Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

Om skjulte lidenskaber og en enkelt gammel krage

Der er ugler i mosen! Vi har en fælles hemmelighed. Det gik op for os lidt tilfældigt for nyligt og vi har siden taget en heart-to-heart om tabuer og skjulte lidenskaber. Vi er begge taknemmelige for, at vores venskab går så langt tilbage og kan tåle lidt af hvert for…

VI ER BLEVET VILDE MED FUGLE! 😱

Hey Ladies!

Fordommene og klichéerne har ellers stået i kø gennem årene, når vi har krydset spor med en ornitologisk interesseret type. Fugle var kun for bankfunktionærer, revisorer og andre med virkelig kedelige jobs og trang til meget alenetid i naturen. Det er endda sket, at vi i selskab med en festklædt bordherre har brugt en hel aften på at forsøge af al magt at undgå EMNET! Fugle! 🥵

Aldrig har det strejfet os, at vi, Eva Boland Koch og Pernille Højgaard, ville vågne op en dag og mærke en stille kildren ved tanken om de små kræ og derefter lidt gedulgt begynde at kigge ind gennem vinduerne til den lidt nørdede, men ikke desto mindre superpassionerede klub af fugleentusiaster.

Men, men, men, livet kan tage en uventet drejning og overraske selv den mest ihærdige fuglemodstander. Og nu tør vi i fælleskab godt stå frem og vedkende os vores nye interesse. 😜

Pernille til Eva:
Hvornår observerede du de første tegn på glæden ved fugle?

Allerførst må jeg lige sige – jeg har det bedst med fugle udendørs! 🙂 Altså frie fugle. Jeg bliver sgu lidt nervøs af fugle i bur. Men udendørs fugle var jeg faktisk glad for som barn (jeg har det dersens foto af mig selv som barn i Kongens Have med gråspurve på hænderne). Der er noget med børn og dyr, ikke? Men den tilknytning til fugle har været ganske forsvundet i årtier, INDTIL….hold fast… jeg arvede et fuglebad i granit! Jeg elsker det fuglebad. Pludselig gik det op for mig, at der ikke bare var et underholdende element i at se fugle bade (de er altså virkelig sjove!), men at jeg faktisk også blev barnligt begejstret for at opdage, hvor mange forskellige slags fugle i alle mulige farve, der findes. Og jeg bilder mig også ind, at der findes mange forskellige slags “fugle-temperamenter”. UHA.. nu sætter du et vandfald i gang her, men..ja…inde i min knold, bor der en konstant kørende tegnefilm, og her passer fuglekarakterer altså helt utrolig godt ind! 🙂

Evas fuglebad.
Havens fugle blev desværre ramt af sceneskræk, den dag fotografen var forbi.

Eva til Pernille:
Er du blevet mere opmærksom på fugle, efter I er flyttet på landet, eller er det ligeså stille kommet snigende? 

Oh no, for mig er det en hel ny eksplosion af identitetsforvirring i forbindelsen med flytningen. 😂😂😂

Inde i byen var fugle nogen der sked på min kældertrappe, hamrede ind i ruderne med jævne mellemrum, så vi var ved at dø af akut hjertestop og vækkede mig ukristeligt tidligt hele sommerhalvåret. Åhhh, den pinsel at skulle vælge mellem øredøvende ufatteligt tidlig pippen gennem åbne vinduer eller at svede tran i de sidste timer inden man skulle op, for lukkede. FUCK FUGLE, var mit motto i byen. 😳

Men her oppe er det jo naturens bagtæppe (damn, er det mig eller kan du også høre violinerne?). Fuglene er blevet mine venner (ok, hvor er mine piller?) i stilheden. De kan jo de mest utrolige lyde og nu lytter jeg med hele kroppen og vil rigtig gerne vide, hvad eller hvem, jeg lytter til. Og vi står sgu også rigtig tit og glaner op i et træ for at se, om vi også kan få øje på kræet.

Pernille til Eva:
Hvornår mærker du allermest din indre (fugle)nørd trænge sig på?

Pingviner! Jeg elsker pingviner! Jeg ved godt, at de bare bor i ZOO i Danmark, men pingviner føler jeg et stærkt slægtskab med, selvom de nok er en kende for store til mit fuglebad. Især springpingviner, deres frisure og bevægelsesmønster kan jeg identificere mig med. De er virkelig skideskøre at se på! Jeg ønskede mig en plakat med pingviner af min mor – den har jeg fået, og den skal have den perfekte plads. Så når det drejer sig om pingviner – ja, så er jeg altså bare på!

Som at se sig selv i spejlet!

Ellers elsker jeg de små blåmejser og musvitter i haven, og har den allerfineste lille fyrfadstage med sådan en pip stående som prydsgenstand på hylden i stuen. Og jep – jeg ER begyndt at tale med fuglene, når jeg går tur: “Orv – så er Søren nok i gang igen”, når spætten kører på. Ja, jeg fortæller det såmænd også gerne højlydt til mig selv, hvis jeg går en tur alene. 🙂 Så nørden er vist flyttet ind.

Eva til Pernille:
Hvad med dig og fuglegadgets – står der fuglekikkert på din ønskeseddel? Og i bedste Hella Joof stil: “Hvis du var en fugl, Pernille – hvilken fugl ville du så være?”

Jeg har arvet min morfars kikkert. Den står i vindueskarmen her på landet. Den er meget fin og meget gammel, men man kan ikke se en hujende fis med den! Heldigvis har Morten en fra sin tid i forsvaret, som vi bruger. Den er bare ikke helt så dekorativ. KÆMPE FUGLEBEGYNDER DILEMMA! 🥴

Nå ja og så ønsker jeg mig rent faktisk en fuglebog i fødselsdagsgave. Jeg har spurgt en af de mest kyndige mennesker ud i fugle, som jeg kender til råds om første-fuglebogs-anbefalinger og Inge-Lise (som er min svigermor, eller det vil sige hun er egentlig min ex-svigermor, men Inge-Lise er sådan et menneske, man ikke vil af med, så jeg har bare beholdt hende. Hun er skøn og i øvrigt min datters farmor ❤️) nå, men hun har anbefalet Fugle i felten, så den er på min ønskeliste.

Og så må jeg indrømme, du har gjort eminent reklame for fuglebadet. Jeg overvejede et fuglefoderbræt, men kunne google mig til, at man helst skal gøre det rent HVER DAG! På grund af rotter og sådan… og så var det ikke så svært at bestemme sig for at gå med badet. Den kom helt i mål, da du fortalte mig om den lille rasende solsort, som den anden morgen var svært utilfreds med, at fuglebadet var frosset til is. 😂😂 Hvem kan stå for det?

Og så til Hella: Hvis jeg var en fugl, var jeg nok en albatros lige nu. Jeg kan stadig huske, da jeg var i biffen med min far og se Bernard og Bianca og i den film flyver de to mus med Albatros Airlines. Det var mildest talt en nervepirrende affære at se den fugl lette og det er sgu lidt sådan, jeg føler mig, når jeg kæmper mig op ad bakkerne på min mountainbike i disse dage. Man tror ikke rigtig på det, men jeg kommer (for det meste) op på en eller anden måde. 😂🎉

Pernille til Eva:
Hvordan du ser din fremtid sådan i fugleperspektiv? 🤪

Aha! Se, det er et godt spørgsmål. Jeg kunne faktisk godt tænkte mig lidt mere at det der fugleperspektiv en gang imellem. Lige zoome ud, få overblikket og tænke mig om i fri luft. Det kan selvfølgelig blive et problem, når nu jeg helst identificerer mig med springpingviner, der jo ikke rigtig letter på den måde. Men de springer, og det passer vist godt til mig. 

Lidt mere jordnært, fremtidsorienteret og konkret i forhold til fugle og mig: Jeg overvejede faktisk at skrive fuglehus på ønskesedlen til min fødselsdag, men tænkte så…aaah Eva, kan vi lige trække den lidt! 🙂 (Men ih, hvor jeg ønsker mig et fuglehus! Sådan et pileflettet fuglehus).

Eva til Pernille:
Hvorfor tror du sådan en pip-gok-fugle-interesse pludselig dukker op, mens man egentlig bare går og passer sit, som man plejer?

Uhhh det er nok svært at sige noget klogt om, men jeg tror, der er en meget reel chance for, at jeg er begyndt at interessere mig for fugle, fordi jeg selv er blevet en gammel krage. 🤪😂

Kære læsere.

Vi lægger an til landing på dette indlæg om vores nye, men ikke længere så skjulte lidenskab. Vi håber, vi har inspireret til mere leg i naturen! 😋 Måske er du også kommet i tanke om en hemmelig lidenskab eller en lidt anderledes interesse, som du kunne have lyst til at dele med os og alle vores andre læsere? Det behøver ikke være en aldersrelateret én af slagsen, men hvis det er – så er vi helt med på, at du selvfølgelig er interesseret på en helt utrolig funky og cool måde! 😎

Rigtig god søndag

Kærligst

Eva og Pernille 🌸
#lovelyladiesalive

Læs eller genlæs vores indlæg “Og så var reden tom…” her.

Vil du have vaskeægte blæreviden om Trækfuglenes mystiske superevner, så lyt til podcasten Vildt Naturligt fra DR her. Gæst Sebastian Klein.

Og endelig kan vi anbefale Søren Solkærs fotografier af fænomenet sort sol. Vi følger ham selv på Instagram.

Foto: Søren Solkær

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

2 kommentarer til "Om skjulte lidenskaber og en enkelt gammel krage"

  • Haha, jeg har haft fuglebad og idyllisk fuglehus på min ønskeseddel fra jeg var 40… jeg er meget misundelig på granitbadet!
    Men jeg kender til noget, der slår et fuglehus til dig, Eva
    PINGVINFODRING I ZOO
    Få indblik i en dyrepassers hverdag med pingvinerne samt fri adgang til ZOO resten af dagen
    http://Www.Oplevelsesgaver.dk
    Så er det bare at sætte det på listen!
    Pernille, du skal da ha en el-mountainbike

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Tusinde tak for de fantastiske anbefalinger. Dem er vi glade for. Pernille har sat sig for at arbejde på kondition og stærkere benmuskler. Men så kan den måske også blive til lidt af en motor henad vejen.
      Kærligst
      Eva og Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *