Føler du nogensinde, at livet består af lidt for mange og lidt for store udfordringer, som kommer som perler på en snor og nogle gange endda oven i hinanden?
Når jeg kigger tilbage på mit voksne liv de sidste 10 år, synes jeg, at jeg er lidt træt. Træt af at tackle den ene store udfordring efter den anden. Jeg trænger til en pause, til smooth sailing i en periode, til ro på alle fronter og til at kunne trække vejret ned i maven over længere tid og opnå en følelse af at ALL IS WELL.
Jeg ved ikke, om andre også har det sådan eller om det tilfældigvis er mit liv, der er skruet sådan sammen, men jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene. Jeg har oplevelsen af, at vi er mange, der synes, at det moderne liv simpelthen er proppet med udfordringer. Det har formentlig også været sådan for urmennesket og for bonden i 1800-tallet og for kvinder i 1700-tallet og i middelalderen og i vikingetiden. Det er helt sikkert ikke bare i vores tid. Men vi har alle de her hjælpemidler og vi har det her moderne samfund, der er skruet sammen, så mennesket burde have det nemmeste liv, vi nogensinde har haft på jorden på noget tidspunkt.
Og alligevel føles det som om, det moderne liv stiller så store krav til os, at vi simpelthen har svært ved at nå op til bordkanten. Vi kæmper og kæmper, og vi kravler op ad bordbenene, og prøver at nå kanten af bordet, men vi skvatter hele tiden ned. Nogle gange skvatter vi hele vejen ned og nogle gange skvatter vi kun et stykke, og så prøver vi at kravle op igen. Og lige i øjeblikket har jeg sådan: STOP, BARE STOP! Jeg orker ikke at kravle mere.
Og dog, for fik jeg valget, og det føler jeg, jeg på en eller anden måde blev konfronteret med fornyligt, og alternativet er at være væk, så foretrækker jeg jo at stå op hver morgen, smøge ærmerne op, tage boksehandskerne, knæbeskytterne og tandbeskytteren på og gå i krig igen.
For nyligt, post akut sygdom og voldsomme begivenheder i vores liv, havde Morten (min husbond) og jeg en snak. Vi kunne mærke, vi gik hinanden på nerverne og vi var begyndt at mundhugges og småhakke på hinanden. Noget vi aldrig har gjort før i vores samliv. Vi har altid sagtens kunne skændes, bevares, men vi har ikke dyrket sådan noget dagligt brokkeri og småhakken på hinanden. Så efter nogle uger, hvor vi forsøgte at diskutere det og forsøgte at komme ind på det, gik der endelig hul på, hvad det var, den anden dag. Det handlede simpelthen om, at vi i efterspillet efter den voldsomme oplevelse, vi har haft over det sidste år (Læs mere her), havde fået komplet forskellige behov i vores nye dagligdag. Den ene af os havde brug for medvind. Det vil sige, at alle små ting, der driller, hurtigt bliver for meget. Kan du ikke bare…? Kan det ikke bare…? Kan du ikke bare forstå, at…? Kan du ikke bare give mig ret for en gangs skyld…? osv. Samtidigt havde den anden oplevet ikke at kunne kontrollere liv og død, rask eller syg og havde derfor brug for at kontrollere de små ting nu. A´ la, så kan vi ikke lave en regel om, at…? Vi gør sådan og sådan og sådan ik’? Kan vi ikke sige, at denne her, den står her? osv. Med det resultat, at den ene hakkede på den anden om overholdelse af de her små regler, for så var der i det mindste kontrol på skraldet, opvaskemaskinen og på myresituationen, og den anden tænkte, kan vi nu for helvede ikke bare have det lidt nemt? Kan der ikke bare være noget, der er nemt? Og de to ting crasher rimelig seriøst og hele tiden.
Det sjove var, da vi først med diskussion og tårer, der trillede, gravede os frem til, hvad problemet er, så kunne vi lige pludselig se, at vi har det ens. Vi er lidt vingeskudte, lidt omtumlede, og lidt forslåede efter det, vi har været igennem, og vi har bare hver vores måde at forsøge at få vores behov mødt i de små ting lige nu. Og det er derfor, det bliver til mundhuggeri og ikke til store skænderier om alvorligere ting. For det er slet ikke det, det handler om. Og det dejlige er, at det er som om, vores snak og grundige detektivarbejde har taget trykket af det hele. Vi har opdaget, at vi har det ens, men har forskellige udtryk for det og et andet behov på det, og nu kan vi bedre bære over med hinanden og lige stoppe op og spørge, hej er det ok med dig, hvis vi gør sådan her? Og den anden kan sige, kan vi ikke bare gøre sådan her i dag, for jeg har brug for lidt medvind. Og det gør det jo unægteligt lidt nemmere for os begge at navigere i.
Og så må vi se, hvor lang tid denne fase varer. Vi har nogle større issues, vi skal have løst. Vores økonomi har ændret sig drastisk og vi skal have fundet ud af, hvordan vi skruer fremtiden sammen, i hvert tilfælde den nærmeste fremtid. Og det er der jo ingen af os, der orker lige nu, men det er en af de udfordringer, der står i horisonten og blinker. Og så navigerer vi jo i det kommunale system, som bare en voldsom ting at få ind i sit liv. Det gør så meget grundlæggende ved mennesker, at jeg ville ønske nogen ville forske i, hvilke konsekvenser det har at være en del af, for det koster på alle parametre.
Men lige nu sidder jeg på stranden og har min morgenvand med mig. Jeg er alene og ude i horisonten er der en eller anden stor færge, jeg tror, det er Oslofærgen, der er på vej ind mod Øresund og København. Og jeg kan se bølgerne, der skvulper ind og de små stribede badehuse, som står her på på Rågeleje Strand. Så livet er jo også fuldstændig magi og glæde i de små ting, og min grundfølelse, min grundtilstand er bare usandsynlig meget taknemmelighed og værdsættelse af, at jeg er her endnu. Der var tidspunkter, da jeg var allermest syg, hvor jeg ikke troede, jeg skulle opleve julen, min fødselsdag, og min bryllupsdag og nu er vi der. Lige om lidt er det bryllupsdag, og det giver mig en følelse af, at jeg ikke skal klage. Og det gør jeg jo heller ikke….sådan. Men der er dage som i dag, hvor jeg bare tænker, åhhh kære gud, univers, ånder, engle, what ever, kan vi ikke bare få en pause?
Men det er muligt, at jeg er ham manden, der sidder på et tag i en stormflod og beder til gud efter hjælp og først kommer der en jolle, så en større fiskekutter og så kommer der en helikopter og han siger nej tak til det hele, for gud vil jo komme og redde ham lige om lidt. Og så drukner han til sidst og kommer op til Sankt Peter og så siger han: What the…? Var det ikke meningen, at Gud skulle hjælpe mig? Og så siger Sankt Peter jo bare, altså først sendte han en robåd, så kom der en fiskekutter og så kom der en helikopter, hvad mere vil du have?
Så jeg prøver lige at være vågen og fange alt det, jeg har, og alt det jeg sikkert vil få. Og så prøver jeg måske bare i dag at lægge boksehandskerne og tandbeskytteren og det hele og sige til mig selv, hej jeg er her bare, ALL IS WELL.
I denne uge på Instagram lavede jeg en lille forespørgsel til alle, der følger med bloggens profil derinde. Jeg spurgte: Hvilken udfordring fylder mest i dit liv lige nu? De mange svar gjorde det meget tydeligt, at jeg bestemt ikke er den eneste, der oplever det hele lidt overvældende lige nu. Mange slås desværre ligesom jeg med sygdom, enten fordi de selv eller nogle de holder af er syge. Så er der en del, der føler sig overvældet af at have for travlt, også et tema der går igen i svarene og nogle der lige nu prøver at finde en ny vej til et liv i bedre balance, fordi den gamle model ikke duer mere. En enkelt sloges med udfordringen ved at blive gammel og selvom jeg kun er 55, er det også noget, jeg genkender. Jeg synes faktisk heller ikke, det er det letteste i verden at blive ældre. Så det tager jeg også en dans med nu og da.
Tusinde tak for de mange svar, som har givet et tydeligt billede af, at det ikke kun er mig, der trænger til en pause fra det moderne liv. Vi er mange. Rigtigt mange faktisk.
Jeg sender jer alle et stort kram og håber, at vi hver især finder en vej igennem. At vi bliver ved med at finde energien, kampgejsten og modet til at lave de ændringer, der kan laves, hvis det er en del af løsningen lige nu. Eller bare holde ud til vi kommer ind i mere smult vande igen en dag.
De indianere jeg engang gik på uddannelse hos (Læs mere her), havde et særligt spørgsmål, som de stillede både sig selv og vores gruppe, når vi stod i noget, som ikke var optimalt. What is needed? Eller, hvad er der brug for, på dansk. For mig virker det bedst på engelsk og spørgsmålet, specielt hvis jeg siger det højt, åbner tit op til en gemt eller glemt viden, jeg har inderst inde. Rigtigt ofte kender jeg svaret på det spørgsmål, men er bare lidt behændigt gået udenom det indtil nu.
Svaret kom også denne gang, for sandheden er, at det der er brug for her hos mig, er meget mindre kamp og meget mere overgivelse. At flyde med, at slappe af i tillid til, at alt forandrer sig og ikke bliver ved med at være det samme. Svaret er, at jeg kun skal gøre det, jeg kan lige nu og læne mig lidt tilbage, ind i sommeren i tryg viden om, at der kommer et efterår igen om lidt, hvor der kan lægges nye planer. Jeg håber, du også kan høre dit svar på spørgsmålet ellers kommer der her et andet, der måske kan bruges. Hvis jeg skal tage mig selv alvorligt, hvad skal jeg så gøre nu?
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Vil du læse om det, der ramte os sidste år på denne tid, kan du læse mere her.
Du kan også læse lidt om min uddannelse hos de amerikanske indianere her.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Kræver det moderne liv boksehandsker og knæbeskyttere?"