Lovely Ladies Alive

Modet til at ældes uden at undskylde, at man gør det!

Den anden dag faldt jeg over et Vogue-indslag på Instagram. Det var en reklamefilm for tv-serien And just like that, som handler om en gruppe kvinder over halvtreds. Filmen startede med, at skuespillerinden Sarah Jessica Parker i rollen som Carrie Bradshaw sagde disse ord: THE OLD YOU, THE NEW YOU, THE TRUE YOU. Efterfølgende sagde hun noget andet, men det var de første tre udsagn, der virkelig satte noget i gang i mig.

For er det ikke sådan, mange af os føler her midt i livet? Som om noget skifter. Det føles som om THE OLD YOU, altså den gamle udgave af dig selv ikke duer mere. Den passer simpelthen ikke længere til det, der er indeni. På mange måder føles det som om, man er en sommerfugl på vej ud af sin puppe, i gang med at folde nogle vinger ud, man endnu en gang er lidt usikker på, om kan bære.

Desværre giver den samfundskultur, vi lever i så ufattelig lidt værdi til kvinder, der ikke længere passer børn og man skal være lavet af stål for ikke at lade sig påvirke af det. Det er som om, vi alle sammen desperat træder vande for at blive ved med at have en plads, ikke bare i vores eget liv og vores nærmestes liv, men fanden fløjtene også i vores samfund. Og det er som at slås med en stor, våd, tung dyne over sig. Vi gør, hvad vi kan. Vi laver armkrog alle os, der kan mærke det, men samtidig føles det også nogle gange som om, det kun er os selv, der er interesseret i denne kamp.

Så vi har i mange tilfælde et NEW YOU, der forsøger at folde sig ud, men som ikke har en banehalvdel at spille på. Og alligevel kan vi mærke på et sjæleplan, at det er på vej. Der er noget magisk, noget voldsomt, noget kraftfuldt, noget smukt, noget inderligt, noget dybtfølt på vej. Og hvis man er rigtig heldig, så har man fat i, at det der er på vej, er 100% autentisk.

Jeg tror, det handler om at mange af de roller, vi har fundet værdi i indtil nu, som mødre, i en titel vi har haft, et job vi har været gode til, ting vi har sat i søen og har haft gang i, begynder at falde væk. Vi kan sådan set godt fortsætte, hvis vi vil, men det er som om, det koster flere kræfter. Som om det kræver, at man med al magt bider sig fast i bordkanten og kæmper endnu mere, end man gjorde før, for at yde det der skal til for at møve sig ind til en plads ved bordet.

Og for rigtig mange af os holder det op med at give mening. Vi orker ikke mere eller vi vil ikke mere. Du har garanteret ligesom jeg en indre følelse af at: Jeg har bevist, hvad jeg kan, jeg har bevist, jeg er intelligent, jeg har bevist, jeg er dygtig, jeg har bevist, jeg er skide god til det, jeg laver, jeg har bevist, jeg kan opfostre en familie uden at slå mine børn ihjel. De døde hverken af sult eller pest, der er kommet rimeligt fornuftige mennesker ud af dem og nu har de travlt med deres eget. Jeg bliver derfor nødt til at folde endnu et lag af mig selv ud. Hvis ikke jeg skal sidde og glo ud af vinduet og vente på at børnene kommer hjem og vender deres opmærksomhed mod mig igen, så bliver jeg nødt til at folde de der sommerfuglevinger ud, som er på vej. Og jeg bliver nødt til at bruge tiden og kræfterne på det og turde være i forvirringen og kaosset et øjeblik.

For jeg kan ikke se, hvad skal det blive til endnu. Jeg er stadigvæk ikke kommet helt rundt om hjørnet. Jeg tumler lidt rundt og følger bare den røde tråd gennem mørket og har en fornemmelse af noget. Og det er som om, jeg hver dag tager endnu en beslutning om, at det er godt nok. Det er rigtigt, det er sandt. Denne vej er sand og den handler om mod til f…… at ældes uden at undskylde, at jeg gør det.

Det er muligt, at der ikke er en eneste anden sjæl på denne jord, der kan se jeg stadig er noget værd, men jeg kan selv mærke det og hvis verden ikke giver mig plads, så bliver jeg nødt til at finde pladsen inde i mig selv. Jeg bliver nødt til hele tiden at connecte til det der rolige sted inde i mig, som er vokset frem gennem årene, hvor jeg bare ved, jeg er god nok.

Og så kommer vi til THE TRUE YOU, for det slog mig, da jeg hørte ordene, at måske er det i virkeligheden mere det vores rejse handler om her midt i livet. Hvis vi ikke skal fare vild endnu en gang, og her våger jeg det ene øje med den påstand, at det at være faret vild her midt i livet, kan ligne at sætte nye “drømme” i søen i en hektisk energi, en ordentlig omgang nip and tuck, voldsom træning eller en overdreven trang til at være på og insistere på at være her. Det kan ligne, at man har svært ved at give slip på sine børn, at man insistere på at spille en større rolle i deres liv end der måske er naturligt på det her tidspunkt. Desperationen kan ligne, at man ikke tillader sine nærmeste at være selvstændige nok til, at man kan undværes og osv. osv. Man kan også skabe ikke bare en blog men også en podcast for at råbe ud i universet, at kvinder over 50 er cool, fierce og fucking going somewhere og tabe sig selv fuldstændig undervejs. 🙂

Man kan altså stadig fare vild og blive deroutet og komme ud på et sidespor, hvor man måske på et tidspunkt bliver tvunget til at vågne op og begynde at padle sig tilbage fra. Men jeg føler det som om, at jeg aldrig har haft en større chance for at være i kontakt og forblive i kontakt med mit autentiske jeg, ligegyldigt konsekvenserne. Jeg har aldrig haft en støre chance for at være THE TRUE ME og droppe alle tanker om THE NEW ME. Det handler om, at jeg er ved at have stykket alle brikkerne sammen til, hvem jeg er og at jeg faktisk er kommet så langt, at jeg ved, at jeg er god nok. Og tænk, hvordan det vil føles, at leve resten af mit liv med den i baglommen.

Kære læser

Måske kan du genkende det her med at give slip på THE OLD YOU og være i gang med at udvikle THE NEW YOU. Men måske er der også noget, der ringer i dig, når du hører ordene THE TRUE YOU. Noget som ikke er afhængig af noget ydre, som ikke er afhængig af roller, vi tildeles, opgaver vi har skullet udføre tidligere eller gamle måder at finde værdi på, men som bare handler om, at have opdaget at det er nok at være til. En eller anden klog sagde engang: Det vigtigste forhold du har, er forholdet til dig selv, og det synes jeg faktisk aldrig har været bedre i mit liv.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Sommerferie

Bloggen holder sommerferie de næste uger. I ønskes alle en skøn og vidunderlig sommer.
På gensyn til august. ⛱️

Du kan læse endnu mere om den lykke, der ligger i med alderen at slippe fri af fortidens behov for at blive set på en særlig måde i denne artikel fra Berlingske. Find den her.

Du kan også læse om transformationen til noget af det, vi stadig opfatter som et af de største signaler om alder, det grå hår. Find blogindlægget her.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele: