Heller ikke Eva og jeg. Men ikke desto mindre stod sommeren 2022 på oplevelser for os begge, der satte den noget så eftertrykkeligt på landkortet. Vi fik begge helbredsmæssige remindere om, at døden aldrig er mere end et skridt væk, selvom vi som mennesker er gode til at holde den på afstand til dagligt. Og det skal vi være, for ellers ville det ikke være til at holde ud at elske og at leve.
Men det er måske også den væsentligste årsag til, at vi er så mange, der ikke får orden i sagerne, altså de økonomiske, inden uheldet er ude. Vi hentyder naturligvis til testamenter, ægtepagter og andre fuldmagter her.
For jep, vi har i begge vores familier fornyligt taget den alvorlige snak om, hvad skal der ske, hvis nu… og vi har endda gjort det i selskab med verdens sødeste jurist og fået papir på det hele. Var det sjovt? Absolut ikke, men det var nødvendig, for det mindede sommerens hændelser os om.
Pernille til Eva:
Eva, vil du indvie læserne i, hvad der satte gang i testamentesnakken hjemme hos jer?
I virkeligheden har det egentlig været en proces med et lidt længere tilløb, men hvis slutspurt fik ekstra brændsel sidst på sommeren 2022, da jeg brugte sommerferien på løbende at tjekke ind hos diverse læger, og i det hele taget bare ikke var i det, jeg kalder “vater”. Men det sidste års tid, har jeg egentligt oplevet at jævnaldrende i mit netværk – enten velkendte eller mere perifære – er blevet ramt af sygdomsforløb af mere alvorlig karakter, og i ulykkelige tilfælde også med døden til følge. Det gør, at man naturligt nok standser op, og reflekterer over, i hvor høj grad livet er til låns, men det har også fået mig til at tænke over hvem og ikke mindst, hvordan menneskerne i mit liv omkring mig ville blive påvirket, hvis jeg en dag ikke skulle være her mere. Her tænker jeg ikke bare følelsesmæssigt, men også helt lavpraktisk og konkret. For ganske ofte deler man jo økonomi, bolig og børn med et andet menneske. Og i nogle tilfælde med flere forskellige.
Og døden kommer jo desværre ikke altid, når man er mæt af dage som tudsegammel. Nogle gange kommer den, mens der stadig er masser af udgifter til familieliv, en fast bolig beregnet til 2 indkomster, dine, mine og vores børn osv. osv. Og hvordan sikrer man sin partner, sine børn, eller sig selv i sådan en situation, som i forvejen er fortvivlende, men som ville få en endnu dybere og uoverskuelig afgrund, hvis grundlaget for hverdagsliv og tag over hovedet samtidig ville forsvinde. Den slags samtaler kræver lidt tilløb, fordi alle slags følelser kommer i spil. Men samtidig skal man huske på, at det også er en kæmpe kærlighedserklæring – gerne at ville passe på hinanden, hvis uheldet skulle være ude.
Eva til Pernille:
Pernille, din og jeres sommer har jo været ganske heftig, og hverdagen er forandret. Hvornår og hvordan kom testamentesnakken på banen hos jer?
Ligesom hos jer har det været i baghovedet et par år. Vi fik lavet et testamente og en ægtepagt, da vi blev gift for snart 15 år siden. Ægtepagten fordi vi kom ind i ægteskabet med vidt forskellig økonomi og ville sikre, at det vi havde blev retfærdigt fordelt, hvis ægteskabet ikke skulle holde. Og testamentet fordi man jo ved ægteskab bliver hinandens livsarvinger, men jeg samtidigt havde et barn, der stadig var mindreårigt, som jeg havde behov for at sikre, hvis der skulle ske mig noget. Nu er tiden jo så bare gået og min datter er blevet voksen, flyttet hjemmefra og klarer sig selv. Morten og jeg er blevet et super fasttømret par, og det har derfor i et stykke tid været tid til at sikre hinanden lidt mere.
Og så ramte sommeren 2022 og jeg blev syg. Først med en masse akutte symptomer som tårnhøjt blodtryk, kramper i brystet, voldsom svimmelhed og videre i den dur. Sommeren blev brugt på lægebesøg, hospitalsindlæggelser, 3 akutte ambulanceture til hjerteklinik og skadestue og min angst for at dø kom bare helt tæt på.
Det viste sig heldigvis, at der hverken er noget galt med mit hjerte eller min hjerne, så det er rigtig godt. Men jeg er stadig under udredning for andre ubehagelige sygdomme, fordi jeg er stærkt udfordret motorisk.
Derfor greb jeg chancen, da I havde været i gang med at få orden på jeres testamente og fik endelig sat gang i vores proces ud fra princippet, hellere sent end for sent.
Pernille til Eva:
Hvad har gjort stærkest indtryk på dig i processen?
Uh.. det var helt klart, da vi i vores testamente fik inkluderet et børnetestamente! Det vil sige, at vi aktivt skulle tage stilling til, hvem der skal have forældremyndigheden over vores børn, hvis vi begge skulle stille træskoene, inden de yngste fylder 18 år. Den nev helt utrolig meget, og vi måtte lige tage pauser undervejs. Ikke fordi, vi på nogen måde var i tvivl eller var uenige. Men tanken om, hvad nu hvis…Tænk, hvis vores børn skulle opleve det. Det trak tårer. Og meget konkrete ting, der skulle tages stilling til a la , “hvor stort et rådighedsbeløb skal de have udbetalt om måneden til at dække husleje, mad osv..” Puha, Pernille…det kunne mit stakkels moderhjerte næsten ikke være i. MEN – jeg er SÅ glad for, at vi gjorde det! For HVIS det utænkelige skulle ske – så er alle vores børn ikke efterladt i kaos til det uvisse. Så har vi sørget for at passe på dem, og tage ansvar for dem, så godt vi kan hele vejen alligevel, og det giver mig en vis portion ro at vide det.
Eva til Pernille:
Hvad synes du var det sværeste at tale konkret om i jeres proces?
Uha det har helt klart været at skulle tale om det hele i skyggen af sygdom.
Rent teknisk har vi skullet tage stilling til nogle lidt andre ting end jer, da alle vores børn er myndige og klarer sig selv. Vi troede, vi bare lige skulle have opløst vores ægtepagt og få ændret testamentet til, at vi hver især kan sidde i uskiftet bo. Det vil sige, at børnenes arv først udbetales efter den sidste af os er død. Men under det første møde med juristen gjorde hun os opmærksom på, at det er lidt mere kompliceret end som så og her kommer igen realiteterne ved at være syg helt tæt på. For hvis jeg skulle dø snart, skal min datter så ikke arve noget som helst før om forhåbentligt mange år, når Morten dør? Det kunne jeg hurtigt mærke ikke føltes rigtig.
Jeg har arvet ting fra min far, farmor og mormor, som betyder noget helt særligt for mig, så jeg har haft en snak med Olivia om, hvad der betyder noget særligt for hende. Det var meget underligt og svært for os begge at have den snak. Men det skulle gøres, og Morten og jeg er heldigvis enige. Så det er endt med en meget konkret liste over det, som Olivia skal arve i første runde og vice versa med Mortens børn, hvis han skulle dø først. Og derefter, er det også lagt fast, hvad der skal ske, når den sidst levende dør.
Og noget andet der var svært, var at forestille sig den andens muligheder for at indgå et nyt ægteskab, hvis døden indtræffer for en af os, før vi begge er gamle og mætte af dage. For igen får den sidstlevende jo så en ny livsarving osv. Vores jurist med spiciale i familie- og arveret var helt fantastisk til at tage os med igennem alle scenarier og Mortens nye udkomne kom f.eks hurtigt til at hedde Mama Zita og vi skulle tage stilling til ting som, om Morten f.eks må forære alle pengene til Mama Zitas børn, før vores egne børn har arvet osv. Det var svært at få alle detaljer med og en lidt større opgave end vi forstillede os til at begynde med, men nu, hvor det er på plads, føles det rigtig godt.
Pernille til Eva:
Her på bagkant Eva, har du så et godt råd til vores læsere, hvis nogen skulle have fået mod på at få taget hul på testamenteprocessen?
Ja, det har jeg. Noget, der virkelig har hjulpet mig igennem op til den endelige beslutning om at handle konkret, når jeg er blevet grebet af de klassiske overspringshandlinger:” aah, det haster jo heller ikke, det kan godt lige vente, der er andre ting, der er vigtigere at bruge penge på/ låne penge til..osv.” Jeg har spurgt mig selv om, hvilket ord, der er essensen af formålet for mig – helt personligt og inde i kernen af mig, selvom jeg har lavet testamentet fælles med min mand. Hvad er det præcis, JEG vil opnå? Og svaret er fred. Jeg giver mine efterladte fred til fortsætte med at leve deres liv. I fred og med fred, og med min kærlige velsignelse som ledsager. Og det giver MIG fred.
Når mine børn eller min mand lider eller er i sorg i livet, så oplever jeg altid et brændende ønske om at kunne hjælpe dem, påtage mig noget af den smerte, lindre sorgen, gøre noget for at kunne fjerne det værste fra dem. Når jeg på et tidspunkt skal fra denne verden, så har jeg stadig mulighed for at hjælpe og trøste mine efterladte. Jeg kan stadig gøre noget aktivt handlende for dem, selvom jeg ikke er mere. Jeg kan nemlig befri dem for det kæmpemæssige følelsesmæssige åg, det kan være at tage beslutninger på vegne af en afdød. Alle de tanker, alt den tvivl eller måske dårlige samvittighed over, om jeg mon ville have synes, at deres beslutninger er ok. Og ikke mindst – jeg har fuldstændigt og meget tydeligt elimineret mulige årsager til, at der kunne opstå uvenskab og uenigheder blandt de efterladte. Ikke at jeg har forventning om, at det kommer til at ske. Men nu findes muligheden i hvert fald ikke. Beslutningerne er taget. På den måde giver jeg dem fred til at være i sorg, være i kærlighed, være sammen omkring det, der er vigtigt. Jeg giver dem fred til at fortsætte deres liv, som fortsat skal leves. Jeg giver dem fred til at vide, at alt mellem dem og mig – er kærlighed.
Kære læser.
Liv og død og kærligheden der i mellem har været på dagsordenen her hos os begge. Vi har taget tyren ved hornene og set døden i øjnene, om ikke andet for en stund. Vi glæder os til meget snart igen at glemme alt om testamenter og de begivenheden, der aktiverer dem, men inden emnet pakkes godt og grundigt væk, så er der lige et par råd mere, som vi gerne vil give jer med på vejen til advokaten:
Vi håber, at dette indlæg har givet stof til eftertanke og måske mod på at tage hul på en af dens slags processer, vi alle har det med at udsætte.
Og så skal vi i øvrigt bare huske at leve, mens vi gør det.
Rigtig god søndag 🌸
Eva og Pernille
Vi brugte i begge familier Katrine Lindgaard Pedersen fra FamilieTestamente og har været utroligt glade for hele forløbet. Derfor har vi fået mulighed for at tilbyde alle vores læsere 10% rabat hos FamilieTestamente. Tilbuddet gælder resten af marts måned og inkluderer ikke gør-det-selv løsninger. Koden I skal bruge er: LovelyLadiesAlive.
FamilieTestamente.dk er lokaliseret i Aarhus, men bor I andre steder i landet, kan I ligesom os ordne det hele online. I kan skrive direkte til Katrine her: Katrine@familietestamente.dk
Hvis du ikke har fået læst nyheden om fremtiden for Lovely Ladies Alive, så kan du læse om vores ultimative succes her.
Rigtig god fornøjelse 😊
Ingen kommentarer til "Ingen har lyst til at tænke på døden"