Når folk spørger mig om, hvad denne blog handler om, så hører jeg mig selv sige igen og igen, at den handler om denne særlige periode midt i livet, hvor vi gennemgår rigtig mange forandringer. Både inde i os selv, men også i forhold til rammerne om vores liv, som meget ofte skifter drastisk. Børnene flytter hjemmefra, og krop og sjæl er på en eller anden måde på en ny afsøgning af: Hvem er jeg?
Men en anden del, som også er en væsentlig del af bloggen, handler om den længsel, som mange af os oplever efter noget andet eller noget mere. Vi er mange, der bøvler med at få hold på, hvad den længsel egentlig handler om, men for en større gruppe af os, centrerer den sig udpræget omkring arbejdslivet.
Mange har en oplevelse af at have hængt alt for meget i en klokkestreng, at have haft for mange håbløse chefer eller andre belastende arbejdsvilkår. At være blevet for gammel til mere eller mindre pænt indpakket kollektiv voksenskældud eller at være tvunget til at deltage i endeløse omstruktureringer. Det kan også handle om ikke at kunne mønstre mere begejstring for nye ideer, om hvilke vi mest af alt tænker: Det har vi prøvet, det virker ikke. Statistikken viser, at vi er en ret stor gruppe, som vil vågne en morgen, og føle at resten af livet er blevet for kort til mere af den slags og derfor begynder at drømme om et andet og bedre arbejdsliv.
Spørgsmål, som kan jeg mon få foden under eget bord, begynder at presse sig på. Kunne jeg måske blive selvstændig og opnå friheden og retten til selv at bestemme, hvad jeg skal lave, for hvem jeg skal lave det og hvornår jeg skal gøre det? Personligt ligger jeg selv på æg med alle disse spørgsmål i øjeblikket, og derfor slog jeg til, da jeg fik muligheden for at læse og anmelde journalist og forfatter Abelone Glahns bog om selvstændige seniorer.
Abelone er uddannet journalist og har været selvstændig kommunikationsrådgiver og forfatter i mere end 20 år. Hun har undervejs skrevet flere bøger om at være selvstændig og freelancer, men den seneste i rækken er skrevet målrettet til dem, der drømmer om at komme i gang med det selvstændige arbejdsliv efter at være blevet 55 år.
Bogen Senior og Selvstændig udkom i 2020 under coronaepidemien og kommer nu i andet oplag, i en opdateret udgave. Som noget af det mest centrale for bogens primære målgruppe, har reglerne for hvor meget vi må tjene, samtidig med at vi modtager pension, f.eks. ændret sig .
Bogen består af to dele. Første del er en række inspirerende portrætter af selvstændige seniorer, som i samlet flok dækker utallige brancher, faggrupper og kompetencer, så der er noget at finde for enhver, der måtte have en drøm om at kaste sig ud i det, Abelone kalder det tredje arbejdsliv. Yngste mand er 63, ældste kvinde er 80 og fælles for dem alle sammen er en gejst og lyst til at arbejde, også selv om man for længst har passeret pensionsalderen.
Mette Weber, 69 år startede op som selvstændig familie- og konfliktrådgiver som 60 årig:
“Mit arbejde betyder meget – det betyder meget, at jeg ikke er sofapensionist, men at jeg byder ind og gør noget samfundsmæssigt.”
Det de portrætterede til gengæld ikke nødvendigvis har tilfælles, er årsagen til at de er blevet selvstændige, og hvor længe de har været det. For nogle handler det mest om lysten til at vedblive med at bruge sine kompetencer til nytte for andre, mens det for andre også handler om økonomi og udspringer af nødvendighed.
Abelone udtrykker det sådan her i forordet til bogen:
“Når jeg i denne bog har 14 endog meget forskellige seniorer med, skyldes det, at der er meget stor forskel på dem, der starter egen virksomhed med en anden karriere bag sig og måske for første gang mærker euforien ved at kunne beslutte alting selv og være herre over egen kalender, og på dem, der har været selvstændige i mange år, har opbygget portefølje, lært at udvikle nye opgavetyper og vænnet sig til såvel yoyoøkonomi som at skulle genopfinde sig selv jævnligt, måske snart for sidste gang”
Anden del af bogen er en praktisk plug and play køreplan og en faktabaseret guide, hvor alle spørgsmål, du måtte sidde inde med af rent praktisk karakter, bliver besvaret. Denne del af bogen svarer på de mest oplagte spørgsmål, som alle nysgerrige med drømmen om at blive selvstændig nødvendigvis må starte med: Hvad skal jeg lave? Og hvordan kommer jeg i gang?
Abelone starter med motivationen for det hele, og appellerer til at man som første step undersøger sine egne grunde til at gå i gang, da de er afgørende for, at man også bliver ved, når de første forhindringer og udfordringer viser sig i horisonten. Særligt tre ting går igen som motivationsfaktor hos de interviewede seniorer, og af dem er den vigtigste LYSTEN. Den driver processen hos dem alle sammen. Som Hugo Max Nielsen 70 år og selvstændig tømrer og snedker siger det:
“Jeg har haft en drøm om at gå tilbage til det oprindelige, til træarbejdet, som jeg holder så meget af og den drøm føler jeg, jeg har virkeliggjort nu“
Det næste er drømmen om FRIHEDEN til selv at bestemme og styre sin hverdag:
“Det er som at være ung igen, tilbage til det tidspunkt, hvor alt kunne lade sig gøre, hvor jeg kunne lave alt det jeg ville, nærmest med det samme“, siger Lone Rytsel 74 år og forholdsvis nyudklækket selvstændig underviser, coach og udgiver at undervisningsmateriale.
Og endelig motiverer ønsket om at (arbejds-) livet skal give MENING. Mette Weber siger det sådan her:
“Det er rigtig dejligt at spille bridge og rejse, men det giver for mig ikke det meningsfulde ved tilværelsen. Det meningsfulde for mig er, at der er nogen, der kan bruge det, du laver.”
Bogen går videre med minutiøse værktøjer til at få fokus på, hvad man gerne vil tilbyde sine kunder i sin forretning og med hands-on trin for trin guides til alt, fra hvordan man sætter forretningen op rent praktisk, til de økonomiske rammer med prissætning, timeforbrug og muligheder for realistisk indtjening. Og det hele bliver gennemgået, så alle kan være med. Undervejs bliver mulige forhindringer og udfordringer ved livet som selvstændig senior også gennemgået, så man bliver opmærksom på mange af de faldgrupper, man kan støde på undervejs.
Abelones bog er måske skrevet særligt med seniorer over 55 for øje, men tag ikke fejl, den er lige så stor en skattekiste for dem, der måske ikke helt befinder sig i den kategori endnu. Der er oceaner af inspiration til alle der er nysgerrige på hele tanken om at starte for sig selv. Som nævnt begyndte mine egne ideer at pible lige fra første side, og jeg følte mig samtidig fri til f.eks. ikke at læse kapitlet om pensionsregler helt så grundigt, da jeg ikke er kommet dertil endnu.
Jeg var særligt vild med et af Abelones værktøjer til fasen under udarbejdelse af en forretningsplan. I øvelsen beder hun dig skrive 5 ting ned, som du er dygtig til at lave. Derefter 5 ting, som du elsker at lave. Nu skal du finde de steder, hvor listerne overlapper hinanden og spørge dig selv, om der er nogen der vil købe det. Er svaret ja, kan du gå videre til næste del af planen. Hvis svaret er nej, må du starte forfra på øvelsen.
Under min egen proces med værktøjet, dukkede gamle faglige kompetencer op fra gemmerne og jeg var super glad for at se, at der var meget der overlappede, mellem hvad jeg er god til og hvad jeg elsker at lave. Det hele mundede ud i flere virkelig gode ideer til en evt. kommende forretning, opgaver jeg kan løse for andre på freelancebasis og endda et par ideer til, hvad min mand og jeg sammen kan skabe en lille forretning omkring, når vi begge ikke længere skal stå op til et mere eller mindre tvunget arbejdsliv engang.
Og så blev jeg faktisk voldsomt inspireret af de interviewedes gode råd til at arbejde med at få en fast struktur på den selvstændige arbejdsdag. For selvom jeg ikke får løn for det, jeg laver lige nu, så arbejder jeg stort set hver dag med formidling af viden og inspiration til kvinder midt i livet. Jeg jonglerer med blogskrivning, podcastproduktion, ideeudvikling til samarbejder, interviews osv. og med at skabe indhold til mine sociale mediekanaler. Jeg har faktisk travlt og glemmer ofte, at jeg først og fremmest skal prøve at blive rask. Derfor ramte det fuldstændig ned i en af mine egne uløste udfordringer, da jeg læste om, hvordan de selvstændiges dage kan have en tendens til at forsvinde mellem hænderne på dem, hvis ikke de har en struktur på, hvad de laver, hvornår og hvor længe. Det gik simpelthen op for mig, at jeg kan benytte samme teknikker til at få styr på alle mine frivillige gøremål.
Kære læser
Jeg håber virkelig, du har fået lyst til at kaste dig over Abelones bog. Det er en fremragende bog, som kan læses fra forside til bagside eller bruges som målrettet opslagsværk, til de ting du præcis står overfor i din proces med det selvstændige arbejdsliv. Den er skrevet til en særlig målgruppe og den rammer den uden tvivl lige i solarplexus, men hvis du på nogen måde er nysgerrig på, eller drømmer om livet som selvstændig, så må det endelig ikke afholde dig fra at læse den. Den er også til dig, der ligesom jeg, synes det er rart at være forberedt på livet som senior og allerede nu gøre sig tanker om, hvordan man kunne tænke sig at skrue (arbejds-) livet sammen på vej mod og efter pensionen.
Jeg havde stor glæde af at møde en flok seniorer, for hvem arbejdet altid har fyldt meget og været en kilde til glæde og en stærk identitet. De har hver især givet mig en oplevelse af at livet er langt og kan og skal leves og udforskes lige så længe, man har lyst og kan trække vejret. Og så har det givet mig fornemmelsen af, at man ikke behøver følge den slagne vej og stoppe et arbejdsliv man elsker, bare fordi klokken har slået folkepension. Bogen oser af livsglæde, virketrang og gåpåmod til at blive ved med at øse af sine kompetencer og at få det maximale ud af tilværelsen. Er et arbejdsliv for alle efter pensionsalderen? Formentlig ikke, men jeg kunne godt have en fornemmelse af, at det er det for mig. Bare jeg selv kan bestemme hvor meget, hvornår, med hvem og hvordan.
Jeg giver det sidste ord til selvstændige arkitekt Jukka Boisen 69 år:
“Vi har jo egentlig ikke en hobby, vores arbejde er vores hobby.”
Og er det ikke det vi alle drømmer om, uanset alder?
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Næste blogindlæg kommer d. 27.05. og handler om det, jeg har gjort for at få mit hår til at vokse igen, efter 7 år med konstant eskalerende hårtab. Det første indlæg om hår kan du finde her. Og hvis du være sikker på ikke vil misse det næste, kan du skrive dig på maillisten her på siden, så lander det direkte i din indbakke på dagen for udgivelsen.
Du kan også læse mere om Abelone Glahn og finde information om hendes foredrag rundt omkring i landet. De handler ud over om det selvstændige arbejdsliv, også om hendes nyeste bog Skal du ta’ det hele med dig?, som er en guide til at downsize sin bolig, mens man har kræfterne og fysikken til det. Find det hele her.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Ingen kommentarer til "Drømmer du – også – om at blive selvstændig?"