Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

På visit i barndommens gade

For et par uger siden tog jeg turen til min barndomsby, fordi jeg i længere tid har haft lyst til at skrive om, hvor jeg kommer fra. Eller, hvor noget af mig, kommer fra. Som så mange andre mener jeg, at alt hvad vi møder i vores liv, og især hvem vi møder i vores liv, har kæmpe stor betydning for, hvem vi udvikler os til som personer. Men – en stor grundsubstans inden i os er blevet bygget på et specielt tidspunkt og på et specielt sted i livet. Jeg taler om det sted, hvor barneskoene blev  trådt, der hvor vi voksede op som unge og smagte på livet i rejsen hen mod en egen identitet. Det sted, hvor vi klækkede ud som unge voksne og enten blev boende ved, rejse afsted fra eller vendte tilbage til. Der, hvor vi nærmest i søvne kan finde vej gennem byens gader og stræder, der hvor vi kender hver en smutvej, og hvert et åndehul. Der hvor historier, minder og begivenheder fletter sig sammen, og vækker kroppen med billeder og sansninger.  

Barndom og opvækst er i høj grad med til at forme vores liv og vores personlighed.

For mig er forholdet til min hjemstavns by Sorø meget modsætningsfyldt, og den tilstand har jeg endnu ikke helt sluttet fred med. Jeg savner min by, jeg synes, der er uendeligt smukt og jeg føler et dybt rungende tilhør til stedet i mit inderste væsen, som jeg gerne vil stå ved. Det betyder noget for mig, at mine børn kender min by, og får historierne om yndlingsstederne: om bageren med de bedste the-birkes, om engen hvor vi stod på skøjter i 80’erne, om sportshallen der lagde hus til de årligt tilbagevendende afdansningsballer. Jeg vil gerne have, at de oplever den smukke natur, de gode udsigtspunkter og den altid fortryllende julestemning omkring den gamle bydel. Alt det, der skabte rammerne for min opvækst sammen med vigtige mennesker i mit liv. Alt det, som har været med til at skabe, hvem jeg er i dag.

Rødgrenet Kornel Sibirica i Akademihaven foran Sorø Akademis Skole, hvorfra jeg tog min sproglige studentereksamen i årene 1991-94.

Og samtidig minder byen mig også om ensomhed midt i en larmende stilhed, om dysfunktionelle relationer, om tab, svigt, angst og uforløste drømme. Om rammer jeg ikke kunne trække vejret i. Det er der jo mange, der har oplevet før mig. Men jeg tænker meget over, hvor ambivalent det faktisk opleves, at føle så stort et tilhør til noget, have så stor kærlighed til noget – og så samtidig have et modstand, en forsvarsparade, et rungede NEJ så stort, at jeg aldrig ville kunne overgive mig 100 procent og f.eks. finde ro i at flytte tilbage til den by, jeg nærmeste flygtede ud af, så snart jeg var voksen nok til at klare mig selv. Det er lidt som en gotisk knude. Denne ordløse tiltrækningskraft der møder en storm af uforløste sansninger, hver eneste gang jeg passerer bygrænsen.

Egentligt havde jeg tænkt, at jeg sagtens kunne tage på fotosafari rundt i de kendte gader i Sorø og dokumentere alle de gode steder, de smukke bygninger, skolegården der var engang – med mig stående i forgrunden på et billede. Fortalt alle de sjove, mærkelige og underfundige historier, der knytter sig dertil. Vist de interesserede, hvilke historiske attraktioner, der er et must at opleve. Men det gik op for mig, at det kan jeg ikke. For det ville aldrig blive den hele autentiske historie, og det er nu engang den måde, jeg bedst fortæller mine historier på. 

Jeg kan ikke fortælle om alt det, som jeg elsker ved stedet, som er en del af mig for altid, uden også at fortælle om, hvorfor lige netop samme sted på et splitsekund bringer mig tilbage i en kropssansning, der på stedet kan give mig mig kvalme, åndenød eller få tårerne til at strømme ned over kinderne på mig, imens jeg går af de velkendte stier, som jeg samtidig ikke har lyst til at undvære. Og lige netop den del af historien – den er min helt privat. Jeg kan sagtens nu lave noget aktivt sammen med andre i min barndomsby, have lyst til at skabe nye oplevelser samme sted igen, og jeg kan også være i nuet og nyde det. I selskab med med nogen. Men alene – så banker fortidens ridsede historier hurtigt på, og er oftest en stærk modstander overfor nuet. 

Èn af de skønne broer omkring Sorø Sø, hvor jeg altid har søgt hen – og stadig gør – når tankerne har brug for at flyve frit.

Måske er det bare sådan, det er. Måske kræver fortiden i denne sammenhæng en ekstra tur med luppen. Måske kræver det flere svære gåture ad velkendte stier, hvor kroppen får lov til at huske, og hvor jeg giver mig selv lov til at sige: Ja, det var sådan det var. På godt og på ondt. Let it go. 

Ville jeg have ønsket mig tingene anderledes? En del ting – ja. Men alt det der var, både det som jeg gerne ville have været foruden, og også alt det, som jeg mindes med glæde – det har alt sammen været med til at lave mig til lige præcis den, jeg er i dag. Om jeg ville ønske, at jeg var anderledes? Nej. Jeg føler mig hjemme i mig selv.

Kære Læser

For nogen flyder hjemstavnen i blodet som en hyldest, for andre er fortidens barnesko måske malet med den lidt mere bittersøde pensel. Jeg er stadig undervejs i forsøget på at finde den helt rette plads til min by i mit helt eget fortidens, nutidens og fremtidens bibliotek. Måske er det egentlig ikke så mærkelig, at det projekt presser sig meget nærværende på netop i denne periode, hvor jeg igen står midt i en transformation i mellem livsfaser. For på en eller anden måde giver det mening at rydde op i  den gamle, ophobede og tætpakkede rygsæk, inden jeg slæber den op i flyttebilen og rykker videre ind i overgangsalder. 

Det var ordene for i dag.

Rigtig god søndag🌸

Kærlig hilsen Eva
#lovelyladiesalive

Har du lyst til at læse mere om at favne sine egne følelser, uanset hvilken farve de har, så læs her
Evas hyldest til ØV-dage

Eva smiler foran regnbueparaply

Og lige her kan du få den fantastiske historie om Pernilles færøske ophav og den Højgaardske klan.

Ung kvinde med armene oppe på en færøsk klippe ud til havet

God fornøjelse. 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "På visit i barndommens gade"

  • Jane Maltesen skriver:

    Der er så mange rigtige ting i det, som du skriver. Jeg kan genkende meget af det. Måske skal man lade noget ligge og ikke tage det med videre?

    • Kære Jane
      Tusinde tak for din besked! Jeg tror, du har helt ret i at for at komme videre, er man nødt til at lade noget ligge, og finde fred med det, der var, og så fokusere på nuet og fremtiden.
      Knus fra Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.