Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Tanker om krig

Det her blogindlæg skulle have handlet om noget helt andet. Noget som stod i festen og fejringens tegn. Men som så mange andre er vi i limbo omkring det, der sker i Ukraine lige nu. Følelserne står i kø og skifter mange gange i løbet af en dag. Og ind i mellem og meget af tiden er det jo også bare business as usual.

Skal man for øvrigt føle skyld over det? Viser man kun sin støtte, hvis man er koblet på situationen via medierne i alle vågne timer? Hvad stiller vi op med vores inderlige medfølelse, som måske i virkeligheden kun hjælper den enkelte ukrainer meget lidt? Hvad kan jeg gøre, hvad bør jeg gøre, og hvad skal jeg gøre? For at være et godt menneske. Og en god verdensborger.

Store spørgsmål. Vi ved det godt. Men nok ikke nogle, vi er alene med.

Vi er som alle andre påvirkede af, hvad der sker i Ukraine lige nu.

Derfor har vi dedikeret denne søndags indlæg til alle, der kender krig på krop og sjæl. Til dem der kæmper i Ukraine lige nu, og til dem der er bange for, hvad der skal ske lige om lidt, om en uge og i fremtiden. Vi gør det ved at stå ved, hvor svært det også kan være at stå på siden. Som naboer, som pårørende, som medmenneske. Også selvom vores byrde ikke på nogen måde kan sammenlignes med deres. For det er jo lige her, vi balancerer i vores del af verden lige nu. Mellem at vise at vi kerer os, at vi ikke er uberørte og at vi ikke er ligeglade. Tværtimod. Og at vi samtidig også har brug for at passe på os selv, på vores børn og på vores familier. At vi har brug for at holde balancen. Have håb og tro på, at det nytter at stå op hver morgen og leve vores liv i privilegeret fred. For er der noget, det at være langdistancevidne til krig gør, så er det at sætte vores egne liv i relief. Kærligheden og taknemmeligheden over alt det vi har, de mennesker vi elsker, det liv vi lever, på det her sted i verden, fylder os. For her hvor vi er, venter foråret stadig lige om hjørnet og bøgen vil om nogle måneder igen spejle sin top i bølgen blå.

Pernille til Eva:
Hvordan har du i de her dage med det, der sker i Europa lige nu?

Jeg har sådan en larmende stilhed af magtesløshed indeni. Tilstandene i Ukraine er skræmmende, uvirkeligt og alligevel utrolig tæt på. Der er krig i Europa, og der arbejdes på højtryk i resten af verden, for fjenden er ikke Hr. Hvem som Helst. Nationer og alliancer rykker tættere sammen – det her er alvorligt. Og jeg kan ikke foretage mig noget – jeg kan ikke påvirke udfaldet som værende “bare mig.” Vi har nok alle sammen set vores del af film om 2. Verdenskrig, hørt musikken fra den periode, læst bøger, set dokumentarer, haft om det i skolen. Tænkt, at det må have gjort et så uudsletteligt indtryk på hele menneskeheden og dens ledere, at en decideret invasion aldrig ville blive aktuelt i vores del af verden igen. Derfor uvirkeligt. For sker det her i den moderne verden anno 2022? 

Og nu spørger vores børn: “Er det her begyndelsen på 3. Verdenskrig? Trykker Putin på atombomben? Slår han folk ihjel? Slår han os ihjel? Hvordan kan vi hjælpe alle dem i Ukraine?” Snakken kommer direkte ind i dagligstuen midt i aftensmaden. Og vi er nødt til at tale om det. De er nødt til at spørge om det, de tænker, føler eller ikke forstår. Og vi er nødt til at svare. Det er på alle medier, de snakker om det i skolen, vi snakker om det hjemme, det er alle steder. Og vi skal fortælle dem sandheden – selvfølgelig i versioner, der svarer til deres alder og forståelse, og samtidig – uden at lyve. De har krav på at vide, hvad der foregår.

Så det fylder faktisk rigtig meget for mig og for os herhjemme lige nu. Hvordan snakker vi om det på tværs af aldre, hvordan formulerer vi som forældre noget, som ingen af os nogensinde har prøvet før? Hvad svarer jeg, når mit barn spørger mig: “Er du bange for Putin, mor, og hvad hvis der sker noget med os?” Og så kommer krigen pludselig meget tæt på. Jeg ER bange for Putin – pisse bange. Men jeg skal jo stadig opretholde vores hverdag, stadig være den trygge ramme for vores børn, stadig fungere, arbejde, følge kalenderen, som vi plejer. Men hvad hvis der sker os noget? Og hvad kan jeg gøre lige nu, hvordan jeg hjælpe? Hvad med alle de stakkels mennesker, der lider, og som jo faktisk ikke er så langt væk?  Noget er i bevægelse, men vi ved ikke, hvilken retning det går. Og det er et underligt og magtesløst limbo at navigere i.

Billede af den franske ambassade i Københavns støtte til det ukrainske folk
Evas yngste datter Ellen har fotograferet den franske ambassades støtte til det ukrainske folk.
Ellen er 11 år gammel.

Eva til Pernille:
Hvad med dig? Hvordan har du det?

Jeg er helt rolig. Som altid, når the shit hits the fan for alvor, hvilket verden mærker nu, så bliver jeg super ædru og fokuseret indeni. Det er et mærkeligt fænomen, og det er godt, jeg har levet så længe og oplevet det før, ellers ville jeg tro, der var noget galt med mig.

Jeg har en mand, der har oplevet krig på Balkan som udsendt soldat og som har været stærkt påvirket af nyhederne fra Ukraine fra første dag af invasionen. Vi har prøvet lidt af hvert sammen og jeg kender hans ar på sjælen, men jeg har aldrig før set ham reagere på noget, der sker nu og her på den måde, han gør nu. Billeder og historier om krigshandlingerne går uden om al rationalitet og lige i hans nervesystem, hvor det aktiverer gamle traumer. Specielt når det handler om børn. Og samtidig forstår han de militære træk og ved alt om de våben, der bruges. I dag sagde han: “Almindelige danskere ser ikke det, jeg ser, for de har ikke lugten af brændt kød og krudtrøg med. Og de hører ikke lyden tungt artilleri eller mærker trykbølgen fra bomberne.”

Til hverdag er jeg den, der hellere maler fanden på væggen en gang for meget end for lidt, men det er, når det handler om, om der er mad nok til en middag med familien eller om julelysene er taget ned. Men her, når det virkelig gælder, så får jeg lasersyn og vælger helt afklaret, hvad jeg ser, hvad jeg gør og hvornår, der er grund til at gøre det. Betyder det jeg fortrænger krigen og lader som om, den ikke er her. Nej, jeg er igennem alle følelserne og tænker det, du beskriver. Mortens reaktion gør dybt indtryk på mig og fjerner alle sidste rester af uvirkelighed, men jeg er i stand til at navigere. Er det nu, vi skal gøre noget anderledes? Jeg mærker efter, hvad jeg tror, der sker. Og så lægger jeg det væk igen. Jeg er fokuseret på ressourcer og holder på dem, der er. Holder hovedet koldt så at sige, men stadig hjertet varmt.

Blomster lagt i Østre Anlæg i København til støtte for Ukraine.

Pernille til Eva:
Hvad gør du for ikke at bliver bims af nyhederne og oplevelsen af frygt og afmagt, som du beskriver?

Jeg sorterer benhårdt. Simpelthen. Jeg kender nu mig selv godt nok til at høre efter, hvad mit system fortæller mig. Dengang ISIS gik amok i Irak og Syrien, så jeg en del nyheder, og nogle af de billeder fra reportagerne rystede mig i den grad og printede sig ind på min nethinde, og dukker stadig meget tydeligt op, når noget fx handler om kvinder og børn i alle mulige sammenhænge, som ikke nødvendigvis handler om krig. Det lammer min vejrtrækning og mit hjerte skærer i kroppen – jeg kan simpelthen ikke kapere grusomhed. Og det er ikke blevet bedre med alderen.

Det kan måske lyde overfølsomt og for meget – det er jo ikke mig, der har oplevet krig. Men sådan er jeg bare indrettet. Derfor er der efterhånden dukket sådan en mere rationel del af mig op, som ret hurtigt kan tage en beslutning om, hvad der er brug lige nu og her. Som handler uden at være naiv. Derfor ser jeg ingen levende nyheder. Ingen tv-avis, hører ingen taler fra regeringsoverhoveder, hører ikke radioavis. Det er for levende, og trænger ind i hver en del af min krop. Til gengæld LÆSER jeg nyheder og analyser løbende igennem dagen, hver dag. Jeg har rigtig meget brug for at vide, hvad status er. Når jeg ved, hvad status er, kan jeg bedre placere det indeni, og også være i stand til at kunne formidle det videre til vores børn, hvis det er nødvendigt eller hvis de spørger. Det giver mig en besynderlig ro, at have et overblik over helt konkrete ting. Hvem har talt med hvem, hvilke sanktioner er der nu indført, hvad er status i EU. MEN – jeg skimmer kun meget hurtigt overskrifter om menneskelige tab, bombede børnehaver, og klyngebomber over civilbefolkning. Bare at skrive ordene nu, giver mig kvalme.

Og så forholder jeg mig ikke til andre ting, der sker rundt i verden lige nu. Det er en endeløs beretning om ulykke, krig og elendighed. Og ingen kan rumme alt det på samme tid. En ting ad gangen gælder for mig også her – Og den ene ting er jo i sig selv kæmpe stor. Den enkelte ukrainer bliver jo heller ikke hjulpet af, at jeg ikke kan hænge sammen, fordi TV-avisen tager magten over mit nervesystem. Så ville alting bare gå i stå, og det hjælper ingen. Så jeg bider mig fast i hverdagen og i livet. Slikker solskin og krammer mine børn. Insisterer på at gøre det, vi plejer at gøre, og snakker om, hvad der måtte dukke op.

Eva til Pernille:
Der runger jo hele tiden spørgsmålet om: “Hvad kan VI gøre for at hjælpe, hvad kan JEG gøre?” Hvad tænker du om det?

Igen, at det er svært. Vi har støttet med penge, men på en eller anden måde føles det tamt og som “for nemt”. Mange i vores Lovely Ladies Alive-position laver indsamlinger. PetitKnit har via sin instagram profil og ved salg af strikkeopskrifter samlet mere end en million danske kroner ind. Det synes jeg, er fantastisk. Et stort strikkende community, der viser deres støtte. Jeg hører også om danskere, der kører ned til grænsen mellem Polen og Ukraine, og fragter flygtende ukrainere til familie og venner rundt omkring i Europa. Det er beundringsværdigt.

Jeg har overvejet at finde ud af, om der er brug for frivillige hænder her i kommunen, når flygtningene begynder at komme til Danmark og til Nordsjælland. Måske vise tilrette, hjælpe med oversættelser og at finde rundt i de danske systemer som nem-id, skat, sundhedssystem, det kommunale system osv. Måske være frivillig mentor for en familie eller en kvinde med børn. Jeg kan godt lide tanken om at støtte andre kvinder. Også i denne situation. Måske der viser sig et behov, hvor vi også kan hjælpe i Lovely Ladies Alive regi. Jeg vil i hvert tilfælde gerne gøre mere ud fra devisen om at give af sit overskud. Har man nok at kæmpe med selv, skal man ikke føle skyld over ikke at magte at hjælpe. Det er ok at overlade det til mennesker med både økonomisk og personligt overskud. For det er, som du sagde forleden Eva. Folk bliver stadig syge, går i overgangsalderen, bliver skilt, får børn, nyt job, mangler penge osv, selvom der er krig i Ukraine.

Pernille til Eva:
Hvad tror du, er det vigtigste, vi kan gøre som personer hver for sig, men også sammen som Lovely Ladies Alive lige nu? Jeg tænker ikke bare med hensyn til hjælp, men som os, der lever lige nu i det, der er vores liv og vores del af verden.

Jeg tror, at noget af det vigtigste er, at vi hylder livet. At vi nyder hver eneste dag. Siger til dem, vi elsker, at vi elsker dem. Kigger vores kære i øjnene, og giver et ekstra kram. Være taknemmelige for alt det, vi har, for at vi lever privilegeret i vores lille oase af verden, hvor vi har stemmeret, mad på bordet og fri kærlighed. Vi skal fortsætte med at insistere på at leve frit i en fri verden, og ikke lade os skræmme for meget eller styre af vanvittige mænds vanvittige handlinger. Vi skal insistere på, at det gode altid vinder over det onde

Jeg tror, at vi både hver for sig og sammen, skal være den synlige fakkel midt i håbløsheden. Den fakkel der stråler af håb. Uden håb, findes vi ikke. Det lyder stort, men det er sgu rigtigt. I alle fortællinger skal håb være en drivkraft. Ellers slutter historien på side et. Sådan tror jeg også, det er i den virkelig verden. Verden har brug for håb.

Så det skal du, det skal jeg og det skal vi i Lovely Ladies Alive. Det ligger endda i vores navn. Vi skal fortsætte med at hylde livet ved at holde fast i og insistere på at gøre, som vi plejer – det ville ukrainerne gøre, hvis de kunne – og så skal vi dele vores håb med dem, der har allermest brug for det lige nu. 

Blomsterne ligger foran søjlen i Østre Anlæg til minde om den ukrainske nationaldigter Taras Shevchenko.

Kære Læsere

At skrive dette indlæg har åbnet ind til et rum i os begge, hvor vi har gemt den fulde styrke af alle tankerne og følelserne omkring krigen i Ukraine. De har været gemt, fordi de i fuldt flor vil fylde for meget. For meget til at holde balancen, tage vare på børn og mennesker, der har oplevet krig. For det er sådan, det er for mange af os. Vi må gemme det væk meget af tiden, og så kigge ind i helvedes forgård i små doser, på de medier, vi kan holde ud og i det omfang, vi har behov for at følge med.

Men det er også kommet bag på os, hvor meget vi havde på hjertet hver især om vores oplevelser med situationen. At skrive har givet luft og indblik i hinanden, også på dette punkt.

Og måske er det her vores blog har sin plads i disse dage. Vi kan lufte vores tanker og følelser og give alle andre rum til at gøre det samme. Skriv til os, hvis du har brug for det eller skriv til en ven eller bare til dagbogen. Vores oplevelse er, at det letter hjertet og forbinder os til hinanden som mennesker. Og den særlige kraft i medmenneskeligt sammenhold, er altid den stærkeste fortælling, der står tilbage, når historien skal skrives.

Det tror vi på. Også denne gang.

Rigtig god søndag 🇺🇦

Og de allerkærligste hilsner

Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Hvis du vil læse mere om den særlige kraft Pernille har dykket ned i sin families historie for at finde oprindelsen af, kan du læse med her.

Ung kvinde med armene oppe på en færøsk klippe ud til havet

I denne artikel fra Zetland, kan du læse om, hvorfor vi som mennesker har brug for at gøre noget for at hjælpe i Ukraine. Der præsenteres også forskellige holdninger til, hvad der hjælper og hvem der hjælper bedst lige nu. Meget interessant og aktuel læsning, som du finder lige her.

Illustration: Julie Ravn Hansen, Zetland

Og hvis du vil donere penge til hjælp i Ukraine, får du en unik mulighed for det, når DR og TV2 går sammen om en uges indsamling på begge kanaler. Det hele begynder d.12.03. Læs mere her.

Se kildebilledet

Tak for din støtte. ❤️

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Tanker om krig"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.