Noget af det, der hører med til at blive ældre, er desværre, at døden rykker ind i vores liv. Det handler ikke bare om, at vi selv måske bliver ramt af nogle symptomer, der i bedste fald giver os en forskrækkelse, og i værste fald en kamp for livet, men også om at mennesker omkring os dør. Den ældste generation, vores forældre, vores onkler, tanter, fastre og mostre begynder at falde fra. Nogle af os passer vores syge forældre, nogle i årevis og nogle ikke særlig længe.
For mit vedkommende har min sygdom gjort, at jeg er blevet forbundet med nogle mennesker, som jeg havde tabt kontakten til, og til mange jeg ikke kendte i forvejen, som rækker ud til mig, så vi har kunnet genskabe eller skabe en relation via nettet. Og i dag er en af mine gamle kollegaer, som jeg er blevet genforenet med igennem det sidste års tid, fordi vi begge blev syge, gået bort.
Min kollegas død har givet mig en følelse af, at det hører med til livet midt i livet, at vi må på en eller anden måde må udvide vores sjæl til også at rumme døden. Det hører med til midtlivet. Og jeg har også en følelse af, at det måske er døden, der giver adgang til den ultimative visdom, når man bliver nødt til at rumme den som pårørende, som ven eller som en, der selv bliver ramt af alvorlig sygdom.
Når jeg tænker tilbage på min ungdom, og der hvor min egen datter er i livet lige nu, i starten af 20’erne, var døden ikke noget, der fyldte. Heller ikke selvom jeg mistede min far som 25-årig. Han var alkoholiker og havde været det i mange år. Min fars død var en meget lang proces over mere end ti år, hvor han undervejs var blevet advaret af læger om, at han ville dø, hvis han fortsatte med at drikke. Så da han døde, var det tragisk, men også lidt uvirkeligt og det gjorde på en eller anden mærkelig måde ikke, at døden flyttede ind i mit liv.
Men det gør den nu. Det er som om min rejse i livet og min sjæls størrelse efterhånden rummer det faktum, at livet slutter en dag. Ikke bare for dem jeg har omkring mig, men også for mig selv og intet er givet. Vi aner ikke, hvor langt et liv vi vil få, eller hvor langt et liv dem vi holder af, vil få. Så det er sådan et mærkeligt livsvilkår, som vi bare er forskånet for som unge og yngre at skulle forholde os til. Og sådan skal det være. Ellers så ville vi aldrig starte ud på den rejse livet er og etablere os på alle mulige måder, samle oplevelser og drage ud i verden. Alt det man skal gøre som ung. Alt det, som kræver tro på fremtiden, tro på livet og tro på alt det bedste i verden.
Når vi så bliver 45, 50, 50+, så er vi på en eller anden måde sjæleligt klar til det næste skridt, den næste udvikling.
I dag spurgte en veninde mig, hvordan jeg har det med det, der er sket med min gamle kollega, fordi vi var tætte til det sidste. Så tætte som man nu kan blive over nettet. Vi skrev senest sammen for nogle dage siden, hvor hun fortalte mig, at nu var det ved at være tid. Og jeg svarede den veninde, der spurgte, at jeg føler min sjæl har vokseværk i dag. Som om den prøver at rumme det faktum, at mennesker kan være her den ene dag og væk den næste.
Der er slået mange, mange smukke opslag op på nettet om min kollega, men jeg har følt mig tom for ord. Og jeg tror det er rigtig vigtigt, når man har det sådan, at man lader det være. At man tillader sig selv at være tom for ord. For ordene kommer måske på et tidspunkt. Så det jeg gjorde, var at skrive på den tråd, vi har haft sammen, skrive direkte til hende. Det var det, jeg kunne finde ud af. Nu har jeg også skrevet lidt på Facebook og fundet et billede af hende, fordi jeg vil gerne ære hende.
Men jeg er spændt på, hvordan I andre oplever det. Om I også oplever det som om, midtlivet bliver alvorligere, fordi vi skal rumme det her med døden. Vi skal også være der for de unge mennesker i vores liv, når sådan noget sker. Vi skal gå foran og vise, hvordan man tackler det. Alt fra do’s and dont’s. Hvad siger man til folk, der har mistet? Hvordan er man der for hinanden i de her svære livskriser, som død og sorg jo er? Hvordan forholder man sig til sin egen oplevelse og sine egne følelser i det? Det bliver vi nødt til at vise de unge, så de er rustet, når døden en dag flytter ind på deres matrikel, hvor det så end er.
Vi skal også være dem, der med vores livserfaring rummer andre menneskers sorg over det, der er sket. Det lyder måske mærkeligt på en dag som i dag, men jeg kan godt lide den rolle. Jeg kan godt lide at være et sted i livet, hvor man ikke vælter så nemt. Og hvor man på en mystisk, magisk måde har fået kapacitet til at rumme det urummelige.
Det er både smertefuldt og smukt på en gang, at nå denne fase af livet. Og måske er det et led i, at vi selv kan give slip på livet en dag. Jeg tror, de fleste af os har alle de værktøjer, vi skal bruge til alle livets faser og at de dukker op, når vi har brug for dem. Jeg kan huske den nervøsitet, jeg følte, inden jeg blev mor. Jeg var nervøs for, om jeg nu kunne finde ud af det. Om jeg skulle famle rundt og lave store fejl og falde over mine egne ben, mens jeg forsøgte at tage vare på et lille menneske. Og jeg kan også huske, da jeg et par dage efter fødslen tænkte, at nu var jeg mor. Nu kunne det ikke tages tilbage eller laves om. Og nogle måneder senere tænkte jeg: “I got this! Det her kan jeg godt finde ud af.” Og hvor evnerne, instinkterne, intuitionen og forbindelsen til mit barn kom fra, det ved jeg ikke. Jeg tror på, det er en værktøjskasse, vi er født med, som vi bærer rundt på hele livet og når tid er, så åbner den sig og de rette værktøjer hopper ud. Og sådan føles det også nu med denne fase.
For to år siden døde en anden af mine kollegaer efter mange års sygdom og det gjorde også stort indtryk. Men det er ikke fordi, jeg ikke har mistet venner tidligere. Nogle af mine venner fra min gymnasietid døde for mange år siden og jeg kan huske, at jeg hørte om det og syntes, det var sørgeligt og mærkeligt, men jeg følte ikke, at døden flyttede ind i mit liv, som jeg synes, den gør det nu. Jeg har også mistet min elskede onkel for kort tid siden. Men nu hænger de billeder, jeg har af dem, på mit køleskab og der hænger de godt, kan jeg mærke. Jeg har brug for at hilse på dem jævnligt og jeg har brug for, at døden på en måde gerne må være her. Jeg tror, at det bliver alt for anstrengende, hvis jeg forsøger at holde den ude og lukke alle døre og vinduer for den. Jeg vil hellere have vokseværk i sjælen og så have fred med den. Hvis man kan få det.
Min mand er hjerteløber. Og det har han været siden 2017 og han er aldrig nogensinde blevet kaldt ud. Hjerteløberne er en ordning og en app, som man tilmelder sig for at yde første hjælp, hvis nogen i området, hvor man befinder sig, skulle få hjertestop. Og Mortens app har været tavs som graven i alle disse år, men i søndags var der pludselig bud. Så midt i morgenmaden siger Morten: “Jeg bliver nødt til at køre, der er bud fra Hjerteløberne”.
Da han kom hjem, var han selvfølgelig påvirket af det, han havde oplevet. Det var en kvinde, som var på ferie med sit barn og sine forældre på et hotel her i nærheden. Som hjerteløber yder man førstehjælp til ambulancen kommer frem og så tager de professionelle over og hjerteløberne forlader stedet. Heldigvis har vi fået besked via en Facebookgruppe for hjerteløbere, hvor pårørende tit, har vi hørt, går ind og skriver, hvordan det er gået. Kvinden er i live og ligger på hospitalet nu med sin familie omkring sig. Morten var ikke den eneste hjerteløber, der nåede frem. De var 6, der ankom næsten samtidigt og to havde også en hjertestarter med. Det må siges at være en fantastisk ordning.
Så alt i alt tror jeg bare, at jeg må overgive mig til, at lige nu skal jeg lære om døden. Min egen sygdom, som startede for lidt over et år siden med nogle symptomer, som kunne være hjerteproblemer, har selvfølgelig også gjort mig mere bevidst om det hele. Der var en periode sidste efterår, hvor jeg var virkelig bange for at dø. Heldigvis ved jeg i dag, at det var der ikke nogen grund til. Men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt. Og det hele er ligesom bare blevet en del af mit liv lige nu. Og det er ok. Jeg tager udfordringen op. Døden er også en del af livet.
Jeg tænker ekstra meget på dig, der læser med i dag. Og håber at dette blogindlæg, når dig på en god dag, hvor der er ro, fred og glæde omkring dig og i dig. Og hvis du ligesom jeg har en oplevelse af at midtlivet og tiden efter selvfølgelig, indebærer at døden også skal rummes, så er vi flere, der har det sådan. Jeg håber også, at du ligesom jeg er i stand til at hylde det smukke i, at vi nu er der i livet, hvor det er en del af det hele. Jeg sender hver og en af jer et stort kram i dag og synes bare, at vi skal hejse et indre flag for at være midt i livet eller ældre. Det er der mange gode og smukke ting ved. Og om ikke andet så vil jeg i hvert tilfælde gå ud i min verden i dag og fejre det ene aspekt, at jeg stadig er her.
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Min kære gamle kollega Pernille Petersson har indspillet en sang i den sidste tid før sin død og ønsker at dens budskab skal spredes blandt alle os, der stadig er i stand til at hylde og fejre livet. Hvis du vil være med til at dele den, hvor du nu kan, vil det glæde mig og alle Pernilles efterladte. Du finder nummeret LOVE CHANGE her.
Hvis du vil vide mere om, hvordan jeg blev syg og hvad jeg fejler, så kan du læse mere her.
Tak fordi du læser med. ❤️
Ingen kommentarer til "Midt i livet får sjælen vokseværk"