Lige for tiden venter vi alle sammen. Hvornår kommer svaret på kviktesten? Hvornår er det mig, der får Corona? Hvornår er det OK at holde børnefødselsdag for klassen igen, og hvornår vi må synge med i vilden sky til en koncert, hvor det også er tilladt at danse så sveden springer?
Sidste år ved denne tid, var jeg lammet af uvished. Tiden stod stille, alle holdt vejret, imens vaccinerne begyndte at rulle frem og USA eksploderede på skærmen, og rystede hele verden. Ingenting var som det plejede – ikke engang mit eget spejlbillede. Så jeg ventede – lettere panisk – som så mange andre – på at noget dog ville vende tilbage til normalen.
I år er det ikke coronaliv og præsidentpostyr, jeg er optaget af. Corona er vel nærmest blevet en del af det nye normal, og ærlig talt – det er længe siden, jeg har dvælet særligt længe ved tv-avisen. Men jeg venter stadig. Denne gang dog på noget meget mere konkret. Jeg skal opereres igen igen, og om ikke længe. I lang tid gjorde tanken og uvisheden om indholdet af operationen mig urolig, fordi jeg befinder mig så alle helvedes dårligt i midten af Limbo-landets ingenting. Jeg HADER ikke at kunne handle. Anyways – BRCA2 er som tidligere fortalt her på bloggen mit livs følgesvend, og endnu engang letter den på hatten og sender mig afsted til hotellet med de hvide kitler. Heldigvis ikke fordi jeg er syg, men fordi jeg skal repareres.
Venstre implantat, som er del af den rekonstruktion, der blev lavet af min barm for en del år tilbage, er igen defekt. Jeg skriver igen – fordi det ikke er første gang. Sandsynligheden for at et brystimplantat anno vores årtusinde går i stykker er 1 %. Og sandsynligheden for at det sker nok engang ganske få år efter – og i samme bryst, ja – der er sandsynligheden ikke eksisterende.
Så jeg har ventet. På lægetider, på lægesvar, på datoer. Men den venten der måske nok har fyldt allermest, har været den tid, jeg havde brug for til at mærke efter. Tid til at finde mit eget svar. Ville jeg tage chancen med implantat nummer 3? Ville jeg overveje den anden mulighed – et langt forløb med mange operationer forude, men med et nyt bryst lavet af mit eget fedt? Eller – var tiden inde til at sige – jeg har haft to forskellige sæt bryster i mit liv – det må være nok. Nu fjerner jeg hele lortet, bliver fladbrystet og skaber mig en ny kropsidentitet med følelsen af femininitet og kvindelighed placeret alle andre steder end i de æggestokker, som jeg heller ikke har mere, og i de bryster, jeg så skulle sige farvel til? For at slippe for flere defekte silikone implantater og indgreb i min krop, som dårligt kan klare, at nogen læger nogen sinde skal rumstere med den igen?
Den ventetid oplevede jeg helt anderledes. Den kunne ikke forceres til en konkret handling, før svaret ringede ind, indeni. Der var en proces, der kørte konstant og hele tiden i tankerne, i kroppen, i drømmene om natten. Og processen arbejdede som en okse. Det er ikke særligt konkret, men det kan mærkes både psykisk og fysisk. Hold nu k…, hvor kan man blive udmattet og træt af at snakke med sig selv hele tiden! 🙂
Da jeg så kunne mærke svaret indeni, og beslutningen blev taget – ja sgu, jeg napper implantat nummer 3, krydser fingre og håber på det bedste – så kom den der fuldstændig ulidelige Limbo ventetid tilbage igen – bare i endnu langsommere tempo. Tiden gik jo nærmest baglæns! Og når jeg først har taget en beslutning om noget, så skal det helst føres ud i livet pronto! Men det var bare ikke mig, der havde adgang til action knappen.
Så jeg har siddet i 2 måneders mentalt venteværelse uden at vide, hvornår det blev min tur (ved godt at det i virkeligheden er hurtigt i disse coronatider). I den tid nåede jeg at blive både rastløs, handlingslammet, i tvivl, ked af det og vred over at skulle gennemgå endnu en operation – jeg er sgu da ikke engang syg! Og efterfølgende – skam over at føle sådan. Jeg er jo heldig – jeg er ikke syg, og jeg bor i et land, hvor jeg er blevet tilbudt et forebyggende indgreb, for IKKE at blive syg. Igen – HOLD K.. hvor bliver man udmattet af at snakke med sig selv hele tiden. 🙂
Endelig kom brevet med dato, og endelig bliver det snart min tur. Nu skal det bare overstås. Og nu går ventetiden pludselig alt for stærkt. Der er SÅ mange ting på TO DO listen, jeg gerne vil have klaret først. Masser af praktiske ting i hjemmet, som lige nu er undervejs i nogle mindre byggeprojekter. Masser af arbejde, jeg skal have kringlet ind i en fornuftigt planlægning, masser af logistik omkring børnene, der skal være på plads, før det hele går løs. For når jeg først er opereret, – ja så går ventetiden så i gang på anden anden side. Jeg skal hvile, jeg skal hele, jeg skal genoptræne kroppen, og jeg skal holde mig fra fysisk belastende aktivitet i minimum 6 uger. Og DEN ventetid, kan jeg godt afsløre allerede nu, bliver en udfordring for min tålmodighed. 🙂
Kære Læser
Det sidste års tid har for mig været en øvelse i at vente på noget, som kommer til at munde ud i noget meget konkret. Men at vente kommer i så utroligt mange former. Tiden er elastisk, og føles nogle gange uendelig og andre gange – alt for kort. Selv om afstanden imellem viserne på papiret er ens, kan to timers lektielæsning føles som endeløs ørkenvandring, mens samme tid i det bedste selskab forsvinder på noget, der føles som bare 5 minutter. Nogen venter på kærligheden hele livet, andre falder over den konstant og hele tiden. Nogen venter på at finde sig selv i en verden, der har alt for travlt, imens andre bare venter på at få lov til at være i fred. Alle mennesker venter på noget – hvad venter du på?
Rigtig god søndag 🌸
Kærlig hilsen Eva
#lovelyladiesalive
Hvis du gerne vil vide noget mere om, hvad det vil sige at have BRCA2 genvariant i familiens genetiske stamtræ, kan du læse mere om det her.
Og er du fascineret af, hvad mennesket egentligt venter på, så kan du skynde forbi Teatret ved Sorte Hest, som lige nu spiller den anmelderroste klassiker af Samuel Beckett: “Mens vi venter på Godot”.
Rigtig god fornøjelse. 🙂
Ingen kommentarer til "Imens jeg venter på at blive opereret"