Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Mit barn er flyttet hjemmefra – et år senere

Om et par uger har vi jubilæum. Min datter og jeg. Om et par uger er det præcis et år siden, hun flyttede hjemmefra og min rede blev tom. 21 års familieliv var uigenkaldeligt slut.

De første måneder var euforiske. Min mand og jeg nød virkelig at have hele huset for os selv, og vi opførte os som nyforelskede. Men som alle andre forelskelser varede det nogle måneder, og så begyndte andre og sværere følelser at banke på.

Pernilles datter på vej ind i et S-tog
Olivia flyttede hjemmefra, da vi flyttede til Nordsjælland i februar 2021.

Her et år efter kan jeg gøre status og ærligt sige, at omstillingen har været voldsom. I perioder brutal og på andre tidspunkter bare præget af mild vemod og nostalgi. I august tog min datter på højskole på Fyn og det optog hende naturligvis meget. Så meget, at der ikke var tid til at sende beskeder hjem eller få ringet til sin mor. Det var svært for mig. I utroligt mange år har det været min fornemmeste opgave at sørge for, hun var ok. At hjælpe og støtte, så ungen var glad og tilfreds med livet. Nu vidste jeg i ugevis ad gangen, intet om hvad hun oplevede, eller hvordan hun havde det.

Efter et par måneder, hvor jeg lige måtte bede den unge dame om at huske i det mindste at sende en snap nu og da, stødte jeg på en podcast om kærestesorg. Budskabet fra værten, den svenske parterapeut Annli Östling, var, at en del af arbejdet man må gøre, hvis man er blevet forladt og har kærestesorg, er at se sin proces som en form for afvænning. At have fokus på, at vejen ud af sorgen og savnet også går gennem at vænne sig af med at være i jævnlig kontakt med den anden. Man må så at sige arbejde på at aflede sig fra det gnavende behov for at få sin kærlighed gengældt hele tiden. Det resonerede hos mig. Jeg kunne hurtig erkende, at jeg havde et større behov for kontakt og nærhed med Olivia end hun havde, og at jeg måtte afvænne mit system fra dette behov, hvis vores forhold skulle balancere og på sigt komme til at hvile på vores begges behov.

Jeg måtte også arbejde på en afvænning fra behovet for at være behøvet. Jeg kan stadig godt huske, hvor meget mit liv fik mening, da jeg blev mor. Hvordan der pludselig var en meget tydelig prioritering i, hvad der var vigtigt, og hvordan det at være så ubetinget elsket af et andet menneske, der var fuldstændigt afhængig af mig, gav hele min eksistens værdi.

Det er jo ikke småting at skulle afvænne sig fra, men det er min oplevelse, at det var nødvendigt for mig. Hvis jeg havde givet efter og handlet på mit behov hver eneste dag, var jeg blevet en plage for Olivia. Og det er alt andet lige det sidste, jeg vil være. Vi kender alle sammen det skrækscenarie med en mor eller svigermor, der konstant trænger sig på. Det gør absolut ikke noget godt for relationen. Og jeg ønsker mig en ligeværdig relation til min voksne datter. En som giver os begge glæde og en, vi begge føler os tilpas i.

At afvænne sig sit behov for at være i daglig kontakt med sit barn, er bestemt ikke det samme, som at alle stærke følelser og behov ikke skal anerkendes, tales om og bearbejdes. Det har været en lige så nødvendig del af min proces som fokusset på afvænningen. Og som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg her, så skal vi have bugt med den skam, vi som forældre og måske særligt mødre, kan føle over, at det er så svært, når vores unger flyver fra reden. Det er en kæmpe ting at blive mor, det ved alle. Og min oplevelse her et år efter min datter flyttede hjemmefra, er at det på mange måder er i samme liga, når de flytter ud igen. Man bliver udfordret på sin eksistensberettigelse og sin værdi som menneske. Og det kræver tid og arbejde at finde sig 100 % tilpas i den nye situation og den nye relation til sit barn.

Men ikke desto mindre, da der var gået et par måneder af Olivas højskoleophold slog det mig, at jeg langt hen ad vejen var faldet til i min nye situation. Nu kunne der gå dage, hvor jeg overhovedet ikke tænkte på, hvad Olivia lavede eller hvordan hun havde det. Jeg havde afvænnet mig med at have et konstant behov for at mærke efter, om alt var ok med hende. Jeg var umærkeligt begyndt at hvile i, at intet nyt var godt nyt, og jeg havde haft en håndfuld oplevelser med at hun stadig giver lyd, når hun er ked af det eller har brug for hjælp. Samtidigt havde jeg også fundet frem til, at det også var ok at handle på mine egne behov ind imellem og spørge om, hvad hun skulle lave i weekenden, eller sende en fjollet snap om noget jeg gik rundt og lavede. Det hele havde med andre ord fundet sit naturlige leje.

Bliver jeg så ikke længere ramt af savnet af familielivet? Jo absolut. Vi har lige været igennem den første december og jul, og som med alle andre store forandringer som indebærer sorg og savn, så skal hele årshjulet ligesom spilles igennem, så man får alle første gange ud af systemet. Næste jul har jeg jo prøvet det før og så bliver det alt andet lige nemmere. En af opgaverne er jo f.eks. at tage stilling til, hvad det at pynte op til jul, at julebage og at have juletræ betyder for mig personligt og på egen hånd. Om det er noget, jeg vil bruge tid på bare for min egen (og min mands) skyld eller om det hænger mest sammen med en familiefølelse og var for Olivias skyld. Svaret, kan jeg afsløre, svæver stadig lidt i vinden. 🙂

Kære Læser

Jeg har lige læst to meget forskellige artikler om forældre og voksne børn. Den ene var fra Femina og et svar på et læserbrev til en mor til voksne børn fra præsten Anne Mejlhede, som jeg i øvrigt gik i klasse med i gymnasiet. En fortvivlet mor følte sig overset af sine voksne børn, som hun hjalp med børnepasning og alt muligt andet, men som aldrig havde tid til en voksensludder med hende og ignorerede hendes opringninger, når hun ringede efter børnene var lagt i seng. Hun var simpelthen i tvivl om, om hendes behov var rimeligt eller om hun for sin egen skyld, havde ret til at ønske sig noget af deres opmærksomhed og tid. Anna Mejlhedes svar var nej. Hendes budskab var, at vi aldrig kan forlange den samme opmærksomhed og kærlighed fra vores børn, som vi giver dem, og at det derfor altid må gå fra forældrene til børnene. Hun rådede kvinden til at være taknemmelig for at være så tæt på det altopslugende familieliv hendes to børn levede og finde glæde i det.

Den anden artikel om samme emne var fra Alt for damerne og et interview med skuespilleren Julie Ølgaard om, hvordan hun midt i et travlt liv som småbørnsmor, oplevede at miste sin mor til sygdommen demens. Hendes budskab til voksne børn som hende selv var, at huske at tage sig tid til at være sammen med sine skattede forældre, også selvom man har meget om ørene. At invitere på mad eller kaffe. At gå tur og få talt sammen og vist sin påskønnelse og kærlighed. At huske at få stillet de vigtige spørgsmål og bruge tid på at være sammen. For hun ville jo naturligt nok, give sin højre arm for at have sin mor, som hun var før sygdommen, i sit liv.

Min sandhed ligger et sted midt i mellem de to artiklers budskab. Jeg kan stadig huske årene som småbørnsfamilie og det er de travleste i mit liv. Jeg havde så mange mål og drømme for mit moderskab, min rolle som hustru og for mit arbejdsliv, og jeg halsede afsted i forsøget på at lykkes på alle parametre. Jeg har forståelse for, at forældre, hvis kærlighed man, hvis man er heldig, kan tage for givet, kan havne liiidt for langt nede på prioriteringslisten. Men samtidig ved jeg jo qua min alder og erfaring, at Julie Ølgaard har ret. Når alt kommer til alt, er det der tæller, ikke de ydre mål man har nået, men tiden man har brugt sammen sine nære. Og endelig er det også en del af min oplevelse, at det kun kan blive det ligeværdige forhold, jeg stræber efter at få med min datter, hvis forældrenes behov også får lov at fylde til en vis grænse. Nøglen til at lykkes, ligger her i de første år, efter de unge mennesker er flyttet hjemmefra. Det er her arbejdet med at finde balancen skal gøres, og det kræver bevidsthed på processen. Hvornår er det mit behov og hvornår er det børnenes? Og man skal turde føle og anerkende sin smerte og arbejde med den hjemme i eget “værksted”, for børnene er ikke nøglen til at smerten forsvinder. Den må du på jagt efter andre steder og måske allervigtigst i dig selv.

I anledning af dette blogindlæg inviterede jeg min datter til et status-møde og vi tog en snak i bilen en dag om, hvordan vi hver især har oplevet det sidste år. Samtalen slutter med Olivias anbefalinger til både unge og deres forældre, som står overfor at skulle flytte fra hinanden. Måske kan I lytte til samtalen sammen. Rigtig god fornøjelse.

Og rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive


Du kan læse de andre indlæg i vores føljeton, om børn der flytter hjemmefra her.

To piger i 6 års alderen spiser pølser på bænk i rødt regntøj
Olivia og Anna, Eva ældste datter som 6 årige.

Du kan også finde læserbrevet og Anna Mejlhedes svar i Femina her.

Og artiklen fra Alt for Damerne om Julie Ølgaard og hendes mor her.

.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

6 kommentarer til "Mit barn er flyttet hjemmefra – et år senere"

  • Mariette skriver:

    Virkeligt et godt emne ❤️
    Jeg glæder mig bestemt ikke til den dag kommer og mine drenge flytter hjemmefra. Men dejligt at høre jeres refleksioner og gode råd. Jeg håber, at jeg vil kunne følge dem og give plads og være en cool mor

    • Hej Mariette.
      Det er godt at forberede sig mentalt på, når det sker. I hvert tilfælde bare en lille smule.
      Og så tilgive sig selv hvis, det hele bliver meget anderledes. 🙂
      Men det hjælper utroligt meget at lytte til andre kvinders erfaringer og dele sine oplevelser med andre, når den tid kommer.
      We are here for you. 😉
      Kærlig Hilsen
      Eva og Pernille

  • Elisabeth skriver:

    Min datter er flyttet hjemmefra for nogle år siden. Første stop hos sin bedste, så hos en kæreste, retur til bedste og for et år siden i fælles lejlighed med nuværende kæreste.
    I en lang periode ringede hun dagligt, nu kan der gå en uge uden kontakt og jeg tillader mig at se det som et sundhedstegn.
    Jeg er opvokset med devisen ‘Intet nyt er godt nyt’, men ind imellem er smalltalk om løs og fast, det der gør os i stand til at spotte, nogle af de emner, der kan være svære at tage hul på, når man ikke har talt sammen et stykke tid.
    Så status fra mig er:Ro og tryghed omkring datteren min, men dårlig samvittighed over ikke at være mere fysisk sammen med min egen mor, som jeg taler med nogle gange om ugen.

    • Hej Elisabeth.
      Det lyder som om både du og din datter er landet et rigtig godt sted med jeres relation. Stort tillykke med det.
      Vi ved, det kræver noget af begge parter.
      Og så bringer du jo et andet perspektiv ind på forældre og voksne børn. Nemlig i relationen til vores egne mødre.
      Og her kan vi bestemt også genkende ønsket om gerne at ville være endnu mere sammen med vores egne mødre.
      Tak for lige at minde os om den del af det hele.
      Kærlig hilsen
      Eva og Pernille

  • Kære jer to…
    Åhh jeg husker det så præcist – den dag, hvor jeg kunne begynde at se mine egne behov igen, mærke træthed og glæde hånd i hånd over, at jeg ikke behøvede nå hjem og lave mad til kl xx, bare kunne tage i byen og drikke kaffe i en uendelighed med gode venner og veninder… men også den tomhed på værelset, i stuen om natten efter en ung kvindes fest, hvor talen flød let og sjovt – når der var veninder hjemme, når mine behov altid kom i sidste række. Og glæden over, at det nu ikke længere behøvede være sådan længere.
    Jeg tror på det her helt fantastiske princip med at vores børn skal vokse op og blive selvhjulpne for derigennem at give videre til nogle skønne unger…
    Så har vi “gamle” vores andet liv, forelskelse i hinanden, i livet og i at finde os selv igen, på andre ben og med et livs erfaring at kigge på, smage på, nyde af. Og så skal vi helt klart igang med at gøre noget mere for nogle. Finde vores livsmening og begynde at føre det ud i livet. Skulle hilse fra Birgitte Nielsen, som jeg var på tur med idag 🙂
    knus fra mig til jer

    • Kære Helene.
      Så kloge ord som altid fra dig. Du er simpelthen indbegrebet af den livsvisdom, der kommer til kvinder, når der bliver rum til at folde den ud efter børnefamilielivet.
      Tak fordi du altid deler så gavmildt med os, og tusinde tak for hilsenen fra Birgitte. Endnu en herlig dame i sin bedste alder. 🙂

      Kærligst Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *