Lovely Ladies Alive

Mig og min hjerne

Mig og min hjerne, vi er bedste venner. Altså sådan nogle godt gammelkendte venner, der går way back og kender hinandens små særheder rigtig godt. Jeg elsker at være i mit hoved, som en velmenende psykolog en gang kaldte det, da hun forgæves forsøgte at opmuntre mig til “at være mere nede i kroppen”. 🤪

Min hjerne er det sted, jeg føler mig allermest hjemme i min krop. Her boltrer jeg mig blandt masser af tanker om alt, lige fra en lille krumme, som ligger der og vidner om, at mit køkkengulv er snavset, til klimatruslen og verdensøkonomiens mulige udvikling de næste par år. Faktisk bliver jeg med jævne mellemrum nødt til at spendere mange timer i eget selskab, for at nå at tænke på alt det, der kan hobe sig op og stå i kø i min hjerne, hvis jeg ikke har tid nok – og jeg kan forsvinde i dagevis i mit eget hoved, hvis jeg ikke bliver forstyrret.

Og så er min hjerne min legeplads og mit helle, og det er her jeg samler ny energi og får orden på min verden.

Men min hjerne er også et meget aktivt sted af være. I perioder føles det, som om den er på speed. Den larmer og fylder, og snakker konstant og kan springe fra emne til emne med enten stor entusiasme eller en alvorlig mine og en løftet pegefinger. For inde i min hjerne bor der to damer, der på hver deres måde dominerer festen og konstant slås om opmærksomhed og sendetid på min hjernes kanaler.

Den ene dame er fantastisk at være sammen med. Hun er superkreativ, og åben for inspiration alle steder fra. Hun kagler derudaf med lys stemme og er nysgerrig og begejstres let. Hun rumler altid på nye løsninger og veje at gå, og så skaber hun spektakulære udladninger for min kreative energi. Hun forvalter min indre idé-kilde, som pibler 24/7 og er rigtig god til at skabe indre billeder af konkrete manifestationer af mine ideer.

Jeg skal skynde mig at sige, at det bestemt ikke er alle ideer fra kilden, der er lige gode. 🙂 Men jeg får en helt særligt kropslig fornemmelse, når en rigtig god én dukker op. Først mærker jeg en stille kuldegysning ned langs rygraden og så trækker min hovedbund sig lidt sammen. 🙂 Jeg har med årene lært at være opmærksom på disse signaler og skynde mig at skrive ideen ned. Den skulle jo nødig blive væk i al virvaret.

Denne boblende kreative cirkusprinsesse er naturligvis en fest at være i selskab med, og når jeg er inde i en stime af samvær med hende, kan det være uudholdeligt at skulle holde pause, f.eks. for at spise eller sove. Skal noget være færdigt, overruler hun al sult og træthed. Hjerne over krop til hver en tid, er mit, ikke 100% frivillige, motto.

Den anden side kalder jeg Grubleren. Hun er mindst ligeså aktiv som prinsessen, men meget mindre behagelig at være sammen med. Hun kan myrekn…. et problem, en bekymring eller en konflikt til pulver. Hun har tendens til at køre i ring, uden nødvendigvis at komme i mål med noget som helst. Hun elsker emner som helbred, penge, dem jeg elsker og fremtiden i alle mulige afskygninger.

Hun har overrasket mig her oppe på landet i stilheden, for hun bryder sig åbenbart ikke om, når alt er godt. Når kærligheden kører, det nye sted er skønt, der er penge på kontoen og dem jeg elsker har det godt, så bliver hun rastløs. Hun er ikke interesseret i nuet, men scanner hele tiden horisonten for en upcoming katastrofe, jeg skulle have overset. Og hvis ikke der er én, så opfinder hun et muligt scenarie ude i fremtiden. Der er ingen grænse for, hvor langt ud i fremtiden hun kan tage mig med. I går nåede vi ud til mine børnebørns børn og den jord, de skal bo på. Og jeg minder lige om, at jeg foreløbig slet ingen børnebørn har.

Og Grubleren MÅ IKKE FODRES. For hun griber alle de historier, hun hører, både de ægte og de, der er produceret til film og tv, og sætter så en hel lavine af grublerier i gang i stærkt parløb med min til tider liidt for overaktive empati eller livlige fantasi. Så jeg bruger zap og scroll videre aktivt og forsøger at sætte et jerntæppe op, så kun godkendte emner som musik, sejlerliv, bagning og en opsummeret, velafbalanceret tv-avis i ny og næ slipper igennem jernporten.

Hun er den, der lige nu viser mig, at jeg ikke behøver byens konstante larm eller en umulig chef for at føle mig presset. Den situation kan jeg godt skabe på egen hånd. Det sker alt sammen helt af sig selv i min topspeedede hjerne. En fuldstændigt ny lærdom, som kun stilheden heroppe har givet mig adgang til. Nu er det ved at gå op for mig, hvad der egentlig foregår derinde i min elskede hjerne.

Derfor er grubleren kommet øverst på agendaen, her hos mig. Hun kan ikke længere betros frihed under ansvar, for hun breder sig og stjæler sindsro og nattesøvn. Nogle gange endda fysisk velvære. Og hun står standhaftigt i vejen for, at jeg kan nyde det liv, der for en gangs skyld er godt. Og hvad f….. er så meningen med det hele?

Så jeg er mere bevidst tilstede i min hjerne i disse dage. Men nu handler det om oprydning, afledning og disciplin. Jeg bruger alverdens hjælpemidler. Men mere end noget andet, bruger jeg kroppen. 🙂 Jeg forsøger nu, som den gode psykolog foreslog for mange år siden, at få ro i min krop og i mit nervesystem, for ad den vej kunne komme i fredelig og konstruktiv dialog med grubleren.

Lyd er også et værktøj jeg bruger, for jeg har opdaget at begge sider af min hjerne ikke kan lytte og tale samtidig. Så jeg hører meditationsmusik, når jeg skal sove eller når jeg vågner om natten. Jeg tænder ingen skærme og intet lys efter kl. 22 om aftenen. Det kræver disciplin og det er med at være færdig med alle aftenens gøremål, for det er sgu’ svært at tage make-up af i mørke, skulle jeg hilse at sige. Jeg laver stræk- og vejrtrækningsøvelser, og så vandrer jeg og bader i havets koldere og koldere vand for at gøre kroppen naturligt træt, så hyperaktiviteten i hjernen ikke længere kan hamle op med kroppens behov for hvile.

Mange af os lever et liv, hvor vi mest er hjernetrætte om aftenen, fordi al dagens aktivitet er foregået i hovedet og ikke særlig meget i kroppen, som egentlig bare har siddet på stole og i transportmidler hele dagen. Men det er nyt for mig, at jeg selv under fredstid må holde disciplin i min hjerne. Jeg må absurd nok være aktiv, for at kunne slappe af. Men det er nødvendigt med en hjerne som min. Jeg bliver nødt til at insistere på at opnå evnen til at kunne sidde på en solrig bakketop og bare nyde udsigten. Både i bogstavelig og overført betydning.

Kære læser

Rigtigt mange af os kender det. Vi knokler for at nå frem. Til overfladen, til lykken, til friheden – og når vi så når frem, kan vi ikke rigtigt nyde det. Vi har vænnet os så meget til at være i kamp, at krop og sind har glemt, hvordan man slapper af og nyder det hele. F.eks. en længe tiltrængt ferie. Den man har spinket og sparet for at få råd til, glædet sig til i månedsvis, og pakket og stået i kø, siddet i fly og busser for at komme frem til. Og så føler man bare en sær rastløshed og kan ikke sove. Og ender med at savne hverdagen og adrenalinsuset, der følger med det at være i konstant alarmberedskab. Min mand, som har rigtig mange år som soldat bag sig, kalder det for battlemind. En tilstand hjernen kan komme i under kamp, som gør det muligt at præstere i ekstraordinært pressede situationer, men som nogle ikke kan komme ud af igen, når kampen er over.

Hvordan har din hjerne det? Er den i balance og din ven? Eller genkender du det, at have flere stemmer, der fylder for meget og slås om din opmærksomhed?

Det kan være, du har det fint med din hjerne og ikke skænker den mange tanker. 🙂 Men måske er det bare fordi, du er udpræget kropsmenneske, og i stedet enten knokler for hårdt eller slapper for meget af. Eller måske er du hjertemenneske og opsøger alle dem, der trænger, uden at sætte en naturlig grænse for hvor mange du kan tage dig af, uden at tage dig af dig selv. Man behøver ikke være hovedmenneske som jeg, for at opleve, at det sted man føler sig allermest hjemme i sin krop, ikke bare frit kan bestemme dagsordenen.

Jeg skal f.eks. til et møde nu med gode mennesker som jeg samarbejder med, og selvom jeg holder mere af processen, når jeg arbejder på egen hånd, i mit eget hoved, så ved jeg, at alt for meget af det gode bliver skidt til sidst. Balance er mit mål. Derfor må Grubleren kun gruble, når der skal findes en løsning på noget, og resten af tiden bedes hun lægge sig ned og lytte til musikken.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Læs om Nagging Nancy, der også bor inde i Pernille her. Måske bor hun også inde i dig. 🙂

Du kan også læse mere om sammenhængen mellem hjerne, nervesystem og krop hos Sundhed.dk.

Og så kan du dykke ned i en ny terapiform Metakognitiv Terapi, som mange med tendens til overtænkning efterhånden har stor glæde af. Mere og mere forskning dukker op som bekræfter, at en stor del af depressioner, angstlidelser og stresstilstande beror på mængden af opmærksomhed, vi giver vores negative tanker og følelser.

Bliv meget klogere på Metakognitiv terapi her.

Og lyt til en podcastserie, som tager dig med helt ind i terapilokalet her.

Rigtig god fornøjelse. 🙂

Har du lyst til at dele: