Lovely Ladies Alive

Pernille flytter på landet – om stilhed

Så har jeg været her en uge. Her på landet, hvor jeg skal bo. Og noget af det der har fyldt allermest, altså ud over alt det praktiske, som jo er en lille smule overvældende i de her flyttesituationer, er fornemmelsen og oplevelsen af STILHED.

Når man kommer fra byen, fra Brønshøj og København med masser af trafikstøj døgnet rundt, mennesker på gaden, udrykninger og alle mulige store lastbiler og busser, der bremser og kører, så er det simpelthen så vildt, på den helt stille måde, at opleve stilhed som den her.

Gennem de sidste dage har jeg ledt efter ord for at forsøge at beskrive, hvordan det føles, men det bedste billede på min oplevelse er, at jeg lige nu har det som om, jeg har smidt mig i en stor, blød masse og bader i stilhed. Altså at hele min krop, og det må jo være hørelsen, og hele min sjæl, og det må jo i virkeligheden være nervesystemet, suger den her stilhed til sig, sådan nærmest på efterkrav. Og det er inde i huset og det er udenfor huset. Og det er, når jeg går rundt i området på vej ned til stranden eller inde i skoven, eller når jeg går ned gennem det gamle sommerhusområde, som ligger her nede bag ved og er super kupperet og meget, meget hyggeligt. Alle vegne er her bare stille.

I forgårs vågnede jeg og skimtede noget lys ude i horisonten, der er nemlig ikke ret mange gardiner her endnu 🙂 , og så tænkte jeg: “Jeg skal bare ud”. Så jeg spurgte Morten, om han ikke ville med ud at gå på sådan en hverdagsmorgen. Jeg ved ikke ikke en gang, hvad klokken var, måske lidt over 7. 🙂 Så inden vi spiste morgenmad, var det bare på med kedeldragten og så gik vi faktisk langs landevejen et godt stykke, hvor vi hele tiden kunne se, hvordan solen var på vej op ude i horisonten. Da der var kommet fuldt lys over land, kravlede vi op på en lille bakke og stod bare og gloede ud over det her smukke landskab, vi er havnet i. Og så gik vi hjem igen og spiste morgenmad. Det er sådanne oplevelser, som den her stilhed på en eller anden måde inviterer til. Jeg har hele tiden mest lyst til at være udenfor. Ud og gå, ud og være, i den der stilhed.

Her inde i huset er der lyden af et køleskab, og en vaskemaskine i ny og næ. Og så er der sådanne nogle udluftninger på badeværelserne, som brummer, når man tænder lyset. Det minder mig rigtig meget om at være på skiferie. Når lyden af badeværelsesudluftninger bliver koblet sammen med frostvejr, så er det som at være på skiferie. Men det er også den samlede liste af lyde i mit hus. Og jeg plejer f.eks. at have morgen-TV kørende om morgenen, fordi det ligesom får mig i gang. Det kan jeg slet ikke holde ud heroppe. Det er som om lyden af tv og af verden i det hele taget, forstyrrer min oplevelse af stilheden.

Inden vi flyttede herop, var jeg allerede optaget af at prøve at finde et nyt skæringspunkt mellem at lukke ned og gøre min verden mindre samtidig med, at jeg er en ansvarlig samfundsborger. Jeg var optaget af at prøve at finde balancen mellem min individuelle frihed til at beskæftige mig med det, der er godt for mig og det fælles bedste, som i øjeblikket kræver, at jeg til en hvis grad holder mig orienteret. Samtidig er vi efterhånden mange, der er ved at segne i forsøget på at forholde os til hele verden hver dag. Men hvor ligger den der fine balance? Den er garanteret individuel og kan sikkert også svinge i forskellige perioder af livet. I tiden op til flytningen kunne jeg mærke et behov for at finde et nyt skæringspunkt og det at flytte på landet, håbede jeg kunne blive en rigtig god mulighed for at reboote min navigeren omkring balancepunktet. Det måtte meget gerne følges ad, at der blev mere stille omkring mig og at jeg samtidig kunne skrue ned for verdens tilstedeværelse i mit liv. Heroppe er jeg blevet endnu mere følsom overfor, hvad jeg ser på TV eller læser på nettet, så jeg følger lige lidt med i nyhederne, for det synes jeg, vi skal, men jeg har ikke lyst til at se eller følge med i noget, der bryder denne her fornemmelse af…..paradis. Skriver jeg med en klump i halsen.

For to et halvt år siden, da vi havde en meget, meget varm sommer, gik det for første gang op for mig og for os, at vi ikke skulle blive boende. Det var aldrig noget, der havde strejfet mig før, at jeg skulle flytte ud af København. Altså jeg er jo typen med 500 par stilletter i skabet og en orange pels, og jeg skal helst have en skobutik nede om hjørnet, som jeg kan gå forbi og glo på med jævne mellemrum. Morten har altid gerne ville bo på landet, for det gjorde han, inden vi mødtes. Men han havde opgivet tanken, for han vidste jo godt, hvem han havde giftet sig med. Men der for to år siden kom der simpelthen et pull – en trækken i mig, som bare ikke var til at overhøre. Og jeg har vitterlig ingen erfaring med landet og jeg ved ikke noget som helst om, hvad det vil sige at bo på landet. Jeg vidste bare, at jeg skulle ud af byen. Og at det jeg længtes efter, var ro, stilhed og natur. Og så måtte det vise sig hen ad vejen, hvad det konkret var, jeg skulle omgives af i fremtiden. Så jeg har altså haft en fornemmelse af, at min sjæl og min væren havde brug for stilhed og længedes efter stilhed, men det er først nu, hvor jeg er her, at jeg for alvor mærker, hvor voldsom den længsel har været.

Jeg har snakket med Morten om hvor lang tid, der mon går, inden man vender sig til, at her er så stille, altså at man holder op med at tænke over det hele tiden 🙂 , og holder op med at tale om det. For jeg går jo konstant rundt og siger det højt: “Gud hvor er her stille”, “Neii, hvor er her altså stille”. 🙂

I går var første dag efter vi er kommet herop, hvor det ikke var fuldstændig vindstille. Og vi gik faktisk en aftentur og…det var bælgravende mørkt. 🙂 Det er en anden ting, vi skal ‘snakke’ om på et tidspunkt, FOR HOLD DA KÄFTEN, HVOR ER HER MØRKT! 🙂 Men på vores aftentur var der jo også pludselig lyde! Lyde af træer og vindens susen i dem. 🙂 Uhuuuu så den lille københavnerdame var ederspandyleme ude på en oplevelse i bulderravende mørke med sjove lyde fra natur, som hun jo bare slet ikke er vant til. 🙂 🙂

Og det fik mig jo til at tænke på, at vi storbymennesker skal huske at slæbe vores unger med ud på landet. Vi skal huske at tage dem med ud og sove i bivuak, så de kan mærke, at der er et andet liv end det, hvor der er lys alle vegne og der er lyd alle vegne og der er saltet på fortovene. Det er der ikke heroppe! Her skal man altså liige passe på, man ikke skvatter og brækker en hofte. Men….alt i alt så leger jeg nu med tanken om, om der ikke altid har været en Vejbydame inden i mig. Og nu slår hun fandeme vingerne ud!

Det er ret magisk! Jeg ville ønske, jeg kunne invitere jer alle sammen herop og opleve det. Ja, halleluja. Jeg hejser flaget. Min sjæl synger! Jeg tør godt sige det: Jeg er i disse dage LYKKELIG!

Kærlig hilsen

Pernille
#lovelyladiesalive

Kære læser.
Er du også en af dem, der er mere påvirket af støj end du bryder dig om, så læs med her. Selvom Sebastian Kjeldtofts artikel ikke er helt ny, så opsummerer den på fineste vis, hvad vi ved om, det forskerne kalder, støjforurening og måden det påvirker mennesket på. Mange af os er i et dilemma, hvor vi gerne vil have del i alle de tilbud til job og fritid en storby giver os, samtidig med at vores antikke kropslige hylster også har andre og mange gange modstridende behov. Find artiklen fra Information her.

Er du Københavner eller skal du på besøg snart, kan du finde Peter Olesens bog, “Stille København” her. I den guider han sine læsere til små stille oaser midt i storbyen.

Du kan også læse eller genlæse Evas indlæg her om den stress og corona blues, der melder sig særligt i denne tid med mange dårlige nyheder fra verden omkring os.

Rigtig god fornøjelse. 🙂

Har du lyst til at dele: