Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

En skelsættende sommer

Lyt til indlægget her.

I går var en fantastisk dag. En af de dage man husker på sin rejse mod at blive rask. Jeg havde haft et par dage op til, med virkelig seriøse udrensningssymptomer og var lagt lidt mere ned, end jeg plejer. Og i går kom så belønningen. På et tidspunkt skal jeg rejse mig fra sofaen, hvor jeg ligger en hel del i øjeblikket, fordi min krop ikke kan så meget andet lige nu. Og jeg er nærmest ved at falde ud af den. Jeg forstår til at starte med ikke helt, hvad der sker, men efter at have tænkt mig om nogle sekunder, går det op for mig, at min krop ikke er så tung, som den har været i mange, mange måneder. Jeg har brugt den samme kraft på at rejse mig, som jeg plejer og det har nærmest sendt mig flyvende ud af sofaen. Viiildt, tænker jeg på vej til toilettet, og som på rigtig mange andre afgørende punkter på denne rejse, har jeg bevidsthed nok til at dokumentere min oplevelse i en lille video til min mor.

Hvad fejler jeg egentlig?

Ja, det er et rigtig godt spørgsmål. Den etablerede medicinske verden har ikke rigtig noget svar, men symptomerne er en blanding af det, man kalder POTS og en buket af andre neurologiske symptomer, som gudskelov ikke er nogle af de klassiske neurologiske sygdomme som Parkinsons, MS osv. Både mit hjerte og min hjerne er undersøgt grundigt og alt ser normalt ud. Og det er rigtig godt. Men jeg har meget tyngdefornemmelse i kroppen og atypisk udtrætning af mine muskler, som ikke rigtig kan forklares indenfor de kendte sygdomme. Under min udredning sagde en neurolog rent ud til mig, at hun godt kunne høre, at tyngde var et af mine mest generende symptomer, men at det desværre ikke var noget “de arbejdede med”. Så lige nu lyder diagnosen på alvorlig funktionel lidelse.

Starten

Det hele startede i sommer eller nærmere bestemt i foråret sidste år. Det begyndte med konstant svimmelhed og et blodtryk, der røg op og ned, men samlet set lå lige under behandlingsgrænsen. Og til at starte med troede både jeg og min læge, at det bare var stress, selvom jeg kunne godt mærke, at mine symptomer opførte sig meget anderledes, end da jeg sidst havde stress i 2017. Denne gang føltes det som noget meget mere fysisk funderet, modsat primært psykisk sidste gang. Sidst havde jeg blandt andet meget koncentrationsbesvær og var meget mentalt udmattet. I dag næsten et år efter symptomerne begyndte, ved jeg jo, at det ikke er stress, selvom jeg er overbevidst om, at stress har været med til at gøre mig mere syg end jeg måske havde behøvet at blive. Jeg skelner selv mellem grundårsagen til, at jeg er syg, og forskellige ting, der har været med til at trigge, at det blev så slemt, som det blev. Da det var allerværst, havde jeg oplevelsen af, at der sad en elefant på mig, og jeg kunne ikke sidde op uden at have følelsen af at skulle besvime. Det betød, at jeg i mere end to måneder boede på vores badeværelsesgulv, gjorde alt liggende og kun så verden i vandret. I 6 uger var det så slemt, at jeg heller ikke kunne gå på toilettet alene og derfor blev passet af andre døgnet rundt.

Pernille Højgaard på en madras på badeværelsesgulvet
Mit nervesystem var så følsomt, at jeg ikke kunne falde til ro uden varmedunk og jeg kunne heller ikke holde varmen selv. Isblokken var for at dulme en voldsom hovedpine, der plagede mig on and off.

Årsagen

Selv tror jeg på, at der ligger en virus til grund for det hele. En virus jeg har haft i kroppen i mange år, som løbende har haft forskellige udtryk i min krop og har skabt forskellige symptomer gennem årenene. Virussen hedder Epstein Barr Virus (EBV) og jeg ved, at jeg har den, fordi jeg for mange år siden blev testet for den hos en biopat. Hun hjalp hele min familie gennem mange år med alle mulige helbredsmæssige problemer og på et tidspunkt efter en dvælende influenza, sagde hun til mig, at det ikke var influenzaen, der stadig gav mig problemer men EBV. Og derefter var jeg opmærksom på, at de tilbagevendende symptomer jeg fik igen og igen, og som mindede om halsbetændelse der aldrig rigtig blev til noget, var EBV’en, der blev ved med at stikke hoved frem.

Når jeg ser tilbage giver det også mening, at jeg en sommer, lige før jeg startede i gymnasiet havde tilbagevendende voldsomme halsbetændelser og blev undersøgt for bylder og alt muligt andet, men aldrig for mononukleose, som det formentlig har været. (EBV ligger i følge Anthony William, Medical Medium til grund for mononukleose og er andet stadiet af EBV, mens neurologiske symptomer typisk viser sig i fjerde stadie. Du kan læse meget mere her).

Hvad gør jeg for at blive rask?

Den viden var årsag til, at jeg allerede tilbage i 2016 bed mærke i en bog med titlen: Den medicinske seer, Sandheden om sygdom og hvordan du helbreder dig selv. Jeg var på det tidspunkt medlem af Gyldendals bogklub og i medlemsbladet dukkede den op med en beskrivelse af, hvordan EBV ligger til grund for mange sygdomme, vi ikke har tilstrækkelig forklaring på i dag. Og det vakte min nysgerrighed. Ved første gennemlæsning var det lidt voldsom og vild læsning. Forfatteren Anthony William (AW) er for det første medie eller seer, og har siden han var fire år gammel hørt en stemme ved sit øre, som giver ham alle informationer om sygdomme og helbred hos alle mennesker, han møder. Det i sig selv var svært at forholde sig til, selvom jeg set i bakspejlet nok ikke blev fuldstændig skræmt væk, fordi jeg er vokset op med en far, der ikke lagde skjul på, at han benyttede sig af rådgivning fra mennesker med clairvoyante evner. Og jeg derfor også selv gennem det meste af mit voksne liv har brugt den type rådgivning.

Anthony Williams første bog fra 2016. Den er senere kommet i en opdateret udgave, men den er desværre ikke oversat til dansk endnu.

For det andet var de metoder, der blev beskrevet i bogen ret radikale og de ændringer, der skulle til i min kost, var jeg SLET ikke parat til. Jeg fjernede dog de fleste æg, da forklaringen på, hvordan æg fodrer vira og bakterier i kroppen, gjorde indtryk. Set i bakspejlet, tror jeg, jeg kunne have undgået mange gener under min overgangsalder f.eks., og formentlig ville jeg aldrig have oplevet, at min krop satte helt ud på den måde, som den gjorde i sommer, hvis jeg var gået i gang stille og roligt i 2016. Jeg bruger ikke tid på ærgrelse, men jeg har brug for at gå tilbage for at prøve at forstå, hvorfor jeg endte med at blive så syg, som jeg blev.

Endelig var jeg nødt til at læse bøgerne, som jeg købte efterhånden, som de kom ud, sådan lidt ad gangen, fordi Anthony i dem forklarer i detaljer, hvad der foregår af forurening af al mulig slags rundt omkring i verden. Forurening der skader mennesker og gør os syge. Det er ret foruroligende læsning. Man kan hurtigt få alvorlig weltschmerz og føle sig komplet magtesløs overfor en udvikling, som vi har så store problemer med at få stoppet. Det jeg ikke gennemskuede i tilstrækkelig grad i første omgang, var at han også præsenterer en masse løsninger på problemerne. Løsninger som ikke er afhængige af de store selskaber, politikere, interesseorganisationer osv. for at virke, men løsninger som man selv kan implementere i sin hverdag. Forebyggende beskyttelse og helbredende metoder, der giver så utrolig meget håb og følelsen af at have fået noget af sin personlige kraft og kontrol tilbage. Men tag ikke fejl, jeg er gået hen og blevet lidt af en miljø- og klimatosse af at læse Anthonys bøger. For vi er løbet tør for valgmuligheder nu og kan ikke andet end at vågne op af den kollektive tornerosesøvn, som er så behagelig at være i. Nu må vi alle hver især være med til at trække i den rigtige retning for vores børn og børnebørns planet. Det skylder vi dem, for vi har fået, hvad der tilkom os af denne jords ressourcer. Men mere om det senere her på bloggen. 🙂

Alle bøger af forfatteren og mediet Anthony William
Alle Anthonys bøger. Nogle af dem på engelsk. De ligger i rækkefølge med den første nederst. De sidste to udkom, efter jeg blev syg og de har været en fantastisk hjælp til at forstå, hvad der foregår i min krop og min hjerne lige nu.

Lys for enden af tunellen

Under alle omstændigheder greb jeg som det allerførste ud efter bøgerne og den viden, jeg havde opsamlet gennem årene, da jeg blev syg. Jeg ventede ikke på en udredning eller en diagnose, for jeg vidste med mig selv, at lige meget hvad jeg fejlede, så var det denne vej, jeg ville gå. Og jeg følte meget tydeligt, at jeg ikke havde nogen tid at spilde. Jeg kontaktede også en coach, som kunne hjælpe mig med at inkorporere Anthonys metoder. Og i september havde jeg min første session med Amber Whiting over nettet.

Amber Whiting er amerikaner og holistisk sygeplejerske og hun hjælper hver dag sine klienter via Anthonys metoder. Hun har tidligere helbredt sig selv for alvorlig gigt, fibromyalgi og begyndende hjerteproblemer med metoderne og har været helt rask siden 2016. Billedet er fra vores første session, hvor jeg optog det hele på video, for ikke at glemme noget. Det vigtigste hun sagde den dag var: This will not be your forever Pernille. (Dette vil ikke være resten af dit liv.)

Jeg fandt Amber et par måneder før på YouTube og hørte et interview med hende, hvor hun fortalte sin egen historie med alvorlig sygdom og hvordan hun var blevet rask. Hun beskrev også, hvordan hun derefter havde skiftet den klassiske sygeplejegerning i det etablerede system ud med en privatpraksis hvor hun nu hjælper folk med at blive raske, ved hjælp af Anthonys metoder.

Hvad har jeg gjort?

Jeg har skiftet min kost til plantebasseret kost. I en periode spiser jeg også fuldstændigt fedtfrit, for at aflaste min lever, så den kan koncentrere sig om at udrense tungmetaller, vira og al mulig andet gammelt skidt og møg. På et tidspunkt skal jeg igen indføre sund, vegetabilsk fedt som eksempelvis avokado, nødder og kerner. Så drikker jeg sellerijuice og spiser vilde blåbærsmoothies hver morgen, og resten af dagen indtager jeg alle de andre kosttilskud, frugter og grøntsager, som er særligt gode for min tilstand. Det hele er tilrettelagt sammen med Amber. Jeg er foreløbig sluppet helt af med det høje blodtryk, den forhøjede hjerterytme, smerterne i brystkassen, 24/7 dødsangst, konstant svimmelhed, følelsen af at skulle besvime, hvis jeg sidder eller står op mere end få sekunder. Mit hår er begyndt at komme tilbage, også steder hvor det var holdt helt op med at vokse, min hud stråler og jeg har meget mere ro i min krop end jeg har haft i mange mange år. Og så har jeg meget mere energi. Faktisk er der kommet rigtig mange utilsigtede positive bivirkninger ud af det hele. De var ikke grunden til, jeg gik i gang, men de er bonusser, jeg gladelig tager imod på vejen mod at blive helt rask igen. Og jeg viger ikke en tomme, før jeg er i mål. Jeg besluttede mig tidligt for, at hvis jeg skulle have en chance for reelt at bedømme, om det her virker, så var jeg nødt til at gå all in og være vedholdende og disciplineret, så der ikke kunne være tvivl om effekten.

Kunne jeg have gjort det alene?

Absolut ikke! Jeg har været 100 % afhængig af andre mennesker. Først og fremmest min mand som stadig klarer alt det praktiske. Han køber ind og laver al min mad. Heldigvis kan jeg selv juice og lave smoothies nu, så det klarer jeg langt hen ad vejen selv. Jeg har også fået stor hjælp af min mor, som har passet mig, som om jeg var hendes lille barn igen, og af min datter og resten af min familie. Og så har Eva, som mange af jer kender her fra bloggen, været en stor hjælp både med madlavning og de rigtigt svære samtaler, som en periode handlede meget om døden og frygten for ikke at komme igennem det her. Og endelig må jeg bare sige, at jeg er så heldig at have en fantastisk praktiserende læge, som står 100 % bag mig og bakker op om det, jeg gør. Selvom jeg godt nok har udeladt at fortælle ham, hvor præcist Anthony får sin viden fra. 🙂 Det ville nok være liiige lovlig vildt for en naturvidenskabelig hjerne som hans. Men generelt er hans holdning, at der er rigtig meget mere, vi vil vide om den her type sygdomme om 20 år, men det har vi ikke tid til at vente på.

Er jeg så i mål nu?

Nej, langt fra. Men jeg er så langt, at jeg endelig (efter 8 måneder) er 100 % overbevist om, at det jeg gør virker. Nu har jeg ikke ondt i maven længere over mine utraditionelle valg (som i øvrigt også tæller et par stykker i sundhedssystemet og det kommunale system, men mere om det i et senere blogindlæg). Jeg tør godt skrive om det hele nu, i håbet om at andre, som leder efter svar, vil kunne finde inspiration. Det er ingen let rejse, jeg er på, men den er utroligt fascinerende og faktisk berigende på rigtig mange måder. Ville jeg så ikke have været sygdommen foruden? Jo, det ville jeg bestemt. Jeg savner mit gamle aktive liv, jeg savner naturen og friheden til at bevæge sig rundt i denne verden. Men jeg skal nok komme tilbage og når jeg gør, vil jeg være klogere og have så meget mere forståelse for, hvad andre går igennem. Jeg er allerede blevet meget klogere på mig selv, min medfødte indre styrke, og på hvad der virkelig tæller for os mennesker her i verden.

Kære læser

Selvom jeg har forsøgt at svare på de mest indlysende spørgsmål, så sidder du måske med nogle flere. Måske er de af sundhedsfaglig karakter, eller måske handler de mere om det psykologiske aspekt af min rejse. Det kan også være, du bare gerne vil vide mere om, hvad jeg gør og hvordan. Måske er du endda selv blevet inspireret til at gå i gang med forandringer til gavn for dit helbred og dit generelle velvære.

Stil endelig dem alle samme her, på Facebook eller Instagram eller send mig en mail på: info@lovelyladiesalive.dk

Jeg besluttede, da alt var allersortest, at hvis jeg nogensinde kom op fra mit badeværelsesgulv igen, så ville jeg hjælpe andre efter bedste evne og dele min historie, som andre har delt deres før mig. Mange helingshistorier fra mennesker, der er blevet raske efter denne metode, fandt jeg på nettet og jeg klamrede mig til dem i begyndelsen for at finde håb og tro på, at jeg også kunne blive rask igen en dag.

Jeg vil derfor gøre mit yderste for at svare så godt som muligt på dine spørgsmål og ellers linke til information, der hvor nogen er længere i processen og mere vidende end mig.

Så spørg bare løs.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Du finder mere om Anthony William og hans metoder på hans hjemmeside her.

Anthony William, Medical Medium eller Den Medicinske Seer.

Hvis du gerne vil i gang, så har en anden meget dygtig coach, Muneeza Ahmed, et gratis video-kursus for begyndere på sin hjemmeside. Jeg har selv haft stor glæde af det, også selvom jeg havde en del viden i forvejen. Du finder tilmeldingen til kurset her.

Muneeza Ahmed, intuitiv medicinkvinde.

Dejlige Amber Whiting og hendes praksis finder du her. Amber har en rigtig vigtig viden om alle medicinske diagnoser, undersøgelser og konventionel medicin. Hun arbejder med konventionel medicin, når det er nødvendigt, og er også en rigtig god rådgiver, hvis man undervejs i udrensningen gerne vil trappe ned eller helt ud af sin medicin. Amber har selv taget alle mulige former for medicin, da hun var rigtig syg og har på sin egen rejse trappet helt ud af dem alle sammen.

Amber Whiting, holistisk coach og sygeplejeske.

Og endelig kan du læse om, hvordan min sygdom også fik sat turbo på en proces for at få et nyt testamente på plads. Blogindlægget er skrevet sammen med Eva og du finder det her.

Et nærbillede af Pernille og Mortens testamente.

Rigtig god fornøjelse 😊

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "En skelsættende sommer"

  • Abelone Glahn skriver:

    Wow. Tak for en grundig og sober gennemgang F, hvad du har fejlet, hvordan du har tacklet det, hvad du har fundet id af undervejs og hvad vi andre kan lære af det.
    Det virker overvældende krævende. Og at du har gennemført med den hjælp, du helt har været afhængig af, kalder på respekt.
    Det har været underligt at følge dig på insta, når man ikke vidste, hvad du fejlede, og jeg er stadig ikke sikker på, jeg forstår det. Men nu har jeg fået en viden, som jeg ikke havde før, og som jeg måske en dag skal bruge eller en anden skal bruge.
    Tak for det.
    Og for den generelle opmærksomhed på, at vi skal gøre noget ved den forurening vi får gennem forarbejdet mad.
    Jeg ønsker for dig, at du kommer helt igennem det, du er i gang med.
    Respekt!
    Kh Abelone

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Kære Abelone.
      Tusinde tak for din kommentar.
      Jeg kan godt forstå, det har været svært at hitte rede i, hvad jeg fejlede. I lang tid vidste jeg heller ikke så meget selv. Nu er jeg connectet med mennesker over hele verden med lignende mystiske neurologiske symptomer og det har givet mig nogle svar. Min læge har også andre patienter med symptomer som mine, selvom han ikke lægger skjul på, at ingen af dem har været så hårdt ramt som mig.

      Nu er jeg nået til, at det er mindre vigtigt med en diagnose, bare jeg bliver rask igen.

      Du har også ret i, at det hele er ret krævende og jeg kan se, at det der for alvor motiverer er, når man er løbet tør for andre muligheder. Og er tilstrækkelig syg.

      Jeg er bare så taknemmelig for at nogen er gået vejen før mig, så jeg kunne følge efter.

      Tak for din ærlighed og åbenhed overfor det hele.

      Rigtig god aften
      Kærligst
      Pernille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *