Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Hvad høster du?

Måske tænker du, at det er underligt spørgsmål. Hvorfor dog skrive et blogindlæg om at høste? Det skal jeg fortælle dig. Selvfølgelig er årstiden oplagt – høstsæsonen er gået i gang, og der er fuld knald på rundt omkring på markerne, og haverne bugner. Og med det, vælder det frem i mit system med minder om cykelture på landet til duften af august, når kornet blev kørt ind, og smagen af lun hjemmelavet æblegrød fra min mors køkken.

Men rent faktisk er det, fordi jeg for ikke så længe siden læste en lille artikel omkring, hvordan nogle asiatiske besøgende i Danmark, havde undret sig over, hvorfor der lå mad rundt omkring på gaderne, på jorden og i folks haver, der ikke blev brugt. Æbler, blommer, kirsebær osv. De betragtede dette kæmpe urørte spisekammer, og undrede sig. I en verden med knaphed på ressourcer og så ulige en fordeling af goder, besøgte de nu et land, hvor befolkningen lod naturens gaver ligge på jorden – blot for at lade dem gå til.

Senere i samme artikel stod der, at man har vurderet, at der hvert år går frugt og grønt svarende til ca. 51 millioner danske kroner tabt i danske haver og skove. (Jeg kan ikke finde artiklen igen – beklager!)

Det satte efterfølgende en refleksion i gang hos mig. At der ligger nedfaldsblommer på vejen, og at vi ikke lige har fået plukket æblerne fra træet i haven dette år – so what – det er bare en selvfølge, at det er en MULIGHED og et VALG, IKKE at foretage sig noget med disse tilgængelige råvarer. Men – hvad nu hvis jeg sultede? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne garantere mine børn bare et enkelt dagligt måltid? Ville jeg så ikke finde det ubegribeligt, at der fandtes et land, hvor det bogstavelig talt flød med mælk og honning, som dets beboer ligeså utaknemmeligt bare lod ligge? Fordi det var for besværligt, for tidskrævende eller bare fordi æblerne havde skønhedspletter? Formentlig ville jeg tro, at det ikke var sandt. At det blot var en vandrehistorie.

Det skal lige siges, at jeg absolut ikke er ude på at spille hellig i dette forum, for jeg melder mig absolut selv under fanerne af folk, der ikke tidligere har reflekteret over det på denne her måde. Tanken om at “jeg egentligt også burde plukke de æbler, og samle alle de hasselnødder op” på min vej, har strejfet mig ofte igennem årene , – og i ny og næ har jeg gjort noget ved sagen, men ligeså ofte intet.

Jeg kunne undskylde det med, at jeg er produktet af en tid – en kultur med nogle normer. Og det er også en del af min historie. Som en gang ung kvinde i byen, fik jeg for travlt, det blev for besværligt at bevæge sig ud af byen for at skulle samle æbler – og hvem gjorde egentlig også det mere! Hvis min familie kom med hjemmelavet syltetøj, kom det bagerst i køleskabet under betegnelsen pinligt – det var da meget sejere at have Nettos den bedste stående forrest, som et levende bevis på, at jeg var en selvstændig kvinde, der kunne forsørge mig selv. Og til sidst holdt jeg op med at tage stilling til det at kunne samle sin egen mad ind, og muligheden forsvandt ud af mine tanker.

Men en anden del af min historie er – og den er faktisk ikke så lille endda – at jeg er vokset op i et hjem med en mor, der hver sommer cyklede i skoven med os børn for at samle hindbær og brombær. Og hyben i læssevis fra vores sommerhusgrund. Så var der høsten fra haven – baljer fulde af blommer, æbler og kirsebær. Kurve med hasselnødder og kvæder. Pose efter pose med æbler i alle former og udseender. Rabarber og radisser fra køkkenhaven. Og jordbær fra pluk-selv udflugterne. Fra jeg var ret lille, stod jeg i timevis i køkkenet med min mor og rensende klø-pulver ud af de mange hyben og skar rabarber. Men det føltes ikke som timevis. Det føltes bare rart, hyggeligt og trygt. Og så var der tilfredsstillelsen ved at stå nede i kælderens kølige viktualierum og betragte rækkerne af hjemmelavede marmelader, geléer og safter, og bagefter åbne fryseren og se poserne med frosne bær og æblegrød. Jeg elskede det.

Min mor lærte mig at samle ind fra naturens forrådskammer.

Igennem årene med børn har jeg fra tid til anden selv gjort små forsøg, når tiden og overskuddet var til det. For det man selv har oplevet hyggeligt som barn, vil man som oftest gerne give videre til sine egne børn. For jeg huskede samværet, og jeg huskede det sjove ved at producere noget selv. Mine unger synes, det er sjovt at samle, og sjovt at være i køkkenet – men ingen af dem er fan af hverken marmelade, gelé, kompot eller grød :-). Så den glæde har jeg mest for mig selv :-). Men de synes, at det er evigt hyggeligt, hvis jeg står og rumsterer i køkkenet, og de taler stadig om dengang, vi mødte et æbletræ midt på Fælleden i Randers og fyldte vores cykelhjelme med de skønneste lækre sommeræbler (og jeg spiste æblegrød i et ½ år efter 🙂 )

Da vi for 2 år siden flyttede tilbage til Sjælland, og nordpå til Gilleleje, lovede jeg mig selv, at NU ville jeg virkelig prioritere – for min egen skyld – at komme afsted ud i naturen og samle forråd. Fordi jeg havde brug for roen, og fordybelsen. Så fulgte den kreative tid i køkkenet, og tilfredsstillelsen ved at kunne give et glas hybenmarmelade til min mor. At vise hende, at jeg husker.   

Det første år herovre lykkedes det mig at producere en ubehjælpsom klump brombærmasse tilsat lidt portvin for den pikante smag. Det fungerede ovenpå osten :-). Året efter tabte jeg sukkerposen ned i hybenmarmeladen, så tænderne nærmest faldt ud efter en enkelt mad – men det lykkedes at forære min mor et glas! 🙂 

I år faldt jeg over den føromtalte artikel, og den har givet mig et helt andet perspektiv på det at samle forråd i naturen eller at høste hjemme i haven. For selvfølgelig må det være sådan. Vi er så heldige at bo i et frodigt land, hvor noget af maden endda ligger frit fremme til at tage – ganske gratis. Til os. Og det ville være skørt ikke at tage imod, og værdsætte muligheden.

Og med det i tankerne tog jeg dagen før dette blogskriv på tur i lokalområdet med min køletaske på ryggen, og vendte hjem – stolt som en pave – med hyben, blommer og brombær i tasken. Da Morten så spurgte mig, hvor jeg havde været henne, var svaret: “Jeg har været på indkøb i naturen!”

I gåafstand fra min bopæl findes de lækreste brombærkrat. Mmm!

Kære læser

Med søndagens blogindlæg, vil jeg gerne anbefale alle at komme afsted på indkøb i naturen, for manner hvor føles det godt! Både at være i naturen, men også at hjembringe alle de lækre sager. Det er energi direkte ind på kontoen. Måske er du allerede en inkarneret sanker, og har helt styr på det med vilde urter og svampe, og er helt i sync med det nye nordiske køkken. Måske er du selvforsynende og har verdens hyggeligste køkkenhave, og måske er du ligesom mig – glad for at genopleve gamle minder, og glad for at opdage nye perspektiver på sagen. Hvad end din tilgang er til det at samle årstidens frugt og grønt lige uden for døren, så vil jeg rigtig gerne høre fra dig. 

Skriv endelig en kommentar her på bloggen, på instagram eller i en besked. Hvad høster du, eller høster du overhovedet? Nogen høster jo østers. :-). Og skulle du  ligge inde med verdens bedste opskrift med lige netop din favorit fra haven eller skoven – så del endelig. Jeg glæder mig allerede. 🙂

Rigtig god søndag 🌸

Kærlig hilsen Eva
#lovelyladiesalive

Mine to fantastiske reserve-bedstemødre Henny og Helga var mestre i god gammeldags hjemmelavet mad, forrådskamre og bugnende køkkenhaver. Du kan læse mere om, hvordan de to kvinder har præget mit liv lige her.

Og er du blevet nysgerrig efter at vide mere om det at sanke i naturen, kan du få gode råd, retningslinjer og en app, der oplyser om gode sankeområder nær dig her .

God fornøjelse. 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Hvad høster du?"

  • Tak for et skønt indlæg og en lille trip down memory lane❤️

    Jeg er født og opvokset på landet med køkkenhave og frugttræer

    Og selv nu hvor jeg bor i lejlighed har vi en lille køkkenhave på altanen med bl.a. og lidt krydderurter.

    Og så har vi for første gang i år sanket ramsløg – og er nu store ramsløg fans

    Kh
    Louise

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Kære Louise:-)
      Tusinde tak for din dejlige tilbagemelding her! Ja, der er bare noget med mad og minder – duften og farverne og stemningen – det vækker noget helt specielt indeni. Jeres altan lyder så skøn – køkkenhavealtan – FEDT! Godt at høre med ramsløgen – jeg må liiige skrive din anbefaling bag øret, og så må jeg da også igang.
      Kærligst Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *