“Alle der gemmer sig, skammer sig”. Citat psykolog og forfatter Lars J. Sørensen. Og det har nok aldrig været mere sandt end om kvinder og deres maver.
Maven er rigtig mange kvinders allerømmeste punkt på kroppen. Den sidder der foran og er ikke til at komme udenom og meget svær at skjule. Den buler ud over bukselinninger, lægger sig i pølser i stramme toppe og stikker måske endda længere ud end barmen. Mange oplever, at maven mere end nogen anden kropsdel, sladrer om sundhedstilstand, alder, selvdisciplin, mangel på energi eller forholdet til mad og motion. Idealet er for langt de fleste en flad mave og meget gerne med antydningen af muskler i to fine rækker fra brystkasse til skamben. Vi er derfor rigtig, rigtig mange, der har haft lange, indædte og hadefulde samtaler med vores maver, udsat os selv for skrappe kure, hård træning og ikke mindst år med overfladisk vejrtrækning, i forsøget på at gøre den mindre og mindske risikoen for at tiltrække negativ opmærksomhed.
Ungdomsårene har haft sine udfordringer. Var man tiltrækkende nok? Levede man op til forventningerne fra en partner? Duede man på kødmarkedet, populært sagt?
Så kom årene med graviditeter og børnefødsler, og kravene der kom fra medier, og måske særligt fra Hollywood, om at kunne komme tilbage i form på rekordtid og opleve lyksaligheden ved igen at kunne klemme sin efterfødselskrop ned i et par yndlingsjeans. Jo hurtigere, jo bedre. Belønning: Beundring fra omgivelserne og status, ikke bare som supermor, men superWOMAN!
Og nu er vi så landet midt i livet med aldringens kropslige forfald, som vi ynder at kalde det. Heriblandt også udfordringer med øget vægt – og de værste kilo er for mange dem på maven. Den mave der fuldstændig har nedlagt arbejdet og nu totalt nægter at lade sig stramme op. I hvert tilfælde uden hjælp fra en mere og mere hidsigt markedsførende sundheds- og skønhedsindustri. Fitness, madregimer, slankepiller og skønhedskirurgi. Der tjenes så utroligt mange penge på kvinders kropsskam i disse år. Også på skammen over maven.
Værsgo og spis!…eller forresten helst ikke…
Katrine Levald er yogainstruktør og behandler. Hun har yogauniverset SmukYoga for plus-size kvinder. Her har hun skabt et varmt og kropskærligt univers med plads til at møde op med den krop, man nu en gang har og ikke bare arbejde med øvelser, vejtrækning og afspænding, med også med små selvvalgte skridt i opgør med kropsskammen.
“Jeg kan se det på mine elever, hvis jeg beder dem om at lægge hænderne på maven. Der er rigtig mange af dem, der ikke kan. Så det bliver et valg. Altså hvis du har lyst, så prøv at lægge hænderne på maven og er det ubehageligt for dig, så lad hænderne ligge lidt ind fra siden. Og så arbejder vi os langsomt hen imod at kunne ae maven. Det er meget meget grænseoverskridende at ae sin egen mave for kvinder, der har en tyk mave eller skam omkring sin mave. Mange har en tanke om, at den bare skal væk og kunne man tage en saks og klippe den væk, så ville det være dejligt.”
Vi har sat Kathrine i online-stævne på en lidt grå tirsdag i november for at tale med hende om krop, skam og kvindemaver. Kathrine har gennem mange år arbejdet med sin egen kropsskam og er nu der, hvor hun går forrest i yogalokalet og på profilen smukyoga på Instagram, og giver andre kvinder muligheden og modet til elske deres krop, uanset størrelse eller form.
“Det er en kæmpe opgave for mange at acceptere sig selv, fuldstændig som de er. Det har taget mig 7 år, fra jeg startede, til jeg var her, hvor jeg er i dag. Det har været svært og jeg har gået i terapi i mange år, for der lå nogle ret dystre tanker nedenunder og fortalte mig, at jeg skulle se anderledes ud. Jeg har arbejdet med at omprogrammere min hjerne til at tænke anderledes. Så i stedet for at skulle af med de her mønstre for at tabe mig, så har det været med fokus på at komme af med de her mønstre, for at blive mere fri.“
Som med rigtig mange udviklingsrejser startede det hele også for Kathrine med et afgørende vendepunkt. Et vendepunkt som hun husker meget tydeligt og som blev helt afgørende for den retning hendes rejse tog.
“Der hvor jeg tog beslutningen om, at nu kunne det være nok, var da jeg så en dokumentar med en kvinde, der havde lavet filmen med tanke på at hjælpe kvinder med at embrace deres krop. Hun havde selv været både tynd og tyk, og så havde hun kæmpet sig igennem til Miss Fitness-konkurrencen og stået der, fuldstændig skåret og kigget sig rundt og set at der jo ikke var nogle af de andre deltagere, der var lykkelige. Og hun var heller ikke selv lykkelig. Og der slog det hende, at nu havde hun kæmpet så meget for at få DEN RIGTIGE KROP, altså den krop der kunne gå hen og vinde medaljer, og så var hun stadig ikke lykkelig. Og der tog hun et valg om, at det ville hun ikke mere. Nu ville hun arbejde henimod at blive mere rolig og glad for sin egen krop. Hun interviewede en hel masse kvinder om deres tanker om deres egen krop, men det der slog mig allermest, var at hun også havde mennesker med med handicaps, som ikke havde mulighed for at få den perfekte krop, og de var lykkelige. De kæmpede ikke for at blive noget bestemt. De var faldet så meget til ro i, at der var ting, de bare ikke kunne, men de var glade. Og jeg følte mig simpelthen så røvet, da jeg så det, at jeg tænkte at – ja ok, jeg har mine arme og mine ben. Jeg fejler ingenting og så sidder jeg her og hader på mig selv, når der sidder en dér, der hverken har arme eller ben og faktisk er fuldstændigt lykkelig i den krop, de har. Hvordan kan jeg være det bekendt!?“
Kathrine Levald har det sidste års tid stået frem med sin historie og sin smukke krop i artikler i både Femina og Psykologi. Det var her vi første gang stødte på Kathrines udtalelser, om den rolle hendes mave har spillet i hendes historie. Maven har altid været Kathrines ømmeste punkt, og den der var genstand for hendes dybeste kropsskam.
“Jamen, maven har helt klart altid været mit største issue. Og det er nok fordi, det er den, der altid har været størst på mig. Jeg har også en opfattelse af, at der ligger noget lidt mere acceptabelt i samfundet ved at have en større bagdel, end f.eks. ved at have en større mave. Hvis du ser det ud fra, hvad andre finder tiltrækkende, så vil man gerne have en stor bagdel eller lækre hofter, bløde lår og store bryster. Det er meget sjældent, man snakker om en stor blød mave. Så har vi træningsprogrammer, der kan gøre vores bagdel større. Du kan gå ind hos kirurgen og få lavet din bagdel større, vi har superstjerner rundt omkring i verden, som har denne her lækre store bagdel. Generelt er bagdelen ikke noget, der udskammes helt på samme måde. Og så har vi Sundhedsstyrelsen, som har lavet de der kasser med pære- og æbleform, hvor pæreformen den er sund nok, men æbleformen den er usund. Så hvis du generelt er større omkring maven, så er du allerede i en kasse, hvor du helst ikke skal være. Ikke nok med, at det selvfølgelig på ingen måde er charmerende eller pænt at kigge på, det har vi allerede lært, så er det også usundt og skadeligt at have den form.”
I sommer nåede Kathrine en vigtig milepæl, da hun for første gang nogensinde turde gå på stranden i bikini. Hun startede i det små, idet hun i privat regi lagde ud med at øve sig på en fremmed strand under en sommerferie. Her var der nemlig minimal risiko for at løbe ind i nogen, hun kendte.
“Vi vil gerne have badetøj, der dækker den der mave. Og hvis du så hopper i bikini, så bliver maven jo fri og så viser du den udskældte kropsdel frem. Hvad kan der så komme af kommentarer eller skældsord? Jeg har gudskelov aldrig fået nogen, men jeg har også været god til at holde mig under radaren og gemme mig så meget som muligt. Sidste sommer var første gang, jeg sprang i bikini, og jeg har kun gjort det på de små strande på Fyn og i Jylland, hvor jeg ikke kender nogen. Fordi jeg kan mærke, at dér er jeg ikke endnu og det kommer til at tage noget tid, før jeg føler mig helt klar til at vise min mave frem.”
Der gik dog ikke så længe efter sommerens ferie, før Kathrine blev kontaktet af Femina. De ville gerne havde hende med i en artikel om kropsskam, og hun sagde ja. Hun vidste dog ikke på forhånd, at hun skulle fotograferes i bikini. Da det gik op for hende, blev hun så overrasket, at hun ikke turde sige nej.
“Men held i uheld, så blev det en god læring for mig. Og ja, der er stor forskel på at stå i bikini i et blad, som jeg ikke ved hvem læser, og så at støde ind i en gammel klassekammerat på en strand.”
Kære læser.
Vi må indrømme, at vi begge blev blæst bagover af snakken med Kathrine. Vi har så utroligt stor respekt for hendes rejse og store mod. Det at turde tage hånd om sin allerstørste skam, at blotte sin sårbarhed og at komme så langt med sit eget arbejde med tanker og følelser om, hvordan man ser ud, at man kan gå forrest og skabe rum for andre kvinder og deres skam, er respektindgydende. Samtalen inspirerede os til at omfavne os selv og vores maver med meget større kærlighed og taknemmelighed. De har fordøjet mad, menstrueret, båret børn, og været beholder for mange forskellige følelser, mens vi har udsat dem for alverdens hadske tanker og indimellem pinsler. Og ja, de bliver større i disse år, men måske er det på tide at give dem fred. Fred til bare at være bløde, midaldrende maver med en fantastisk historie bag sig.
Siden vi talte med Kathrine, har vi i hvert tilfælde rendt rundt og rullet maver for åbent kamera, vi har klædt os i firserinspireret og meget tætsiddende træningstøj fra fitnessæraens begyndelse, og vi har tegnet læbestifthjerter på hinandens maver, for at symbolisere den kærlighed, vi vil bade dem i i fremtiden. Og vi kan allerede mærke en forskel. Vi trækker ikke maven helt så meget ind mere, Pernille har helt bekymringsfrit og med stor nydelse spist en ekstra kage og Eva er klar til at lufte den skønne nye bikini, hun købte i sommer under hele vinterbadesæsonen. 🙂
Og direkte snuppet fra Kathrine, vil vi, hver gang vi kommer til at sige noget grimt om vores krop fremover, finde tre ting, vi er taknemmelige for ved den, á la: Jeg kan se min dejlige familie med mine øjne, jeg kan kysse min mand med min mund og jeg kan stadig gå på potten og læse lidt i Alt for Damerne uden hjælp. 🙂 Lige pludselig aner man, at dén taknemmelighedsliste med et snuptag kan blive dejligt lang. Og mon ikke vi også kommer til at slentre bikiniklædte langs lidt mere velbesøgte strande til næste sommer med hovedet holdt en anelse højere i fællesskab med Kathrine og alle jer andre, der vil tage kampen op mod kropsskammen?
Her i starten af kolde, mørke november er der i hvert tilfælde så lang tid til, at det ikke føles helt umuligt. 🙂
Rigtigt god søndag 🌸
Kærligst
Eva og Pernille
#lovelyladiesalive
Vil du læse flere indlæg i serien om kroppen, kan du med fordel begynde med indlægget Krop – Hokus pokus brysterne i fokus, hvor Eva blandt andet fortæller om sin rejse mod igen at turde bære en bikini.
Du kan også læse Kathrine Levalds artikel fra Femina her.
Og endelig kan du finde meget mere om hende, hendes yogahold og øvrige behandlinger her.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Krop – Hej mave"