Lovely Ladies Alive

– En blog om kvindeliv af Pernille Højgaard

×

I selskab med spækhuggere og grindehvaler – Bogen om overgangsalderen

Ud over mennesket er det kun spækhuggere og kortfinnede grindehvaler, der kommer i overgangsalderen. Mennesket er altså noget helt særligt, også på dette punkt. Der er blandede teorier om, hvorfor vi holder op med at menstruere, men læge og forfatter Lotte Hvas tøver ikke med at kalde overgangsalderen for genial i sin bog Bogen om overgangsalderen, der meget passende udkom 8. marts i år på kvindernes kampdag.

Hendes pointe er, at graviditet og fødsel ville være alt for farligt for ældre kvinder, så overgangsalderen er altså med til at sørge for, at vi overlever længere og kan udleve vores livslange seksualitet uden risiko for at dø i barselsseng. So far so good.

Bogen om overgangsalderen er en revideret og opdateret udgave af Overgangsalderen – bedre end sit rygte fra 2017.

Men overgangsalderen er også en kompliceret størrelse. Ikke bare at komme igennem fysisk og psykisk, men også i forhold til, hvad den indvarsler af ændringer i opfattelsen af os som kvinder i et ungdomsfikseret samfund og vores eget syn på os selv i den kontekst.

Bogen om overgangsalderen

Lotte Hvas´ bog er en ny, revideret og aktuel udgave af Overgangsalderen – bedre end sit rygte fra 2017. En ny udgave som forfatteren ikke lægger skjul på, har været nødvendig at skrive allerede fem år efter den første udkom, fordi udviklingen og aftabuiseringen af den berygtede alder heldigvis går hurtigt i disse år.

Bogen er en blanding af den kendte form for faktuel opslagsbog, hvor du som læser kan finde alle faktuelle oplysninger om, hvad der sker i kroppen og hvilke muligheder for afhjælpning af gener, der findes, men det er også en bog, der forholder sig til den samtid, kvinder kommer i overgangsalderen i i dag.

En af bogens absolutte styrker i forhold til rigtig mange andre bøger på markedet om emnet, er at den dykker ned i den seneste udvikling på dette område og derved “stikker hånden” i et hvepsebo af ikke bare de vidt forskellige individuelle oplevelser, vi kvinder selv har med overgangsalderen, men også den verden af divergerende dagsordner, vi alle forsøger at navigere i, samtidig med at vores kroppe er i forandring.

Lotte Hvas skriver i sin bog:
“I de fem år, der er gået siden udgivelsen, er der sket meget. Ikke med overgangsalderen i sig selv – den har jo altid eksisteret – men med den kulturelle opfattelse af overgangsalderen. Jeg har oplevet, at der er sket ændringer på rigtig mange områder. Først og fremmest er der ved at komme et tiltrængt opgør med tabuet om overgangsalderen.” Og hun fortsætter: “Samtidig er der nogle kulturelle strømninger, som påvirker synet på overgangsalderen.”

Hun uddyber det sådan:
“På den ene side er der ved at komme et mere positivt syn på ældre kvinder og dermed en åben tilgang til de mange muligheder, der kan ligge efter overgangsalderen. På den anden side har vi en kultur, som i tiltagende grad er præget af ønsket om perfektion og kontrol. Og helt ærligt: Det kan være svært at få dårlig nattesøvn og hyppige hedeture til at passe sammen med arbejdsmarkedets krav om effektivitet og omgivelsernes eventuelle forventninger om, at vi skal se ud som om, vi lige er trådt ud af et dameblad.”

Pernille hænger ud af bilvindue, fordi hun har det varmt
Hverken et billede eller en situation egnet til et dameblad. Heldigvis tager kendte kvinder nu også bladet fra munden. F.eks. har Michelle Obama været åben om, hvordan hun sloges med generne ved tilbagevendende hedeture under sin tid som USA´s førstedame. Og på de hjemlige kanter har Rene Toft Simonsen skrevet bogen Jeg er f*cking hot! om sine oplevelser med overgangsalderen.

Et eksempel på denne udvikling ses i høj grad i den super aktuelle danske serie Borgen, som løber over de danske TV skærme i disse uger. Seriens hovedperson Birgitte Nyborg, spillet overbevisende og blændende af Sidse Babett Knudsen, jonglerer med jobbet som udenrigsminister, mens hun oplever tiltagende hedeture, ind i mellem må plukke hår væk fra sin hage og har møder med sin læge om mulige hurtige løsninger på de kropslige udfordringer, der står i vejen for hendes hektiske og krævende arbejdsliv. Som seere i samme målgruppe kan vi ikke få armene ned over, at vi nu er der, hvor en kvinde over 50 kan spille en stærk, manøvredygtig og magtfuld politiker, og at overgangsalderen skrives ind som et dramaturgisk, men meget sandfærdigt benspænd. Og vi oplever hende sej, smuk og kompetent.

Samtidig er det vores oplevelse, at serien balancerer på præcis den knivsæg, Lotte Hvas taler om i sin bog, når der hentydes til, at Birgitte Nyborg er mere eller mindre rationel i sine handlinger og respons i afgørende situationer. Muligvis på grund af samme overgangsalder. For her kan serien meget hurtigt komme til at tale direkte ind i en sejlivet myte, som i sidste ende vil gemme overgangsalderen væk igen, fordi kvinder 50+, ikke ønsker at blive kategoriseret som potentielt uligevægtige og uberegnelige med behov for en oppasser for ikke at forpurre vigtige forhandlinger og skabe unødige problemer. Det skal blive meget spændende, at se i de næste afsnit på hvilken side af knivsæggen serien havner. Stay tuned.

Lotte Hvas tager livtag med en anden af overgangsalderens mange myter i sin bog, nemlig den om at denne del af en kvindes liv udelukkende er forbundet med elendighed. En af bogens pointer, som bygger på forfatterens egen forskning, er nemlig, at langt de fleste kvinder kommer gennem overgangsalderen uden de store gener eller udsving af fysisk og psykisk karakter, og at langt de fleste på den anden side oplever overgangsalderen som et positivt bidrag til større frihed, mentalt overskud, personlig styrke og masser af lyst til at udforske alle de muligheder, livet efter menstruationer og familiepleje giver.

Meget godt venter på den anden side af overgangsalderen for langt de fleste.

Bogen om overgangsalderen henvender sig til alle kvinder på vej mod, eller på vej igennem overgangsalderen. Den tager sin læser med hele vejen rundt om den ganske særlige periode i kvinders liv. Den kan bruges som et rent opslagsværk, når man er på jagt efter en oplysning, man skal bruge lige nu og her, og den kan læses, som vi har gjort, i sin fulde længde, som en hjælp til at sætte livet som midtlivskvinde i perspektiv og relief til den tid, vi lever i. Dens primære budskab om, at overgangsalderen ikke skal sygeliggøres, men heller ikke bagatelliseres, og at der findes lige så mange udgaver af overgangsalderrejsen, som der findes kvinder, harmonerer med vores egne små undersøgelser og personlige oplevelser, som vi har beskrevet her.

Anbefaling

Vi vil ikke lægge skjul på, at det har været en kæmpe fornøjelse at læse bogen. Den har sat utrolig mange tanker i gang, den har sat ord på følelser, oplevelser og tanker vi selv har og har haft om at være i denne del af livet, og den har underholdt og skabt grin og smil på læben. Allervigtigst har den givet os oplevelsen af at være set og respekteret som kvinder på vej gennem overgangsalderen i en tid og kultur, som ikke kan tages ud af den samlede oplevelse af at være på vej mod og igennem overgangsalderen.

Der er et stort behov for en bog som Lottes, og vi kunne ønske, at den blev anbefalet hos lægen, på biblioteket og i boghandleren til alle kvinder, der står overfor eller midt i denne fase af overgangslivet. Og kære jævnaldrende kvinde: Skal du kun læse en bog om overgangsalderen, så har Lottes bog vores varmeste anbefaling.

Og så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at Lotte er et rigtig dejligt bekendtskab, som til fulde udstråler sit og bogens budskab.

Hun er ud over forfatter også læge og forsker og har gennem sine 25 år som praktiserende læge, og sideløbende i sin forskning, indsamlet viden om overgangsalderen med særligt fokus på kvinders egne oplevelser. Hun har yderligere gennem sin karriere haft fokus på den behandling, der gennem tiden er blevet tilbudt kvinder i denne del af livet og hun er på nuværende tidspunkt medlem af Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe vedrørende behandling med kønshormoner. Og det er godt at vide, at en kvinde som Lotte Hvas er med helt inde i magtens korridorer, når det kommer til kvinder, overgangsalder og medicinering.

Til reception i anledning af udgivelsen af Lottes bog Bogen om overgangsalderen. Den er udgivet på Forlaget Klim og her er vi på den stemningsfulde litteraturbar Brøg i Fiolstræde i København, som bestemt også er et besøg værd.
Tak Lotte for at arbejde så dedikeret gennem så mange år på at bryde tabuer, mindske overmedicinering og synliggøre kvinder i og efter overgangsalderen. Det var en stor fornøjelse at møde dig. 🙂

Kære Læser

For første gang i bloggens historie har vi kastet os ud i en boganmeldelse. Og det bliver formentlig ikke sidste gang. Vi har dog ikke planer om at anmelde varierende genrer og bøger af alle mulige slags, men vil holde os til bøger, som vi selv har stor glæde af at læse, og som vi håber, også vil give inspiration til jer læsere. Vi vil gerne præsentere forskellige muligheder, også selv om det der vækker genklang og inspirerer én kvinde, ikke nødvendigvis gør det samme for andre. Nogle bøger kan dog det der med at favne bredt, og sådan en bog er Lottes. Man bliver på en gang bekræftet i sine egne oplevelser og klogere på alt muligt, man ikke vidste i forvejen. Vi har en oplevelse af at stå en lille smule stærkere efter, vi har læst bogen. Vi har fakta på plads og argumenterne parat, og samtidig er vi blevet bekræftet i, at vores oplevelser ikke er eller skal være ens. Der er vitterligt ikke en rigtig og forkert måde at opleve og komme igennem overgangsalderen på. At der er mange perspektiver om os kvinder og på overgangsalderen som helhed, er blevet endnu tydeligere, og nu kan vi med bannere og megafon tilslutte os det vigtige citat fra forfatteren Germaine Greer, som Lotte har med i sin bog. Overgangsalderen skal nemlig ikke sygeliggøres, men heller ikke bagatelliseres.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Eva og Pernille
#lovelyladiesalive

Du kan læse de andre indlæg i vores føljeton om overgangsalderen her.

Kvinde i nattøj siddende i åbent vindue

Du kan også dykke ned i både blogindlæg og artikler skrevet af Lotte Hvas på hendes to hjemmesider Lottehvas.dk og Overgangskvinder.dk.

Og endelig kan du købe bogen til dig selv eller én, du kender her.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

Ingen kommentarer til "I selskab med spækhuggere og grindehvaler – Bogen om overgangsalderen"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *