Lovely Ladies Alive

Man har et standpunkt til man tager et nyt

Jeg er vokset op med to folkeskolelærere i et udpræget pacifistisk hjem. Krige, våden og forsvar var mine forældre ikke store fans af. Flere gange har jeg været til fredsdemonstrationer med dem og vi talte ofte om, hvad alle pengene til forsvarsbudgettet ellers kunne bruge til. Og som sådan noget gør, smittede det af på mig og min søster, og med tiden blev deres holdninger også mine holdninger.

Derfor var det også fuldstændig utænkeligt, at jeg nogensinde skulle så meget som overveje at blive kæreste med en soldat. Jeg tror faktisk, at mine forældre ville have haft en anelse svært ved at sluge sådan en kamel, hvis jeg var kommet hjem og havde præsenteret dem for en svigersøn, der levede af at være Jens i trøjen. Der passede min gymnasiekæreste bedre ind med kun en enkelt måneds værnepligt i civilforsvaret, hvor han lærte at rulle slanger ud og slukke ildebrande.

Men kærlighedens veje er uforudsigelige og det viste sig senere, at mit livs kærlighed, i de år jeg var optaget af fredsdemonstrationer og senere atomnedrustning, slog sine folder som professionel soldat i det danske forsvar. Noget han havde ønsket sig brændende fra, han var teenager. Han ventede derfor med stor utålmodighed på at fylde 18, så han kunne søge ind i forsvaret og han havde så travlt, at han ikke skelede til, hvad han skulle lave, men tog den først mulige åbning og startede i aktiv tjeneste som professionel soldat i 1986. Efter at have gjort tjeneste i flere forskellige enheder, blev han udsendt til den første krig på europæisk jord siden anden verdenskrig, nemlig krigen på Balkan. Han var afsted i 6 måneder og selvom han var en del af en fredsbevarende og senere fredskabende styrke, havde det sine egne udfordringer. Og han kom ikke hjem, som den mand, der tog afsted.

Når jeg spørger mig selv om, hvornår min opfattelse af forsvar og militær ændrede sig, ved jeg det faktisk ikke. Men halvfemsernes alvor gjorde også indtryk på mig. Jeg kan huske, at jeg lå og fulgte med på tv, da vi første gang kunne se direkte kamphandlinger fra Golfkrigen, og det var et skræmmende syn. Senere kom Balkan-bevidstheden og langsomt, uden jeg rigtig lagde mærke til det, blev mit syn på behovet for et forsvar mere nuanceret. I 2001 så vi jo alle til med stor gru, da angebet på World Trade Center udspillede sig for øjnene af hele verden og krigen mod terror startede. Det betød, at endnu flere danske soldater blev sendt på mission i udlandet og for første gang rykkede tabet af menneskeliv i krig tæt på, da en ung mand, min søster havde gået i skole med, blev dræbt i kamp i Afghanistan.

Det hele har været med til at rykke ved min holdning og mine værdier, og i dag, hvor vi endnu en gang har krig i Europa, er det tydeligt for mig, at jeg fuldstændig har mistet den uskyld, der tidligere har præget mig og de generationer, der ikke husker, da krigen kom til Danmark i 1940.

Derfor spillede Mortens fortid som soldat heller aldrig nogen rolle, da han dukkede op i mit liv i 2005 og det er faktisk først senere, vi sammen har grinet af, at den unge fredselskende studine mange år senere giftede sig med en tidligere soldat.

I dag bakker jeg op om, at vi nu tilfører endnu flere ressourcer til vores forsvar i Danmark. Der er ingen tvivl om, at jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt. Jeg ville hellere bruge pengene på børn, ældre og syge i stedet for forsvar. På den måde mærker jeg stadig mine forældres værdier fra mit barndomshjem. Men sådan er verden desværre ikke. Rusland rasler igen med sablerne, og det er ikke svært at forestille sig en verden, hvor vi ikke længere kan tage fred og sikkerhed i vores del af verden for givet.

Derfor er flagdagen også vigtig. Ikke mindst for alle, der arbejder i eller omkring det danske forsvar og deres familier. Hele det officielle Danmark markerer dagen, og jeg har indtryk af, at også flere og flere veteraner selv deltager i aktiviteterne år for år. I USA har man adskillige dage på året, hvor man ærer aktive og tidligere udsendte, og så takker man for deres tjeneste, når man møder dem. Den skik kan jeg godt lide.

Min egen soldat har ar på sjælen. Han er ok det meste af tiden, men ind imellem er der noget, der tricker hans traumer fra tiden på Balkan. I perioder har han mareridt og et nervesystem, der står på højkant, særligt i større forsamlinger og når han følges med mig, som han gerne vil beskytte for en hver pris. Sidst hans PTSD blussede voldsomt op, var da krigen i Ukraine brød ud og tv igen var fyldt med barske historier om bombninger af civile og kampe mellem to nationer. Som han sagde på det tidspunkt: “Almindelige danskere ser ikke det, jeg ser, for de har ikke lugten af brændt kød og krudtrøg med. Og de hører ikke lyden af tungt artilleri eller mærker trykbølgen fra bomberne.”

Kære læser

For mig er flagdagen personlig. Jeg elsker en mand, der for altid vil være soldat i sit hjerte og som lever sit liv som veteran på godt og ondt. Jeg er pave stolt af ham og hans kollegaer, og jeg synes, de fuldt ud har fortjent en dag om året, hvor vi alle bliver mindet om deres bidrag til fred og sikkerhed for os alle. I dag hylder jeg de mænd og kvinder, der er i tjeneste nu, og de familier, der står bag dem. Jeg hylder dem, der kom hjem fra krig med ar på krop og sjæl, og dem, flammen på kastellet brænder for, fordi de aldrig vendte hjem. Tak for jeres bidrag.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligt

Pernille
#lovelyladiesalive.

PS: Overskriften er et citat fra Jens Otto Krag fra et interview i Ekstra Bladet i 1967, som siden er gået hen og blevet en almindelig dansk talemåde.

Du kan læse endnu mere om, hvad der skete her hos os, da krigen i Ukraine brød ud. Indlægget er skrevet sammen med min tidligere makker her på bloggen Eva Boland Koch.

Du kan også læse meget mere om Flagdagen her.

Rigtig god fornøjelse 😊

Har du lyst til at dele: