Flæskesøndag, flæskemandag og hvide tirsdag er navnene på de tre dage, som i gamle dage udgjorde fastelavn. Oprindeligt fejrede man kun fastelavn aftenen før den kristne faste, som begyndte askeonsdag (onsdag i den 7. uge før påske). Vi danskere syntes dog, at vi måtte have hele tre dage til at æde og drikke os en pukkel til, så vi havde noget at stå imod med. Hvide tirsdag fik sit navn, fordi vi oprindeligt spiste mælkemad med fastelavnsboller på denne sidste dag, inden den stod på rugbrød og fisk efter solnedgang hele vejen til påske.
Som altid når vi dykker ned i vores gamle traditioner for at undersøge, hvorfor vi danskere egentlig gør, som vi gør, når det er højtid her i landet, bliver vi rigtig glade for, at vi med tiden har forfinet de fleste traditioner og nu klæder os ud for sjov, slår katten af tønden helt fredeligt uden at mishandle levende dyr, og spiser fancy fastelavnsboller med krymmel og guldstøv, bare fordi det er hyggeligt.
Et andet levn fra fortidens fastelavnsfejring, som mange af jer vil have lagt mærke til, at vi er ekstra glade for i Lovely Ladies Alive, er udklædning. Traditionen stammer helt tilbage fra 1500-tallet, hvor man særligt i Sydeuropa holdt store renæssancemaskeballer for borgerskabet med indlagt mulighed for partnerbytte. Ballerne var et frirum for overklassen, hvor maskeringen udslettede sociale forskelle og klasseskel, og gav gæsterne mulighed for at gøre noget, de ellers ikke kunne drømme om. Senere begyndte særligt håndværkerlaugene at afholde fastelavnsfester og optog for deres medlemmer. Disse blev dog forbudt ved lov i 1683, fordi de var alt for løsslupne og erotiske, og derfor harmonerede meget dårligt med den magtfulde kristne kirkes dogmer om askese og seksuel tilbageholdenhed.
Men hvorfor har det gennem alle tider appelleret til os mennesker at klæde os ud og iføre os masker? Ok det sidste har vi nok fået et lidt andet forhold til her under corona. De sidste to år er vi nok i høj grad gået fra kun at forbinde masker med noget mystisk og erotisk pirrende, til at se dem som et nødvendigt sygdomsforhindrende onde. 🙂
Men svaret på vores spørgsmål ligger nok i den mulighed, det at klæde sig ud, giver os for at udforske og udleve forskellige mindre fremtrædende sider af vores personlighed. Særligt dem vi ikke finder passende at udleve til dagligt og som måske endda er skjult for os selv. Vi mennesker har grundlæggende et stort behov for at høre til, og vi gør derfor instinktiv rigtig meget for at være accepteret i den kultur, vi er en del af. Det betyder, at vi alle mere eller mindre bevidst følger regler og normer for god og passende opførsel. Vi stræber efter et ideal, og lader os lede af et fælles moralsk kompas. Alt dette sættes ud af spil, når man klæder sig ud og påtager sig en anden persona. En som måske bander og svovler, er sjofel, skælder ud eller indsmigrer sig. Masker og forklædning giver mulighed for at gemme sig for andres blikke, få uvant opmærksomhed og holde pause fra generthed og personlige hæmninger.
Vi har begge haft udklædning og arbejdet med kostumer som levevej. Og det har været magisk at opleve, hvordan “kost og mask” (kostumer og hår/make-up) giver liv til en karakter. Mange skuespillere taler om, at det først er med kostumet, at den endelige udgave af deres rolle samler sig. Klæder skaber folk, som man siger. Også når de ikke er vores egne.
I virkelighed kender vi jo alle sammen til de usynlige masker, vi bærer i forskellige sammenhænge. Vi underbygger dem med valg af påklædning, frisure, adfærd osv. og opbygger et image eller måske endda et personligt brand. Det er et af de elementer af kvindelivet, som vi oplever er under forandring og til forhandling i stor stil, når vi rammer perioden midt i livet. De gamle masker falder med aldringen og hvem ved, måske kommer nye til. Eller også griber vi endelig chancen for at være mere maskeløse end nogensinde før. Under mottoet: Hvis man skal alligevel skal tabe masken, kan man ligeså godt selv lade den falde. 🙂
Kære Læsere
Vi har igen været i køkkenet og helt ekstraordinært har vi fået lov til at dele opskriften på verdens bedste fastelavnsboller med jer. 🙂
Bollerne er skabt af den ualmindeligt dygtige blogger og bager Lene Tranberg fra bagvrk.dk. Hun blev i 2016 sygemeldt fra sit job som indretningsarkitekt med svær stress og opdagede at den eneste lindring for hende, var at bage. Find hendes inspirerende profil på Instagram her.
Opskriften på disse super lækre gammeldags fastelavnsboller, hvor fyldet bliver inde i bollen, munder ud i 36 stk. De kan dog fryses, inden de pyntes eller du kan gøre som os, og kun bage halv portion.
Rigtig god fornøjelse. 🙂
Ingredienser:
Vanillecreme:
– 1tsk vanillepasta (eller en hel vanillestang)
– 3½ dl mælk
– 4 æggeblommer
– 100 g sukker
– 30 g maizena
Bagefast marmelade: (Vi brugte bare hindbærmarmelade fra Den Gamle Fabrik)
– 400 g hindbærmarmelade
– 1 spsk Dr. Oetker geleringspulver til marmelade
– 2 spsk sukker
Dej:
– ½ liter mælk
– 75 g gær
– 75 g sukker
– ½ tsk groft salt
– 1 æg, str. M/L
– 250 g blødt smør eller bagemargarine
– ca. 900 g mel
Derudover:
– 1 glas bagefast hindbærmarmelade, ca. 400 g
– Glasur af flormelis og kogende vand
– Frysetørrede hindbær til pynt
Vi brugte alt godt fra kage-krymmel-skuffen. I det her tilfælde: Hindbærstøv, guldstøv, bærkrymmel og lakridskrymmel. Derudover pyntede vi naturligvis med udklædningsrette lakridspiber.
Du gør følgende:
Fastelavnsboller kan fryses i op til tre måneder uden glasur. Når de er tøet op, kan du lune dem i en 200° varm ovn. Fugt overfladen med lidt vand, før du varmer dem. Så bliver de som nybagte.
Vi håber, du har fået mod på både at bage og klæde dig ud. Slå gækken løs og håret ud. Bare du ikke gramser på naboen eller bestiller en safari til Kenya, du ikke har råd til, fordi du liiige lever dine Karen Blixsen drømme ud. 🙂
Rigtig god vinterferie og rigtig god søndag. 🌸
Kærligst
Eva og Pernille
#lovelyladiesalive
Denne søndag kan du, som noget helt nyt, boltre dig i Behind the Scenes videoer på vores spritnye YouTube-kanal LOVELY LADIES ALIVE. 🎉
Husk at like, kommentere og følge/subscribe, så bliver vi så glade for din hjælp til at få den godt fra start. Fremover kan du derinde finde alle bloopers og kig-bag-kameraret fra vores videoproduktioner.
Lige nu kan du naturligvis komme i køkkenet med os, og se hvordan det foregik, da vi bagte de flotte fastelavnsboller. Så kan du komme med foran spejlet og se, hvordan vi bliver til Per Fisker og Skipper Benny, og endelig kan du møde Skipper Benny på slap line, og høre om alle vores strabadser på dagen for optagelsen, hvor vejr og vind drillede. Det handler blandet andet om en kajak. Og sådan én er der sgu alt andet lige ikke megen fiskekutter over. 🙂
Du kan også, hvis du for alvor har fået mel på tanden, få opskriften på de guddommelige Orangedrømme fra Nazlis Homemade her. Vi bagte dem til jul, men de tager kegler hele året.
Rigtig god fornøjelse. 🙂
De ser himmelske ud, de fastelavnsboller. De lukkede er bare bedst
Ja, vi må også indrømme, vi er ret vilde med dem. Dem vi kom lakridskrymmel og pibe på blev alles yndling den dag, vi bagte.
God fornøjelse med bagningen.
Kh
Eva og Pernille
Privacy Overview