Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Walk and talk – i Kierkegaards fodspor

Hvis der er noget corona har lært os, så er det at gå ture igen. Helst lange ture i smuk natur og i godt selskab. Under begge nedlukninger har det for mange af os været den eneste måde at se andre end medlemmerne af vores egen husstand på, og vi har igen fået øjnene op for gaverne i at være ude i al slags vejr.

Således også her hos os. Faktisk er vi, efterhånden som smittetallene igen er steget denne vinter, begyndt at rykke kontoret ud, når vi har haft smitten lidt for tæt på i vores netværk. I første omgang fordi vi gerne vil passe på hinanden, men glæden ved at være ude, har nu fået os til at beslutte at rykke kontoret ud, mindst en gang om måneden. Vi ved ikke helt hvorfor eller hvordan, men det at være udendørs, bringer noget andet og mange gange bedre til “bordet”. Sidst vi var ude med notesbøger, kamerastativer, madpakker og hele gøgemøget, var en rigtig kold og blæsende januardag, hvor vinden stod ind fra nordvest og regnen lurede lige om hjørnet det meste af dagen.

Men hvad er det walk and talks og udendørsmøder kan? Hvorfor virker det opløftende og tilfredstillende, og meget mindre trættende end lange møder omkring et bord indendørs? Er det fordi, der er højere til loftet, så at sige? Er det den fysiske bevægelse sammen med tænkningen, der stimulerer til bedre samtaler og bedre løsninger på problemer og udfordringer? Og hvorfor er det mange gange nemmere at skyde genvej til kreative løsninger og nye gode ideer?

Det har vi sat os for at undersøge:

Pernille til Eva:
Eva kan du ikke prøve at sætte lidt ord på, hvordan du oplever vores walk and talk udendørs møder? For vi er jo rørende enige om, at det kan noget særligt.

Vi bliver flyvende! Altså, helt fysisk bevæger vi os jo det meste af tiden fremad, og det giver flow i samtalen og i dagens plan, så det faktisk føles som om dagen og to do listen flyver afsted. Sidst var der pludselig gået 5 timer! Og vi var mega effektive. Havde vi lavet det samme indendørs, ville vi efter 5 timer have været helt udasede og visnede i øverste etage. Efter 5 timer i det fri er man selvfølgelig også træt og kold og næsen drypper, men humøret er i top, og jeg føler sådan en tilfredshed i, at min krop har været på arbejde sammen med min hjerne. De to er som bekendt bedste venner, og det gør altså bare noget virkelig godt for hele oplevelsen af arbejde.

Helt personligt har jeg det heller ikke super duper med at sidde stille for længe ad gangen, så det at kunne følge min krops impulser til at bevæge sig i en helt naturlig ramme for bevægelse, som det jo er, når man går afsted udenfor i det fri – det giver en ro inden i min krop. Og så tænker jeg bedre. 🙂

Desuden bliver alle vores sanser stimuleret max – hvad vi ser, hvad vi mærker, underlaget vi går på osv. Hele vores system bliver stimuleret, og det letter ligesom på låget til kreative tanker og refleksioner, hvilket er en gave for udviklingsprojekter. I min optik. Så jeg tænker helt klart, at Lovely Ladies under åben himmel en gang om måneden er noget, vi skal dyrke her i 2022. 🙂

Eva spejder ud over havet
“Ak, hvad skuer mit øje – er det mon en stakkels forfrossen fisker, eller en båd med bananer?”

Eva til Pernille:
Har du et bud på, hvorfor kreativiteten blomstrer særligt i det fri?

Jeg har læst mig til, hvordan bevægelse frigiver endorfiner og andre “lykke”-hormoner og min egen oplevelse er, at jeg på en måde nulstiller traditionel tankevirksomhed, som når man f.eks. sidder og stirrer ind i en computerskærm og skal være kreativ. Den situation gør ikke noget særlig godt for processen. Men hvis jeg derimod kan komme ned i kroppen ved at bevæge mig og være i en ramme, der stiller krav til, at jeg bruger mine sanser meget mere end min logik, så får jeg adgang til et instinktivt lag. Hvem ved, måske er det lagret i kroppen, måske er det et samspil mellem krop og sjæl eller hvad man nu skal kalde det sted dybest inde, hvor man bare ved, om noget er sandt eller godt. Og i det lag findes de rigtig gode ideer og løsninger på udfordringer, vi står overfor. Det er som om, man kan MÆRKE, hvad der er den rigtige vej at gå.

Når jeg går tur i eget selskab, så har jeg altid telefonen med, så jeg kan notere de ideer, jeg får undervejs, for det sker ALTID, at jeg får mindst en genial tanke pr. gåtur. 🙂 🙂 🙂

Faktisk er det sådan, at hvis jeg får for travlt med driftsopgaver, og ikke kommer ud at gå eller cykle, så tørrer ideerne ligesom ind. Så arbejder jeg mig lige så stille gennem listen af gamle ideer, og så er der umærkeligt ikke kommet flere til. Så at tage sig tiden til at gå er uhyre vigtig, for hele tiden at holde kilden med gode ideer piblende.

“Åhhh Eva, de der far-jokes altså…”

Pernille til Eva:
Hvordan oplever du, det påvirker samtalen, når man går sammen? Og påvirker det efter din mening relationen?

Det er et rigtig godt spørgsmål, og det er jeg helt sikker på, at det det gør. Af to grunde. For det første sker der noget, når man følges af. Man foretager sig jo ligesom den samme ting, – går – og det gør, at samtalen med det samme er jævnbyrdig. Ikke at det på nogen måde er et problem hos os i Lovely Ladies Alive :-), men sådan helt generelt i alle mulige sammenhænge, hvor man går sammen med andre mennesker. Det gør noget for dannelsen af relationen – at man foretager sig det samme, sammen. Det er et godt udgangspunkt. Derfor tror jeg også, at det er så sindssygt effektivt i terapeutiske sammenhænge. Det kan simpelthen være nemmere at få hul på bylden, når der er en aktivitet i mødet, som man ikke gør alene. Så ER man ikke så alene. Man er sammen med nogen. Og det kan gøre processen nemmere, som jo ellers er ganske ensom. Simpelthen.

Jeg har også stødt på det i arbejdssammenhænge, hvor personalemøder blev til walk and talks i par på tværs af fagtitler, hvilket jeg bestemt også tror, har været med til at gøre nogle efterfølgende rundbordssamtaler nemmere. Fordi man har “mødt” hinanden på lige fod i en mere uformel form og i en fælles fysisk aktivitet.

For det andet, så oplever jeg f.eks. selv meget tydeligt, at når de fysiske rammer bliver større og skifter undervejs, som de jo gør på en gåtur, så har jeg ikke så meget fokus på at iagttage mig selv, men mere fokus på selve det at gå og lytte samtidig. Jeg får ligesom lidt fri for mig selv. Giver det mening? Jeg tænker for eksempel ikke over, om jeg nu har haft mit blik for længe væk fra direkte øjenkontakt med den anden person. Eller om jeg nu sidder på en mærkelig måde, om jeg sveder, hvor genert jeg i forhold til den, jeg er sammen med, eller om jeg lige skal kæmpe lidt med mig selv for at blive siddende på stolen, fordi min krop egentlig allermest har brug for at drøne en tur igennem hele huset. Ude i det fri, skal jeg ikke tage stilling til min krop. Den er ligesom i sit naurlige element og kan hele tiden bevæge sig, som den har brug for, og jeg får helt naturlige mentale pauser, når jeg lige skal orientere mig om, hvor jeg sætter mine fødder på en smal sti, eller skuer en fiskerbåd i det fjerne, der skal dvæles ved bare 2 sekunder mere. Det er gået op for mig de sidste par år. Og det er sgu da for fedt! Så hvis muligheden er der, så er det bare om at komme ud at gå en tur, og få sig en god snak.

Det er i øvrigt også en alle tiders aktivitet, hvis man er til familietamtam, og skal lære nye familier/svigerfamilier/børn at kende. Jeg siger det bare. 🙂 Altså – det skal lige siges, at jeg sagtes KAN trives med mennesker og møder og arbejde indendørs – det er virkelig bare super konstruktivt og rart at supplere det med ture ud af huset i ny og næ. Yes.

Eva til Pernille:
Har du nogle præferencer til omgivelserne til walk and talks og udendørsmøder?

Ja, det kan du bande på, jeg har, for jeg har prøvet at holde møder udendørs lige udenfor kantinen på mit arbejde i et område i Ballerup med store firkantede kontorbygninger overalt. Der sad vi i vores velpressede konsulenthabitter og sloges lidt med for meget varme og solen lige i øjnene. Det var bedre end at sidde indendørs, men absolut ikke nogen udpræget succes. Så har jeg også holdt et eller to korte forberedelsesmøder på en resteplads op til en larmende motorvej, hvilket heller ikke er befordrende for koncentrationen eller mødekvaliteten. 🙂

Jeg oplever, at naturen kan noget særligt som ramme for møder. Og det gælder alt fra blind dates til arbejdsmøder som vores. Det er som om, man får foræret en ekstra dimension til samtalen og mødets flow. Og din pointe med selvforglemmelse er en vigtig del af det, tror jeg. Og så oplever jeg, at det velbefindende, vi som mennesker ofte oplever i naturen, smitter direkte af på alle elementer i mødet; processen, indholdet og udbyttet. Vi trækker vejret friere, vi bliver stimuleret af vejr og vind og af udsigten ikke mindst, og vi opfører os mere intuitivt og mindre kalkuleret. Det kan der komme rigtig fine møder ud af. Og her tænker jeg både på møder mellem mennesker og møder i traditionel forstand med en dagsorden, beslutninger, der skal tages og processer, der skal drives videre.

Endelig ved vi jo, at det at opholde sig i naturen påvirker vores nervesystem positivt. Faste læsere af bloggen har tidligere hørt om præcis, hvordan det sker og nye læsere kan læse mere om det her.

Faktisk synes jeg på den baggrund, at selv jobsamtaler med fordel kunne holdes som walk and talks. Bare forstil dig både arbejdsgiver og ansøger op og ned af skrænten hernede ved Heather Hill på en blæsende januardag. Så springer man uvægerligt en masse nervøsitet over, og begge parter må hurtigt smide paraderne. Gad vide om det ikke ville give nogle bedre match. 🙂

Onsdagsmøde i Lovely Ladies Alive.

Kære læsere

”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til og jeg kender ingen tanke så tung at man ikke kan gå fra den. Når man således bliver ved med at gå, så går det nok”.

Sådan skrev den danske filosof Søren Kierkegaard i 1847 til sin svigerinde Henriette, som lå i sengen. Kierkegaard boede i sommeren 1835 på Gilleleje Kro og gik sine daglige spadsereture i området omkring byen. Et af hans yndlingsmål for turen var Gilbjerg Hoved, der ligger vest for byen. Her kan man i dag finde den store mindesten, som byen har rejst til minde om den verdensberømte filosofs besøg.

Hvis du er på de her kanter, kan du gå i Kierkegaards fodspor ved at følge ruten Kierkegaard by Nature, der starter på havnen i Gilleleje og er 12 kilometer lang. Ved hjælp af appen Useeum kan du følge ruten og blive inspireret til refleksion og samtale bygget på Kierkegaards virke.

Konklusionen på dagens emne må være, at selv de gamle kendte filosoffer som Kant, Thoreau, Nietzsche og vores egen Kierkegaard har kendt til, at gåture i naturen kan noget særligt, når det kommer til store tanker, gode ideer og dybe samtaler. Fænomenet er derfor hverken nyt eller noget vi har opfundet under corona. Vi var måske bare mange, der havde glemt det. Før corona gik vi kun, hvis vi var tvunget eller hvis vi blev lokket i skoven på en yndig forårsdag i maj. De eneste der rigtig gik tur pre corona var natur-geeks og hundeejere. 🙂

Men nu er vi blevet corona-oplyst og på en mærkelig bagvendt måde, er det vel ret blæret, her midt i vores anden coronavinter og virkelig høje smittetal, allerede at kunne se bare en enkelt silverlining ved pandemien.

Det er værd at gå sig en tur og tænke lidt over.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Du kan finde Pernilles indlæg om, hvordan mennesker bliver påvirket af at opholde sig i naturen her. Indlægget er en del af en føljeton om Pernille, som flyttede fra storbyen på landet i februar 2021. Find hele serien her.

En efterårsskovbund

Du kan også læse meget mere om de spadser-glade fillosoffer og få en smagsprøve på lægen Bente Klarlunds bog Gå-bogen her.

Se kildebilledet

Og endelig kan du læse mere om Kierkegaard by Nature-ruten her.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "Walk and talk – i Kierkegaards fodspor"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.