En af de ting som kendetegner kvinder på vej mod, igennem og efter overgangsalderen, er at vi i højere grad får tid til og mod på nye eventyr. Længsler og drømme, der har været på hold, godt begravet under familietid og arbejde, begynder at dukke op i faretruende nærhed af overfladen og nu er der både tid og energi til at sætte efter dem. Og et eventyr kan være mange ting. For noget af det, der også kendetegner os, er at vi generelt oplever at have bedre kontakt til os selv og kernen af, hvem vi er. Vi er altså ikke længere så meget i tvivl om, hvad der er vigtigt for os, hvad vi drømmer om at bruge vores nye frihed til, og i mangel af bedre udtryk, hvad vores sjæl kalder på. Så eventyret bliver unikt for hver og én af os. Sat sammen af lige netop det, der passer til os hver især.
Og heldigvis sætter langt de fleste af os noget i gang. For nogle handler det om et decideret sporskifte som en skilsmisse, der måske har været under opsejling i flere år og nu ikke kan udskydes længere, og/eller en ny kærlighed. Det kan være en flytning fra by til land eller omvendt, til en ny by, landsdel eller måske til et helt andet land. Mange tager også et ekstra kig på deres arbejdsliv, og oplever at de personlige værdier har ændret sig og at jobbet i den næste del af livet skal give mening på en anden måde. Nu handler det nemlig ikke i lige så høj grad om at kunne forsørge børn og familie, men i højere grad om, hvad man synes ens liv, tid og energi skal bruges på.
Men eventyret kan også sagtens gøre sig gældende på en meget mindre skala. Heldigvis kunne vi fristes til at sige, da vi begge på de store linjer er glade for både parforhold, geografisk opholdssted og meget af det, vi bruger vores tid på lige nu. 🙂 Vores blog er jo unægtelig et udtryk for lige netop det. Det var ikke noget, vi var bevidste om, da vi besluttede os for at starte den op, men set i bakspejlet, har vi fulgt statistikken og kastet os ud i et nyt eventyr udelukkende for vores egen skyld. 🙂
Men hvad kendertegner et godt eventyr? Det gør en god udfordring, en modstand, en barriere, der skal forceres. Og tro det eller ej, bloggen blev heller ikke til ved guddommelig intervention, hvor vi pludselig en morgen vågnede i hver sin ægteseng og var blevet bloggere. Næ nej, udfordringerne stod i kø og gør det stadig med jævne mellemrum. Men vi fandt hurtigt ud af at ride på motivationsbølger og udholde ubehaget ved at gøre noget for første gang. Og vi minder stadig hinanden om lige netop det, når vi prøver noget for første gang og føler os både dumme, uvidende og på udebane. De tilbagevendende udfordringerne er jo også dem, der gør, at det stadig er sjovt, stimulerende og værd al den tid og energi, vi lægger i det. Og resultatet af det hele er jo udvikling. Altså: Eventyr – Udfordring – Udvikling.
Når vi kaster os ud i eventyret, lærer vi endnu mere om os selv, om hvad vi er i stand til, hvad der giver livet mening. Og hvis vi er så heldige at gøre det sammen med andre, også en masse om andre mennesker, kulturer og måder at leve livet på.
Pernille til Eva:
Hvad er den største udfordring, du nogensinde har kastet dig ud i?
Bum bum… det er faktisk et stort spørgsmål, synes jeg. 🙂 Udfordringer findes jo i mange størrelser og kategorier, som hver fortjener deres plads. Gode som dårlige, da alting er med til at skubbe os enten i den ene retning eller den anden. Men jeg tror, jeg vil svare sådan her; den udfordring der har varet længst tid i mit liv, må være at få ting fra min barndom og ungdom bearbejdet og placeret på de rette hylder. Nogle ting er sgu nok stadig på vej, tror jeg. 🙂 Og der er jo både hylder med de skønne ting, de svære ting og så de lidt tungere af slagsen. Nogle gange oplever vi ting i livet, som vi ikke kan kan komme udenom, bare ved at beslutte det. Såsom forældre med enten fysisk eller psykisk sygdom. Begge dele har præget første halvdel af mit liv ganske betydeligt, og da jeg er barn af en tid og en kultur, hvor ting ikke blev italesat i øjenhøjde og der heller ikke fandtes trivselssamtaler på skolerne, ja så vil jeg faktisk sige, at den største udfordring, jeg har oplevet, er at give slip og beslutte at arbejde hårdt for, at mit eget liv skulle formes af MIG, og ikke af fortid og omstændigheder, som jeg alligevel aldrig ville kunne gøre fra eller til ved.
Mange ting kan man kun gøre alene i sådan en sammenhæng, men ligeså mange ting har man brug for hjælp til. Og at bede om hjælp – det er dæleme heller ikke nemt, hvis man har vænnet sig til at alene er normalen – SÅ – at lære at bede om hjælp (om hvad som helst egentligt), det har OGSÅ været èn af mit livs største udfordringer. Og det er FANTASTISK at være kommet dertil, hvor jeg kan bede om hjælp uden at være ved at skrumpe af dårlig samvittighed og følelse af gigantisk svaghed. Kæmpe lettelse – jeg siger det bare.
Eva til Pernille:
Hvad med dig, hvad vil du beskrive som din livs største udfordring?
Det er nok også en af den slags, der hører til i den eksistentielle kategori. Min største udfordring er helt klart at acceptere, hvordan jeg er skruet sammen og komme til at holde af det hele. Og for at sige det, som det er, så tager jeg mig med jævne mellemrum endnu en dans med den udfordring. Det handler helt sikkert om barndom, men også om en udfordring mange af os slås med bevidst eller ubevidst. Specielt alt det ved én selv, man oplever som værende anderledes end “de andre”. Nu er jeg nok bare kommet til et sted i livet, hvor der faktisk også kommer lidt flovhed ind over ikke at have helt styr på det endnu som 54-årig. Jeg kan mærke en indre stemme, der gerne vil udskamme mig med sætningen: “Du er jo ikke noget barn”. Og den er ny. Men jeg tager den dumme udfordring op endnu en gang. Læner mig godt og grundigt op af min elskede mand, der forstår at spejle, hvilket ottende vidunder, jeg er. Inklusiv ALT! 🙂 🙂 🙂 og så går jeg på arbejde. Altså den personlige slags. Jeg dykker ned i slammet igen, vender og drejer mindreværdet og finder fred med det i naturen, i mit åndedræt og i mit eget selskab. Og her er det kæmpegodt at være 50-plus, for jeg har været der før, jeg ved, der kommer lysere dage, hvor den samlede oplevelse af at være mig er ok og helt i orden igen.
Pernille til Eva:
Pyyhhh vi fik startet på en lidt tung note her. Men det er, som Tanja Eskesen siger i vores podcast om det at være midtlivskvinder og på vej mod eller igennem den røde dør, som hun kalder overgangsalderen: Vi kommer ikke igennem uden at se på gamle sår og skrammer igen. Og det kan jeg godt skrive under på, også er sket her.
Nå, nu løfter vi lige stemningen lidt.
Hvad er den allersjoveste udfordring, du nogensinde har kastet dig ud i?
HAHA!! Ja, nu har du jo så sat pladespilleren i gang! Jamen, dem er der egentligt flere af. Og èn af dem er jo f.eks. Lovely Ladies Alive. Ved Gud, jeg anede ikke ret meget om Instagram og blogskriveri eller brug af GIF, da du fik ideen Pernille. Men hold nu magle, det er et eventyr. Det er også svært på den gode måde, og så er det jo et uendeligt ride af ny læring og nye tendenser, der skifter hurtigere end jeg når at sige “af hvad”?
Men det er i virkeligheden også overskriften på de sjoveste udfordringer for mig – det der med projekter. Jeg har nok lidt et iværksættergen, forstået på den måde, at når jeg først kan mærke et kreativt projekt helt ind til knoglerne – så bliver jeg nødt til at at gøre det. Også selv om jeg ikke aner hvordan, og selv om omverdenen nogle gange tænker:..”what?!” Så jeg har f.eks. engang selv skabt og produceret 2 teaterkoncerter til turné, uden rigtig at ane hvordan fra starten. Det fandt jeg ud af undervejs, og pludselig stod jeg på årets landsdækkende teaterseminar og solgte teaterforestillinger til landets scener side om side med alle de andre proffer. Og det gik sgu meget godt, selvom det også var overskridelse af samtlige mine reservebatterier. Forestillingerne kom afsted i hele landet – det var SÅ sjovt, og tilfredstillende, og selvom min pengepung endte med at gå i 0, da arbejdstimerne blev gjort op, så står det stadig på min liste som en virkelig sjov udfordring.
Sidenhen uddannede jeg mig til dramatiker på Dramatiker Væksthuset, og fik min officielle debut som dramatiker som 44-årig, samtidig med jeg tog en BA i psykomotorik. Totalt fantastisk, og alt for meget på en gang, men når eventyret og driften kalder, så er det svært at sige nej – altså til mig selv. Og det har jo selvfølgelig også sin pris, hvis man brænder sit lys i begge ender – bare fordi man kan. 🙂 Og det er jo så også en del af den læring, der kan følge efter et forrygende eventyr. HA – ny udfordring: Lær at sige nej – også til dig selv. 🙂
Eva til Pernille:
Hvad har været din Top of the Pop absolut sjoveste udfordring indtil nu?
Jamen en af de første, jeg husker, var, da jeg som 21 årig tog ud som rejseleder. Jeg fik arbejde hos, hvad der dengang hed StarTour/Fritidsresor og rejste til øen Lesbos i Grækenland, hvor jeg boede de næste 8 måneder. Det var virkelig ud i den store verden på egen hånd for første gang. Det var varme klipper og turkisblåt hav. Og det var ansvar og spændende arbejdsopgaver. Jeg lærte at guide på gamle ruiner, at tage hånd om voksne mennesker, der kom til skade, kom op at skændes med hinanden i fuldskab, blev væk og kom for sent til afgang, helt på egen hånd. Og jeg lærte at arrangere midsommeraften og Sankt Hans i ét og så lærte jeg fyldende svensk og skraldeengelsk og meget, meget mere. Nå ja, og så var det jo også den gang, jeg blev eskorteret af øen i nattens mulm og mørke efter en affære med min danske chef, der var græsk gift. Det lærte jeg jo også noget af. 🙂 🙂 🙂
Efter opholdet i Grækenland blev jeg skiguide i Val Thorens i Frankrig og det var mindst lige så sjovt. Der blev jeg endnu bedre til at stå på ski og en anelse bedre til fransk. 🙂 Og det var også her, jeg blev kæreste med en meget høj blond svensker ved navn Lasse med et stort talent for pukkelpist. Det endte til gengæld i en uønsket graviditet på trods af min spritnye spiral og min første og eneste provokerede abort. Men det lærer man jo også noget af. 🙂
Måske er der en pointe her: at eventyr og udfordringer også ind i mellem bringer rod og fortrydelse med sig, men får det så én til at ønske, man aldrig var draget ud på eventyr? Nej, bestemt ikke! For i dag er det jo en bunke fantastiske historier om mit liv. 🙂
Pernille til Eva:
Hej Eva, hvad siger du til, at vi den næste uges tid giver hinanden en udfordring og ser, hvad det bringer med sig? Vi kender jo hinanden så godt, at det kunne være sjovt at vælge for hinanden. Jeg tror godt, jeg ved, hvad jeg vil udfordre dig til, men du kan jo begynde med at give mig én.
Så her kommer mit spørgsmål: Hvilken udfordring synes du kunne være aktuel for mig at kaste mig ud i den næste uges tid?
Ja, jeg sender dig i hvert fald ikke retur til Lesbos, det kan godt love dig! 🙂 MEN – ud i verden skal du, Pernille. Så jeg udfordrer dig til at komme ud i naturen hver dag – gerne fra morgenstunden – men andet tidspunkt på dagen duer også. Den helt store opgave ligger i, at du IKKE må tage billeder, du må ikke lytte til podcast, til musik, til P1, ringe til nogen eller hvad du nu propper i ørerne fra tid til anden. Næ næ! Hovedet skal have pause, og sanserne skal fylde big time. De skal gå forrest på din tur med nuet som overskrift. Snus, lyt, se og mærk. Skåret ud i pap vil det altså sige, at du kan få lov at tage et billede af dig selv til Instagram (hvis du altså har lyst!), INDEN du går afsted, men ellers bliver mobiltelefonen hjemme, og hvis gemalen er med på tur, gælder det samme for ham. :-). En uge – 1 stk. sansetur pr. dag UDEN telefon. Hvad siger du til den?
Pernille:
Gisp, det er en god og meget veltimet udfordring og jeg gyser allerede ved tanken. Min rastløse sjæl kan allerede mærke, at det bliver svært at være fuldt og helt tilstede uden afledning, men jeg tager den på mig. Et styks udfordring accepteret!
Her kommer min til dig:
Du skal i en hel uge undgå at bære sort. Det vil sige undertøj, sokker, sko, overtøj og alt det andet. Jeg ved, du elsker blå og det må du gerne, men hvis du kan, må du meget gerne tænke lidt i farver. Du skal modsat mig tage et fint billede til vores profil hver dag, så vi alle kan se, hvad du finder på. 🙂 Og så er jeg vildt nysgerrig på, hvad du oplever undervejs ved at undvære sort. Om du føler dig anderledes tilpas, om du får andre reaktioner og respons fra dine omgivelser og selvfølgelig ultimativt, om du efter en uge har mere lyst til farver end sort. Who knows?
Hvad siger du til det?
Eva:
Oh hæ hæ – der fik du mig nok, hvad! 🙂 Altså jeg kan nok ikke undgå at gå en smule i sort, for fortsætter vejret sådan her, ja så ejer jeg altså kun sorte sandaler. Mnjaa, og så har jeg da også noget festivitas i kalenderen kommende uge, og på mine kjoler, der egner sig til den slags ..jaaaa, der indgår altså sort i hvert fald i mønsteret. De andre dage skal jeg nok lægge mig i selen! SÅ – hvis du kan leve med det, så er den fjong med mig. 🙂
Pernille:
Det må jeg nok hellere sige ja til. 🙂 We have a deal!
Kære læsere.
Set i bakspejlet så er ungdommen måske helt naturligt den alder, hvor alt og ingenting er udfordringer og eventyr, fordi man ikke har så meget erfaring endnu. Men det bliver også tydeligt for os, at vi på den anden side af et liv med børn og meget arbejde, skal gøre os umage med at tappe ind i eventyrets energi, den udforskende nysgerrighed og determination omkring at tage imod nye udfordringer igen. For ellers ligger det lige for, at blive sat eller måske endda selv sætte os hen i et hjørne og blive usynlige og måske allermest for os selv. Og så kan vi bare sidde og vente på, at børnene og børnebørnene dukker op. Ikke at der er noget galt med det, men vil man gerne leve lige til, man skal dø, så er det lige gået op for os, mens vi skriver dette, at det er lige her eventyret og de nye udfordringer hører til. De gør os levende og sørger for, at vi stadig er i udvikling, selvom vi nu er midaldrende. Og behøver vi sige, at vi har tænkt os at blive meget ældre, fulde af endnu mere erfaring og rigere på endnu flere eventyr i fremtiden. 🙂
Skal du også ud på eventyr eller nøjes du med at tage en miniudfordring op den næste uges tid sammen med os?
Se, dér er noget at tænke over. 🙂
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Eva og Pernille
#lovelyladiesalive.
Find vores allerseneste eventyr podcasten Hvad med lidt barmhjertighed her.
Afsnittet med Tanja Eskesen og den røde dør finder du her.
Og læs om, hvordan du kan gribe nye eventyr og udfordringer an her.
Det handler om motivationsbølger og fucking first times. 🙂
Du kan også læse om Mette Andersen, der blev skilt og for alvor fik lukket op for eventyret som 48 årig her. Artiklen er fra Alt for damerne og handler om den øget sundhed midtlivskvinder, som de eneste opnår, når de bliver skilt. Men den beskriver også rigtig fint, hvordan vi, når der bliver mere plads til os selv i vores liv, kaster os ud i nye eventyr.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Eventyr plus udfordring er lig med udvikling"