Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Når blæksprutten tager livet af dig

OMG – multitaskning. Er det ord også ved at drive DIG til vanvid? I mange år har ordet multitasking fyldt meget i både arbejdsliv og privatliv. Et ideal at efterstræbe, og et absolut buzzword inden for arbejdskraft på lige fod med ord som robusthed og det at være omstillingsparat.  Et ægte power menneske er simpelthen ekspert i multitasking 24/7, ligegyldigt om det regner eller sner. Især hvis du er kvinde – for vi er jo efter sigende fra naturens side rene naturtalenter ud i multitaskeri.

I mange år har jeg selv efterstræbt og dyrket den evne som et slags tegn på, at jeg var i stand til at være super effektiv, i besiddelse af alletiders overblik, og ikke mindst – jeg kunne snyde uret og nå meget mere på den dobbelte tid. 

Fænomenet kommer jo egentligt fra computerverdenen, hvor det at multitaske er maskinens evne til at afvikle flere programmer på samme tid. Omsat til mennesker får ordet den betydning, at man er i stand til at være i gang med flere handlinger på samme tid, give alle opgaver opmærksomhed, skifte hurtigt mellem dem og samtidig tage beslutninger. Det er smart, det er tillokkende og umiddelbart kan det føles som om, man får langt mere fra hånden.

Vi kender det allesammen. De dage, hvor man man lige trykker på knappen til vaskemaskinen, imens man bestiller en bluse til junior på nettet, samtidig med man taler med sin mor i telefon og rører rundt i kødsovsen, og også lige når at sende en mail til chefen med en bekræftelse på kommende deadline, imens man laver dagens 10 squats, for så er samvittigheden i hvertfald HELTi orden.

Forstå mig ret – det er slet ikke tosset at kunne det, og uden at vælte. Selvfølgelig er det fedt, og tilfredsstillende at få noget fra hånden, når man har hænderne fulde. Det skal vi kunne for at overleve. Men alt med måde. At have hænderne fulde konstant,  imens vi gør os virkelig umage for ikke at tabe indholdet på gulvet, gør, at vi helt glemmer, hvordan det er bare at kunne bevæge hænderne frit. Og nogle gange ender vi som en hidsig lille flue oppe i stuens fjerneste hjørne spundet ind til halsen i et edderkoppespind, vi selv har skabt i forsøget på at gabe over alt alt for meget.

Tager du også nogle gange hænderne alt for fulde?

Ovenpå en omgang corona herhjemme i familien, kan jeg roligt sige, at jeg hører den advarende lyd af hidsig flue indtil flere gange om dagen. Jeg er simpelthen spændt for i kalenderen med ting, der skal indhentes, samtidig med at ugeprogrammet jo ganske ufortrødent fortsætter derudaf, som om intet var sket. Og så.. ja så står julen jo for døren. Nok at at tage sig til, ikke. 🙂  Det er ikke en klagesang – blot en konstatering. Jeg har simpelthen gang i så mange ting, og helst vil jeg klare det hele på en gang, samtidigt. Og det er jo gode ting – det skal ikke glemmes! Men jeg vil bare rigtig gerne gøre det alt sammen samtidig og med 100 procents opmærksomhed på det hele. Og det kan man ikke. Det kan jeg ikke.

For et par år tilbage lovede jeg mig selv, at jeg aldrig igen ville nå til et punkt, hvor travlheden og en alt alt for høj barre for, hvad der tidsmæssigt og ressourcemæssigt er muligt for mig at præstere, skulle tage styringen i mit liv. Det er simpelthen ikke det værd. 

Masser af undersøgelser viser, at det med at efterstræbe det tillokkende multitaskeri, faktisk slet ikke er smart. Heller ikke på arbejdspladsen. Det tager simpelthen længere tid at løse flere opgaver på én gang, den mentale kapacitet sænkes og tilbøjeligheden til at lave fejl eller komme til skade er større. Og fortsætter man bare derudaf på den måde over længere tid – ja, så går det ud over vores sundhed, og det ødelægger hjernen. Det ved vi, det hører vi, det læser vi. Alle steder. Og alligevel kan det være så dødhamrende svært at lade være med at gøre det! 

I denne tid hvor rigtig mange ting kan tage pusten fra mig, når jeg lader øjet køre henover opdateringer både fra den store verden udenfor og fra tilstanden herhjemme i Dannevang, så kan alt det blandet godt og grundigt sammen med det, der rører sig i min egen lille verdens to-do liste, og på Aula, og på arbejdet, og på Facebook og på Instagram, og på nettet og og og…. være i fare for at udvikle sig til en kæmpe stor larmende skarnbasse i det der hjørne af stuen. Det er jo alt sammen lige vigtigt! Eller er det?

Jeg må stoppe op og få et overblik. Jeg må trykke på pauseknappen og spørge mig selv – hvad er det egentligt, der er mest vigtigt? Og i hvilken rækkefølge? Og så må jeg fremsige den gode gamle – og særdeles virksomme sætning ; “En ting ad gangen!” Det er tid for mig til at tage èn ting ad gangen. Så skal jeg nok komme i mål med det hele. I hvert fald det, der er vigtigt. 🙂

Kære læser!

Lad dette være søndagens opfordring fra mig. Stop op, og gå så i gang fra en ende af – én ting ad gangen. Vi er skabt som mennesker, og ikke som maskiner.

Har du et super tip til, hvordan du plejer at tøjle trangen til at kaste sig over alle opgaver på én gang, så meld endelig tilbage til mig her på bloggen eller på vores Instagramprofil. Det er en on-going udfordring for mig at lade være med at lave alt for mange ting samtidig – det tror jeg, det er for rigtig mange – så lad os dele de gode tricks med hinanden og få ro på hjernen og fokus på målet.

Rigtig god søndag 🌸

Kærlig hilsen Eva
#lovelyladiesalive

Hvis du skulle brug for at trække vejret en ekstra gang, når du nu er stoppet op for at danne dig et overblik, så kan du læse blogindlægget om vejrtrækning lige her

Eva puster i en gul ballon

Og har du lyst til at vide mere om, hvad der helt præcist sker oppe i din hjerne, når du udmatter den med alt for meget multitaskeri, så kan du her læse Andreas Thorsens artikel om multitasking og om sociolog og tidligere formand for regeringens stresspanel, Anette Prehn.

God fornøjelse. :- )

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "Når blæksprutten tager livet af dig"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *