Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Hvad er det med kvinder og sko?

“Jeg ville gerne skrive, at jeg løber maraton og bager alt mit brød selv, men det ville være en sandhed med modifikationer. Jeg er mere typen, der elsker god chokoladekage og bruger for mange penge på sko.”

Sådan stod der i mange år i slutningen af mine jobansøgninger. Og gu’ elsker jeg god chokoladekage, men kærligheden til sko er større. Meget større!

Fra min Instagramprofil: Man kører da guldsko på en mandag.
#festlighverdag #sålængejegikkeskalgåidem #nyderbareudsigten

Denne kærlighed går så langt tilbage, som jeg kan huske og et af mine allerførste minder om sko, der kunne få mit hjerte til at synge, stammer fra, da jeg var 4 eller 5 år gammel. Skoene var et par åbne røde træsko med en hel række af små hvide læder blomster, som sad hele vejen langs kanten over vristen. Nøj, det var den store kærlighed. De var hverken praktiske eller sunde for fødderne og det var jeg allerede dengang bevidst om. De var kun købt af kærlighed og for at gøre noget så unyttigt, som at pynte på mine fødder. Genkendeligt ik’? 😉

Jeg nød dem særligt, når jeg gyngede, fordi de dukkede op igen og igen lige midt i mit synsfelt og gjorde hele turen så meget mere værd. Legen gik så ud på at kyle dem af på det allerhøjeste punkt, skynde sig at hoppe af og spurte frem til de elskede træsko og stikke i dem igen. Fryden ved at blive genforenet med dem, var legens store klimaks.

Et andet kært skominde fra min barndom var, da jeg som 10-11-årig endelig fik lov til at låne min mors korkplateau-mules med mørkeblå og bordeaux ruskind og peeptoes. Sko min mor stolt bar i år 1973, da hun skulle vise min nyfødte søster frem på sin arbejdsplads for første gang og som var skyld i, hun nær var styrtet ned af en trappe med baby i armene. Oplevelsen blev enden på forsøgene på at kombinere smarte høje sko med livet som småbørns mor til to, og fem år senere kunne de derfor udlånes til ældstebarnet, der manglede lidt i højden, når der skulle hænges vasketøj op.

Jeg følte mig som en meget fin og vigtig dame, når jeg klaprede rundt og svingede med vasketøjet på en ellers helt almindelig onsdag i familiens bryggers, mens jeg snakkede affekteret damesnak til mig selv. 🙂

For det er det, sko kan. De kan ændre en tilstand, en status, en identitet. Fra lille pige i flade ballerinaer, til sporty type i sneakers, til sexy powerlady i stiletter. Sko giver os mulighed for at drømme og være en anden for en aften. Det vi bærer på fødderne, sender signaler til omverden om, hvem vi er eller stræber efter at være, og sko kan levere et skud selvtillid lige så hurtigt, som man kan få dem på. De kan elevere og definere et outfit og tiltrække opmærksomhed, så ingen lægger mærke til, at kjolen ikke er noget særligt eller at man ikke kunne nå hjem og skifte inden firmafesten. Sko er ikke afhængige af rigets tilstand rent vægtmæssigt. Og “Sko lever og er smukke, selv når de ikke er på, i modsætning til tøj, som bliver fladt og livløst, når vi ikke bærer det”, citat skodesigner Camilla Toklum.

Jeg elsker stadig sko med stor passion. Jeg købte f.eks. mine brudesko før kjolen og så måtte den designes til dem. Og selvom jeg ikke længere kyler mine sko hen ad græsset fra en gynge, har det med ikke at ville skilles fra dem særligt længe ad gangen, hængt ved.

Jeg har nemlig gemt rigtig mange. Et par sorte pumps som har tilhørt min farmor, som hun gik med under krigen, et par orange stiletter, hvor hælen flader ud i en trompet mod gulvet fra den gang, jeg sammen med to andre starletter sang kor i Michael Carøes Croonerband på Langelandsfestivalen. Et par langskaftede brune støvler i 90’erne-møder-70’erne-stil med firkantet hæl og snude fra Bruno og Joel. Hvor jeg i øvrigt i en lang årrække stod i kø til udsalget fast to gange om året. Og jeg kunne blive ved.

Mine nærmeste ved kun alt for godt, hvordan det er fat med mig og sko. Mange af mine allerkæreste sko har jeg fået af min mand. Han kender den stensikre vej til succes på gavefronten. Det eneste han behøver at gøre, er at høre godt efter, når vi nærmer os en mærkedag, for der står altid mindst to par på min indre ønskeseddel, som jeg gerne fabler om på strategisk velvalgte tidspunkter.

Og så siger det nok meget om min skopassion at Olivia (min datter, der den gang var omkring 10 år gammel) en gang, da vi gik på strøget, og jeg havde lokket hende med ind i endnu en skoforretning, udbrød: “Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre for at finde dig, når du er død og blevet til et spøgelse. Jeg skal bare gå ind i en skobutik.” 🙂

Olivia i en lidt ældre udgave, men ikke desto mindre endnu engang med mor på skoshopping.

Da jeg for et par år siden fyldte 50, var min allerbedste gave fra min mor. Hun havde, uden jeg vidste det, gemt de allerførste stilletter, jeg købte for egne penge på en feriekoloni, som lå nær Tørring i Jylland. Her forelskede jeg mig i et par plastik-mules med høj hæl og lyst ruskind, og selvom jeg allerede i begyndelsen af feriekolonien brugte alle mine lommepenge på købet, og måtte undvære slik og alt mulig andet i 14 dage, var det igen instant love. Og det var med stolthed jeg vandsmægtede resten af opholdet for, hvad gør man ikke for kærlighed.

På Olympiade-Dagen hvor alle de andre sprang rundt til konkurrencer, stod jeg strategisk placeret op ad barren langs det store vindue i idrætssalen og flashede mine nye sko uden at skænke de andre, sport eller medajler en tanke.

Spring små 40 år og der var ikke et øje tørt, da det gik op for mig, at min mor havde gemt dem. Og nu jeg har lovet dem, at vi aldrig skal skilles igen. 🙂

Hold nu op, hvor blev jeg glad og overrasket over at se de gamle sko igen. 🙂

Men men, selvom jeg ville have forsvoret det, og jeg har tænkt mange tanker om midaldrende damer i, om ikke flade, så lavhælede pumps, så er mine fødder og jeg fyldt halvtreds og lidt til. Vi er ved at udvikle os til nogle magelige størrelser, der prioriterer komfort højere og højere. Jeg kigger på de fire flyttekasser med stiletter, jeg og flytteholdet lige har flyttet til Vejby og bondegårdslivet på landet, og så tvivler jeg sgu. På om jeg nogensinde får nogle af dem på igen. På om lejligheden overhovedet byder sig og om mine fødder igen vil finde sig i at smertes i tæerne, på hælen og under trædepuderne på en og samme gang. I så fald er en ting helt sikkert. Jeg skal bæres ud til bilen, for vores gårdsplads med toppede brosten fra 1868 er mildest talt farlig i det forkerte fodtøj.

Heroppe leves livet foreløbig i vandre- og gummistøvler, sneakers og coronaårets højdespringer, hjemmeskoene. Heldigt for mig er det, at min eks-soldat og friluftselskende mand forleden afslørede, at han også tænder på kvinder i vandrestøvler, hvilket jeg må indrømme kom en smule bag på mig. 😂😂

Så kære læser,

Skulle du, ligesom jeg, havde tilranet dig en anseelig samling sko og skulle du opleve, at du stadig fristes til at kaste (mange) penge efter upraktiske, uhensigtsmæssige, måske endda usunde, men ikke desto mindre ustyrligt tiltrækkende sko, så er du ikke alene. Vi er mange kvinder, der elsker sko med stor passion. Men er du mon også, som jeg, på vej til et skift, fordi dine fødder siger fra, dit job eller livsstil kræver det eller corona har fået dig til at se komfort-lyset, så giv mig lige et praj. For jeg vil så nødig være alene i eks-fancy-smukke-dyre-alt for upraktiske sko-klubben. 😫

Og skulle du være en str. 36 og endnu ikke have opgivet tanken om, at du skal leve HELE dit liv på høje hæle, så har jeg måske noget, jeg vil sælge indenfor den nærmeste fremtid. 😅

Bare ikke dem fra mit bryllup, eller dem i guld, eller de sexede høje sorte sandaler fra Phillip Lim, eller dem i slangeskind med slingback eller de nudefarvede, jeg havde på til min mors fødselsdag eller de grå, der går til alt…. 😋

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Ps: Da jeg googlede “Hvorfor elsker kvinder sko?”, kom bogen “Kvinder der elsker for meget” op i annoncefeltet, så kan man lige tænke lidt over det. 😅

Du kan læse hele artiklen fra Berlingske med Cecilie Toklum, en af Danmarks eneste luksus-skodesignere her.

Designer Cecilie Toklum i Elle Danmark.

Eller du kan nørde fuldstændig igennem og give dig i kast med tidsskriftet Dragtjournalens årgang 7 nr. 9, som kun handler om sko. Tidsskriftet udgives af Den Danske Dragt- og Tekstilpulje og er en samling tekster skrevet af videnskabsfolk, der fra hver deres faglige gren forsker i sko og skoens historie. Super interessant læsning!

En yngre jernaldersko fra National Museet.

Endelig kan du læse eller genlæse Pernilles indlæg om at flytte fra storbyen til landlivet i Nordsjælland her.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "Hvad er det med kvinder og sko?"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.