Lovely Ladies Alive

Hvad koster selvbedrag?

Hen over sommeren er jeg flere gange stødt på begrebet selvbedrag. I virkeligheden et lidt bredere begreb, som kan dække over alt fra at stikke sig selv deciderede løgnhistorier, til fortrængninger og det at pynte lidt på sandheden. En af mine egne løgnhistorier handler om en mand og vores forhold. Mod bedre vidende sagde jeg til mig selv, at det ville blive bedre anden gang. Hvilket det naturligvis ikke blev.

I den anden ende af spektret af selvbedrag, findes den slags censureret glemsomhed, som lynhurtigt trænger ting, man gør, til side i hukommelsen. Særligt det, der ikke passer ind i det selvbillede, man møjsommeligt har bygget op om sig selv. Jeg så på et tidspunkt en udsendelse, hvor man i forbindelse med et slankeforløb havde fokus på selvbedraget hos deltagerne og derfor dokumenterede meget nøje, hvad folk spiste. Blandt andet havde man sat infrarøde kameraer op i folks køkkener og optaget hvordan de medvirkende besøgte deres køleskabe midt om natten. Og det var slående, at flere af dem pure benægtede at have spist noget, de ikke skulle, nærmest samtidig med de sad og så optagelserne af sig selv.

Det er altså gået op for mig, at det at have brug for at fortrænge noget, eller lyve for sig selv er en virkelig stærk drift hos mennesket og noget mange af os gør dagligt. Når jeg kigger efter forklaringer på fænomenet på nettet, kan jeg se, at kloge mennesker før mig har beskrevet, at det handler om at beskytte sig selv mod en rå virkelighed. Selvbedraget er så at sige en buffer mellem vores opfattelse af verden og os selv, og det fungerer som et værn mod at blive angste eller deprimerede af alt det, vi står magtesløse overfor. Så umiddelbart et positivt træk ved os, som sikrer, at vi bliver ved med at tro på, at det hele nok skal gå og at lutter gode ting venter på os.

Men selvbedraget har også en skyggeside. Når det praktiseres effektivt og over tid har det ofte en negativ effekt på vores liv og verden. Som det havde for mig, da jeg overtalte mig selv til at prøve igen for mange år siden. Jeg byggede en illusion op omkring manden og forholdet, og ignorerede fornemmelsen af at noget var galt, fordi jeg ikke magtede sandheden på det tidspunkt. Med mit selvbedrag udskød jeg ubehaget og smerten i et forsøg på at undgå det uundgåelige.

Selvbedraget beskyttede mig måske mod akut smerte og den tyngende følelse af ansvar for min egen lykke, men den beskyttede mig ikke imod skam.

For min erfaring er, at selvbedraget altid har en pris. Ofte vokser følelsen af skam nedenunder og jo længere selvbedraget står på, jo mere skam føler vi. Og hvad kan beskytte os mod smerten ved skammen? Endnu mere selvbedrag.

Konsekvenserne af bedraget bliver til gengæld også rigtigt ofte værre med tiden, og den regning vi ikke magter at betale med det samme, må vi betale senere. Jeg ser det hos mig selv og min aldersgruppe her midt i livet. Vi begynder at blive ældre og noget af den løgn og fortrængning, vi har praktiseret igennem årene, begynder at indhente os. Vi har fortrængt intuitive fornemmelser, viden og fakta, fordi hyggen, den umiddelbare tilfredshed, en midlertidig ro eller følelsen af belønning var vigtigere, men nu begynder afdragene at falde.

Jeg er selv i gang med at afdrage lige nu. Jeg har ikke overblik over hvilke valg, jeg har taget eller hvor jeg har lukket ørene lidt rigeligt, men jeg ved, at det har bragt mig i en situation, hvor jeg har udfordringer med mit helbred. Det er ikke kun min egen skyld, at jeg er syg, langt fra, men jeg har taget nogle valg undervejs, som uden tvivl har bidraget. Blandt andet har jeg i en lang årrække fuldstændigt ignoreret min krop og dens reaktion på at have alt for travlt og være alt for stresset, fordi jeg var vild med at præstere. Og så har jeg ikke taget mig tilstrækkeligt af de første symptomer, jeg begyndte at have. Heller ikke selvom jeg havde den rette viden. Jeg var ikke klar til at se det hele i øjnene. Så jeg bildte mig selv ind, at det nok skulle gå uden det hårde arbejde, der skulle til for at skifte kurs.

Midt i livet bliver vi heldigvis også klogere. Det er som om selvbedragets briller opløses og vi får et par nye briller på med det skarpeste klarsyn. Nu tør vi godt kigge tilbage og indrømme, at nogle af vores valg ikke var de smarteste og blev truffet mod bedre vidende.

Men hvor det nye radarsyn er rigtig smart at gå rundt med i forhold til resten af verden, fordi vi styrer meget mere sikkert uden om umulige opgaver, tvivlsomme mennesker, spooky steder, nedbrydende arbejde osv., så kræver klarsynet stor barmhjertighed, når vi vender det mod os selv. Af samme årsag hedder min podcast “Hvad med lidt barmhjertighed”, for verden, og alle os i den, har brug for rummelighed, tolerance, empati og tilgivelse; alt det der ligger i ordet barmhjertighed. Det lyder lidt kristent, men sådan er det ikke ment. Min pointe er bare, at vi mennesker skal være barmhjertige overfor hinanden og os selv, fordi vi er fejlbarlige.

Det er en kunst at kunne kigge tilbage uden fortrydelse. I hvert tilfælde en fortrydelse, der kommer til at fylde for meget. Klarsynet kræver, at vi også kan tilgive. Måske i særdeleshed os selv. De nye briller stiller skarpt på, hvem vi har været og de tidligere åh-så-vigtige agendaer, står nu i et andet lys. Og man skal kunne bære at få øje på sit eget ansvar i det hele. Men vi kan ikke bruge en tyngende fortrydelse til noget, og slet ikke som en voldsom bagage, vi skal bære på resten af livet.

Det var et særligt spørgsmål fra en veninde, der satte hele min undersøgelse af selvbedraget i gang midt på sommeren. Hun spurgte mig direkte, om ikke jeg lyver for mig selv. Det fik mig til at ransage mit liv og jeg gjorde det grundigt. Men faktisk tror jeg ikke, jeg lyver for mig selv lige nu. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker, for en del af selvbedraget er, at vi kan blive så overbevisende i vores egen løgn, at vi til sidst selv tror fuldt og fast på den.

Mine aldersbriller har på den anden side gjort mig vanvittigt ærlighedssøgende. Og det har givet mig problemer, for mennesker lyver for sig selv for at få fred. Og de fredsskabende illusioner om os selv, dem vil vi meget gerne beholde. Alt for tit har jeg været den der, som min veninde, mere eller mindre bevidst, er kommet til at prikke hul på andres illusionsbobler, og det har kostet. Jeg har ikke set det sådan før nu. Men sandheden er, at vi hver dag bruger rigtig mange kræfter på at bevare vores illusioner og så skal der guddødemig ikke komme èn og sige: “Øh undskyld, men er du ikke selv lidt udenom…..”. Så slippes fanden løs i Laksegade og det kan sætte skår i relationen. Venskaber er blevet brudt på sådan noget. Parforhold er blevet brudt på det. Forholdet mellem børn og forældre er blevet brudt på det. Vi undgår terapi og anden hjælp for at undgå mennesker, der siger sandheden eller kaster et alt for klart lys på os og vores situation. Det er simpelthen generelt menneskeligt, at vi ikke bryder os om at få brudt vores illusioner.

Men et af mine mottoer har altid været: Der er det, der er, og vi dealer med det, hvad enten vi siger det højt og tør stå ved det eller ej. Det vi fortrænger ligger nedenunder og syder og styrer vores handlinger og laver umærkelige revner i undergrunden. Og jeg vil hellere deale med et synligt monster, end et der gemmer sig i mørket. Og den trang er faktisk bare blevet endnu stærkere med alderen.

Derfor får du også noget at tænke over i dag:

Det er min oplevelse, at vi har en kollektiv løgn kørende lige nu om bæredygtigheden af det, vi er blevet vandt til at se som det gode liv. Det liv, hvor vi har frihed til at gøre, hvad vi vil, om ikke andet i vores sparsomme fritid. Vores frihed er så dyrebar for os, at vi er villige til at lukke øjnene for mange ting.

For hvor stor en rolle spiller menneskets evne til fortrængning og selvbedrag egentlig i, at vi f.eks. ikke får stoppet klimaforandringerne? Vi har den nødvendige viden om problemet og vi ved, hvad der skal gøres og alligevel gør vi det ikke. Hvilken rolle spiller vores evne og instinktive trang til selvbedrag her? Hvis vi nu kunne regne ud, hvad det koster kloden, at mennesket lyver for sig selv, fortrænger fakta og pynter på sandheden, hvad ville vi så finde ud af? Kan det mon være en af de ting, der står allermest i vejen for at løse krisen? Det er mit spørgsmål.

Kære læser

Måske er du kommet hele vejen hertil og har modstået trangen til at fortrænge dagens emne. Respekt for det. Og tak for du læste med så langt, for egentlig ville jeg bare gerne kaste lidt lys på, hvad selvbedrag egentlig koster os personligt, og som beboere på kloden på dette tidspunkt i historien. Men skulle du, som jeg, have fået lyst til at gøre status og kigge dit eget selvbedrag efter i sømmene, så hepper jeg fra sidelinjen og beder dig kun om en ting: Husk tilgivelsen. For kun med den i hånden tør vi opløse selvbedraget.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Du kan finde min podcast Hvad med lidt barmhjertighed lige her:
Dette afsnit handler om forskellen på at være introvert og ekstrovert, og hvad det kan betyde i relationer mellem venner.

Du kan læse mere om de forskellige typer af selvbedrag her. Artiklen er fra Udforsk Sindet.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele: