Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Vi er klar til det kolde gys

Vinterbadning var det helt store udendørshit sidste vinter. Corona, hjemmearbejde og nedlukning gjorde denne tidligere ekstremsport til allemandseje og alle dens fordele og gevinster er beskrevet i bøger, blade og på nettet. Også mange af jer, kære læsere, dyrker havets vintergys og vi har kigget med i beundring i sikker afstand fra kysten og tænkt, at vi var både for magelige og kuldskære til at være med på bølgen.

Men siden er det sidste medlem af vores lille selskab flyttet tæt på havet, mindst én af os er kommet i full blown overgangsalder og én af os har efter mange år mirakuløst genoptaget bikinien. Yderligere har vi i poetiske vendinger skrevet om havets dragende farve og om at nedstamme fra vikinger her på bloggen. Så det tynder unægtelig ud i de (dårlige) undskyldninger. Sidste pind i neiii-tak-vi-bliver-på-land-kisten kom forleden, da én af os fik besked fra højeste sted om, at vinterbadning ville være direkte gavnligt for både tankemylder og hedeture. Så nu gør vi det sgu!

Vi griber septemberchancen og hopper med på bølgen. Vi gør det. Vi tør det. Og vi er allerede gået i gang…..
med at varme op til vinterbadning. 🥶😅

Pernille til Eva:
Det var jo sjovt den anden dag, da vi legede vinterbadning på Rågeleje Strand. Det var først lidt varmt bevares og senere ret koldt, men hvad er det, der gør, at du vil med i vandet til vinter for første gang nogensinde?

Tja, hvorfor vil jeg egentlig det? Jeg hader at fryse – og her mener jeg virkelig – hader at fryse, så det ligger egentlig ret langt fra mig at skulle udsætte mig selv bevidst for sådan en omgang kæmpe-fryser!  Men jeg elsker havet – det gør mig så godt bare at se på det, gå tur ved det og lytte til det. Det er virkelig balsam for min sjæl. Så tænk engang, hvis jeg også kunne proppe alt det balsam IND i kroppen og få gavn at de fysiologiske processer der går i gang ved sådan en gang vinterbadning – det tror jeg, min krop ville klappe i hænderne over.  

Eva til Pernille:
Hvad med dig, Pernille? Hvad eller hvem har inspireret dig til at sige: “Nu skal det sgu prøves!”?

Jeg har fulgt visse profiler hele sidste vinter og blandt andet @beautyspace, som jeg troligt følger for alle hendes produktanbefalinger, når det kommer til hudpleje. Hun kastede sig ud i det for allerførste gang sidste vinter, kuldskær som os. Og blev totalt hooked. Det har inspireret.

Og så er jeg jo i løbet af sommeren gået fra nul hedeture til fuldstændig spoleret nattesøvn på grund af en hedetur ca. hver anden time. Så jeg har simpelthen behov for at finde en måde at nedkøle mit overophedede legeme på. Og på dette felt er der jo rigtig mange i vores netværk af skønne jævnaldrende LOVELY LADIES ALIVE kvinder, der anbefaler vinterbadning. Så nu vil jeg altså rigtig gerne give det et seriøst forsøg.

Pernille til Eva:
Hvilken strategi tror du vi skal lægge, for at blive ved med at bade – også når det begynder at blive koldt?

Jeg har tre overordnede ting i tankerne, og her må erfarne vinterbadelæsere endelig, endelig spæde til og kommentere! For det første tænker jeg, at det er super vigtigt, at vi sætter vores mål et realistisk sted, og ikke stræber efter super-vikinge-status i første hug. For det andet tænker jeg struktur – at vi måske laver en fast ugentlig aftale for at peppe motivation og mod hos hinanden. Og for det tredje noget med at have det rette udstyr/beklædning og her er gode råd virkelig meget velkomne. 

Eva til Pernille:
Hvad tror du bliver de største hurdles for dig i forhold til at komme til at vinterbade jævnligt?

Jeg tror ligesom dig, at det bliver tre ting i varierende styrke:

Vejret – altså kulde, blæst og mørke. Uhhhha jeg gyser allerede ved tanken. 🥶

Tid – Både at få tid i løbet af ugen og så det med tidspunkt på dagen. I mange år har jeg sværget til motion om morgenen. Det gav energi til hele dagen, og så var det ikke noget, jeg skulle tage mig sammen til senere på dagen efter arbejde eller endnu værre, efter måsen var nået ned i sofahøjde. Men efter hormonerne er kommet i frit fald, magter jeg ikke at skynde mig om morgenen og jeg magter slet ikke at skulle ud i kulden. Så det bliver helt klart en udfordring for mig at finde det rigtige tidpunkt, hvor det vil komme til at fungere og samtidig ikke tage for meget af dagen.

Det sidste er motivation og vedholdenhed og her håber jeg på aftaler med dig, så vi kan grine og gyse sammen. Og så satser jeg hele butikken på, at oplevelsen af det øgede velvære, vi har hørt så meget om, vil gøre sit til, at jeg bare må prioritere det og overvinde alle barrierer mellem mig og den ægte vinterviking-dronningestatus.

Pernille til Eva:
Hvad håber du allermest at få ud af at vinterbade? Og her må du gerne tage den ultimative drøm med. Verdensfred og Joakim von And-status er velkommen. 😋

Jamen, jeg håber i virkeligheden på at få et tættere forhold til min egen krop. Opleve nærvær helt ind i knoglerne, hvis det giver mening? Jeg arbejder på det med at være min krops bedste ven, i stedet for at presse den eller ryste på hovedet af den. Det er der gået rigeligt af år med, ikke? Så jeg håber på en undersøgelse af, om det er noget min krop kan lide, om det er noget, den får gavn af. Det vil helt klart booste motivationen hos mig, hvis min krop bare står og råber JA TAK, når jeg – forhåbentligt – er kommet i gang med vinterbaderiet. 🙂

Eva til Pernille:
Hvad med dig – hvad håber og ønsker du at få ud af vores nye badeprojekt?

Jeg ønsker mig mere end noget andet at få oplevelsen af, at min krop er stærk, tilbage. Den her omgang hormonrutsjetur har efterladt mig med en følelse af, at min krop er svag. Ude af kontrol og imod mig. Og jeg længes tilbage eller måske frem mod nye tider, hvor min krop og jeg er bedste venner og kan stole på hinanden igen. Og hvis der følger lidt mere ro med på alle systemer, så ender jeg som lykkens pamjulefis, nå ja, lige omkring jul. Det er sgu da værd at fryse lidt for. 🙂

Kære læsere.

Let’s face it. Det er 25 grader udenfor, solen skinner, så lige i disse dage er det ikke en fis svært at begynde at vinterbade. Men det kommer jo, det ved vi, så vi har brug for alle de gode råd, vi kan få. What to wear, when to do it, hvor tit, hvor meget og hvor længe af gangen.

Hvordan kommer man afsted på en virkelig kold dag, og hvad er det bedste ved det hele. Skriv dit personlige bedste vinterbadetip til os, så bliver vi så glade, og så lover vi at sætte al ære, værdighed og vilje ind på at hænge på, også når vi når novembermørke, julelys og januarudsalg. HJÆLP OS PLEASE, vi er bange! 😅

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Læs om Evas forhold til havets smukke farve her og om, hvordan Pernilles nedarvede forhold til havet stammer fra gæve vikinger på Færøerne her.

Eva i det blå
Færøene

Du kan også læse meget mere om vinterbadningens gode effekter på krop og sjæl hos netdoktor.dk. Du finder linket her.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "Vi er klar til det kolde gys"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *