Det er umuligt at tale om kvindekroppen uden at tale om BRYSTER. De er uden sammenligning den del af kvindekroppen, der gennem livet får allermest opmærksomhed fra mænd, men også i høj grad fra os selv.
Vi ved, vi statistisk set sover ca. 26 år på et gennemsnitligt liv. Man kan jo prøve at forestille sig, at vi havde samme statistik over hokus pokus brysterne i fokus-tid gennem et helt kvindeliv. 😳
Det starter allerede i pre-teenageårene, når de meget små, men meget ømme dutter pludselig dukker op midt på brystet. Eller gud forbyde det, på din venindes bryst. Mange kvinder har minder fra den tid, om bryster der kom alt for sent; om øgenavne som “strygebræt” og inderlig skræk for, at de ALDRIG ville dukke op. Eller i den anden grøft, minder om, at de kom alt for tidligt, voksede alt for hurtigt og for meget, og gav uventet og ubehagelig opmærksomhed alt for tidligt.
Senere kommer ungdomsårene med de første seksuelle erfaringer, hvor der drømmes og spekuleres på, om de er gode nok, smukke nok og perfekte nok til at tiltrække en partner og finde kærligheden. Der tages stilling til alle detaljer. Hvorfor er det ene større end det andet? Hvorfor ligner de ikke dem på de kendte eller har samme form som bedstevenindens eller samme størrelse som Kristinas fra 3B, som får ALLE drengenes udelte opmærksomhed? Farve, form og størrelse – også på brystvorterne, beskues og bedømmes…HÅRDT!!
Forhåbentlig kommer der så nogle år, hvor vi har opdaget, at der også er opmærksomhed og kærlighed til vores bryster, før det går løs igen med nye forventninger om en toppræstation fra dem. For nu skal de amme! Åh hvilken bekymring og smerte hos de kvinder, der må opgive at amme. Nogle kommer sig aldrig over, at deres bryster svigtede da det gjaldt, og føler sig berøvet for en episk og essentiel kvindelig oplevelse.
Men for dem amningen lykkes for, kommer der en grum tid efter. For hvad er der blevet af dem? Er man endt op med et udplyndret, hærget og ramponeret par af slagsen, er der ny smerte, utilfredshed og bekymring for, om de (stadig) er gode nok. Er det slut med de tilbedende og beundrende blikke, og tiltrækningen af seksuelle partnere, eller kan jeg vise mig på stranden, i svømmehallen, i soveværelset uden at dække mig til og skjule, hvor slemt det er fat?
Mange tyer til operation og implantater, når det negative fokus ikke har fortaget sig et stykke tid efter børnefødsler og amning, og det faktum at antallet af den type operationer bliver ved med at stige i Danmark og resten af den vestlige verden, siger lidt om, hvor meget vores bryster betyder for os. Og især for vores selvbillede og oplevelsen af at være tiltrækkende og kvindelig.
Eva til Pernille:
Hvordan har du det med dine bryster her midt i livet Pernille?
Jeg har det egentlig meget godt. De er vokset og blevet betydeligt tungere gennem de sidste par år, hvor jeg har taget på i vægt. Og jeg må indrømme de mere og mere ligner min mormors, som jeg husker dem fra min barndom. 😅 Hun havde det, man dengang ville kalde en stor barm og de spillede klart en rolle i de store varme kram, hun gav os, særligt som små. Nærkontakt med hendes barm fulgtes jo ofte med en vuggevise på færøsk, så jeg forbinder hendes store bryster med ro og omsorg. Shit et brystminde der dér dukkede op. 😂 Jeg er i øvrigt ikke sikker på hun ville bryde sig om, at vi taler om hendes bryster på den her måde på en offentlig platform. Undskyld mormor.❤️😂
Nå, men pointen er, at jeg er gået fra at have en b-skål, som min farmor i øvrigt havde, til nu at have en lettere sydpå-søgende e-skål i en potentiel mormorstørrelse, og det er ok, for let’s face it, jeg træner jo til rollen nu. 😋
Pernille til Eva:
Dine bryster har jo en helt anden og mere alvorlig historie Eva. Vil du fortælle den til vores læsere?
Ja, det vil jeg meget gerne, for egentlig er historien også lykkelig midt i alt det alvorlige.
Jeg er bærer af det arvelige BRCA2 gen – det vil sige bærer af arvelig brystcancer. Denne variant knytter sig også til arvelig æggestokcancer. Alle kvinder har 10% risiko for at udvikle brystcancer. Jeg havde 80 % risiko. Når jeg skriver havde, er det fordi jeg for en del år tilbage tog en meget stor beslutning. Min egen mor har haft brystkræft 2 gange i sit liv med 10 års mellemrum. Hun lever mirakuløst nok endnu🙏 og det er ret vildt.
Da jeg blev 30, fik jeg foretaget en “udredning” af vores familie-stamtræ med fokus på gener – det gjorde man med blodprøver bl.a. fra min mor, og samlede desuden familiens sygdomshistorie relateret til cancer fra øvrige generationer. Min mor fik afklaret, at hun bærer BRCA2, og derefter viste min egen blodprøve, at jeg bar det samme. Min egen læge forklarede mig på så fin en måde, at da min mor havde haft brystcancer 2 gange (1 gang i hvert bryst), var min risiko dobbelt op, og den statiske chance for at overleve nærmest nul.
Så jeg tog nogle dybe vejrtrækninger og havde nogle lange samtaler med min elskede Morten, og da jeg var færdig med at amme vores yngste datter, og dermed havde tre skønne børn og ingen planer om flere, så gik jeg i gang. Begge mine æggestokke blev fjernet som det første. Året efter fik jeg fjernet begge mine bryster, og rekonstrueret dem med implantater. Alt sammen i samme operation. Det var noget af en omgang.
I årene efter fulgte tilretning og kosmetiske indgreb- f.eks. konstruktion af brystvorter. Det var i 2013. Den gang blev sådan en omgang kaldt en “Angelina”, fordi Angelina Jolie fik foretaget samme indgreb i den periode. 🙂
Så jeg nåede 7-9-13 ikke at blive ramt af cancer (min mor var 36 år første gang), fik de børn jeg så brændende ønskede, og står nu med det, jeg føler som en ekstra billet til livet og muligheden for at se mine børn og forhåbentligt også børnebørn vokse op, og det er lykkeligt. ❤️
Ærligt, det har været en voldsom tur for både krop og psyke, og hvis jeg havde vidst, HVOR voldsomt det egentlig er at gennemgå sådan et forløb, så ved jeg ikke, om jeg havde turdet – på den anden side, dengang var jeg ikke i tvivl om mit valg, selvom jeg var skide bange. I dag fortryder jeg intet, og har aldrig været i tvivl om, hvorvidt valget var det rette.
Så mine oprindelige bryster sagde jeg farvel til for en del år siden med både stor taknemmelighed og stor sorg. Meget ambivalent. Mine bryster i dag passer jeg på, og jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe dem. For rejsen med de implantater har ikke været helt gnidningsfri, og jeg ved, at der nok venter en tur mere omkring de hvide kitler, for at få det til at fungere. Men det er jo heldigvis i småtingsafdelingen. Så det var et laaaaangt svar – men jeg er dybt taknemmelig for de bryster jeg havde, og de bryster jeg har. ❤️
Eva til Pernille:
Lad os lige hoppe tilbage til de glade pubertetsår. 🙂 Jeg gik jo og sukkede efter “den første BH!” – hvordan havde DU det med BH dengang, og hvordan har du det med BH i dag?
Det er en stærk fortælling Eva og du minder os alle om, at kvinders bryster også er et sted, hvor alvorlig sygdom kan udvikles og det er så trist. Stor respekt og mange kærlige tanker til alle vores medsøstre, der har sloges eller slås med den forbandede sygdom. ❤️
Men tilbage til dit spørgsmål.
BH det var bare ikke noget, vi arbejdede med i min omgangskreds der i slut 70’erne start 80’erne. Faktisk aner jeg ikke, hvornår den sneg sig ind i min garderobe. Jeg kan se på billeder, at jeg er blevet konfirmeret, blevet student og har arbejdet som rejseleder uden hverken at eje eller bruge BH. Faktisk har jeg brugt tid på at researche og har talt med både min mor, min søster og et par veninder uden at blive klogere på tidspunktet. Jeg har overvejet at ringe et par kærester fra fortiden op, men hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg ikke helt sikker på, hvordan spørgsmålet ville blive modtaget: “Hej Peter. Long time no see, øh du… kan du huske, om jeg gik med BH, da vi var kærester?”😂
Jeg lander på, at de muligvis har sneget sig ind i forbindelse med, at jeg begyndte at spille teater i start-halvfemserne. Der var de altid en del af det udleverede kostume på en forestilling, sååå måske er det også dryppet over i privaten. En ting er sikkert, jeg har aldrig været fancy-lingeri-typen og til blonder, farver og lir. Jeg ejer i dag ét par blonde-BH’er, men har dem ALDRIG på. Jeg kører model bøjle uden pads og de sidste mange år har det været Urban Minimizer fra Triumph i de tre farver den findes i. That’s it! Den holder så godt på de vilde søstre og tøjet sidder rigtig pænt udenpå. Skal jeg noget som helst i hankypanky-afdelingen, kører jeg au naturel. 😂
Pernille til Eva:
Har du egentlig nogensinde brugt dine bryster sådan strategisk, hvis du ved, hvad jeg mener? 😋
Ooohh la laaa🤣🙂mnjnaaa…altså strategisk i forhold til deres funktion omkring amning, og få et barn til at sove – ja! Men det var nok ikke lige det, du mente. 🙂
Jeg kan huske, at jeg i 8./9. klasse opdagede, at hvis jeg gik i et specielt tempo op og ned af gangen i frikvarteret, så kunne jeg få de nyfremkomne babser til at hoppe en smule op og ned, og det var der visse drenge, der gik helt i stå over. 🤣 Og mon ikke, jeg også har skudt brystet lidt mere frem som ung, når vi skulle på disco-dasco – det tænker jeg. Men jeg har aldrig “gået med babserne først” fordi jeg ville opnå gratis drinks, flere drikkepenge på arbejdet eller for at forsøge at opnå fordele til jobsamtaler f.eks. Jeg tror ikke, jeg har haft så meget opmærksomhed på mine bryster sådan specifikt egentlig. De var der, jeg var glad for dem, og de måtte da gerne sidde pænt, der under tøjet.
Jeg kan huske, at jeg engang var til koncert med en gruppe venner. Vi var midt i 20’erne. Efter koncerten mødte vi en gammel gymnasiekammeret fra en af de højere årgange. Han stoppede og kiggede på mig, og så dernæst nedover min kavalergang, hvorefter han udbrød: “Sikke et godt skjortevalg!” Jeg blev så sindssygt flov, og skyndte mig at tage mit tørklæde godt og grundigt på, så det dækkede. Skørt, ikke?🙂
Eva til Pernille:
Hvordan har du egentlig haft det gennem tiden med at være topløs på stranden eller i haven?
Jamen, som man nok kan læse mellem linjerne på mit svar på det forrige spørgsmål, så er jeg jo vokset op i slipstrømmen på kvindefrigørelsen bølge 2, hvor BH’er blev brændt på bålet. Og det at gå topløs eller endda nøgen rundt, var det man gjorde. I hvert tilfælde i visse kredse. Min mor og stedfar er pensionerede lærere og havde en stor vennegruppe i det miljø, så jeg voksede op med frit udsyn til bare damebryster overalt.
Jeg kan dog huske nogle ø-hop-ture til Grækenland i 12-15 års alderen, hvor jeg ikke syntes, det var specielt sjovt med nøgenstrande. For mine forældre var det skøøønt at være frie, men for sådan en blufærdig teenager som mig var det forfærdelig pinligt, så jeg beholdt min bikini på og forsøgte febrilsk at undgå for megen øjenkontakt med fremmede mænds nøgne penisser. Jeg tror faktisk nudistlivet også ville være en anelse krop amok for meget for mig, den dag i dag. 😅
Når det er sagt, havde alle mine bikinier i de unge år forskellig farve på top og trusse, for jeg var ALTID topløs. Også i køen til ishuset. Igen kan jeg ikke huske, hvornår toppen sneg sig på igen. Men det var nok samtidig med exit neonfarvet g-strengsbadetøj og entry post ammebarm. 😁
Nu tager jeg ALDRIG toppen af. Ikke en gang på egen matrikel eller når jeg ligger på maven. Tiden har ændret sig så drastisk, at det er svært at forstå, at det er sket på kun 25-30 år. På en måde er det trist, at de der blev frie, er blevet spærret inde igen. Af mode, af kulturændringer og af nye strømninger i tiden. Min datter kunne ikke drømme om at gå topløs, og der var en gang min mor ikke kunne drømme om at lade være.
Pernille til Eva:
Hvad med dig? Var du med på topløs-holdet? Og er der et før og efterliv for dine bryster med hensyn til beklædning og frihed osv.?
Jep, jeg var med på topløs-holdet i 90’erne, og genkender farveforskellen på bikinitop og underdel, fordi toppen altid blev i kufferten. 🙂 Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor det visse steder i udlandet var forbudt at gå topløs. Engang var jeg på sommerskole på Malta – der gik en uniformeret betjent rundt og irettesatte alle de skandinaviske piger. Tror faktisk, at der var en, der fik en bøde for at gå rundt uden top.
Men da jeg fik børn, forsvandt lysten til at gå topløs. Måske fik brysterne en anden betydning for mig. Nu var de primært sat i verden for at kunne brødføde og trøste et lille barn, og derfor fik jeg behov for at holde dem privat og “i sikkerhed”. Altså, jeg havde ikke noget problem med at sidde og amme offentlige steder. Jeg har sågar præsteret at gå afsted på en tur, mens jeg ammede min søn halvt inde under blusen, fordi det var det, der var mulighed for. 😎
Med hensyn til efterliv og bryster: Altså, mine nye bryster har en helt anden form og størrelse, og sidder også en del højere oppe end model 3 x amning… jo jo, der skal da også være nogen fordele, ikke?!! Derfor måtte jeg vinke farvel til dele af mit klædeskab, fordi jeg simpelthen ikke kunne fylde tøjet ud mere. Det samme gjaldt for BH’er.
Og så kan jeg f.eks. ikke gå med for udringet tøj mere. For det første sidder min brystmuskulatur nu anderledes, så når jeg bruger armene, så trækker brysterne ud til siden – og det ser sgu lidt skørt ud, hvis man ikke ved hvorfor. For det andet, så har jeg ingen følesans tilbage på størstedelen af huden på mine nye bryster – dvs. jeg registrerer ikke, hvis brystet er på vej ud af udskæringen, når jeg bevæger mig. Og JA – det ER sket! 😂 Efter operationerne var der en lang periode, hvor jeg gik ind i alt muligt med brysterne, fordi jeg ikke kunne mærke en skid. Åh ja… det er faktisk rart at kunne grine lidt af det. 🙂
En sidste ting, som faktisk gør mig glad helt ind til benet, er at jeg – inden corona tog rigtig fat, begyndte at gå i svømmehallen igen, ligesom jeg gjorde som ung. Først efter flere uger gik det op for mig, at jeg havde vadet rundt i omklædning og baderum splitternøgen blandt andre kvinder, uden overhovedet at tænke over mine kunstige bryster og alle de mange ar. Er det ikke bare fedt! ❤️
Kære læser.
Igen har vi åbnet Pandoras æske med denne snak om kvinder og bryster. Hvordan har du det selv med dine? Og hvad kalder du dem egentlig?
Vi har lavet en lille uvildig undersøgelse blandt vores kvindelige kontakter – og lad os bare sige: kært barn har mange navne! Bryster jep, den er vi med på og barm, yes yes. Men så kommer boobies, boobs, pigerne, the girls, babenutterne, junger, lunger, jader. Og så er der madvarerne: gajoler, meloner, te-poser og madderne, som i håndmadder. 
Så er der det, mænd kalder dem bag vores ryg (heldigvis): Kasser, patter, forlygter, “talenter” og store smukke “øjne”. Og så den nuttede: snuder. Tro os, eksemplerne er fra den virkelige verden. Pernille har opfundet udtrykket de vilde søstre til denne lejlighed og Evas gymnasieveninde kaldte sin BH for yverseler. Men prisen som den mest opfindesomme, tager Pernilles datter Olivia, der kalder sine Henny og Venny, for henholdsvis højre og venstre. 
Vi skylder en præmie!
Og med det,
Rigtig god søndag 
Kærligst
Eva og Pernille
#lovelyladiesalive
Ps: Hvis vi har glemt nogle, så del endelig her eller på Instagram. Der er altid plads til flere i samlingen. 
Vil du læse flere af vores indlæg om kvindekroppen, så kan du finde dem her.
Og vil du med ud og løbe til støtte for brysterne til august, så tilmeld dig her.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Krop – hokus pokus brysterne i fokus"