Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Krop – når bare enden er god

Der var en gang et par numser. De sad lige, hvor de skulle og vuggede blidt fra side til side, når de blev luftet på byens fortorv og dansegulve. De var næsten altid i godt humør og spredte glæde hos mange, der fik øje på dem. Det var ikke så afgørende, hvad de blev klædt i, for selv den mest uformelige buks med lommer på de helt forkerte steder, blev fyldt ud til ug med kryds og slange med strut og bounce i overflod.

Men en mørk november dag og en smuk Sankt Hans aften skete der noget. To yndige babyer blev født og det var jo rigtig lykkeligt, men lidet anede de to numser, at det også var begyndelsen til enden. For nu gik det stærkt. Nu blev numserne bare fladere og fladere, som årene gik. Så flade som kun to bloggersnumser kan blive. Alt for meget stillesiddende arbejde og alt for få trapper i livet havde slugt al hep, step og pep i numserne, og nu kunne de kun begejstre en meget lille, halvblind, men ikke desto mindre fortsat dedikeret fanskare.

Snip snap… heldigvis er den historie jo ikke helt ude, for nu skal det dælme handle om de numser igen.

Yoganumser fra VALENTINO Copenhagen de luxe , Gilleleje.

Here we go:

Pernille til Eva:
For hede hule h…… jeg fik øje på mine baller i spejlet den anden dag. Og det var en lidt trist dag, kan jeg godt sige. De er søgt mod syd i en grad, der kan få voksne mænd til at græde. Morten græder heldigvis ikke. Han synes stadig, de er to stykker af numsehimlen. Men jeg græder lidt. Og nu må de i fokus, inden det er for sent.
Så Eva, hvordan har dine efter-ferie-baller det?

Efter-ferie-baller…..ååh HAHA! Det er nu noteret i min ordbog, som en ting jeg fremover er nødt til at forholde mig til! HAHAHA. 🙂 Mnja altså – vi ved jo alle, at den svulstige definition af baller er: “Navn paa visse hvælvede ell. afrundede, kødfulde dele af legemet” (Citat fra Ordbog over det danske Sprog) – og om mine ferieballer passer ind i den beskrivelse, deeeeeet…. Jeg vil nok mere ty til beskrivelser som “lettere hævede – men dog trætte – pitabrød i lodret position” (citat: mig selv). Jo jo, jeg har gået en masse omkring og fået skridt nok på kontoen i min ferie, men ikke i et tempo eller i et terræn, der har holdt de forskellige ballemuskler særligt vågne. Så da jeg kom hjem, og gik min første lange tur i skarpt trav og med mere end en enkelt bakke… ja, så kunne det dæleme mærkes dagen efter. Så svaret må være, at mine efter-ferie-baller stadig sover, så noget må gøres! 🙂

Eva til Pernille:
Jeg synes sådan helt generelt året rundt, at en af de største udfordringer med de trætte pitabrødsballer kan være, at jeg, særligt i en tynd sommerbuks eller lignede, kan opleve at få det, jeg kalder for “dobbeltballer” – altså hvis buksen sidder tæt, og underbuksekanten indenunder ligesom deler ballen i to på tværs ind over ballen! Det er grænseløst irriterende! Men måske er det bare sådan, det er. Har du mon oplevet nogle særlige udfordringer i forhold dine ballers nye pasform?

Jaaaaa det ved jeg ikke rigtig. Morten siger tit søde ting om min popo. Ting jeg ikke rigtig selv ser, når jeg ser billeder eller video af mig selv bagfra. Der ser jeg mere de flade pitaballer, du taler om. Derfor er jeg blevet meget mere obs på at vælge de rigtige buksemodeller, der hjælper med at skabe fylde i stedet for at dræbe den. Og så sker det alligevel, at fashion vinder over god mås.

Ballevenlig udgave af jeans til højre og pure fashion til venstre. 🙂

For at undgå dobbeltballe i tynde bukser, gør jeg særligt en ting. Jeg bruger g-streng. Jeg orker ikke at hive en bunke stof ud fra mellem ballerne hele tiden, så er det bedre med meget lidt stof, og jeg orker ikke dobbeltballerne. De sidste år mange mange år har jeg kun haft almindelige trusser på hos kiropraktikeren, hvor man træder ind i lokalet og bliver behandlet i undertøj. Så jeg ejer faktisk kun sådan ca. to par kiropraktortrusser. 🙂

Men et rigtig godt tip til dobbeltballer er at bruge tyndt shapewear under. Det fjerner både kanten på skjorter og bluser, du måtte have nede i de tynde bukser, trussekanten, og hvis baller og lår skulle have fået lidt bakker og bølgedale.

Pernille til Eva:
Har dit forhold til din numse ændret sig med alderen?

JA! Jeg tror faktisk godt man kan sige, at jeg fået et lidt mere moderligt forhold til den. Ja, det lyder sgu lidt mærkeligt :-), men altså… jeg gider ikke fryse mere for skønhedens skyld, vel!  Så hvor jeg før i tiden ganske ofte kunne krybe i en lårkort sag, korte shorts, korte jakker, tynde bukser selv i frostvejr  – fordi de var smartest – ja, så har jeg det altså sådan nu, at bukserne skal være tykke nok, jakken og frakken skal allerhelst nå en hel del ned over måsen, så det luner, og kan jeg slippe afsted med at sidde med et tæppe viklet om mig udenfor, når det er lidt halvkøligt, så gør jeg det. Jeg HADER at blive kold i r….., sådan helt bogstaveligt talt :-), så derfor har jeg altid et moderligt øje på, om buksen og jakken nu er varm og fornuftigt nok til at færdes uden døre. 🙂 Oh gud …at man skulle høre sig selv sige det!

Eva i det obligatoriske tæppe til at sikre sin bagdel mod kulde. 🙂

Eva til Pernille:
Hvad er det værste du nogensinde har budt dine baller?

Uhhh jamen det må helt klart være ikke at bruge dem til noget særligt alt for længe. Igennem årene har jeg både spillet håndbold og fodbold, cyklet til alting, båret og løftet børn og slæbt alting op på tredje sal. Men de største fjender for numseballer er helt klart store børn, biler, at bo i jordhøjde og have et lab top job, og der er der bare flueben ved det hele for mit vedkommende lige nu.

Pernille til Eva:
Hvad med dig? Hvad er det værste, du har budt dine?

Det kan jeg hurtigt svare på! Jeg har engang myrdet en brumbasse i Grækenland, da jeg uden at se den, simpelthen satte mig ovenpå den med den del af min højre balle, der ikke var dækket af en bikini trus. 1. stk. turistballe for fuld hammer ned i en solseng i Grækenland, hvor den stakkels brumbasse nåede at bide mig i ballen AAAAAV, inden den måtte lade livet. PUHA! :-). Nå ja… og så alle de flueben, du nævnte lige før. 🤣

Eva til Pernille:
Nå..MEN – sådan en omgang muskel vækker jo ikke sig selv, uden vi gør en indsats! Så Pernille…skulle vi udfordre os selv lidt fysisk her på bloggen, og kaste os ud i en decideret numsechallenge? Altså træning af Los Rumpettos hver dag i en måned? Hvad siger du? 😎

Pernille:
YES, den er jeg med på!
Hvad siger du til, at vi laver 10 squats og ti lunges til hver balle om dagen i 30 dage?
Måske kan vi gå en op på squats per dag? Så vi den sidste dag laver 40!!
Vores læsere kan jo være med, hvis de har lyst? 😅

Eva:
Jeg siger: Lad den næste måned stå i ballernes tegn– jeg er frisk OG… lidt skræmt ..MEN ..vi gør det sgu, Pernille! Og jeg håber, at rigtig mange har lyst at være med, for som man siger – man løfter bedre i flok! 😎

Kære Læser 

Skal du være med på en #numsechallenge? Det er jo ikke kun looks, det handler om, selvom vi gerne gav pitaballens form kamp til stregen. Men vi ved jo godt, at som med så meget andet i kroppen, så vender kurven omkring 30 årsalderen, og skal vi holde bl.a. muskelmassen vågen og ved lige, ja så må vi arbejde lidt for sagen. Og det handler ikke kun om at få den yderste og største ballemuskel, gluteus maximus, til at blive større og synes mere spændstig, men også om at styrke de dybere muskulaturer, der stabiliserer og bevæger hofter og ben. Så med balletræning står vi helt bogstaveligt langt bedre med begge ben solidt plantet i den skønne jord. Og hvem har ikke lyst til det. 😉

Så find tøj frem du kan bevæge dig i den næste måned og lav dine squats og lunges hver dag. Del gerne dine bedste øvelser og billeder af din træning med os ved at bruge #numsechallenge og tagge os med @lovelyladiesalive. Så deler vi hele molevitten inde på vores profil.

Der var en gang en ordentlig bunke baller, som sad og hyggede sig på en masse dejlige damer. De havde ikke den mindste ide om, hvad der ville ramme dem en helt almindelig mandag i august. Let’s do it Ladies! 😋

Rigtig god søndag. 🌸

Kærligst
Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Læs eller genlæs de andre indlæg i vores Krop Amok serie. Du kan begynde med brysterne her.

Du kan også finde inspiration til din balletræning her.

Endelig kan du læse lidt om numser og alder her, hvis du ikke synes dagen er deprimerende nok i forvejen.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Krop – når bare enden er god"

  • Jeg er vild med numse Challenge, det store spørgsmål jeg sidder tilbage med er bare hvorfor Eva dog ikke også bruger g-streng?

    Som Pernille så rigtigt porirentere er der ikke noget mere træls end at trække alm. trusser ud af numsen. G-strenge er og bliver det mest behagelige, hvis ikke man syntes det er jeg sikker på skyldes man har prøve nogle dårlige billige nogle eller en forkert størrelse.

    Flere g-strenge til folket.

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Det er et godt motto!
      G-strenge deler jo traditionelt set vandene, således også hos os. 🙂
      Kh
      Eva og Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *