Titlen på dagens indlæg er et gammelt, men stadig præcist mundheld, som vist nok oprindeligt var en replik i Shakespeares Hamlet skrevet i 1603. Vi ved fra forskning, at mennesket til alle tider har haft behov for at pynte sig, og at dette behov sætter ind lige efter de mest basale behov for mad, ly og varme er opfyldt. Tv serien Vikinger og den danske arkæolog Jeanette Varbergs succesfulde bog Viking har de seneste år sat fokus på, hvordan vikingerne, både mænd og kvinder, gik rigtig meget op i deres udsmykning. Man taler endda om, at vikingerne gik op i at følge datidens mode, som blev påvirket af strømninger, der kom til Skandinavien med tilrejsende udefra og af de indtryk og oplevelser mange vikinger selv bragte med hjem fra deres togter til andre egne af verden.
Men hvad er det med mennesker og tøj? Hvorfor spiller det så stor en rolle for os? Måske fordi vi stadig på samme måde som vores forfædre gerne vil sende signaler til omverdenen om, hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være. Ingen af os kan komme uden om at forholde os til tøj af praktiske årsager og så vælger vi hver især på baggrund af behov, værdier og økonomi.
Vi er på bagkant af sidste uges udfordring dykket ned i vores egne garderober og har undersøgt, hvordan vores forhold til tøj og påklædning har ændret sig med årene. Hvor vi er lige nu, som to midtlivskvinder med travle liv?
Pernille til Eva:
Hvilken betydning har tøj for dig generelt? Hvad er vigtigst, når du klæder dig på om morgenen og hvordan bruger du dit tøj?
Det har skiftet utrolig meget igennem årene, men hvis jeg skal svare på, hvilken betydning tøj har for mig lige nu i disse år, så er det helt klart, at det skal fungere. Selvfølgelig må det også gerne være smart. Men først og fremmest skal det fungere i det liv, jeg nu engang har. Både rent praktisk, rent økonomisk og rent pladsmæssigt. I mit regnskab og i min garderobe er der f.eks. ikke plads til sko i alle de farver, jeg egentlig kunne drømme om, og det samme gælder mit tøj. Så jeg slider vel egentligt gerne tøj og sko op, til det ikke kan mere, eller til min krop eller mine fødder står af på modellen. Derfor vælger jeg ofte tøj, der er klassikere, ligegyldigt hvilket årti, jeg befinder mig i :-), og også gerne noget, der kan passe sammen de andre ting, jeg har. Eller – jeg forsøger i hvert fald. 🙂 Men dermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide tøj, der spræller – det kan jeg absolut. Og jeg kan også godt lide at have det på.
HA – ja – når jeg vælger tøj om morgenen, er det ofte efter princippet: Hvad ligger tættest på, og kan komme på i en fart. Med mindre jeg skal noget helt specifikt. Min hverdag er ud på cyklen eller i bilen og afsted med ungerne, og bagefter går jeg ned i mit hjemmestudie. Jeg kan ikke have tøj eller smykker på, der larmer, rasler eller knaser, når jeg indtaler lydbøger, og da jeg sidder stille i lange stræk ad gangen – ja, så skal tøjet også være varmt, rart og behageligt.
Vi bor på en grusvej og med masser af natur omkring os, så det er heller ikke lige nyloner eller hvide sneakers, der står fremme hos mig. Og helt generelt, så elsker jeg til dagligt at have tøj på, der ikke generer mig eller min krop eller alle mine ar på nogen som helst måde. Slut med at lide for skønheden, du! 🙂 Ej, jeg kan nu godt føle mig skøn alligevel, og kan også sagtens mærke det vidunderlige i at gøre lidt ekstra ud af mig selv en gang imellem. Så længe jeg kan føle mig fri og tryg i det, jeg har på. Både fysisk og mentalt. Og det afhænger af den aktuelle dagsform, men det kan de fleste nok nikke genkendende til.
Eva til Pernille:
Nu ved jeg jo, at du er en vaskeægtig fashionista , Pernille – og jeg har jo mange gange oplevet dit særlige øje og din særlige sans for farver, mønstre, snit osv. F.eks. ringede du engang fra en butik i Frederiksbergcentret og sagde, at du havde fundet min brudekjole, og at du ville blive stående ved den, lige indtil jeg kom. Og så måtte jeg afsted på cyklen. 🙂 Og ganske rigtigt. Havde jeg selv set den kjole hænge på en bøjle, ville jeg end ikke have standset ved den. Men du insisterede på, at jeg SKULLE prøve den. Og du fik fuldstændig ret. Kjolen passede på en prik, jeg lignede en million og jeg følte mig SÅ smuk. Så det blev rent faktisk min brudekjole. Du ser simpelthen ting, jeg ikke anede eksisterede. Jeg synes, det er ret vildt, det du kan.
Vil du ikke fortælle mig, hvad det er tøjet gør for dig, og hvornår du opdagede, at modens verdens var et sted, du følte dig i dit es?
Jamen, tøj og alt det omkring er min legeplads. Når jeg kigger på tøj i blade, på nettet, på loppemarkeder eller i butikker, så har jeg direkte adgang til den allermest kreative side af mig selv. Jeg tænder på nye ting, ikke som i nye med prismærke i nakken, men ting som jeg ikke har set før og som bryder med det eksisterende, så at sige. Derfor er jeg f.eks. med på træsko før de fleste andre. 🙂 Når jeg står med noget, der bryder med det jeg har i forvejen, så kommer min gamle garderobe til live på min indre skærm. Så går jeg i gang med at lave nye outfits i min fantasi. Jeg ved af erfaring, at jeg kan gøre det på et mikroskopisk budget og på et meget større. Det har intet med priser eller mærker at gøre. Og jeg får samme glæde ud af det, ved at gøre det for andre også. Det eneste det kræver er, at den jeg leger med, gider prøve, også noget de ikke lige kan se fidusen i til at begynde med og vente med at dømme, til det er kommet på.
For mig er det en strøm af ny energi. Og jeg har oplevet, at det er det sikreste tegn på, at jeg er ved at være ovenpå igen, hvis jeg har haft en hård periode.
Jeg ved simpelthen ikke, hvornår det startede. Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske fornemmelse af en nye natkjole, som min moster, som var en rigtig dygtig syerske hos Margit Brandt i 70érne, syede til os unger i familien hver jul. Der har jeg måske været 6 -7 år. Jeg kan også huske glæden ved en kjole min mor syede til min søster, min kusine og jeg på en tur til Grækenland. Der var jeg lidt ældre. De var alle tre blomstrede, men i modsætning til de andres, som var i rødlige toner, så var min blå. Jeg kan stadig huske, hvor smuk, jeg synes, den var, og at jeg havde en klar fornemmelse af, at den klædte mig. Jeg elsker den endnu kan jeg mærke, bare ved at tænke på den. 🙂 🙂
Pernille til Eva:
Ok Eva, oven på sidste uges udfordring, hvor du ikke måtte gå i sort hele ugen, så skal jeg måske lige uddybe lidt, hvorfor du fik lige præcis den udfordring. Du har jo afsløret for længe siden, at din yndlingsfarve er blå. Du har endda skrevet om det her på bloggen. Derfor er det faktisk kommet bag på mig, hvor meget sort tøj du ejer, og hvor meget du går i det til alle lejligheder. Hvordan kan det være din grundgarderobe ikke er blå og hvad er det med dig og sort? 🙂
Hmm, ja. Sort har været en følgesvend langt, langt tilbage. Fra jeg omsider voksede fra min knaldrøde cykel, og fik lov at skifte til en helt ægte teenagecykel i sort engang tilbage i 80’erne. Jeg syntes, sort var en cool farve. And very sexy. Dengang begyndte min interesse for musik også, og jeg kunne rigtig godt lide de lidt rockede musikere. F.eks. Annie Lennox fra Eurythmics – det var lige mig. Jeg var til jeans, læderbukser, catsuits og bikerboots i 90’erne.
Så begyndte jeg selv at stå en del på scenen i forskellige bands, og i teatersammenhænge også. Og der var, og er grundkostumet backstage, ofte sort. Det oser langt væk af coooolness, ikke ha ha. 🙂 Og så er det praktisk at have sort tøj på, når man slæber gear (musikudstyr) og vælter ind og ud af tourbiler på tværs af landet på underlige tidspunkter af døgnet i alt slags vejr. Sådan en hvid buks og en lys skjorte ville hurtigt få en anden farve, hvis man selv har “fingrene i skidtet”.
Oven i hatten var jeg i mine unge dage både tjener og bartender, og der var uniformen også sort. Så sort er måske i virkeligheden min grunduniform – du ved – det giver mig en følelse af afgrænsning og kontrol at have sort på. Så er tingene, som de plejer, og jeg kan bilde mig selv ind, at jeg har styr på det hele. Måske også udstråle det. I don’t know. Og så syntes jeg, at sort er vanvittigt elegant. Mørk og mystisk, og på en måde også lidt utilnærmelig og privat. Det kan jeg godt lide.
Når vi så snakker blå – ja, så er det min yndlingsfarve at kigge på og at være omgivet af. Jeg er helt klar også blå indeni. Det er min farve. Imens jeg skriver det her, har jeg faktisk blåt nattøj på. 🙂 Og så har min sommergarderobe især, en del blå elementer i forskellige nuancer. Jeg har også et par blå sko. Hvis jeg går ind i en tøjbutik, vil jeg automatisk blive draget hen til afdelingen med lyseblå. Det er genkendelse, det er tryghed, det er luft og vejrtrækning, når jeg får øje på den blå farve. Det er sjovt, det kan virke sådan på en, ikke?
Men jeg ved også godt, at rød kan noget for mig – og i sidste uges udfordring, genfandt jeg jo min røde regnfrakke. Og den fik mig i skørt, lattermildt og kreativt humør. Og det er jo mega fedt! Jeg slipper måske kontrollen lidt og bliver lidt mere legesyg. Det skal jeg helt klart forsøge at holde fast i. Så jeg skal have en rød T-shirt til sommer!
Farver har altid påvirket mig. Så jeg kan f.eks. ikke tage til en fest eller et arrangement i en pang af en rød kjole, hvis jeg på nogen måde føler mig udsat eller sårbar i selskabet på forhånd. Så er det på med noget sort – og helst sorte bukser. Uniform. Bang. Så kan jeg styre det. Og andre gange kan jeg bare føle mig totalt fri i kjoler uden den mindste antydning af sort – hvis anledningen og mit indre ur er i stemning til det.
Eva til Pernille:
Hvordan bruger du selv dit tøj til daglig – vælger du dit tøj med hovedet eller med kroppen? Hvis man kan sige det sådan. 🙂 Og har du særlige farver, du bliver draget af, eller har et forhold til?
Ja, hvad vælger jeg tøj med? Det er altså et godt spørgsmål? Jeg tror faktisk, jeg starter hver morgen med at stille mig selv to, måske tre spørgsmål, apropos. 🙂
Hvordan har jeg det? Hvad har jeg lyst til? Og hvor skal jeg hen?
Men hvis jeg har det mindste downfall i energi, så skal jeg i hvert tilfælde IKKE have sort på. 🙂 🙂 Sjovt ikk`? Jeg oplever at sort tynger mig endnu mere. Så jo mere træt jeg er, jo vigtigere er det for mig, at mit tøj lyser lidt op og hjælper mig med at løfte energien. Når det er sagt, genkender jeg behovet for at føle mig tryg. Hvis jeg er i underskud, så er det ikke de vilde briller eller leopardpels, der kommer på. Men hvid er en god farve, når jeg er trist eller træt, og selvom jeg har en praktisk eller lidt trist dag, så er der altid tænkt over det og tilført et eller andet element, der giver mig følelsen af at være i live.
I de perioder hvor jeg ingen penge har haft, så har jeg købt et fedt tørklæde til en 20’er i en genbrug, eller en neglelak, der lyser lidt op, eller har fundet en af mine gamle ting frem fra gemmerne, for at få stillet min lyst til at vække energien. Måske er det i virkeligheden svaret på dit spørgsmål. Jeg vælger tøj efter, og i forhold til min energi, og jeg bruger mine valg aktivt til at løfte den.
Når vi tager billeder og filmer til Lovely Ladies Alive, så er det på samme måde, jeg finder de ting, vi skal have på. Ud fra lejligheden og ud fra, at dem der kigger på billederne gerne må opleve at få energi fra os, og her er tøjet og nok særligt farverne, en stærk kanal at sende på.
Når min tøjinteresserede niece spørger mig om min yndlingsfarve, så må jeg igen tænke mig om, for sådan én har jeg faktisk ikke. Der er farver jeg decideret ikke kan lide, men det handler meget om, hvad jeg med alderen har lært, stensikkert ikke klæder mig. Og det har faktisk ændret sig igen, efter jeg gik fra at have lyst hår til rødt og faktisk forholdsvist mørkt hår. Mange kvinder oplever det samme, når de skifter til det grå hår. Farven beige f.eks., som klæder alle kvinder med varm hudtone og mørkt hår utrolig godt, vasker al farve væk fra ansigtet, når man har gråt hår. Og så må man gentænke sin garderobe og måske i visse tilfælde tage afsked med tidligere yndlingsfarver.
Pernille til Eva:
Er alder noget du tænker over, når du klæder dig på? Kigger du på andre kvinder på din alder eller ældre? Som rollemodeller måske? Og er der efter din mening, noget man kan og ikke kan, når det kommer til det at blive ældre som kvinde?
Jeg tænker faktisk overhovedet ikke på alder, når jeg klæder mig på. Jeg tænker først og fremmest: “Passer det her til mig, og føles det rart for mig.” Så det der faktisk fylder, er at mine egne farver i hud og hår er skiftet over de senere år, og jeg er nok i den fase, som du nævnte før, hvor jeg simpelthen er nødt til at skille mig af med nogle yndlingsbeklædningsdele, fordi jeg kommer til at gå i ét med tapetet med dem nu – f.eks. grå i de fleste nuancer. Det var brandflot til både mit lyse og mit mørke hår, men altså grå i grå nu… det bliver meget gråt, ikke? 🙂 Så hvilke farver klæder mig egentlig nu?
Før i tiden var jeg f.eks. pjattet med stramsiddende tøj – tingene skulle sidde til. I takt med alderen, kroppens forandring og lange perioder, hvor jeg har skullet finde mig selv igen, ovenpå alle operationerne, er jeg gået meget i hi i “hyggetøj”, store hættetrøjer, intet kropsnært osv. – ikke noget der larmede, strammede eller på anden vis skulle tages stilling til. I den periode har jeg lagt en del bag mig, (altså “hyggetøj” er jo per definition fantastisk, så det bliver selvfølgelig!) og her i vores Lovely Ladies Alive-regi bliver jeg jo så dejligt udfordret, og det er fandeme fedt! Se nu bare den koralfarvede bikini, jeg fik købt mig sidste år i forbindelse med vores kropstema! Jamen altså… hvis ikke vi havde været i gang med det, havde jeg for det første ALDRIG købt en bikini igen, og hvis jeg havde… ja, så havde den helt klart været blå eller sort.
Mht. til rollemodeller – altså DIG selvfølgelig hæ hæ. :-). Jeg kan godt stoppe op, og lægge mærke til en jævnaldrende kvinde eller en ældre kvinde og tænke “WOW – hvor er hun smart” eller “hvor ser hun bare helt vidunderlig ud i den der pangfarvede grønne kjole, og gud hvor er det flot med de der knaldrøde læber til det grå hår”. Gid jeg også kunne det… -agtigt. Og så får jeg måske inspiration til at blive lidt mere modig en gang imellem. Men jeg kigger ikke sådan bevidst, eller bruger planlagt tid på det. Jeg går heller ikke op i, om jeg synes, andre er blevet for gamle til at have det ene eller det andet på. Vi lever heldigvis i den forholdsvis frie del af verden, hvor kvinder kan gøre, hvad de har lyst til. I hvert fald når de har fri.
For ikke så længe siden fik en bekendt en kæmpe stor tatovering op af armen – hun er godt op i 50’erne, og havde ønsket sig den i årevis. Nu fik hun modet. Jeg standsede lige op og tænkte: “Hold da op, det kunne jeg ikke selv tænke mig, og da slet ikke nu.” Og lige bagefter kom så den der: “Men hold kæft, hvor passer det egentlig godt til hende, og hun smiler over hele hovedet af glæde over at have fået sit ønske opfyldt. Hvor er det fedt!.”
Eva til Pernille:
Har du en mission for tiden, i retning i dit tøj? Tendenser du vil have prøvet af, noget du skal have fat på til sommeren? Og hvor henter du selv din inspiration?
Jeg er jo altid lidt på tøjmission 🙂 :-), nej men jeg kan godt mærke, at alle mine præferencer skifter igen lige nu, og derfor er jeg faktisk på en mission for at finde ud af, hvilken kvinde jeg nu er. Og det gælder både de indre og ydre linjer. Jeg har skiftet stil flere gange før i mit liv, f.eks i forbindelse med jobskifte, det at blive mor med indkøbsposer og barnesæde på cyklen, og i forhold til at komme tilbage til mig selv efter skilsmisse.
Og det at krydse de halvtreds år, har betydet noget helt særligt i mit liv. Det er sammen med overgangsalderen et skifte til den modne dame, og det skal siges – jeg ELSKER ordet dame og føler mig som én hver eneste dag. Jeg har tænkt mig at være en dame resten af mit liv, om nogle år en ældre dame og hvis jeg er rigtig heldig på et tidspunkt, en gammel dame. En dame har status og stil og fylder noget her i verden. Hun går med rank ryg, om ikke andet så på de indre linjer 🙂 🙂
Nå, men jeg har ikke helt fundet min udgave af damen endnu, men jeg er på vej og leger mig frem. Jeg ved f.eks. allerede nu, at jeg tænker meget i kontraster. Så hvis blusen f.eks. er damet, så sætter jeg nogle baggy jeans eller et par cool sneakers til. Jeg vil nemlig gerne klæde mig alders-neutralt og for at gøre det, må man netop tage sin alder i betragtning. Jeg kan f.eks. godt lide unge kvinder i gammeldags pumps og klassiske Chaneltasker, men kun fordi det står i kontrast til deres alder. Jeg går ikke den vej længere selv, for det ville forstærke min alder i stedet for at neutralisere den. Det er en måde at understøtte det, at fremstå dynamisk, i gang og på vej. Samtidig vil jeg heller ikke se ud som om jeg er desperat for at være ung med de unge. Så jeg tager stilling til det jeg ser i blade og på nettet, og så vurderer jeg, om jeg kan gøre det til mit eget.
Jeg oplever faktisk, at det vindue jeg har at lege indenfor, bliver mindre i disse år. Og det synes jeg er lidt trist. Det handler om at mavebluser, miniskørter, kjoler over knæet, der på en eller anden måde er for lillepiget til 50+, og stramt tøj er passé for mit vedkommende. Det er simpelthen ikke pænt længere… til mig. For det er jo utrolig individuelt, og jeg synes generelt at kvinder i alle aldre, skal gå i lige præcis det, de har lyst til. Jeg tager min forandrede krop med i overvejelserne, på samme måde som jeg altid har taget det faktum, at jeg har korte ben, store bryster og en kort hals med. Samtidig vil jeg heller ikke gemmes væk udelukkende i kaftaner og store skjorter. Det er en knaldsvær balance, men så er det jo godt, jeg tænder på en udfordring. 🙂
Jeg læste på et tidspunkt en bog om kreativitet, og i den udtalte den danske hot shot-arkitekt Bjarke Ingels, at det er godt at have begrænsninger omkring kreativitet. Altså f.eks. en smal byggegrund, en besværlig lokalplan eller noget andet, der sætter en ramme som kreativiteten skal arbejde indenfor. Når alt er muligt, flader kreativiteten ligesom ud. De små forhindringer pirrer og stimulerer lysten til at finde de fede løsninger. Og jeg skal nok knække koden og dele med jer alle sammen, når jeg har fundet den. 🙂
Kære Læsere.
Det at klæde sig på, spiller en rolle for hvordan vi bliver opfattet af omverdenen, ingen tvivl om det. Det er derfor vi generelt er optaget af at klæde os til lejligheden, specielt hvis vi er på udebane, og skal færdes i et miljø vi ikke er vant til. Samtidig er det også tydeligt, at det vi tager på om morgenen, har en direkte effekt på, hvordan vi føler os tilpas, og på hvordan vi bevæger os gennem dagen, både fysisk og psykisk. Tøj spiller altså en stor rolle og har en direkte afsmittende effekt både på trivsel, humør, følelsen af tryghed eller personlig power hos langt de fleste af os.
Betyder det så, at vi alle har det på samme måde med tøj? Absolut ikke. Enhver kvinde eller mand vi begge kender, har sin egen stil, sine egne værdier omkring tøj og sine egne præferencer. Og folks individuelle grunde til at foretrække noget tøj frem for noget andet, er lige så forskellige som vi er. Nogle vægter praktisk tøj højt og kunne ikke forestille sig at gå på kompromis med komforten på grund af en skøn farve eller et smukt snit. For andre er det følelsen af tryghed og muligheden for at kunne fokusere på andre ting, der er i højsædet. Andre igen er afhængige af den sanselige oplevelse af tøjet og derfor må det ikke kradse, stramme, sidde for højt i halsen, eller hvad det nu kan være. Og andre igen har det signal, de sender til omverden, som højeste prioritet, sådan at det at passe ind, skille sig ud eller flashe sin status, betyder mest. Og endelig er der mange af os, der udtrykker os kreativitet med det, vi vælger. For nogle skal farverne være blide, smukke og afstemte, og for andre skal der være knald på palletten. Det er noget af det der gør tøj, og hvad vi vælger at gå i interessant, for det afslører så utrolig meget om, hvem vi er hver især.
At vi her på bloggen også er forskellige på det her område, er blevet tydeligt gennem vores skriverier i dag, og alligevel er der en ting vi har tilfælles, når det kommer til tøj. Vi går alt for lidt i kjoler og nederdele, og det synes vi begge er lidt trist. Vi skyder skylden på, at det langt hen ad vejen er en praktisk foranstaltning. Men hvert år, når sommeren nærmer sig, må vi hanke op i den indre lady og bringe hende frem i forgrunden, og således også i år!
Det betyder, at vi hele næste uge comitter os til at gå enten i kjole eller nederdel hver dag.
Du er velkommen til at hoppe med på udfordringen, og du kan hvis du vil, dele dine oplevelser med os . Gør det her eller på Facebook og Instagram, hvor du, ved at tagge os, er med på ugens #kjolechallenge.
Vi er klar og vi glæder os 🙂
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Eva og Pernille
#lovelyladiesalive
Vil du læse om Evas kærlighed til farven blå, kan du finde hendes indlæg Vil du med ud i det blå? her.
Du kan også læse om, hvad det er med rigtigt mange kvinder og sko, her.
Og bogen om kreativitet, som virkelig kan anbefales, hedder I bad med Picasso og kan fås her.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Klæder skaber folk"