Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Hvorfor har vi aldrig talt om hår?

En af de mest populære føljetoner her på bloggen handler om kroppen. Eva og jeg har over flere sæsoner været hele kroppen og alle dens forandringer i vores alder igennem, ja vi har sågar optaget et helt podcast-afsnit om vores vaginaer. Men vi har aldrig talt om vores hår. Er det en forglemmelse? Nej. Er det så fordi, vi ikke synes håret gennemgår forandringer af betydning for kvinder midt i livet? Nej, det er det bestemt ikke. Dagens historie handler simpelthen om uoverskuelig sårbarhed over det pokkers hår. En sårbarhed, vi ikke har været klar til at dele før nu.

Eva og Pernille i rødt og pink
Pernille og Eva (th) december 2021

Pernille til Eva:
Eva du har jo foreslået flere gange, at vi skulle skrive om hår, vil du dele, hvorfor det optager dig og hvordan du har det med dit eget?

JAAAA, fordi jeg synes, mit “nye hår” er R.. irriterende. Altså, jeg har haft gråt hår længe nu. Men stadig ikke fundet mig selv i spejlet. Det skal lige fortælles, at jeg nu er 47 år, og de første grå fætre tittede frem allerede i 23 års alderen. Siden da har jeg haft hår og frisurer i alverdens farver og længder. Nu er det all natural i forskellige grå nuancer. Mange siger til mig, at jeg er heldig, at der er SÅ meget af mit grå hår, og at farven er flot. Det kan godt være, og det er jo mega dejligt, at de siger det. Men jeg har allermest lyst til at ringe 90’erne op og bede dem bringe mit super flotte lange farverige hår tilbage, så jeg kan få farve i ansigtet igen og ikke mindst – få et fast tag i den identitet, som jeg ikke kan forbinde med mit hår, som det er nu. JA – der er fandeme meget identitet og selvfølelse i det hår. Jeg har lyst til at råbe det højt ud i verden!

Sådan som jeg føler mig indeni, stemmer ikke overens med det, jeg ser i spejlet. Så derfor har jeg mest lyst til at tage en hue på! Og det gør mig ked af det. Hvorfor vil jeg gemme mig selv væk? Og JA – jeg synes, gråt hår er mega flot, der er så meget power i det. Både hos kvinder og mænd. Og jeg synes, det er sådan noget fis, at kvinders hårfarve har så meget betydning for, hvordan omverdenen opfatter os, og hvad det betyder for kvindens selvværd eller placering i fødekæden. Jeg har sgu ikke set en eneste profil eller artikel om, hvordan mænd holder op med at farve deres hår og bliver naturlige grå. Det er ligesom ikke et issue. Eller måske er det et tabu? Måske er der noget, jeg ikke ved?

Men den der grå power, jeg ser hos andre, ser jeg ikke hos mig selv. Jeg HADER, at tanker om mit hår fylder så meget i mit hoved hver evig eneste dag. Altså HELT ærligt! Siger jeg til mig selv. Nu er det sagt. Nu er det ude. Det der hår…er SÅ irriterende! AHHHH – det var godt at sige det højt. HA HA!! 🙂

Eva som 23 årig i 1999

Eva til Pernille:
Men du har jo haft en helt særlig grund til, at du ikke har haft lyst til at skrive om hår før nu. Vil du dele din historie med dem, der læser med?

Ja, det vil jeg jo godt…nu, for nu er jeg klar. Klar til at dele noget af det mest sårbare, jeg har oplevet. For en del år siden sad jeg en helt almindelig dag i min bil på vej et eller andet sted hen. Jeg holdt for rødt og som altid legede jeg med min hestehale, mens jeg sad der og tænkte på noget helt andet og pludselig gik det op for mig, at den ikke føltes som den plejede. Den var nærmest halveret i tykkelse, når jeg tog om den. Jeg glemmer det aldrig, for det var første gang, det gik op for mig, at jeg tabte mere hår end der kom igen på mit hoved. I ugerne efter fik jeg øje på, hvor tyndt og slidt det så ud, særligt foran i siderne, hvor det var gået hen og blevet noget tyndt sjask, der hang ned omkring mit ansigt.

Jeg var meget stresset på det tidspunkt (et par år senere blev jeg sygemeldt i 6 måneder med stress) og jeg var i sidste halvdel af fyrrerne, så hormoner og stress blev hurtigt forklaringen på det, der skete. Det var først meget senere det gik op for mig, at jeg et halvt års tid før, det startede, havde fået skiftet flere amalgamfyldninger, fordi mine tænder simpelthen begyndte at knække. Siden har jeg læst en masse om, hvad giftige tungmetaller gør ved vores kroppe over tid, og for mig hænger mine oplevelser hos tandlægen uløseligt sammen med mit hårtab.

Mit hårtab og faldende kvalitet på mit hår blev værre og værre gennem årene 2016 til sidste år 2022 og det var til sidst så slemt, at jeg var begyndt at google parykker og overvejede at barbere det helt af. Og jeg prøvede af al magt at skjule det. Først skiftede jeg farve for at skåne mit hår. Jeg har altid været lyshåret, men den økologiske farve, jeg gik over til, hang ikke fast på det grå, så jeg skiftede over en længere periode til en mere og mere mørk farve. Jeg skiftede også frisure og fik langt pandehår, som kunne komme med op på hovedet, fordi man så ikke kunne se lige ind på min hovedbund forrest ved min hårlinje. Når det kom op, skjulte det sådan nogenlunde problemet. Det holdt imidlertid ikke særligt længe og efterhånden var det så smertefuldt for mig, at jeg, lige meget hvad jeg gjorde, bare kunne se det blive værre og værre.

Pernille sommer 2017

Pernille til Eva:
Men Eva, nu ved jeg jo at du for nyligt har taget en stor beslutning om din hår? Hvad lå der bag beslutningen og er du blevet gladere for at være gråhåret efter forandringen?

Altså de sidste par år har jeg skiftet mellem at være langhåret, helt korthåret, at have sindssygt irriterende mellemlængder og underlige hårdutter i håbløs elastik og så forfra igen og igen. Alt sammen i forsøget på at finde et udseende og en frisure, som jeg kan genkende mig selv i, i takt med at de grå nuancer og konturen i håret hele tiden ændrer sig. Pyha – det kan være helt udmattende, ha ha! 🙂

De sidste mange måneder har jeg været i tvivl – jeg havde fået ret langt hår, klippede så lidt mere af, og så lidt mere af. Synes jeg så træt og farveløs ud, ligegyldigt hvad. Til sidst kom jeg ind i slutspurten – som er så genkendelig en periode – hvor jeg driver min familie til vanvid ved i døgndrift at spørge, om jeg skal forblive langhåret eller klippe skidtet af. HA! Til sidst sagde min kære mand, at hvis jeg alligevel altid vælger at sætte mit hår op i dut, så er det vel, fordi jeg bedst kan lide at have håret væk fra ansigtet. Så satte jeg mig selv en deadline. En dato i kalenderen med en tid til frisør, uden at vide, hvad der skulle ske. Og så lod jeg det være op til dagen, om det blev endnu en page eller en kort frisure.

Den kloge frisør sagde således: “Hvis du alligevel altid ender med håret oppe i knold, er det fordi, du ubevidst hele tiden søger det korthårede look, og så kan du ligeså godt gå med det korte.” Og så var jeg klar til at få det klippet af. Kæmpe befrielse! Men om jeg er landet i mit hår endnu – nej. For denne omgangs korthårsfrisure opfører sig anderledes end sidst, og denne gang har jeg ingen “overgangsstriber” i mellem det nye grå, og det gamle mørkere hår. Så det opfører sig igen anderledes.

Jeg tror, jeg skal igennem et par klipninger i samarbejde med frisøren for at finde det helt rigtig look. Jeg har en fornemmelse af, at det bliver kort-kort. 🙂 Så svaret på dit spørgsmål må være, at jeg stadig søger, og at jeg stadig ikke helt genkender det der grå bjørnehue-mikrofonhår, der dominerer spejlet, når jeg kigger forbi. 🙂

Eva med ny korthårsfrisure marts 2023

Eva til Pernille:
Og du har jo også taget en stor beslutning med dit hår og dit look! Fortæl mig lige noget mere om det, Pernille?

Åhh ja, jeg har jo på grund af min helbredskolbøtte sidste sommer omfavnet en ny livsstil, der i England kaldes Low Tox Living. Som mange læsere ved, er jeg i gang med at udrense min krop for netop tungmetaller og anden giftig kemi og forurening og lige på den baggrund, giver det ikke mening at blive ved med at farve håret hver 4 uge. For det hører med i vores alder, at det pokkers hår jo skal farves oftere og oftere, altså lig med mere og mere kemi. Havde du spurgt mig, før jeg blev syg, om jeg nogensinde skulle være gråhåret, så havde jeg råbt så højt, jeg kunne: NEEEIII! For min hudtone er gullig i undertonen og derfor er jeg er god i varme farver og VARM HÅRFARVE, og lige gyldigt, hvordan man vender og drejer det, så er grå IKKE en varm farve. Men nu er der ingen vej uden om. I juli måned vil det være et år siden, jeg farvede det sidst og eftersom jeg ikke skal have mere kemi, så vokser det jo ud med fuld synlig overgang fra rødt til gråt og det er altså pt virkelig klovnehår. 🤪

Pernille lader de grå vokse ud naturligt marts 2023

Men jeg lever med det og heldigvis har jeg jo stadig langt hår, inklusiv pandehåret, så det kan komme op i en Ritt Bjerregård-knold og så ser det faktisk nogenlunde ud. Meeen, jeg er da hver dag glad for, at jeg ikke går på arbejde lige nu og glæder mig usigeligt, til det sidste røde kan klippes af om et par år. 😅

Pernille til Eva:
Hvad tror du egentlig, der skal til, før man som kvinder som os fuldt ud accepterer og bliver oprigtig glad for sit grå hår?

Hmmm… det ved jeg faktisk ikke helt præcist. Hvis jeg havde formlen, ville jeg spurte hen til målet i morgen, så jeg kunne fylde min tankevirksomhed op med noget konstruktivt, i stedet for denne “hår-knude”. 🙂 Men på et eller andet tidspunkt må der vel være gået tid nok? Altså, jeg har jo været mørkeblond i ca. 25 år – så det er sådan, jeg bedst kender mig selv. Og max mega gråhåret – måske 5 år. Okay… jeg håber godt nok ikke, der går 25 år før det grå look, bliver “det nye normale”! 🙂 Men nok noget med tid og accept i skøn forening?

Fra venstre Pernille og Eva. Det grå solbebrillede guld april 2013

Kære læser

Du har lige læst eller lyttet dig igennem det første indlæg om hår her på bloggen. For krisen er afblæst, og jeg er ENDELIG begyndt at få mit hår igen. Og det er simpelthen den direkte grund til, at jeg nu, i godt selskab med Eva, tør komme ud af busken og tale om mit hår.
Hvis du selv lider af hårtab, vil du med lethed kunne sætte dig ind i smerten ved at miste sit hår, men gør du ikke, kan jeg godt forstå, du måske tænker “det er jo bare hår”. Jeg har også følt mange, mange gange gennem mit liv, at mit hår skulle eller bude være “bare hår”, men det har vist sig igen og igen, at det er det ikke. For rigtig mange kvinder (og mænd) er det med hår utroligt sårbart og kilde til megen sorg og smerte, når det forandrer sig eller helt forsvinder, uden vi ønsker det.

På en lidt mindre skala oplever jeg det at skifte til gråt, som et kortvarigt identitetstab. Det handler mere om en ny kategori jeg er havnet i mine egne og omverdens øjne, end det handler om dyb smerte og uoverskuelig sårbarhed.

Det generer mig dog, at vi alle bliver mere “ens” som gråhårede, og at jeg på en måde har mistet rammen om mit ansigt. Men jeg har taget udfordringen op og eksperimenterer lige nu med at udtrykke, hvem jeg er på andre måder, gennem valg af tøj, sko, smykker og andre cool accessories. Det betyder endnu mere end før, at vælge noget, der falder i øjnene og det vil de kommende års loppemarkedskøb garanteret også afspejle. 🙂 Under alle omstændigheder er det blevet vigtigt ikke at klæde mig “gråhåret.” 🙂 Heldigvis er der kommet rigtigt mange über cool silversisters til, både i mainstream- og på sociale medier. Prøv f.eks. at følge #silversister på Instagram, så skal du bare se, hvor mange skønne kvinder, der dukker op, som deler deres rejse med de grå lokker.

Hvad jeg har gjort, der fik mit hår til at vokse igen, se det er et helt blogindlæg i sig selv, og jeg er allerede i gang med at skrive det. For jeg har ligesom så mange andre prøvet nærmest ALT, inden mit helbred tvang mig til at ændre kurs, og nyt og mere hår bare lidt tilfældigt fulgte med i slipstrømmen. Jeg vil gerne dele alt, hvad jeg gør, så andre kan få glæde af mine erfaringer. Er du en af dem, der slås med hårtab, så har du min dybeste medfølelse og er du lige som både Eva og jeg i gang med at omfavne dit nye udseende som gråhåret, så glæder jeg mig over, at vi er mange, der følges ad. For som Coco Chanel engang sagde: “A woman who cuts her hair, is about to change her life” og det er nok også sandt for alle de andre store forandringer vores hår gennemgår i disse år.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Du kan lytte til podcast-afsnittet om de kvindelige kønsdele her.

Du kan også tage hul på føljetonen og læse mere om kroppen her.

To damer med solbriller og bh uden på T-shirt

Og endelig kan du læse en artikel fra Alt For Damerne om, da gråt hår pludselig blev supermoderne i slutningen af 10’erne. Her førte blandt andet vores egen Gun-Britt Zeller an. Gun-Britt er mangeårig succesfuld frisør og holdt selv op med at farve håret for en del år siden.

Foto: Franne Voigt

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Hvorfor har vi aldrig talt om hår?"

  • Tak for at sætte ord på det med hårtab.
    Jeg ser frem til at læse om, hvordan håret kom tilbage ❤
    De bedste hilsner fra Helle

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Kære Helle.
      Tak fordi du læser med.
      Jeg skal gøre mit allerbedste for at få alle dele af det, jeg gjorde og stadig gør med i det næste blogindlæg og hår og hårtab.
      Jeg er ked af, hvis du selv slås med det og håber du kan finde inspiration i det kommende blogindlæg.

      Kærligst
      Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *