…Bliver du dårlig??
…Sku jeg har lagt ny lak?
…Sku jeg have filet negle, inden jeg tog dette billede?
…Sku jeg havde smurt dem ind i selvbruner?
…Sku jeg ha lagt filter på?
Sådan skrev Kantbyk på Instagram efter at have modtaget negative kommentarer på et opslag med et billede af helt almindelige kvindefødder i nye sandaler.
Kit Søgaard Johansen har en tøjbutik i Slagelse. Hun er rigtig god på Instagram og derfor sjov at følge. Vi stødte på hendes profil sidste år under under nedlukningen og begyndte at følge med, som en slags underholdende Windowshopping, mens alle fysiske butikker var lukkede. Men efter mange måneder med glade billeder af Kit og hendes ansatte, der viste lækkert tøj frem, dukkede der pludselig sådan et Nu-er-jeg-træt-af-had-på-min-profil-opslag op.
Vores nysgerrighed blev vakt og det viste sig, at det var et billede af et par fødder i sandaler, der havde vakt postyret. Sommersandalerne var kommet hjem og blev vist frem på profilen af dagens ekspedient.
Det blev imidlertid for meget for nogen og som så mange gange før, måtte vedkommende til tasterne og gøre opmærksom på sin kritik. Der var ønske om en højere standard på fødder generelt og ikke mindst tilstanden på de fremviste fødder.
Heldigvis er Kit en dame, der siger fra og den indledende tekst er fra hendes opråb og henstilling om, at profilen er skabt af helt almindelige kvinder med helt almindelig liv, som ikke altid har tid til fjerne hård hud og lægge spritny shellak på, før billederne tages.
Nå, men hele hændelsen satte os i gang med at undersøge, hvordan vi alle sammen egentlig går rundt og har det med vores egne og andres fødder. Emnet har hele tiden stået på vores liste over dele af kroppen, vi gerne ville tage op her på bloggen, men lidt naivt havde vi forstillet os, at det at tale om fødder ville være lidt som at tale om arme og ben. Et rimeligt neutralt emne vi lige ville tage op i en vanlig Lovelyladies-snak om aldersskavanker og lidt tip og tricks til, hvordan man bedst passer på sine fødder.
Hændelsen på Kit´s profil gav os imidlertid et hint om, at det med fødder er meget mere kompliceret end som så, og vi valgte derfor at tage en snak med både mænd og kvinder i vores netværk om deres forhold til de udskældte legemsdele. Det viste sig hurtig, at meningerne var lige så mange, som antallet af personer, vi talte med.
Under vores samtaler opdagede vi dog særligt to ting.
For det første kan det at tale om fødder meget nemt åbne op til en snak af mere intim karakter. Fødder er nærmest i kategori med bryster, eller andre kropsdele vi kun taler med de nærmeste om. Og spørger vi kvinder om mænds fødder og mænd om kvinders, falder snakken hurtig på, hvad vi kan lide og ikke lide på andre områder ved hinanden.
Det andet vi opdagede var, at det vi som individer tænker om fødder, og hvordan vi forholder os til dem, kan fordeles på et spektrum. Helt yderst ligger dem, der synes fødder er decideret urene og ulækre. Fødder skal om ikke gemmes væk, så under alle omstændigheder holdes væk fra f.eks. bordplader, ansigter og, når bølgerne går rigtig højt, åsyn. I den helt modsatte ende af spektrummet ligger den gruppe, der synes, at fødder er noget af det smukkeste, der findes, og for nogle går det endnu længere til, at fødder er en direkte kilde til seksuel tænding og nydelse.
Indimellem de to yderpoler ligger en større mellemgruppe, der skelner mellem pæne fødder og mindre pæne fødder, og for hvem det allervigtigste er, at der opretholdes en vis standard på hygiejnen.
Hele processen har givet svar på nogle af de spørgsmål, vi havde, men den har samtidig rejst mindst ligeså mange nye. Hvad er f.eks. forskellen på det forhold, vi har til hinandens fødder, i forhold til det vi har til hinandens hænder?
Hvis vi f.eks. sætter os i rundkreds sammen med en flok kollegaer og sammenligner og ser på hinandens hænder, giver det én slags oplevelse. Men forestiller vi os, at vi i samme gruppe tager sko og strømper af og ser på hinandens fødder, så er vi pludselig inde i et helt andet rum. Et rum som handler om tillid og om at blotte sig. Og går eksperimentet godt, føler vi os måske endnu tættere på hinanden, fordi vi har delt noget privat – personligt, måske endda intimt, men for mange ville det være en grænseoverskridende handling og noget vi automatisk ville vige væk fra.
Forestil jer stemningen i teamet efter sådan et møde. Øget sammenhold eller totalt oprør!
Du kan jo prøve at teste det af i dit eget team. 🙂
Så det interessante er, hvordan har du det med fødder? Med dine egne? Med andres? Ligger du helt ude på skalaen, hvor det er det mest sexede i verden ligegyldigt, hvad det er for nogle fødder? Eller ligger du et eller andet sted midt i mellem og synes, at de liiige skal groomes lidt, før de skal i nærheden af dig? Eller er du på den anden fløj, som synes: For satan sæt de fødder fri! De skal hyldes, de bringer os rundt både i den lokale Netto og i den store verden.
For vores vedkommende kan vi slå fast, at fødder for os først og fremmest er forbundet med velvære. Hvis vi piner vores fødder i f.eks. høje sko 🙁 , så er de kilde til smerte og tænders gnidsel. Men hvis vi til gengæld har det godt i vores fødder, så kan det være toppen af lykke, at smide de der sko og strømper om foråret og slippe tæerne løs i alt fra sand til vand og nyslået græs.
For Pernilles vedkommende er hendes fødder den direkte forbindelse til nervesystemet. Det betyder, at der går lige præcis 5 min fra hendes korpus rammer sofaen og fødderne kommer i hænderne på hendes mand, til hun sover. 🙂
Hvor har dine fødder det bedst?
Vi blev begge forargede og indignerede over, at nogen som på KantbyK’s profil kan have noget imod helt almindelige damefødder! Og vi må indrømme, at vi bliver særligt sure, når det er andre damer, der farer i blækhuset for at kritisere. Hver gang vi kvinder selv er med til at forstærke et kodeks om, at vi ikke må vise os frem uden at være perfekte og fuldstændigt lydefri, så gør det dobbelt ondt. De fleste af os er selvkritiske nok i forvejen og behøver ikke andre kvinders “hjælp” for at føle os utilstrækkelige, dumme, grimme eller forkerte.
Så kære læser.
Med dette lille indlæg vil vi gerne slå et slag for (kvinde)føddernes befrielse. Lad os gøre sommeren 2021 til de frie fødders sommer. Slip the suckers free, bring them out! Det kan godt være du lige skal tage et fodbad og klippe nogle negle, so what! Det er fint, men kom nu ud med dem. Og del dem gerne på Instagram! Du må selv om, om du vil sætte et stort advarselsskilt på til alle dem, der ikke kan lide fødder eller om du vil sige: Ved du hvad, det her er min fødder, de bringer mig ud og hjem igen. Og her er de og de må gerne være her, fuldstændigt som de er. Lige som resten af mig i øvrigt må!
#lovemyfeet👣
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Eva og Pernille
#lovelyladiesalive
Du kan læse flere af vores indlæg om kroppen her.
Eller få I Form‘s 7 hurtige træningstips til stærke fødder her.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Krop – free the feet"