forsøger også at være stille, er jeg påvirket af hans tilstand og tilstedeværelse. Gåturene alene kan noget andet og mere. Jeg bliver nemmere ét med mine omgivelser og det er her, naturen virkelig har en dyb effekt på mig.

Fredag:
I dag er jeg så utroligt svimmel og det blæser så meget, at det nærmest stormer. Det har regnet hele morgenen, men inden jeg totalt overgiver til, at det bliver en møgdag, så skynder jeg mig ud af sengen og i tøjet. Jeg griber et stykke knækbrød og en banan i hånden og lister ud af døren, inden Morten vågner og inden jeg når at fortryde. Helt sikkert en af de dage, hvor alle mulige andre aktiviteter havde stået før en stille gåtur i naturen på dagens plan. Men de to minutters tilkobling til fuldt nærvær, nydelses- og sansefest holder også i dag og jeg går de første minutter herefter og tænker på, at disse gåture er kommet for at blive. Er det realistisk, at det bliver hver dag? Næppe. Men hvad er så realistisk? At jeg jævnligt går ture uden min telefon? Måske. At jeg tænker over at lade den blive i tasken og ikke have fodring af vores Instagramprofil og det perfekte billede øverst på dagsordenen. Helt sikkert. Eller det håber jeg virkelig. Og som healende, trøstende, energiopfyldende aktivitet i travle, triste eller andre typer af underskudsperioder. Helt sikkert! Og jeg håber mine omgivelser, inklusiv Eva vil minde mig om det i de nødvendige skrappe vendinger, hvis jeg havner i samme situation igen, hvor argumenterne, for hvorfor jeg ikke har tid til at prioritere lige præcis det, der skal til for at få det bedre eller afhjælpe situationen effektivt, dukker op igen. Også selvom det kræver, at jeg først går igennem det første ubehag, som Morten også mødte i går.

Ellers går tankerne i dag på kropsvaner. Måder at bevæge sig på, der bliver vaner over tid og i mit tilfælde alt for længe har været dårlige vaner. Lukket om mig selv i overkroppen, kigger jeg alt for meget ned, når jeg går, ned i telefonen – og i virkeligheden også ned mentalt. Og en vejrtrækning der alt for længe har været låst, som i fuldstændigt låst. Jeg mærker det, når jeg går i dag. Jeg skal minde mig selv om at trække vejret i bund, for travlhed og ambition og utålmodighed har lagt grunden til mit fuldstændigt overfladiske vejrtrækningsmønster. Mens jeg går, tænker jeg, at det kommer til at tage tid at lave nye vaner og løsne min krop op. Det er ikke gjort med en uges gåture, men det starter måske med det. Jeg vil i hvert tilfælde tilbage til min krop og tilbage i min krop. Jeg vil rettes ud og rettes op og jeg vil arbejde med min tilstedeværelse i hele min krop.

Pernille på havebord
Morten fangede dette billede af mig og mine strækøvelser inde fra køkkenet.

Lørdag:
I dag er sådan en dag, hvor jeg er vågnet sur og trist, og så stormer og regner det i øvrigt oven i. Ikke en dag der umiddelbart har mange chancer for at blive bedre. Og min gåtur i dag er da også udelukkende for ikke at bryde aftalen med Eva. Det er på med gummistøvler, sweater og regnjakke og så ud i blæsten. 30 minutters pligttur rundt om blokken, som heroppe er lig med et par gårde i nærområdet. Men i dag hjælper det ikke at gå. Og jeg må konstatere, at nogle gange er gåture i naturen også bare en mulighed for at komme endnu mere i kontakt med det, der er, på godt og ondt. Jeg fører på hele turen en indebrændt dialog med mig selv og leder efter løsninger, der ikke er der. Og sådan er det med stress. Jeg husker det fra sidste gang. Det der kan frustrere allermest er, at det der skal gøres ved stress, er så lidt som muligt. Og for et menneske, der er vant til at handle sig ud af alt, så er det næsten ikke til at holde ud. Min svimmelhed holder mig fanget. Følelsen er voldsom i dag. Det er Kristi Himmelfarts-ferie, min mand er hjemme og vi kan ikke foretage os ret meget. Jeg læser, strikker og ser film og serier på tv. Og jeg er ved at skrige. Min morgen er startet med et godt kig i spejlet og mit hår trænger til både farve og klip, det må vente. Jeg har kigget på de ekstra kilo, der har sneget sig på gennem vinteren og jeg vil ud på min mountainbike, men det må vente. Jeg vil ind til byen og nulre rundt i butikker og sidde på en cafe i solen, det må vente og jeg vil videre med mit øvrige liv, men også det må vente. Der er ikke andet for end at tage en tur på de indre linjer igen. At arbejde med accept af at være uden kontrol og arbejde på at finde roen indeni. Bvadr, i dag er det lige til at brække sig over.

Lidt har også ret.

Kære læser.

En uge lakker mod enden. Og ikke en helt almindelig én for mit vedkommende. Jeg så i forbifarten et citat den anden dag, som lød nogenlunde sådan her. Hver mandag er som nytårsaften. Altså en mulighed for at starte på en frisk. Nøj, hvor jeg håber, det er en frisk ny uge, der venter på mig.

Jeg læste også for nogle måneder tilbage, at stress er så kompliceret og langvarigt at komme ud af, fordi det optræder på 4 forskellige niveauer i mennesker. Mentalt, spirituelt, følelsesmæssigt og kropsligt. Det giver mening. Min stress denne gang er f.eks meget anderledes end sidst, hvor jeg havde været særligt presset mentalt og følelsesmæssigt af en urimelig og ondskabsfuld leder på mit job. Denne gang er det meget tydeligt min krop, der siger fra.

Hvad har jeg så erfaret og lært af denne uges udfordring? Jeg har lært, at jeg bruger aktivitet som bedøvelse af frygten for at miste alt det vidunderlige, jeg har i mit liv lige nu. At jeg på mange måder er mere komfortabel, når horisonten står i flammer og der skal kæmpes, end når alt ånder fred og idyl. At min krop i forsøget på at beskytte mig, har lukket sig så kraftigt om sig selv, at jeg har glemt, hvordan man trækker vejret og at det har sat mit hjerte i fængsel. Og at det nogle gange tager to minutter at forbinde sig med Moder Jord og hendes smukke natur, hvor der er så utroligt meget healing, grounding og god energi at hente, og at man andre gange kan gå himlen sort og turen vil bare highligte, det der er, og tvinge dig til at acceptere tingenes tilstand, hvilket absolut også kan være en gave.

Min konklusion på min uge er, at jeg kommer til at fortsætte med at bruge gåture som middel til at heale min stressede krop. På samme måde som jeg kommer til at bade så meget som muligt gennem hele sommeren. Til listen har jeg også tilføjet masser af søvn, stræk- og vejrtrækningsøvelser og rigelig væske.

Min vigtigste indsigt er helt klart, at aktivitet er mit drug of choice. Hvad er mon dit kære læser? Hvad ville mon dukke op fra undergrunden på dine gåture og hvilke indsigter ville du få? Og hvor og til hvad ville du mon savne din telefon allermest? Der er kun en måde at finde ud af det på. God tur! 🙂

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Ps: For dem der måtte være ved at dø af nysgerrighed over, hvordan det er gået med Eva og hendes udfordring denne uge, kommer et lille indblik her:

Ugens udfordring for mig har været et kærligt puf på samme måde som sidste års kjolechallenge var. Det var nemlig også Pernilles idé, HÆ HÆ! Jeg kommer simpelthen i kontakt med den mere feminine side af mig selv – og det gør mig godt. Måske mærker jeg i virkeligheden min krop og mig selv mere, når jeg går i kjole eller i andre farver end sort. Til gengæld kan det også nogle dage få mig til at føle mig vanvittig sårbar og udsat og ude af kontrol. Og så drømmer jeg bare om at komme tilbage i mine sorte bukser og ditto bluse = uniform, og så kan jeg tackle dagen. Sært og vanvittig interessant hvordan farver og klæder påvirker én. Et helt blogindlæg i sig selv 🥰, men for nu kan jeg i hvert fald sige højt, at jeg har lovet mig selv, at den næste T-shirt jeg køber – den skal være rød. ❤️

Man bliver måske lidt vildere af at bære rødt. 🙂

Du kan læse meget mere om, hvordan ophold i naturen healer stress, angst og depression her.
Vi har været på besøg hos Naturhaven i Hellebæk og dykker ned i forskningen bag resultaterne af deres arbejde med stressramte.

Gl. Skovhus set fra haven

Og hvis du er vild med at læse og skrive i dagbogsformatet, eller endnu bedre, ligger inde med gamle dagbøger, så læs blogindlægget Kære Dagbog her.

Pernille med dagbog

Og endelig kan du læse eller genlæse Evas indlæg om vejrtrækningens betydning og få et par nemme øvelser, der er lige til at gå til. Find det hele her.

Eva puster i en gul ballon

Rigtigt god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "Dagbog for en rastløs sjæl"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *